Ifølge flere dagblade ser det sådan ud: en statsminister, som tilsyneladende ikke holder sig til ’sandheden’ omkring sin forhåndsviden om en udenrigsministers afbud til et vigtigt møde; en kulturminister, der optræder som muldvarp og i pressen indirekte afslører en statsminister i at tale ’usandt’ og direkte en ministerkollega i at begå en »kæmpefejl«, hvorefter han vil have offentligheden til at tro på, at der ingen splid eller uenighed er ministrene imellem.
Det lyder som oplægget til et scenisk politisk drama, men er en del af den politiske virkelighed i Danmark, hvor fortielser og manglende lyst og evne til demokratisk åbenhed omkring regeringsførelsen og politiske beslutninger langtfra er et ukendt fænomen og synes forstærket af rustforfalds- og arrogancetræk hos politikere, der har siddet ved magten for længe uden det betydelige politiske modspil fra en opposition, som de nu (endelig) har fået. I perioden med borgerlige regeringer siden 2001 har offentligheden tilsyneladende vænnet sig til at betragte denne manglende åbenhed inklusive dækmanøvrer og undertiden direkte usandheder som et blivende fænomen i dansk politik. Her har offentligheden være sørgeligt godt hjulpet på vej af en række politiske kommentatorer, der netop i det sidste tiår har etableret sig som en fast størrelse i den offentlige diskussion af dansk politik. Flere politiske kommentatorer vil gerne have offentligheden til at tro på, at det er en fast bestanddel af det almindelige politiske spil og den normale politiske retorik, at toppolitikere f.eks. dækker over hinanden og over det uundgåelige magtspil, som altid vil være en del af politik, for så vidt som politik handler om at erobre magtpositioner og platforme enten som led i en personlig politisk karriere eller for at fremme et politisk program eller begge dele. Det er i al fald den underforståede definition af politik, som mange politiske kommentatorer opererer med og fælder deres løbende domme ud fra, men som mest repræsenterer en forkortet og blot registrerende udgave af politik. Ofte er og kan politik være en del mere end et magtspil, hvor politikere indtager bestemte positioner eller givne roller, og de politiske kommentatorers mere kyniske tolkninger af det politiske risikerer i sidste ende blot at bekræfte magtspillets forskellige variationer ved så at sige at betragte dem som det politiske livs naturlov frem for at give modspil, grundlæggende kritik og alternative løsningsforslag. Med de såkaldte spindoktorers indtog i det politiske liv har der således i medierne udviklet sig nye programtyper, hvor politiske kommentatorer, ofte selv forhenværende politiske spindoktorer, er sat til at afkode det løbende politiske livs retorik, spil og intriger ud fra netop den antagelse, at moderne politik først og fremmest handler om at positionere sig i et magtspil og en iscenesættelse, der ikke er umiddelbart gennemskuelig for ’menigmand’.
