Regeringen er i gang med at udvikle en ny strategi for, hvordan Danmark skal anvende 16 milliarder kroner på bistand til den tredje verden. Diskussionen er vigtig. Dels fordi det er rigtig mange af skatteborgernes penge, dels fordi de fattigste mennesker i udviklingslandene mister noget, hver gang vi bruger en krone forkert. 2010 er 50-året for flere af de afrikanske landes løsrivelse fra de gamle kolonimagter. I næsten lige så lang tid har Danmark ydet et voksende bidrag i udviklingshjælp. Afrika er alligevel stadigvæk et kontinent med enorm og udbredt fattigdom, hvor børn i et utilgiveligt omfang dør af sult, sygdomme og fejlernæring, hvor kvinderne derfor føder alt for mange børn og alt for ofte dør i barselssengen, og hvor der er flere, der ikke kan læse, end der kan. Det spørgsmålstegn, der naturligt rejser sig foran de flestes øjne, er, om udviklingsbistand overhovedet hjælper? Svaret er ja. Udviklingsbistand hjælper. Bistanden hjælper de mennesker, den når ud til. Når Børnefonden graver en brønd og bygger latriner i de landsbyer, hvor vi arbejder, så falder børnedødeligheden drastisk. Når Børnefonden bygger en skole, uddanner lærerne og betaler skolepengene for vores sponsorbørn, så lærer de børn at skrive, læse og regne. De får en mulighed for at få en uddannelse og løfte sig selv og deres familie ud af den permanente fattigdom.
Så udviklingsbistand hjælper konkret og lokalt, men udviklingsbistand løser ikke Afrikas grundlæggende problemer, for de ligger et andet sted. Udviklingsbistand kan ikke løfte Afrika op, så kontinentet bliver i stand til at tage sig ordentligt af sin egen befolkning. Det er en naiv tankegang. Den samlede udviklingsbistand, som gives til Afrika, udgør kun en lille brøkdel af de samlede kapitalstrømme, som fører ind i og ikke mindst ud af Afrika. Økonomisk vækst i udviklingslandene er meget mere afhængig af fri handel, private investeringer og et sundt erhvervsklima end af udviklingsbistand fra de rige lande. Det er her, nøglen til en bedre fremtid for Afrika ligger. Alligevel ligger der en undertone om at ville redde Afrika fra fattigdom i de skitser og udkast, som regeringen indtil nu er kommet med. Vi mener, at man bør tone rent flag i denne diskussion. For at kunne prioritere 16 milliarder kroner af danske skatteborgeres penge fornuftigt, skal man først og fremmest erkende udviklingsbistandens begrænsninger. Det er rigtigt set af regeringen, at det er vigtigt at styrke de demokratiske institutioner i de lande, som modtager udviklingshjælp fra Danmark. For når samfundet får for tydelige brister i retssystemet og hærges af nepotisme og korruption, så kommer der ingen økonomisk vækst, der hvor de fattigste bor. Men man kan sætte spørgsmålstegn ved, om direkte økonomisk støtte til regeringsprogrammer er et middel, som understøtter den demokratiske udvikling. Erfaringerne fortæller os, at når bidragyderne kanaliserer store midler ind i for eksempel statsligt hospitalsbyggeri, forstærker man problemerne med korruption og nepotisme. Så er der jo midler at slås om. For at undgå den situation bliver svaret fra donorlandene en benlås på de nationale myndigheder, som ikke afviger ret meget fra de gamle koloniforhold. Det samme gælder med den såkaldte budgetstøtte, hvor hensigten er, at den nationale regering selv kan disponere midlerne, men i praksis bliver det en klemme, som donorlandet sætter på afrikanerne for at tvinge pengene i en bestemt retning. Selvfølgelig i den bedste mening, og fordi donorlandenes regeringer står til ansvar over for deres egne vælgere, der ikke kan lide at se deres surt tjente penge forsvinde i de forkerte lommer. Umiddelbart er det svært at se en positiv sammenhæng mellem økonomisk støtte til en afrikansk regering og udvikling af demokratiet og retsstaten. I Vestafrika, hvor Børnefonden har sine programsamarbejdslande blandt de tidligere franske kolonier, sidder vi ofte med fornemmelsen af, at den lokale regering er mere i samklang med forventningerne fra Paris, end med deres egen befolkning. Rammerne for bistandspolitikken udarbejdes for det meste i et politisk forum, der udelukker de fattige mennesker i landene, som har brug for hjælpen, og den involverer kun indirekte en bredere offentlighed i Vesten i beslutningerne. Udviklingsbistand reduceres til et miljø af politikere, bistandspolitiske interessenter og internationale institutioner. Det har mindst to uheldige konsekvenser: Bistanden bliver præget af en høj grad af interessemodsætninger med slingrekurs og mudrede kompromiser til følge, og det bliver kortsigtet, fordi politikernes længste horisont er 4-5 år. Dem bistanden vedrører – de fattigste – er langt hen ad vejen udelukket fra indflydelse, og målene bliver tilsvarende udviskede og virkelighedsfjerne
