SELV FOLK i 30'erne der udtaler sig kritisk om den sproglige udvikling, slår nu i samme åndedrag sig selv for munden og siger: »Men nu er jeg nok også blevet en af de gamle sure mænd« - af skræk for at blive kaldt reaktionære. Må vi lige være her! Når vi siger at sproget ændrer sig, betyder det jo at det er os - sprogbrugerne - der ændrer det. Derfor må det også være legitimt at diskutere om vi er tilfredse med den udvikling vi selv løbende har i gang. Og når sprogbrugere i 30'erne føler sig generet af visse nyudviklinger, er det et tegn på at udviklingen går for stærkt. Et sprog skal gerne kunne holde hen over to generationer uden for store irritationsmomenter og/eller misforståelser. Er det os der vælger sproget, eller sproget der vælger os? En del af det sprog vi tilegner os, vælger os, f.eks. den dialekt og sociolekt vi får fra vores omgivelser - den kommer til os. Men selv dét ændrer nogle dog ved en bevidst indsats. En stor del ubevidst sprogbrug er vi ikke selv herrer over; men visse ting kan vi dog vælge til eller fra, f.eks. om vi vil bande, om vi vil bruge et positivt eller negativt ladet ord, eller om vi vil bruge en (ny) engelsk eller dansk term. Dét er ikke en del af 'sprogets uundgåelige udvikling'. SAGEN ER at vi som midaldrende og ældre har bedre greb om sproget end vi har i 20'erne. Faktisk er sproget noget vi bliver bedre til med alderen. I 60'erne har vi et større ordforråd og en tydeligere udtale end vi har som 20-årige. Derfor kan yngre mennesker faktisk lære noget af de ældre, også på det felt. Det tager et halvt liv at lære et sprog til bunds. Langt de fleste nye ord kommer fra fagsproget, så her er det også de erfarne sprogbrugere der bidrager mest. På andre områder er det naturligt nok de unge der tegner de nye udviklinger. Men nyt er ikke lig med bedre. Unge mennesker er ofte tilbøjelige til at tale hurtigt og utydeligt; og unges skræk for at virke for højtidelige bidrager også til den manglende distinkthed. Derudover har unge altid haft behov for deres eget 'seje' klike- eller gruppesprog - som det slet ikke er meningen at vi mere gråhårede typer skal bruge eller forstå i alle detaljer. Klike- og gruppesprog skal besegle et fællesskab med de udvalgte (andre unge/klikemedlemmer) - og holde andre ude! Det er meningen at de skal være delvis utilgængelige, måske ligefrem virke chokerende på udenforstående. Problemet er så at nogle medier tager disse sprogvarianter eller minilekter op og gør dem til norm ved at bruge dem i et langt bredere forum. Men det har aldrig været meningen med klike- og gruppesprog at de skal gøres til norm, så mister de hele deres funktion! Og så er de unge jo nødt til at ekstremisere deres sprog yderligere - for igen at lægge afstand til den gængse norm. Ved at søge at gøre gruppesprog alment kommer medierne til at bidrage til en ekstremisering. Normer er vejledende eller styrende regler for vores adfærd. Som regel lægger vi kun mærke til normerne når de bliver brudt - af os selv eller andre. Ellers fungerer de bedst når vi ikke lægger mærke til dem. Sprognormerne er til for at fremme et genkendeligt sprog - skriftsproget skal staves ens af alle for at virke effektivt. Men som alle normer kan de føles som et krav eller pres; det er normers natur. Det kan være vidunderligt at bryde normerne, vel at mærke når vi gør det bevidst, det vil sige med et bestemt - kreativt, humoristisk eller overraskende - formål. De bevidste normbrud bliver næsten altid opfattet i positiv ånd; omgivelserne tilgiver os gerne når de kan se formålet med udskejelsen. Det er de utilsigtede og uhensigtsmæssige normbrud der virker stødende, irriterende, latterliggørende osv. Og man skal vel at mærke kende normer rigtig godt for at kunne bryde dem på en kreativ måde. HVORFOR ÆNDRER vi hele tiden sproget? Sprogforskeren Jacob H. Bredsdorff har fundet frem til syv grunde til de sproglige ændringer vi har kunnet konstatere gennem århundrederne. Og de er faktisk ikke opløftende. Bredsdorff ser bort fra påvirkningen udefra. Han taler altså om en sproglig inerti eller en evig, universel bevægelse i den sproglige 'biologi'. De syv udviklingskræfter går både på udtale, ordforråd og grammatik: 1) Misforståelser: 'urigtig høren og forståelse' 2) Fejlhuskning: 'utro hukommelse' 3) Organernes ufuldkommenhed 4) Magelighed 5) Stræben efter analogi 6) Omsorg for tydelighed 7) Stræben efter at udtrykke nye forestillinger Individuelle misforståelser ændrer ikke sproget, f.eks. når en interviewperson i radioen taler om 'vin allegretto' når meningen var vin ad libitum. Dén danner næppe skole. Men det er der andre der gør: Visse misforståelser optræder mere kollektivt, f.eks. udtrykket 'han grinede hele vejen ned til banken'. Det oprindelige udtryk er musikeren Liberace ophavsmand til. Han blev spurgt om han ikke som seriøs pianist led under at optræde med så poppet musik, hvortil han svarede: »Jo, jeg græder hele vejen ned til banken«. Den første der har brugt udtrykket med grine, har måske brugt det bevidst omvendt, men det er den 'forkerte' udgave der har bidt sig fast - selv om den oprindelige er langt mere underfundig. Ordet kusk er egentlig baseret på en grammatisk misforståelse. Det oprindelige ord var Kudsker, men i den tro at -er betegnede flertal, strøg sprogbrugerne den sidste stavelse. Det samme fænomen møder vi undertiden i dag i formerne 'kilomet' (for kilometer) og 'salamand' (for salamander). Men de bliver formodentlig aldrig anerkendt som korrekte. Indlånte ord giver lettere anledning til misforståelser - fordi de ikke er så gennemskuelige. Ofte forveksles de med noget der er mere genkendeligt, så avocado hos nogle bliver til 'advocado', returnere til 'retunere', patriciervilla til 'Patriciavilla' og så videre. Som voksne er vi dårligt i stand til at lære nye lyde, f.eks. i fremmedsprog. Børn kan normalt lære at udtale alle lyde, men nogle af dem tilegner de sig senere end andre, f.eks. r senere end p og k senere end d. En lyd som også giver mange voksne danskere problemer, er det bløde d, som i ved, det kan blive til /ve/ eller /vej/. Og næsten alle under 50 har svært ved at sige det bløde g, som i riget - det bliver til /rijet/. Det bløde g er i det hele taget næsten forsvundet fra dansk, f.eks. i låge og søge. Midterkonsonanten udtales med læberne i stedet, hvad der er meget nemmere: /låwø/, som j eller stryges helt: /søe/. R er også en 'truet' lyd i mange ord som hundrede og februar. MAGELIGHED er den stærkeste faktor i den danske sprogudvikling. Ifølge J. Bredsdorff skyldes ni tiendedele af alle nydannelser denne tilbøjelighed. Sprogforskeren Poul Lindegård Hjorth sagde: »Dansk er et unikum af artikulatorisk økonomi«. Vi er meget magelige, vælger helst de lette løsninger - tilsyneladende mere end andre nationaliteter. Selv om vi godt kan udtale visse lyde, vælger vi nogle andre som er nemmere. Måske skyldes det vores generelle modvilje mod at virke formelle eller 'skabagtigt korrekte'. Derfor stryger eller svækker vi korte, tryk8sva8ge vokaler, ikke mindst de tryksvage e'er; ae udtales /aø/; eller e'et forsvinder helt, f.eks. i krise, der bliver til /kris/ og 'krisstyring'. Bløde konsonanter stryger vi også (som nævnt i eksemplerne i punkt 3) , og vi siger /hal/ for halv, /ta/ for tage, /a/ for ad/af. Vi lader lyde smelte sammen eller smitte af på hinanden, som i 'hångklæde' og 'sjosjaldemokrat'. På samme måde er 'v'et i skrive blevet til 'f' i skrift, ligesom grove til groft. Eksemplerne er talløse. Mange pudsigheder i børns sprog skyldes (fejlagtige) analogier, det vil sige at de søger en ensartethed eller regelrethed som sproget ikke altid har, f.eks. 'trækkede', 'hvems' og 'gåse'. Det kunne jo være korrekte former hvis ordene opførte sig efter de mest almindelige regler. Faktisk går udviklingen i de grammatiske bøjninger netop dén vej: Vi får færre stærke og/eller uregelmæssige bøjninger. På den måde er gol blevet til galede, grov til gravede, og nu er der blevet valgfrihed mellem tav og tiede, svor og sværgede, for og farede, menneskene og menneskerne - helt i tråd med århundreders udvikling og den grundlæggende sprogstruktur. Alle kendte sprog går generelt i retning af større forenkling, men det går meget langsomt. Fra en ny form dukker op første gang til den kommer ind i ordbøgerne, går der årtier; derefter må der nødvendigvis være valgfrihed i en generations tid, og først da går den gamle form efterhånden helt ud af brug. Det der var forkert i går, bliver altså ikke rigtigt i morgen, som nogle hævder. Det skal også være en meget stor del af de øvede sprogbrugere (mere om dem senere) der benytter en ny form, for at det får konsekvenser for sprogudviklingen. Og nogle normbrud bliver aldrig accepteret som korrekt sprog. Selv om rigtig mange i dag skiller sammensætninger ad, som ringe toner, læbe pomade, Ældre Sagen, er og bliver det ikke korrekt. Det samme gælder de forkerte apostroffer i f.eks. Egon's og Jensen's. Former der strider imod grundlæggende grammatik, kommer ikke ind under analogi. KUN DE TO sidste af Breds8dorffs regler giver positive associationer: omsorgen for tydelighed og stræben efter at skabe nye begreber. For at sikre større forståelse udtaler vi somme tider visse lyde stærkere og/eller hårdere end oprindeligt. Denne regel er altså modsat reglen om magelighed - og den spiller da også en langt mindre rolle. Her spiller skriftsproget også ind, skriften smitter af på udtalen, så mange f.eks. siger købmand med hørligt b i stedet for /køman/ og stedsøn med hørligt (blødt) d i stedet for /stesøn/. Og Europa/euro udtales af flertallet med to vokaler, /eu/, i modsætning til tidligere /æv-/. Det gælder altså enkelte ord, ikke nogen overordnet udviklingstendens. DEN SIDSTE regel rummer hele det store felt af nye ord. Den hyppigste og mest gnidningsløse eller umærkelige måde vi danner nye ord på, er at sætte to eller flere kendte ord sammen til et nyt. Som regel tænker vi så slet ikke over at de er nye, f.eks. besvimelsesleg, bioterrorist, cyklistspejl, e-undervisning, forhandlerbarn, lømmelpakke, netpirat, pauselån, pulverbrev, selvfed, ældrecheck, økobarn. De nye ord siger altid meget om den tid de opstår i - de er yderst konkrete nedslag i kultur, politik og historie. En anden form for nye ord er dem der består i at ord skifter betydning. Nutidige eksempler er meget omtalt: f.eks. forfordelt, godt, laps, patetisk. Det skaber stor forvirring mens det står på, fordi vi i en periode ikke er enige om hvad ordene står for, og dermed misforstår hinanden - en forringelse af kommunikationen og irriterende for alle der er vokset op med den gamle betydning. Først når den gamle betydning er helt forladt, fungerer ordene igen 100 procent, som med ordene lemfældig, kedelig, rar. Den sjældneste måde at danne nye ord på (internt) er at skabe helt nye bogstavkombinationer. Det sker hyppigst inden for gruppen af lydord: bvadr, båbåbåb. Derudover er der selvfølgelig den store mængde af indlånte ord i dansk. Det er et kapitel for sig; men i øvrigt tilpasses de fleste låneord også med tiden disse syv regler for udvikling. NÅR DE private forlags ordbogsredaktører og Dansk Sprognævn skal vurdere nyopdukkede former og betydninger af ord, spiller fænomenet 'den øvede sprogbruger' en stor rolle. Hvis en stor del af de øvede sprogbrugere gennem længere tid har brugt et ord i en ny form eller en ny betydning, er ordbøgerne jo nødt til at følge trop. Hidtil har de øvede sprogbrugere været dem der skrev (og talte) i det offentlige rum, typisk forfattere, journalister, oversættere, præster, lærere, videnskabsfolk og lignende. Traditionelt tager vi det for givet at disse grupper er sikre, velfunderede sprogbrugere. Men den øvede sprogbruger er ikke hvad han/hun har været. Dels er de sidste årtiers professionelle skribenter generelt ikke sikre sprogbrugere når de kommer ud fra uddannelsesstederne. Dels har internettet sprængt alle rammer for tekster i det offentlige rum: Mængden er eksploderet, og skribenterne her kan langtfra kaldes professionelle i traditionel forstand. Her er skolestile, dagbøger, mailbeskeder, chat8snakkeri og anden løsere tale. Og når - som Christian Barnholdt nævnte i et læserbrev - stavemåden 'forsætte' (for fortsætte) forekommer 23.400 gange, 'infomation' (for information) 35.800 gange, 'advanceret' (for avanceret) 35.800 gange og 'udemærket' (for udmærket) 55.300 gange - så tyder meget på at begrebet den øvede sprogbruger må omdefineres. Internettet frembyder et meget uensartet (stavet) skriftsprog - og et afgørende vigtigt træk ved skriftsproget er netop dets rolle som fastholder af ordformerne. Sprog med et udviklet skriftsprog udvikler sig langsommere end sprog uden skriftsprog. Derfor har dansk ifølge Bredsdorff også udviklet sig langsommere efter end før Holberg. Men de mange usikre sprogbrugere i det offentlige rum giver et ustabilt indtryk af skriftsproget. Skal ordbogsredaktørerne til at vurdere kvaliteten af nydannelser/normbrud? Dét betakker de fleste sprogfolk sig for - det ér sprogbrugerne der bestemmer, og her de professionelle sprogbrugere, der jo altid har fungeret som lokomotiver for udviklingen. Lærere, forfattere, journalister, præster, informationsmedarbejdere og faglige formidlere har et stort sprogligt ansvar, og mange har brug for (efter)uddannelse i grammatik og sprogbrug. Hvad kan, skal og vil vi gøre for at sikre stabiliteten? Et muligt svar er: sikre at flere får større viden om sprogets struktur, fleksibilitet - og normer. Øget faglig viden øger tolerancen over for de ting vi ikke kan ændre, og evnen til at styrke dét vi kan gøre bedre.