»Skal jeg vise dig mere?«
»Tutsi-babyer er intet værd. De tog babyerne fra deres mødre, og så dræbte de kvinderne. Det var en ung mand, der havde babyerne. Han kom med dem i en kurv, som han bar på hovedet. Han bragte dem til grisene. De holdt grise. Babyerne var meget små, og der var rigtigt mange grise. På den her måde skulle spædbørnene mærke Tutsiernes smerte. De fodrede svinene med babyer. »Har du set det hér?« De pegede, når en gris tyggede en baby«. Den 37-årige kvinde sidder overfor mig i skyggen af et enormt gummitræ. Vi er begge plantet i klassiske, hvide plastikstole, det ikon, der er nået lige så langt omkring på kloden som Coca Cola. I baggrunden er lydene fra byen, knallerter, busser, folk der råber. Luften står stille og tiden stopper. For os begge. Flashbacks til folkedrabet i Rwanda kører i to mentale biografer. I min bif er filmen kun forbudt for børn under 18. Den lille kvinde foran mig kører en film på sit indre lærred, der ikke tåler at blive vist for nogen. Jeg er i gang med at samle materiale til en dokumentarfilm, så alle kan se, hvad overleverne fra folkedrabet i 1994 må leve med i dag.
