Nu er den overstået, Jagten på de røde lejesvende.
Altså tv-serien; men hvad med selve jagten? Jagten på alle os, der dengang tillod os både at være røde, umiskendeligt venstreorienterede og samtidig aktive i Danmarks Radio? Nu hvor bølgerne har lagt sig, kan det være på tide at give plads for noget af den eftertanke og den refleksion, som er blevet efterlyst i debatten: Er vi mon blevet klogere? Jeg er nok blevet lidt klogere af Jacob Rosenkrands’ serie. Jeg har da set, at selv om vi faktisk ikke havde Berufsverbot i Danmark i 60’erne og 70’erne, så har vi åbenbart fået det nu – med tilbagevirkende kraft. Og jeg føler mig krænket af hans håndtering – ikke bare af det, som tidens DR-medarbejdere præsenterede for lyttere og seere, men også af deres holdninger, deres sindelag. Jeg føler mig forulempet på mine gamle kollegers vegne – og også på egne vegne. Jamen, jeg var jo slet ikke selv med i serien! Hvorfor var jeg ikke inviteret med til festen? Jeg var måske ikke rød nok? Havde jeg overhovedet ret til at kalde mig rød? Det er selvfølgelig, som man tager det. Jeg var aldrig medlem af DKP, eller Partiet, som det hed i mine unge dage. Jeg rejste heller ikke til DDR, jeg var ikke engang med til at bygge jernbaner i Albanien, eller hvor det nu var. Men der er ikke mange bøger, der har gjort så stærkt indtryk på mig som ’Det Kommunistiske Manifest’, dengang jeg læste det i min gymnasietid. Det var retfærdighedssansen, der betog mig, det var driften til at ændre – og troen på, at det kunne lade sig gøre. Det var hele energien i den lille tekst – hjertet og forstanden og viljen. I min studietid i 1940’erne sad jeg i S-toget og læste demonstrativt Land og Folk, så alle kunne se, at jeg var på den rigtige side; jeg var helt klar over, at det også var den provokerende side, og det passede mig fint. Men helt ærligt – alle ordentlige mennesker var da kommunister. Alle de mennesker, jeg følte mig tæt på i de år (dvs. i fyrrerne), alle de mennesker, jeg søgte, fordi jeg mærkede sympati og respekt for dem – de viste sig som en selvfølge at være (mere eller mindre aktive) kommunister. Jeg var nok lidt misundelig på dem, de havde virkelig noget at være fælles om. Og så vidste de altid, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert ... Billedet skiftede jo på mange måder, da sandheden kom frem om forholdene i Sovjetrusland og senere DDR. Diskussionerne fik en anden karakter, man begyndte at skelne mellem på den ene side det endelige mål, socialismen, og så på den anden side den måde, hvorpå de kommunistiske ideologier blev misbrugt i Østeuropa.
