Forhandlingerne mellem Iran og den såkaldte P5 plus 1-gruppe (Kina, Frankrig, Rusland, Storbritannien, USA og Tyskland, red.) bliver i dag genoptaget. Mange håber, at disse forhandlinger vil indlede et nyt kapitel i bestræbelserne på at nå frem til en vellykket aftale om Irans atomprogram. For at forhandlingerne kan ende tilfredsstillende, er det imidlertid ikke tilstrækkeligt, at Irans samtalepartnere tager ved lære af tidligere erfaringer og uudnyttede chancer. Det vil bestemt også være en forudsætning, at der bliver skabt en atmosfære af tiltro og gensidig tillid. Et hurtigt tilbageblik på tidligere møder og begge siders attituder kan hjælpe os med at få sat tingene i perspektiv. Vesten har fulgt en såkaldt bilateral politik over for Iran. På den ene side har den gjort brug af politiske og økonomiske trusler og støttet både mere og mindre åbenlyse operationer, der strider imod iranske interesser. På den anden side har Vesten, når dette pres ikke har givet det ønskede resultat, luftet ideen om forhandlinger for at opnå international opbakning til dens politik over for Iran. Det bliver ofte sagt, at »sanktionerne har til formål at få Iran til forhandlingsbordet«. Men det bør ikke være nødvendigt at nævne, at det er Vesten, der er stukket af fra forhandlingerne i håb om, at dens tvangspolitik kan bringe Iran i knæ. Iran har – i modsætning til, hvad man ofte hører – altid udtrykt velvilje til at forhandle for at komme enhver reel bekymring forbundet med dets atomprogram til livs, så længe dets uafhændelige rettigheder anerkendes og respekteres. Tilbuddet om forhandlinger – en tilsyneladende fredelig gestus – bliver først fremsat af Vesten, når sanktionerne er blevet gennemført. Præsident Obama sagde det, efter FN’s Sikkerhedsråd havde pålagt Iran den fjerde resolution. Det samme gjorde EU’s udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, dagen efter, hvorved hun brød flere måneders tavshed om emnet. Dette viser, at Vesten betragter forhandlinger som et redskab, der kan bruges, når alt andet er slået fejl. I modsætning hertil har Iran altid betragtet forhandlinger som en vej til forståelse og samarbejde og afvist fremgangsmåden med ’afpresning og forhandling’. Iran mener derudover, at forhandlinger indledt for at yde pres på og skabe fjendskab med en nation uvægerligt vil føre til en hårdknude, og at forhandlinger overskygget af politisk pres er et udtryk for diktatur, og intet har at gøre med en civiliseret dialog. Følgende punkter har været de vigtigste forskelle i de to siders tilgange de seneste år. På den ene side har Iran foretaget disse tillidsvækkende tiltag.
Det har:
