Spillet om det nye politisk-administrative danmarkskort er slut. Fremtidens kommuner og regioner er kendte. Bliver opgaverne i den offentlige sektors mange tusinde institutioner - sygehuse, plejehjem, skoler, børnehaver med mange flere - så løst bedre og billigere? Får vi borgere mere for skattekronerne? Nej. De nye kommuner og regioner fører ikke i sig selv til, at opgaverne bliver løst bedre og billigere. Og det manglende samarbejde og dermed kompromis mellem VK-regeringen og Socialdemokratiet om strukturreformen gør, at bedre og billigere løsninger af opgaverne måske får lange udsigter. Den officielle baggrund for strukturreformen er, at ressourcerne i den offentlige sektor bliver brugt for dårligt. Sygehusene, arbejdsformidlingen, amternes mange store sociale institutioner osv. løser aktuelt opgaverne for dårligt. Der er således et minus i den offentlige sektor, som strukturreformen skal fjerne. Borgerne skal have bedre og billigere ydelser - mere værdi for skattekronerne. Strukturreformen er med andre ord (også) et politisk effektiviseringsprojekt. Et effektiviseringsprojekt, som endvidere gerne skulle bidrage til at løse en række af problemerne i de kommende år, som følger af skattestoppet, flere gamle, færre unge, (måske) begrænset økonomisk vækst og borgernes stadige krav om flere og bedre offentlige ydelser. Det faglige grundlag for strukturreformen er først og fremmest Strukturkommissionens betænkning. I denne findes der desværre intet svar på, om strukturreformen vil føre til bedre og billigere løsninger af opgaverne. Det er der mange grunde til. De fire væsentligste er: For det første er der mange meget store forbehold i betænkningen. Så mange og så store, at man ikke kan konkludere klart, om de offentlige institutioner løser deres opgaver godt nok eller for dårligt. For det andet er de helt centrale begreber i betænkningen meget generelle, uklare og upræcise. Især begreberne økonomisk og faglig bæredygtighed. Man kan derfor heller ikke sige noget sikkert om, hvorvidt de offentlige institutioner løser deres opgaver på en økonomisk og fagligt bæredygtig måde eller ej. For det tredje kan man ikke på grundlag af betænkningen opstille en 'før og efter'-situation. Man kan ikke sammenfatte, hvordan opgaverne bliver løst nu, og hvordan de med en rimelig stor sandsynlighed vil blive løst efter reformen. For det fjerde fastslår betænkningen ikke, hvilken størrelse kommuner og regioner skal have for at kunne løse opgaverne bedst muligt. Dette til trods for, at det virker, som om dette har været selve formålet med Strukturkommissionens arbejde. I denne forbindelse er det væsentligt at nævne: Der vil fortsat være endog meget store variationer i kommunernes og regionernes størrelse, hvad angår befolkningsgrundlag, indkomster, erhvervsforhold etc. efter strukturreformen. Og de fem nye regioner vil ikke få en størrelse, der gør dem til regioner i europæisk forstand - i EU. Strukturkommissionen anviser i sit arbejde tre store 'skruer', som politikerne kan 'skrue' på, hvis de ønsker, at opgaverne skal løses bedre og billigere. Politikerne kan ændre 1. På kommunernes og amternes størrelse. 2. I fordelingen af opgaverne mellem kommunerne, amterne og staten. Den såkaldte opgavefordeling. 3. I fordelingen af betalingen for løsningen af opgaverne. Den såkaldte byrdefordeling. Politikerne er nu blevet færdige med at 'skrue' på størrelsen af kommunerne og amterne/regionerne. Fordelingen af opgaverne mellem kommunerne, regionerne og staten er også ved at være forhandlet på plads mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti. Kommunerne overtager en række opgaver fra de nuværende amter, som bliver nedlagt og erstattet af fem regioner. Fem regioner, som man passende kunne kalde for statslige sygehusregioner, da de først og fremmest skal tage sig af sygehusvæsenet. Og af et sygehusvæsen, der i stor udstrækning vil blive finansieret og dermed også kontrolleret af staten. Når fordelingen af opgaverne mellem kommunerne, amterne/regionerne og staten ændres, må byrdefordelingen - finansieringen af opgaverne - også ændres. De store linjer i byrdefordelingen er også ved at være forhandlet på plads. Set under ét må man konstatere, at den nye opgave- og byrdefordeling ikke som lovet vil føre til en klar og entydig fordeling af opgaverne og en klar og entydig finansiering heraf. Der vil fortsat være mange gråzoner og uklare 'snitflader' i forhold til, hvilke opgaver kommunerne, regionerne og staten skal løse og betale for. Dermed er der også tvivl om, hvorvidt strukturreformen vil føre til bedre og billigere løsninger af opgaverne. Sammenfatter man debatten om strukturreformen, Strukturkommissionens betænkning og aftalen om strukturreformen mellem regeringen og Dansk Folkeparti, står det klart, at offentlige institutioner skal indfri mange succeskriterier, når de løser opgaver. Borgerne skal have indflydelse på løsningen af opgaverne, stadig flere muligheder for 'frit valg'-ordninger, sikkerhed for, at de får de ydelser, de har ret til etc. Og løsningen af opgaverne skal være effektive, skabe lighed mellem borgerne og udvikle erhvervslivet. I alt skal løsningen af opgaverne indfri mindst 25 succeskriterier. For borgerne og dermed vælgerne er det naturligvis de borgernære succeskriterier, som er de væsentligste. Får ungerne en god undervisning i skolen? Bliver mine forældre plejet godt på plejehjemmet? Får jeg genoptræning, når jeg kommer hjem fra sygehuset? Skal strukturreformen skabe et plus hos borgerne og vælgerne, skal undervisningen, genoptræningen med videre blive klart bedre efter gennemførelsen af reformen. Det betyder i praksis, at medarbejderne og lederne i de mange tusinde offentlige institutioner skal løse deres opgaver bedre i det daglige. Det forudsætter, at løsningen af opgaverne bliver organiseret på nye og bedre måder. Dette kræver igen, at sygehuse bliver drevet sammen som én organisation, at skoler og fritidshjem bliver drevet som én organisation, at små skoler og små sygehuse bliver nedlagt for at frigøre ressourcer til de større sygehuse og større skoler, så de kan løse opgaverne bedre. Resultat: færre ledere og færre medarbejdere til at løse de samme opgaver. Hvorfor? Intet, heller ikke bedre og billigere offentlige ydelser, kommer af intet. Kun lommeuld - som Storm P skal have sagt. Når strukturreformen er gennemført - når politikerne er blevet færdige med at 'skrue' på de tre nævnte store 'skruer' - er der først og fremmest skabt nye rammer og vilkår for de offentlige institutioner. Strukturreformen anviser ikke, hvordan de offentlige institutioner skal omorganiseres i praksis for at løse opgaverne bedre med en rimelig stor sandsynlighed. Strukturreformen i sig selv skaber ikke et plus til borgerne. Det skal de lokale og regionale politikere skabe, da cirka to tredjedele af opgaverne løses lokalt og regionalt. Før de lokale og regionale politikere kan skabe de eftertragtede plusser til borgerne, bliver de nødt til at skabe nogle minusser. Forudsætningen for en bedre opgaveløsning er, som nævnt, at nogle offentlige institutioner bliver nedlagt, drevet sammen og omkalfatret. Det skaber politiske minusser. Politikerne vil derfor i praksis - fuldt ud legitimt - med stor sandsynlighed gå forsigtigt til værks med omorganiseringen. Men derved kommer de økonomiske udgifter til reformen til at løbe foran besparelserne og en bedre løsning af opgaverne. Plusserne til brugerne, borgerne og vælgerne skubbes ud i fremtiden. Og medarbejderne og lederne bliver endnu mere usikre på deres fremtid. Det svækker medarbejdernes opbakning til og ledernes tro på reformprocessen. Er dette scenario ikke bare det sædvanlige 'grædekoneri' i forbindelse med store reformprojekter? Nej. CVU'erne, som blev indført af den forrige regering, og som den nuværende regering efter stor tøven har valgt at støtte, viser på udmærket vis, hvad der kan ske, når omorganiseringen af de offentlige institutioner skal gennemføres for at skabe plusser. Den forrige regering besluttede, at de mange institutioner i Danmark på området for de mellemlange videregående uddannelser skulle slås sammen. Grupper af pædagogseminarier, sygeplejeskoler, lærerseminarier etc. blev slået sammen til centre kaldet CVU'er. Målet var helt det samme som med strukturreformen. Mere effektive uddannelsesinstitutioner, bedre uddannelser, mere faglig udvikling, bedre uddannelsesmiljøer med mange flere plusord. Og erfaringerne? Dårlige. Man glemte at gennemtænke, hvordan CVU'erne skulle fungere organisatorisk og økonomisk for at kunne løse opgaverne bedre. Bliver dette også tilfældet med strukturreformen, udebliver plusserne til borgerne. Aftalen om strukturreformen mellem regeringen og Dansk Folkeparti synes at afspejle en frygt herfor. Aftalen indebærer således etableringen af ikke mindre end 18 nye institutioner og 18 nye styringsinstrumenter, som skal sikre, at strukturreformen skaber plusser. 11 af de nye institutioner skal håndtere de problemer, som opstår, når amterne bliver nedlagt. Med andre ord: Staten vil om nødvendigt blive anvendt på en måde, som end ikke en socialdemokrat turde drømme om, for at sikre, at strukturreformen skaber plusser. Personligt har jeg været fortaler for en strukturreform i mange år. Det er min vurdering, at en række opgaver kan løses bedre og billigere. Det er godt, at der bliver etableret institutioner, som kan øge gennemskueligheden i den offentlige sektor og finde ud af, hvad det koster at producere og levere de enkelte ydelser. Det er også godt, at man skaber institutioner, som kan finde ud af, hvilke kommuner, amter/regioner og institutioner der løser opgaverne bedst og billigst. Sådanne institutioner skulle man have etableret for år tilbage. Så ville man have haft et solidt grundlag for udformningen og gennemførelsen af en strukturreform. Strukturreformen vil fremtidssikre den offentlige sektor. Det siger regeringen! Det er ikke rigtigt. Med hastige skridt og med skub fra globaliseringen er vi på vej mod det legende og lærende oplevelsessamfund. Det gør, at vi borgere både som kunder på forbrugsmarkeder og som brugere i offentlige institutioner vil have stadig mere individuelt tilpassede produkter og ydelser. Og produkter og ydelser produceret og leveret 'just in time' til forbrug i de livsforestillinger, som vi selv iscenesætter i stadig større omfang for at realisere det gode liv og os selv. Som 'børn' af industrisamfundet er de offentlige institutioner ikke designet og gearet til at håndtere denne udvikling. Og her hjælper strukturreformen ikke. Den nytænker ikke de offentlige institutioner i forhold til samfundsudviklingen. Den effektiviserer 'kun' den daglige drift af institutionerne. VK-regeringen fuldender med strukturreformen paradoksalt nok den bygning - den velfærdsstat - som Socialdemokratiet rejste i det forrige århundrede i tæt samarbejde med netop de borgerlige. Udviklingen i disse år kræver også et helt nyt sam- og modspil mellem de offentlige institutioner og de private virksomheder. Uanset om man ønsker dette eller ej, må offentlige institutioner og private virksomheder indgå i stadig tættere partnerskaber. Udviklingen af individuel medicin, elektroniske patientjournaler, nyt hospitalsudstyr, nye spændende ydelser og produkter, som kan give os det gode liv, forudsætter dette tætte samarbejde mellem private virksomheder og offentlige institutioner. Her hjælper strukturreformen heller ikke. Slet ikke. Det står klart, at der ikke kommer et samarbejde og dermed et kompromis i stand mellem VK-regeringen og Socialdemokratiet om strukturreformen. Det er trist, fordi det vil svække gennemførelsen af reformen, svække reformen efter dens gennemførelse samt hæmme fremtidssikringen af samfundet. Strukturreformen er baseret på en traditionel forretnings- og ledelsestænkning. VK-regeringen vil vise, at den kan drive den offentlige sektor som en privat koncern og dette på en meget effektiv måde. Problemet er blot, at strukturreformen er et gigantisk organisatorisk forandringsprojekt. Dens succes afhænger derfor i første omgang helt af medarbejdernes og de mange institutionslederes accept og opbakning. I sidste ende bliver personalepolitikken afgørende for reformens succes eller fiasko. Derfor burde Socialdemokratiet være med i reformen. Socialdemokratiet kunne have været en slags garant for en rimelig personalepolitik under strukturreformens gennemførelse og efter. Det ville have fremmet både reformens gennemførelse og dens muligheder for succes. Der skal, som nævnt, skabes et konstruktivt samarbejde mellem de offentlige institutioner og de private virksomheder - mellem den offentlige og den private sektor - hvis samfundets fremtid skal sikres. Dette bidrager strukturformen, som også nævnt, ikke til. Tværtimod kan man frygte, at den vil fastholde og udvikle de sidste to årtiers politiske konflikter om enten offentlig eller privat opgaveløsning. Politiske konflikter, som ikke har ført nogen vegne hen. Under fem procent af opgaverne bliver i dag løst af private virksomheder. Og stort set ingen kerneopgaver bliver løst af private virksomheder. Set i dette perspektiv ville det også have været godt, hvis VK-regeringen og Socialdemokratiet kunne have samarbejdet om reformen. Så kunne vi have håbet på et bredt politisk samarbejde orienteret mod fremtiden frem for den velkendte skyttegravskrig drevet af det 20. århundredes store politiske ideologier. Et samarbejde mellem Socialdemokratiet og VK-regeringen om strukturreformen kunne have skabt muligheden for at gentage 'kunststykket' fra det 20. århundrede: Udviklingen af en genial model set fra borgernes synspunkt og set i et globalt perspektiv på grundlag af et solidt fremadrettet pragmatisk politisk samarbejde mellem Socialdemokratiet og de borgerlige.