Du bliver, hvad du spiser, siger man. Den føde, du indtager, påvirker din krop, sjæl og livskvalitet. Men den påvirker også dit landskab og den natur, der omgiver dig. Når du som forbruger vælger kylling frem for kalv eller ferie på landet i stedet for sydpå, er du med til at forme kulturlandskabet, naturen og tilværelsen for de mennesker, der bor derude 'på landet i naturen'. Gennem dine handlinger som forbruger kan du gøre en indsats for at bevare natur og kulturlandskab. Men det er ikke så let i Danmark! Gennem 6.000 år har generationer af bønder i samspil med jordbunden, naturen og klimaet skabt de landskabsformer og naturtyper, vi finder i dag. Kun meget få naturtyper er 'naturlige' i egentlig forstand. Enge, strandenge, heder og overdrev - alle er de kulturlandskabstyper eller halvkulturarealer, men med et højt naturindhold sammenlignet med det dyrkede land. De er udviklet gennem bondens produktive virksomhed med det ene formål at frembringe et overskud til ham selv og hans familie, herremanden, bybefolkningen, og hvem der ellers sugede til sig af bonden og hans arbejde. En stor del af de dyre- og plantesamfund, der har hjemme på halvkulturarealerne, er dybt afhængige af fortsat landbrugsdrift. Tilbagegangen i halvkulturarealerne skyldes den 200-årige intensiveringsproces, der tog sin begyndelse med landboreformerne og moderniseringen af de traditionelle driftsformer. Efter Anden Verdenskrig accelererede udviklingen. De mange jordforbedringsarbejder som dræning, mergling, inddæmning etc. gjorde hurtigt indhug på det samlede halvkulturareal. I dag er kun en brøkdel tilbage. Nutidens landmænd har ikke længere brug for den produktion, de pågældende arealer ydede under den driftsform, der i sin tid skabte arealerne. De har brug for andre produkter og større udbytter af f.eks. korn, som kan sælges eller forædles til husdyrprodukter. Af de tilbageværende arealer trues mange af tilgroning eller forurening fra de omgivende intensivt dyrkede arealer. Udviklingen medførte en forarmelse af dyre- og plantelivet og kulturmiljøet. Tænk bare på de tusindvis af gravhøje og stengærder, der har måttet lade livet! Men det betød også et pres på landdistrikternes sociale struktur og på relationen mellem by og land: voldsom nedgang i antallet af landbrugsbedrifter og endnu voldsommere afvandring til byerne. I dag har de færreste byboere en aktiv, familiemæssig, forbindelse til de landlige rødder, og de færreste landboer har gennem deres beskæftigelse relation til landbruget. Først sent gik det op for politikere og befolkning, hvilke natur- og kulturværdier, vi var ved at miste. EU's landbrugspolitik og de nationale politikker bevæger sig nu stadig mere i retning af en landdistriktspolitik, der både skal bevare og genoprette landbefolkningens erhvervsmæssige grundlag og beskytte de natur- og kulturlandskabelige værdier, der trods alt stadig er tilbage. En ny landmand er ved at blive skabt til formålet. På europæisk plan - ikke mindst i Vesteuropa og i Norden - rettes mange bestræbelser mod genopretning og genanvendelse af de gamle kulturlandskaber til nye produkter og aktiviteter. Engene, hederne og de gamle kulturmiljøer er blevet et potentiale i landdistrikternes udvikling. I Norge er man f.eks. yderst bevidst om værdien af et aktivt og levende sæterbrug, der kan vedligeholde de åbne græsningsarealer på fjeldet. Det tiltrækker turister. Det giver mulighed for produktion og afsætning af traditionelle, men også nye, kvalitetsprodukter, ikke mindst fødevarer, med højt værdiindhold (sikke nogen priser, de tager!). Tilstrømningen af besøgende giver øgede muligheder for afsætning af kunst og kunsthåndværk og for opretholdelse af en lang række lokale erhverv. Kulturmiljøet og biodiversiteten indgår som en del af attraktionen og tilfører produkterne oplevelsesværdi. Finansiering sker med både statslige og private midler og med stor folkelig opbakning. Hvorfor? Fordi man i Norge ligesom i de øvrige nordiske lande - bortset fra Danmark - er uhyre bevidst om, at de mest værdifulde og umistelige landskabstyper er dem, der er udformet af det ældgamle samspil mellem menneske og natur - kulturlandskabet. Landskabet, der bliver skønnere, når det bruges! Sådan er det ikke herhjemme - endnu. De ansvarlige myndigheder og naturfredningsorganisationer er meget lidt bevidste om dén afgørende betydning, kulturpåvirkning har for vedligeholdelsen af vore halvkulturarealer. Kulturpåvirkning er næsten blevet et fyord, hvilket måske ikke er uforståeligt set i lyset af den samlede miljøproblematik. I stedet domineres debatten f.eks. af utopiske ønsker om at udlægge store arealer til naturens frie udfoldelse (hvilket ville tage livet af alle halvkulturarealerne) eller af ønsket om endnu større offentligt finansieret plejeindsats (underforstået en ikkeproduktiv arealanvendelse). Men offentlig finansiering er et skrøbeligt instrument, der altid er underlagt dagens politiske prioriteringer. Det gælder, uanset om plejen udføres af det lokale landbrug eller af offentligt ansatte naturplejere. Desuden mangler plejede landskaber det liv og den autenticitet, der karakteriserer et kulturlandskab, der bliver brugt i overensstemmelse med sit oprindelige formål. Det bliver let noget parkagtigt. Problemets kerne er, at vi i Danmark endnu ikke har forstået at udvikle forholdet mellem beskyttelse og benyttelse af kulturlandskab og natur på den ene side og aktive landdistrikter med et levende erhvervsliv, der er baseret på en nutidig, produktiv og bæredygtig udnyttelse af samme kulturlandskab og natur på den anden. Den gode pølse, osten og brødet, der er produceret på eng og ager og ikke på sti og i stald, er en nok så effektiv og betydelig morsommere vej til et godt landskab og en mangfoldig natur end nok så mange regelsæt og offentligt finansierede plejeordninger. Så frem med kniv og gaffel! Hvordan gør man i andre lande? I Norge driver f.eks. organisationen Norsk Kulturarv kvalitetsmærket og internetportalen Olavsrosen, der leder turister og andre besøgende til en række af de mest værdifulde kulturlandskaber og kulturmiljøer med overnatningsmuligheder, mad og muligheder for vandreture i naturen. Den forøgede omsætning er basis for opretholdelse af bosætning og vedligeholdelse af natur- og kulturværdierne. Blandt grundlæggerne og bidragyderne finder vi den norske mejerigigant Tine. Hvad så, Arla? Vil I stå tilbage for det? I England har The Countryside Agency dannet organisationen Eat the View - Spis dit landskab. Eat the View fremmer produktion og afsætning af lokale produkter, der direkte understøtter natur, miljø og kulturlandskab. Organisationen hjælper forbrugeren til en større forståelse af forholdet mellem fødevarer og andre produkter og værdien af det kulturlandskab og den natur, de er produceret i. Produktionen bidrager til landdistrikternes sociale og økonomiske udvikling og sikrer en langsigtet positiv effekt på landskab og natur! Eat the View fremmer produktudvikling, organisation, branding og markedsføring og fungerer som koordinator og formidler mellem en lang række lokale initiativer og projekter. Et af projekterne: Eating biodiversity eller Spis naturens mangfoldighed (mærk biologernes kuldegysninger!) udføres af universitetet i Exeter. Projektet skal undersøge, hvordan høj biodiversitet på græsningsarealer fremmer smags- og ernæringsindholdet i kød- og mælkeprodukter. Gammel viden for de små franske osteproducenter, men i dag skal den slags jo underbygges videnskabeligt. Tilpasning af driftsformen på arealerne og udnyttelse af resultaterne i lokal produktion og afsætning af højkvalitetsfødevarer indgår som en naturlig del af projektet. Hvor er vi henne i landbrugslandet Danmark? Samme universitet tilbyder i øvrigt et internetkursus i at udnytte forbindelsen mellem kulturlandskab, natur og produktion i markedsføring og salg. Koblingen mellem lokal produktion, vedligeholdelse af landskab og natur og mere direkte kontakt mellem producent og kunde sikrer producenten en større andel af produktværdien, hvilket også kommer lokalsamfundet til gavn. Det øger igen muligheden for afsætning af andre produkter. Kunderne får mulighed for at tage et bevidst valg til fordel for natur og landskab. De får et kvalitetsprodukt med lokal identitet og karakter, helt ulig bulkware-produktionens identitetsløse masseprodukter. De får del i landskabets historie, der bidrager til produktets fortælleværdi. Herhjemme har vi ikke noget, der svarer til The Countryside Agency og Spis dit landskab. Det ville svare til en landdistriktsstyrelse med en rådgivende funktion over for regering og myndigheder. The Countryside Agency finansieres med cirka 1,1 milliard kroner årligt af det britiske Ministerium for Miljø, Fødevarer og Landdistrikter. Bemærk den direkte sammenkædning af miljø, landbrug og fiskeri og landdistriktsudvikling på det administrative og politiske plan! Eat the View tager fat på flere af miljøpolitikkens kernepunkter: muligheden for som ansvarlige forbrugere at træffe valg, der direkte gavner kulturlandskab og miljø. Muligheden for at genoprette den direkte forbindelse mellem producent og forbruger, mellem den enkelte fødevare og den egn, den er produceret i og ikke mindst mellem forbrugeren, fødevaren og produktionsmåden. Hvad enten der er tale om fødevarer, andre konkrete produkter eller om oplevelser som ferie-på-landet og friluftsaktiviteter, så ledes vi som forbrugere i retning af det størst mulige miljøhensyn. Men skal landbruget og natur- og miljøforvaltning i højere grad satse på produktion af nye højkvalitetsprodukter med højt værdiindhold som middel til kulturlandskabs- og naturbevaring, så kræver det en bedre planlægning og organisering af bl.a. arealanvendelsen. Udnyttelsen af især de mindre halvkulturarealer må gøres mere rationel. Der må også gøres mere for at fremme lokal produktion og afsætning og ikke mindst for at udvikle det lokale samarbejde mellem primærproducenter, forarbejdnings- og afsætningsvirksomheder og de frivillige foreninger og organisationer, der arbejde med natur- og kulturlandskabsbeskyttelse. Afsætningsformerne må udvikles, så en så stor andel af produktværdien som muligt forbliver i lokalsamfundet. Endelig må det rigtige forhold mellem pris og kvalitet være til stede. Set i lyset af de engelske og norske erfaringerne er det så absolut muligt. Herhjemme har vi to store internetportaler på området, www.aarstiderne og www.landkoeb. Ingen af dem kobler direkte produktion og afsætning til vedligeholdelse af kulturlandskab og natur. Forbrugerens oplevelse ligger alene i varens friskhed og i bevidstheden om, at den eventuelt er økologisk. Som egn er Bornholm formentlig førende bl.a. i kraft Culinary Heritage-bevægelsen og en aktiv indsats gennem Leader+. I andre områder søger man at fremme udvikling og afsætning af lokale produkter, bl.a. ved at modernisere begrebet 'Egnsret'. Det sker bl.a. i Sydsjælland og på Lolland-Falster. Slowfood-bevægelsen udgiver en glimrende kulinarisk vejviser til småproducenter, udsalgssteder og restauranter. Det overordnede indtryk er, at initiativerne er spredte, uden koordination, og at mange afgørende problemstillinger ikke tages op. Frem for alt mangler koblingen mellem natur, kulturlandskab og lokal udvikling at blive taget op. I en artikel for nylig i Information undrer vicepræsident i Det Danske Gastronomiske Akademi, Jan Krag Jacobsen, sig over, at dansk erhvervsliv midt i den store satsning for udvikling af en dansk oplevelsesøkonomi inden for kunst, musik, design, film, computerspil og så videre fuldstændig har glemt madens rolle. Og det på trods af, at mad og madens tilbehør fylder stadig mere i turistbrochurernes salg af rejsemål og i ugebladenes beskrivelse af 'det gode liv'. Er det, fordi vi herhjemme er mest tilbøjelige til at se mad som potentielt sundhedsfarligt og nydelse af mad som en suspekt handling? I så fald kunne en af årsagerne være, at dansk landbrugsproduktion er havnet i en bevidstløs volumenorienteret produktion af uinteressante lavprisprodukter, der mere appellerer til fylderi end til nydelse, oplevelser og eftertænksomhed. De evindelige slagsmål mellem landbruget og natur- og miljøinteresserne har kraftigt medvirket til billedet af landbruget og dets produkter som noget, det er bedst at holde sig på afstand af. På trods heraf er der, som Jan Krag Jacobsen påpeger, vitterlig en stigende efterspørgsel efter mad med kvalitet og først og fremmest efter mad, der rummer en mangfoldighed af oplevelser. Mad, der imidlertid er svær at finde, fordi de store forædlingsvirksomheder og distributionsselskaber ikke ligefrem står i kø hverken for at bidrage til udvikling af egnsprodukter med høj kvalitet og identitet eller for at distribuere varerne i de relativt små partier, der nødvendigvis må blive tale om. Måske er en medvirkende årsag til miseren også, som Jan Krag Jacobsen afslutningsvis foreslår, at vi er angste: angste for at skulle vælge mellem mange produkter og produktionsmuligheder og angste for at udsætte os selv for smagsdommerne. Så hellere nøjes med den grå leverpostej! Det er de små regionale producenter og forædlingsvirksomheder, der sammen med lokale restauranter og spisesteder bærer produktudviklingen inden for fødevareudviklingen herhjemme. Men også for mange af dagens landmænd ligger fremtiden i et multifunktionelt landbrug, der kan udvikle samarbejdet med de mange potentielle iværksættere og frivillige organisationer, der ude i landdistrikterne brænder for udvikling og beskyttelse af den lokale natur, kulturlandskabet og kulturmiljøet. Et stærkt og godt fællesskab mellem lokalområdets aktører omkring bæredygtig og produktiv udnyttelse af kulturlandskab og natur er i det lange løb den bedste beskyttelse, natur og kulturlandskab kan få. Mange ting er lagt til rette nu. Det skorter ikke på tilskudsordninger og på anden hjælp til at komme i gang. Der mangler bare det rigtige initiativ, der kan sikre gennemslaget, som det sker i f.eks. England og Norge.