En renæssance for kernekraft?

I 1985 vedtog Folketinget, at kernekraft (a-kraft) ikke skulle være en del af det danske elsystem. Det var der mange gode grunde til, og siden har dansk energiplanlægning fokuseret på at erstatte fossile brændsler med vedvarende energi.

Ikke desto mindre vejrer nogle danske tilhængere af kernekraft nu morgenluft. Tilhængerne hævder, at kernekraft globalt er ved at få en renæssance som en teknologi til at bekæmpe den globale opvarmning, og at der derfor er behov for en ny debat om kernekraft i Danmark.

Samtidig hævder de, at vedvarende energi, f.eks. vindkraft, er en dyr og problematisk løsning for det fremtidige danske energisystem. Begge påstande er yderst tvivlsomme, så der er god grund til at se dem efter i sømmene.

Blandt de fremførte argumenter for kernekraft er, at problemet med opbevaring af det højradioaktive affald er løst, men sådan ser det ikke ud i det virkelige liv. En anden tvivlsom påstand er, at det kun koster en brøkdel af byggeprisen at fjerne et udslidt kernekraftværk.

Det modsiges direkte af tyskernes konkrete erfaringer. For eksempel har omkostningerne ved fjernelsen reaktoren THTR Hamm-Uentrop af den relativt beskedne størrelse på 308 MW været 12,7 mia. kr. Selv fjernelsen af det mindste østtyske 70 MW kernekraftværk Rheinsberg kostede 2,6 mia. kr.

Når tilhængere desuden hævder, at kernekraftens økonomi er særdeles god, ’glemmer’ de en række store (og skjulte) offentlige subsidier og er tilsyneladende ikke opmærksomme på de stærkt stigende investeringsomkostninger for nye kernekraftværker.