0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Strukturreform - og hvad så?

Strukturreformen skaber ikke i sig selv bedre service til borgerne. Det store personalepolitiske og organisatoriske arbejde venter forude. Kan opgaven løftes, når Socialdemokratiet ikke er med? Kronikøren er lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, Roskilde Universitetscenter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Spillet om det nye politisk-administrative danmarkskort er slut.

Fremtidens kommuner og regioner er kendte. Bliver opgaverne i den offentlige sektors mange tusinde institutioner - sygehuse, plejehjem, skoler, børnehaver med mange flere - så løst bedre og billigere? Får vi borgere mere for skattekronerne? Nej. De nye kommuner og regioner fører ikke i sig selv til, at opgaverne bliver løst bedre og billigere. Og det manglende samarbejde og dermed kompromis mellem VK-regeringen og Socialdemokratiet om strukturreformen gør, at bedre og billigere løsninger af opgaverne måske får lange udsigter.

Den officielle baggrund for strukturreformen er, at ressourcerne i den offentlige sektor bliver brugt for dårligt. Sygehusene, arbejdsformidlingen, amternes mange store sociale institutioner osv. løser aktuelt opgaverne for dårligt. Der er således et minus i den offentlige sektor, som strukturreformen skal fjerne. Borgerne skal have bedre og billigere ydelser - mere værdi for skattekronerne. Strukturreformen er med andre ord (også) et politisk effektiviseringsprojekt. Et effektiviseringsprojekt, som endvidere gerne skulle bidrage til at løse en række af problemerne i de kommende år, som følger af skattestoppet, flere gamle, færre unge, (måske) begrænset økonomisk vækst og borgernes stadige krav om flere og bedre offentlige ydelser.

Det faglige grundlag for strukturreformen er først og fremmest Strukturkommissionens betænkning. I denne findes der desværre intet svar på, om strukturreformen vil føre til bedre og billigere løsninger af opgaverne. Det er der mange grunde til. De fire væsentligste er:

For det første er der mange meget store forbehold i betænkningen. Så mange og så store, at man ikke kan konkludere klart, om de offentlige institutioner løser deres opgaver godt nok eller for dårligt.

For det andet er de helt centrale begreber i betænkningen meget generelle, uklare og upræcise. Især begreberne økonomisk og faglig bæredygtighed. Man kan derfor heller ikke sige noget sikkert om, hvorvidt de offentlige institutioner løser deres opgaver på en økonomisk og fagligt bæredygtig måde eller ej.

For det tredje kan man ikke på grundlag af betænkningen opstille en 'før og efter'-situation. Man kan ikke sammenfatte, hvordan opgaverne bliver løst nu, og hvordan de med en rimelig stor sandsynlighed vil blive løst efter reformen.

For det fjerde fastslår betænkningen ikke, hvilken størrelse kommuner og regioner skal have for at kunne løse opgaverne bedst muligt. Dette til trods for, at det virker, som om dette har været selve formålet med Strukturkommissionens arbejde. I denne forbindelse er det væsentligt at nævne: Der vil fortsat være endog meget store variationer i kommunernes og regionernes størrelse, hvad angår befolkningsgrundlag, indkomster, erhvervsforhold etc. efter strukturreformen. Og de fem nye regioner vil ikke få en størrelse, der gør dem til regioner i europæisk forstand - i EU.

Strukturkommissionen anviser i sit arbejde tre store 'skruer', som politikerne kan 'skrue' på, hvis de ønsker, at opgaverne skal løses bedre og billigere.

Politikerne kan ændre
1. På kommunernes og amternes størrelse.
2. I fordelingen af opgaverne mellem kommunerne, amterne og staten. Den såkaldte opgavefordeling.
3. I fordelingen af betalingen for løsningen af opgaverne. Den såkaldte byrdefordeling.

Politikerne er nu blevet færdige med at 'skrue' på størrelsen af kommunerne og amterne/regionerne. Fordelingen af opgaverne mellem kommunerne, regionerne og staten er også ved at være forhandlet på plads mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti. Kommunerne overtager en række opgaver fra de nuværende amter, som bliver nedlagt og erstattet af fem regioner. Fem regioner, som man passende kunne kalde for statslige sygehusregioner, da de først og fremmest skal tage sig af sygehusvæsenet. Og af et sygehusvæsen, der i stor udstrækning vil blive finansieret og dermed også kontrolleret af staten. Når fordelingen af opgaverne mellem kommunerne, amterne/regionerne og staten ændres, må byrdefordelingen - finansieringen af opgaverne - også ændres. De store linjer i byrdefordelingen er også ved at være forhandlet på plads. Set under ét må man konstatere, at den nye opgave- og byrdefordeling ikke som lovet vil føre til en klar og entydig fordeling af opgaverne og en klar og entydig finansiering heraf. Der vil fortsat være mange gråzoner og uklare 'snitflader' i forhold til, hvilke opgaver kommunerne, regionerne og staten skal løse og betale for. Dermed er der også tvivl om, hvorvidt strukturreformen vil føre til bedre og billigere løsninger af opgaverne.

Sammenfatter man debatten om strukturreformen, Strukturkommissionens betænkning og aftalen om strukturreformen mellem regeringen og Dansk Folkeparti, står det klart, at offentlige institutioner skal indfri mange succeskriterier, når de løser opgaver. Borgerne skal have indflydelse på løsningen af opgaverne, stadig flere muligheder for 'frit valg'-ordninger, sikkerhed for, at de får de ydelser, de har ret til etc. Og løsningen af opgaverne skal være effektive, skabe lighed mellem borgerne og udvikle erhvervslivet. I alt skal løsningen af opgaverne indfri mindst 25 succeskriterier. For borgerne og dermed vælgerne er det naturligvis de borgernære succeskriterier, som er de væsentligste. Får ungerne en god undervisning i skolen? Bliver mine forældre plejet godt på plejehjemmet? Får jeg genoptræning, når jeg kommer hjem fra sygehuset?

Skal strukturreformen skabe et plus hos borgerne og vælgerne, skal undervisningen, genoptræningen med videre blive klart bedre efter gennemførelsen af reformen. Det betyder i praksis, at medarbejderne og lederne i de mange tusinde offentlige institutioner skal løse deres opgaver bedre i det daglige. Det forudsætter, at løsningen af opgaverne bliver organiseret på nye og bedre måder. Dette kræver igen, at sygehuse bliver drevet sammen som én organisation, at skoler og fritidshjem bliver drevet som én organisation, at små skoler og små sygehuse bliver nedlagt for at frigøre ressourcer til de større sygehuse og større skoler, så de kan løse opgaverne bedre. Resultat: færre ledere og færre medarbejdere til at løse de samme opgaver. Hvorfor? Intet, heller ikke bedre og billigere offentlige ydelser, kommer af intet. Kun lommeuld - som Storm P skal have sagt.

Når strukturreformen er gennemført - når politikerne er blevet færdige med at 'skrue' på de tre nævnte store 'skruer' - er der først og fremmest skabt nye rammer og vilkår for de offentlige institutioner. Strukturreformen anviser ikke, hvordan de offentlige institutioner skal omorganiseres i praksis for at løse opgaverne bedre med en rimelig stor sandsynlighed. Strukturreformen i sig selv skaber ikke et plus til borgerne. Det skal de lokale og regionale politikere skabe, da cirka to tredjedele af opgaverne løses lokalt og regionalt.

Før de lokale og regionale politikere kan skabe de eftertragtede plusser til borgerne, bliver de nødt til at skabe nogle minusser. Forudsætningen for en bedre opgaveløsning er, som nævnt, at nogle offentlige institutioner bliver nedlagt, drevet sammen og omkalfatret. Det skaber politiske minusser. Politikerne vil derfor i praksis - fuldt ud legitimt - med stor sandsynlighed gå forsigtigt til værks med omorganiseringen. Men derved kommer de økonomiske udgifter til reformen til at løbe foran besparelserne og en bedre løsning af opgaverne. Plusserne til brugerne, borgerne og vælgerne skubbes ud i fremtiden. Og medarbejderne og lederne bliver endnu mere usikre på deres fremtid. Det svækker medarbejdernes opbakning til og ledernes tro på reformprocessen. Er dette scenario ikke bare det sædvanlige 'grædekoneri' i forbindelse med store reformprojekter? Nej. CVU'erne, som blev indført af den forrige regering, og som den nuværende regering efter stor tøven har valgt at støtte, viser på udmærket vis, hvad der kan ske, når omorganiseringen af de offentlige institutioner skal gennemføres for at skabe plusser.

Den forrige regering besluttede, at de mange institutioner i Danmark på området for de mellemlange videregående uddannelser skulle slås sammen. Grupper af pædagogseminarier, sygeplejeskoler, lærerseminarie