Han er igen på march. En af vicekongens embedsmænd siger: Den lille pacifist er ganske uskadelig. Andre mener, han bør standses straks. Hans ikke synderligt store skare af satyagrahier (uretfærdighedens modstandere) svulmer for hver etape på den over 300 km lange vej fra deres ashram (selvhjælpskollektiv) ved Sarbarmati-floden til Dandi på kronkolonien Indiens vestkyst. Nu er de tusinder. Han holder taler for at forklare både sine egne og nogle nysgerrige pressefolk, hvad der foregår og sandsynligvis forestår. Han smiler, han ler. Er loven umenneskelig, må vi bryde den. Er domstolene uretfærdige, må vi boykotte dem. Er vi undertrykte, må vi kæmpe os fri. Hvordan? Hvis det er et valg mellem fejhed og voldelig modstand, må vi vælge det sidste; men våbenmagt er de svages, de banges kampmiddel, ikkevold de stærkes, de som har sjælsstyrke. Han citerer Shelley: Stand ye calm and resolute,
Like a forest close and mute,
With folded arms and looks which are
Weapons of unvanquished war.
Rise like lions after slumber
In unvanquishable number -
Shake your chains to earth, like dew
Which in sleep has fallen on you -
Ye are many, they are few.

Mahatmaji (den store sjæl) kalder hans beundrere ham. Selv siger han: Skønt jeg ikke samarbejder med regeringen, ville jeg med fornøjelse sætte mit navn under et lovforslag om det kriminelle i at kalde mig mahatma. Vennerne og medarbejderne tiltaler ham Bapu (far). Brevet, han har skrevet til den britiske vicekonge, er signeret M.K. Gandhi. Han er nu 61 ar. Da Mohandas Karamchand Gandhi var dreng, havde han fået nogle gode jævnaldrende kammerater længere henne i gaden. Hans mor opdagede det og forbød ham at lege med disse børn. De er urene, sagde hun, du må overhovedet ikke have noget med dem at gøre. Dengang, fortæller den voksne Gandhi, begyndte mit oprør. Og fra den dag til han som 79-arig mistede livet for en politisk morders kugle, var han en oprører. Ikke des mindre huskede han glad og taknemlig sine forældre. Faren var diwan (minister) under rajaen af den lille Porbandar Stat på Kathiawar-halvøen i Gujarat og var en praktisk dygtig mand med indsigt i finanser og en værdsat evne til at bilægge et stort og jævnt folks tvister over ejendom og gæld. Gandhi'erne tilhørte banya-kasten, købmændenes kaste, og var således i det traditionelle kastesystem højt hævet over de mennesker, hvis børn Mohandas ikke måtte omgås, men stod et par trin lavere på rangstigen end de folk, der normalt færdedes ved rajaens hof. Som vaishnavier (Vishnu-dyrkere) havde de dog en religiøs status, som nærmede sig brahminernes, og mændene kunne gå med den hellige tråd og hårdusk som de. Mohandas' fars høje embede fordrede imidlertid, at han gik med turban, en hovedbeklædning, der var både pyntelig og velegnet til klimaet, men han hadede at trække i europæiske strømper og sko, når han på rajaens vegne skulle modtage en britisk øvrighedsperson. Sin mor beskriver Gandhi som en from og omsorgsfuld kvinde. Hun bad for hvert måltid, familien indtog, forsømte aldrig det daglige tempelbesøg, fastede, når det var tid at faste, selv når hun var syg og dårligt tålte det, og som pligterne over for Gud udførte hun sine pligter i hjemmet. Hendes medsøstre ved hoffet satte pris på hendes sunde fornuft, intelligens og betydelige viden. For øvrigt havde hun som flertallet af kvinder ingen skoleuddannelse fået, hun var analfabet ligesom den pige, Mohandas i en alder af tretten år blev gift med. Hun, Kasturbai, var ligeledes tretten, og det var en sand pine for dem begge så tidligt at skulle være ægtefolk, sådan som to velstillede, agtværdige familier havde bestemt det. Den unge Gandhi gjorde ikke på stedet oprør mod denne påtvungne afslutning på barndommen, han var tværtimod en streng og grundløst skinsyg teenage-ægtemand, men snart skulle barneægteskabet blive et af hans anklagepunkter mod hinduisk praksis. Blandt de andre var en udbredt grusom behandling af såvel mennesker (de 'urørbare') som husdyr. Enten hinduen var rig eller fattig, forbrød han sig mod sin religion ved at kue og foragte medmennesker, og det var det rene hykleri, når han påstod at respektere koens hellighed. For Gandhi var koen hellig, helligt alt liv. Det er meget længe siden, hvorfor det kan synes urimeligt at forlange af skrivende folk, som lever i Det Moderne, vores ny og interessante globaltilstand, at de skal kunne det på fingrene, at Gandhi ikke blev Indiens første præsident eller premierminister. Han var og blev hverken eller, lige så lidt som han nogensinde havde ønsket det. Heller ikke var han beslægtet med Indiens første premierminister Jawaharlal Nehrus datter Indira. Derimod er det rigtigt, at hun som lille pige sad og holdt sin fars ældre ven og ukuelige kampfælle i hånden, da han sultestrejkede og havde svoret at ville faste til døden, hvis ikke hinduer og muslimer holdt op at myrde hverandre. Indira blev gift med og skilt fra en anden Gandhi, et ret almindeligt navn blandt gujarati-talende hinduer og parsere; købmand betyder det. Se den mægtige engelskmand
som hersker over indere små,
han spiser kød og måler derfor
hundred tommer fra top til tå. Sådan omtrent lød et vers fra en vise, Mohandas lærte af kammeraterne i skolefrikvarteret. Ja, de var høje, disse englændere, som herskede over folkene, rigerne og havene, og noget var der nok om, at kødspisning var en af årsagerne hertil. De fleste hinduer i Gujarat var vegetarer og i det hele taget nøjeregnende med, hvad de spiste, og af hvis hænder de modtog føden. Sammen med sin noget dristigere bror og et par muslimske skolekammerater havde Mohandas nogle aftener i al hemmelighed spist på en restaurant, hvor der serveredes kødretter. Aldrig siden blev kødspisning en fristelse for ham. Men drengen stiftede bekendtskab med en anden digtning end profane viser og limericks. Han lyttede henført til recitationer fra de hellige bøger og eperne i bunden form, når han og hans bror var med moren i templet, og tillige i hjemmet, hvor faren fik besøg af religiøst og filosofisk begavede personer og underholdt sig med dem om livets mening, vejen til Gud. Tit havde sådanne personer, enten de var brahminer eller tilhørte helt andre trossamfund, smukke stemmer, var musikalske og fremførte inspireret, uforglemmeligt de klassiske vers. Den tanke er nærliggende, at han kunne være blevet digter. Siden hen, på den vej der blev hans, traf han fra tid til anden på digtere, indiske, britiske, franske. Han førte samtaler med dem, korresponderede med dem, og de fulgte ham så langt, som de nu formåede. Når det kneb med at forstå ham, kunne han leende sige: »Jamen du er jo også digter« ... Jawaharlal Nehru skrev: »Den, der aldrig har hørt Gandhis latter, har ikke kendt ham«. Fra barndommen stammede altså hans forståelse af religionerne, forældrenes hinduiske samt jainernes, muslimernes, parsernes, sikhernes. Uanset hvilket navn mennesker gav deres gud, så var målet for den åndelige søgen det samme. Til de kristnes tro fandt han afstanden større, for det var kristnes vane at opretholde den: ingen sandhed ved siden af deres. Som jurastuderende i England kom Gandhi i kontakt med frisindede kristne. Og da han fra at have været sagfører for et indisk handelsfirma i Sydafrika var blevet talsmand for hele den indiske befolkningsgruppe der og politisk aktivist, førte hans optagethed af frihedsbevægelser og civil ulydighed i Europas og Amerikas historie ham til læsning af kristne og jødiske religiøse skrifter. I dem skimtede han den samme røde tråd, han havde set i de andres. Han fik kristne og jødiske tilhængere, og ikke mindst, da han efter 21 år i Sydafrika tog kampen op i Indien, sluttede adskillige kristne sig til de ejendomsløses ikkevoldshær. Det kan næppe benægtes, at nogle af dem i ham så om ikke den genkomne Kristus, så en legemliggørelse af det oprindelige budskab i deres religion. Men til de kasteløse 'urørbare', der udførte det beskidte arbejde og selv regnedes for skidt, var afstanden så indgroet, at Gandhi fra det øjeblik, oprøreren fødtes af hans blide mors barske formaning, i hver eneste kamp, han udkæmpede med sig selv, sine egne eller magthaverne, satte alt ind på at bortskaffe den afstand. Han talte i samme sprog til høj og lav, men det var de nederste, han forstod at samle. Ikkevold er en videnskab, man kan lære at mestre, sagde han, og til kvinderne: I er ikke det svagere køn, I er mændenes lige, den samme sjæl bor i jer, men I evner langt bedre end mændene at påtage jer smerte og lidelse. Og til Ahmadabads tekstilarbejdere, der i 1917 for en lidt højere løn tøvende var gået i strejke og derefter var blevet lockoutet: Organiser jer, alle, som ikke derved kommer til at se deres familie sulte, gå ikke hjem, hold stand. Gandhi husker, at det faldt ham vanskeligt, næsten pinligt (et ord, han ofte bruger i sin selvbiografi, der ikke for ingenting hedder 'Historien om mine forsøg med sandheden') at skulle forhandle med fabriksejeren, der to år tidligere havde skænket et større beløb til kollektivets drift og velfærdsarbejde. Den samme mand sagde nu bestemt nej til lønkravene og havde de øvrige fabriksejere i ryggen. Men arbejderne dannede under Gandhis aktive medvirken det første store slagkraftige fagforbund i Indien, holdt stand og vandt. På det tidspunkt var han i svær tvivl om nytten af fortsat at købslå med regeringen i London om Indiens selvstændighed. Senest havde han i forventning om afgørende indrømmelser sagt god for hvervekampagnerne. Unge indere kæmpede og faldt på Europas slagmarker. Og det blev indiske troppers opgave at besætte Istanbul, da rovet efter det osmanniske riges sammenbrud skulle deles, indiske kampstyrker, der erobrede Basra i første akt af de irakiske folks tragedie. Til den britiske øvrighed sagde han: Al den fortræd, I har forvoldt i Indien, ville i et hvilket som helst andet land have afstedkommet en blodig revolution. Desværre har halvdelen af os ingen anelse om, hvad en revolution er, og den anden halvdel savner mod til at gennemføre den. Og til dommeren, en af de gentagne gange han stod anklaget for ulovlige handlinger: Hvis mine anklagere taler sandt, og jeg lyver, er jeg så stor en forbryder, at jeg må anmode om at blive idømt lovens strengeste straf. Dommeren 'nøjedes' ved den lejlighed med at give ham seks år. Men nu er han igen på march. Brevet, han har skrevet, kom vicekongen Lord Irwin i hænde 2. marts 1930: »Kære ven ... Selv om jeg anser det britiske herredømme for at være en forbandelse, har jeg ikke til hensigt at skade en eneste englænder eller nogen lovlig interesse han måtte have i Indien ... men dette herredømme har forarmet de fattige millioner gennem en stadig øget udbytning ... Det har reduceret os politisk til slaver, det har tæret på grundlaget for vores kultur ... Det britiske system synes at have til formål at pine livet ud af den indiske bonde. Tilmed saltet han behøver for at leve er stærkt beskattet ... Intet andet end organiseret ikkevold kan imødegå den britiske regerings organiserede vold ... Hvis De ikke kan gøre noget ved disse forhold, og mit brev ikke appellerer til Deres hjerte, vil jeg den ellevte i denne måned, sammen med enkelte af mine medarbejdere, bryde Saltloven ...«. Marchen fortsætter. Når der gøres holdt, taler han til flere tusind mænd, kvinder, gamle og unge. En time hver dag sidder han ved sin rok og spinder. Indien kan selv fremstille sine klæder. Indtil han grundlagde det første selvhjælpskollektiv, havde han aldrig set en spinderok endsige lært at betjene den. Der måtte indkaldes fagfolk, læremestre fra landsbyerne, og det blev det første symbolske nålestik mod det britiske forarbejdningsmonopol. Bær indisk tøj, lev i sandhed, afskaf barneægteskaberne og urørbarheden, vær ét folk. Som i en frihedskamp er det et bedre land, der kæmpes for, ikke det, som var. Om aftenen 5. april faster han og siger til den våbenløse hær: I morgen bryder vi loven, og kun de, som har sjælsstyrke til at tåle slag og fængsel og ikke frygter de lidelser, som kan overgå dem, skal følge mig. 6. april tidligt om morgenen går de ned til havet og ud i vandet for at bade. Så står de på stranden. Gandhi samler en håndfuld salt op, og de andre følger hans eksempel. Så henter de saltvand i spande og kar og lader vandet fordampe i solen. De følgende dage indretter de boder, hvorfra de sælger små pakker med det rene salt, de selv har udvundet. Monopolet er brudt, de har trodset loven, og op og ned langs kysten trodses den af folk, der har hørt om begivenhederne ved Dandi. Endelig ankommer politiet med løftede stave og slår løs på flokken, som står der rolig og beslutsom, tæt som en skov og uden ord. Gandhi og hans satyagrahier arresteres, men hvor der således opstår huller i menneskemængden, lukkes de straks igen. Friheden myldrer, fængslerne fyldes til bristepunktet. Et imperium er begyndt at slå revner. Men det er en langsommelig proces. Stor tålmodighed synes lige så nødvendig som handlekraft, hvis de mange, bestandig påprakket den ide, at de er de få og i hvert fald de små, nogensinde skal tage hånd om den verden, som de nationale og globale rige dag for dag gør giftigere, ufredeligere, fattigere. Hvornår er de fremme ved os, de mange på march.