Deres Majestæt, mine damer og herrer, Jeg er meget glad og meget taknemmelig for at være blevet tildelt Ebbe Muncks Hæderspris.

LÆS ARTIKELTøger Seidenfaden får hæderspris Det er jeg af flere grunde. For det første er det altid dejligt at få en pris. Komplimenter kan man aldrig få for mange af – i hvert fald er risikoen for at det skulle ske til at overse i et samfund som vores, hvor vi normalt hellere giver hinanden et skævt smil eller et billigt grin, end vi svinger os op til de store falbelader, selv i de tilfælde, hvor vi måske mener, at der er et eller andet positivt at bemærke. Men komplimenter er dejlige, og en pris er jo først og fremmest en forberedt og velovervejet kompliment, der ikke sådan er til at løbe fra for dem, der kommer med den. Det skal jeg vende tilbage til. For det andet er jeg særlig glad og taknemmelig for at få Ebbe Muncks mindepris, fordi netop den pris knytter sig til et navn og til et sæt af værdier, som jeg har meget stor respekt for. Jeg var for nogle uger siden sammen med Erling Bjøl, min gamle lærer på universitetet, der kunne fortælle, at da han for nogle år siden fik jeres pris, så kunne han fortælle forsamlingen, at han havde kendt Ebbe Munck vældig godt og endda arbejdet sammen med ham under besættelsen og derefter. Det er ikke min situation. Til gengæld ved jeg, at min far, Erik Seidenfaden, havde et meget nært samarbejde med Ebbe Munck, først og fremmest i forbindelse med modstandsbevægelsens informations- og nyhedsbureau, Dansk Pressetjeneste i Stockholm, som Ebbe Munck stiftede, og som min far blev den daglige leder af. At gå ind i modstandsbevægelsen kan i dag forekomme at være et så indlysende rigtigt valg, at det næsten bliver en selvfølge. Men sådan har det naturligvis ikke været. At tage det valg dengang var et stort og eksistentielt valg. Ikke bare fordi man udsatte sig selv for fare som i enhver kamp af den art, men fordi man brød med hele det samfund og den hverdag, vi alle er en del af, uden sikkerhed for, hvad der ventede på den anden side, uden sikkerhed for anerkendelse, selv om man var heldig nok til ikke at miste liv eller lemmer. Hele det etablerede samfund var jo både formelt og til dels reelt imod eller stærkt skeptisk over for modstandsbevægelsen, og ofte udsatte man også andre end sig selv for en risiko.