Først en lille historie fra det virkelige liv: Ksemsan var i 1971 som ledende medarbejder i sundhedsministeriet i Thailand på efteruddannelse i Danmark for at lære mere om miljøbeskyttelse.
Kurset var formidlet af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, i Genève, betalt af bistandsmidler fra det danske Udenrigsministerium/Danida og forestået af danske universiteter og institutter for anvendt forskning. Ksemsan har siden haft stor indflydelse på den thailandske offentlige og private miljøudvikling og dermed påvirket såvel lovgivning som dens udførelse i praksis. Han har desuden gentagne gange rekvireret dansk rådgivning og formidlet køb af dansk service og udstyr til forskellige thailandske offentlige og private virksomheder. Flere thailandske universiteter benytter nu (1998-2007) netværk til danske universiteter til at købe dansk assistance til en omlægning af egne uddannelser efter dansk model. Det oprindelige netværk til danske institutioner samt en særlig bevilling fra det daværende Danced (Danish Corporation for Environment and Development)/Danida i perioden 1998-2004 har været væsentlige faktorer i denne udvikling. Og endelig, i disse år (2005-2008) uddanner Winfried (Ksemsans søn) sig sammen med flere thailandske studerende på kandidat- og ph.d.-niveau på danske universiteter. Nogle udnytter den gratis studiemulighed, som var gældende indtil 2006; andre er betalt som ph.d.-studerende i 3-4 år i Danmark af den thailandske regering. Alle agter at tage hjem efter endt uddannelse. Men såfremt beskæftigelse i danske virksomheder bliver tilbudt, for eksempel i et begrænset åremål, vil flere af de unge sandsynligvis udnytte netop den chance for international erhvervserfaring, samtidig med at et presserende dansk beskæftigelsesbehov bliver imødekommet. Hvad kan man så lære af disse begrænsede erfaringer fra det virkelige liv? Det er oplagt at fremhæve følgende: Investeringen foretaget af Danida i (højere) efteruddannelse i 1970’erne har indtil videre resulteret i 35 års indflydelse på tænkning og handling i Thailand på miljøområdet, især i kraft af Ksemsans ansættelse i offentlige chefstillinger. Det må antages, at noget lignende også gælder i de lande, som de øvrige 15 kursusdeltagere repræsenterede (for eksempel Chile, Nigeria, Filippinerne, Taiwan, Uruguay og Venezuela). Virkningen af bistandsinvesteringer på uddannelsesområdet, ikke mindst højere uddannelse, indtræder ofte længe efter selve investeringen og ikke nødvendigvis på direkte eller forud planlagte områder. Investeringen var først i højere (efter)uddannelse og dermed udnyttelse af dansk faglig ekspertise på miljøområdet for kursusdeltagerne, som allerede var eller kunne blive vigtige beslutningstagere i deres respektive hjemlande. Dette forhold har medført mange indkøb hos danske firmaer på grund af kendskab til og loyalitet mod Danmark, som ydede bistanden til kurset i første omgang. I global sammenhæng har bistanden altså været en god forretning for Danmark, om end der ikke var fakturatænkning i det, da det startede. I lyset heraf er det svært at forstå, at højere uddannelse og forskning fylder så usædvanlig lidt i budgettet hos Danida. Danidas fravær i den meget ambitiøse danske deltagelse i globaliseringen, som regeringen lægger op til, og hvori indgår netop opbygning og udvikling af videnssamfund baseret på en stærk position for højere uddannelse og forskning, kan også undre. Dette er en åbenlys mangel på sammenhæng og helhed i den danske politik for globalisering og bistand. Det kan da ikke være hensigten, at investering i videnssamfundet kun skal være forbeholdt rige lande og unddraget lande, som modtager dansk bistand? En international workshop om disse emner har for nylig været afholdt i København i den danske Unesco-nationalkommissions regi. Temaet var kapacitetsopbygning i højere uddannelse og forskning i global sammenhæng. I workshoppen deltog repræsentanter for Verdensbanken, OECD, Unesco, den tyske bistands- og akademiske udvekslingsorganisation DAAD, svenske Sida, danske Danida, danske virksomheder med international profil samt universiteter i Skandinavien og en række lande, som har modtaget dansk bistand. I dokumentationen fra workshoppen er der en række anbefalinger, som understreger centrale dele af, hvad der er lært i de senere år om højere uddannelse og forskning som forudsætninger for udvikling og medvirken i en globaliseret verden. Blandt rapportens anbefalinger kan nævnes: Helt grundlæggende og med stærk understregning specielt af højt placerede eksperter fra Verdensbanken og OECD fremhæves højere uddannelse og forskning som fundamentet for økonomisk og (dermed) al anden udvikling i de fattige lande. Dette gælder i øvrigt også i industrialiserede lande. Investering i højere uddannelse og forskning anses for helt nødvendigt og bør prioriteres særskilt og uafhængigt af mere umiddelbare behov for fattigdomsbekæmpelse, når der forhandles landeprogrammer mellem nationale regeringer og bilaterale eller multilaterale donorer. Opbygning af et bæredygtigt og dynamisk uddannelses- og forskningsmiljø kræver en internationalisering af universiteter i modtagerlandet. Der bør opbygges en akademisk og administrativ infrastruktur i modtagerlandet, som fører til, at dets universiteter efterhånden frigør sig fra donorbånd og bliver selvstændige og attraktive partnere for såvel udenlandske som indenlandske institutioner og virksomheder. Denne proces vil tage længere tid, jo fattigere modtagerlandet er. Workshoppen havde som undertitel: ’How can manpower needs in knowledge based economies be satisfied in a balanced way?’. Med andre ord: Hvordan kan begge parter, både donor- og modtagerland, få fordel af mobiliteten af forskere og dygtige studerende? Spørgsmålet er vigtigt som led i tilrettelæggelsen af al bistandspolitik og som en etisk fordring i almindelighed, idet udviklingen i rige lande ikke bør ske på bekostning af fattige landes udvikling (se for eksempel Kristeligt Dagblad 5.1., debat af Jens Ole Christensen, hvor spørgsmålet rejses med overskriften ’Hjerneegoisme er ukristelig’). Problematikken er universel og var genstand for livlig debat ved workshoppen. Erfaringer fra udviklingslandes forskeres og studerendes ophold i andre lande viste, dels at der ofte under udlandsopholdet var aktive og undertiden udviklingsfremmende forbindelser tilbage til hjemlandet, dels at tilbagevenden til hjemlandet især fandt sted, hvor infrastrukturen var tillokkende eller i det mindste ikke afskrækkende. På den måde vendes problematikken til at være både: et behov for opbygning af ikke blot uddannelses- og forskningsmuligheder med tilhørende akademisk og administrativ infrastruktur, men også anvendelses- og beskæftigelsesmuligheder i modtagerlandene. Der skal være lokale universiteter, som aktivt bidrager til og indgår i den nationale udvikling, og som gør det attraktivt at komme hjem efter et udlandsophold. Det kan fremmes gennem donorbistand koblet med en langt større udveksling af studenter og forskere med industrialiserede lande (herunder måske især donorlandet). Donorlandets universiteter kan i høj grad bidrage til denne opbygning, som ikke kan løses ved almindelig konsulentbistand og træningskurser; og et behov for særlig bistand rettet mod de mest lovende unge forskere og studerende i modtagerlande i form af stipendier til uddannelse eller videreudvikling i udlandet med relevans for den udvikling, som ønskes i modtagerlandet. På denne baggrund bør regeringer i ansvarlige donorlande, ikke mindst Danmark, som ønsker en position som videnssamfund i udvikling og deltager i globaliseringen, knytte sin egen politik for højere uddannelse, forskning og innovation sammen med politikken for udviklingsbistand. Uden en sådan kobling kan ønsket om andel i de globale intellektuelle og materielle ressourcer og markedsandele simpelthen ikke opfyldes. Den danske regering har ikke taget skridt til at sikre en sådan kobling, herunder en koordination af højere uddannelse (forankret i Videnskabs- og Undervisningsministeriet) og bistand (forankret i Udenrigsministeriet og Danida). Rapporten fra workshoppen bør derfor give anledning til konkrete overvejelser om et samspil og samarbejde mellem de tre nævnte ministerier. Det kunne der komme nogle gode rollemodeller for international bistand og national udvikling ud af. Dels kunne Danmark optræde som en dygtig og ansvarlig nation med hensyn til internationalisering af sine uddannelser, herunder forskningsbaserede højere uddannelser. Dels kunne dansk velfærd sikres gennem opnåelse af globale markedsandele, hvad angår såvel materielle som immaterielle ydelser, for eksempel uddannelse. Og sidst, men ikke mindst kunne de fattige landes deltagelse i et globaliseret videnssamfund tilgodeses med en deraf følgende langsigtet reduktion af fattigdommen. DANIDA har faktisk taget og tager fortsat en række initiativer, hvor højere uddannelse og forskning spiller en vigtig rolle (se f.eks. det indledende eksempel), ligesom der gives årlige bevillinger til forskning, både udviklingsforskning og forskningssamarbejde med fattige lande. Men især midlerne til forskningssamarbejdet er uhyre beskedne i forhold til det samlede bistandsbudget (af størrelsesordenen 1-2 procent). Puljen bør øges, og der bør etableres koordinering på ministerieniveau, hvis nogle af anbefalingerne fra Unesco-workshoppen skal følges op i Danmark. Sagen er vigtig og kræver en omprioritering inden for Danida til fordel for opbygningen af funktionelle og innovative videnssamfund i lande, som modtager bistand. Det synes klart, at Danidas hidtidige strategier for udviklingsbistand er ineffektive (i alt fald i forhold til udvikling), men samtidig åbner globaliseringen nye muligheder. Det ville være trist, hvis disse ikke blev udnyttet.
