0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dengang jeg blev indvandrer

Det, vi kalder tonen, det handler jo om mere end Emma Gad og pæne manerer. Det handler om almindelig medmenneskelig respekt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det siges, at historien gentager sig. Jeg håber ikke, det er rigtigt.

Engang for mange år siden brød vores lille familie op hjemmefra og rejste nordpå for at søge tilflugt i Danmark. Det var blevet for farligt at blive i det land, der engang var vores trygge hjem. I det Tyskland, der engang kaldte sig digternes og tænkernes land, var tonen blevet en anden.

Tonen. Tonen fra talerstolen. Tonen i mikrofonen. Tonen i medierne - på tryk, i æteren, som man sagde dengang, længe inden fjernsynet var opfundet. Men tonen - hvad er det? Er det ordene, udtrykkene, sproget, stemmen?

Ordene forstod jeg ikke, når jeg hørte dem fra min farmors krystalapparat. Men stemmen husker jeg tydeligt. Den var kraftfuld, voldsom, skinger. Der var noget mystisk, næsten noget berusende over den. Lidt ligesom når SA'erne marcherede gennem Hamburgs gader i deres sorte bukser og brune skjorter med de fine armbind med hagekors. Jeg ville have elsket at marchere med. Men jeg måtte nøjes med at stå ret og råbe Heil Hitler, når lærerinden kom ind i klassen. Det føltes også fint.

Min far forstod stemmen, den skingre stemme, der arbejdede sig op til en følelsesmæssig orkan, som rev et helt folk med sig. Han forstod ordene, og hvad de indebar - også inden han blev afskediget fra sit embede som dommer i foråret 1933. Og han forstod, at fra det stemmeleje var det muligt at puste til eksisterende gløder af had og forvandle dem til et flammende bål. Vi måtte væk. Til Danmark, hvor han havde familie.

Jeg husker det som en spændende og meget mærkelig tid. De store skibskufferter, der blev pakket og slæbt af sted af dragerne på banegården, lokomotivet, der satte dampen op, den lange togtur, overnatningen i Flensborg, derpå de to færger, en over Lillebælt og en over Storebælt. Og en oktoberaften i 1933 ankom vi til København. Emigranter, fremmede. Omplantet til en ny kultur, et nyt sprog. Jeg var blevet indvandrer.

Og som velintegreret indvandrer får jeg for tiden ubehagelige flashbacks og ser lidt for mange paralleller til, hvad jeg husker fra dengang for alle de år siden.

Jeg kom i dansk skole og lærte hurtigt dansk, jeg fik veninder og legede 'Bro bro brille' og hinkede 'flyver' i gården. Men jeg havde frygtelig hjemve de første år. Hjemme i den lille kvistlejlighed, hvor vi nu boede, var der en uhåndgribelig stemning af uvished og uvirksomhed. Kun af og til slap nogle ord ud om, hvad der foregik i Tyskland, i en tone, der bed sig fast i min bevidsthed, som en sær blanding af rædsel og raseri og sorg.

Men jeg vidste, at min far hver tredje måned måtte tage den ikke ufarlige tur tilbage til Hamburg for at hæve sin pension; det var den, vi levede af. Og at han hver tredje måned måtte møde op hos fremmedpolitiet for at få forlænget vores opholdstilladelse.

Det gik i to år. Men i 1935 meddelte man ham, at dette var sidste gang.

Myndighederne omtalte os ganske vist som »overordentlig pæne folk«, velsagtens i modsætning til andre, der var flygtet fra Nazityskland - kunstnere, kommunister, socialdemokrater. Tonen var hverken skinger eller på anden måde overstyret. Blot at vi ville blive udvist, fordi tilladelsen »ifølge Justitsministeriets bestemmelse ikke vil kunne forventes forlænget«.

Jeg ved ikke, hvilken tone der i dag forekommer mig mest skræmmende: den skingre, dirrende, der er ved at knække over af had - eller den kølige, formelle, kontrollerede. Begge var karakteristiske for Hitlers strategi: Først skulle følelserne piskes op - dels følelserne af had og hævngerrighed, dels følelserne af fællesskab, fælles national front mod ærkefjenden. Derfra videre til de lange møder med saglige diskussioner om de mest effektive gasovne, eller hvor mange kalorier der skulle til, for at en kz-lejrfange stadig kunne arbejde (eksperternes svar var 85 kalorier om dagen). Og så skulle det praktiske ansvar for at håndhæve de nye love, regler og forordninger uddelegeres på betryggende bureaukratisk vis.

Det var i foråret 1935, vi fik besked på at rejse hjem, hjem til hvor vi kom fra. I 1935 var jødiske forfatteres bøger allerede blevet brændt offentligt. Den skingre tone havde for længst taget over; det var jo Føreren, det officielle Tyskland, staten, der legitimerede ordene og dermed den førte politik. I 1935 kom de såkaldte Nürnberglove, som fratog de tyske jøder alle borgerlige og politiske rettigheder. Seksuelle forbindelser mellem jøder og ariere blev forbudt, jøder måtte ikke længere optræde på teatre og ved sportsstævner eller ansætte husassistenter under 45 år. Så vidt jeg husker, var det endnu ikke obligatorisk at bære jødestjernen, ligesom det endnu ikke var blevet forbudt jøder at have kæledyr.

Hvor meget vidste de danske myndigheder om, hvad der foregik i det land? Om hadet, de ondsindede karikaturer, spytklatterne, de smadrede butiksruder, de korporlige overfald på åben gade? Om Gestapo, om torturen? Om koncentrationslejrene?

Eller: Hvor meget ønskede man at vide, hvad gjorde man for at skaffe sig viden? Og tvivlen - hvem kom den til gode? Ikke asylsøgerne.

Men vi var heldige - krisen, livsfaren drev over for vores vedkommende. Med bistand fra en 'kristen' sagfører lykkedes det at omstøde udvisningen ved at henvise til vores specielle tilknytning til landet - min fars store danske familie. Og hans fætter stillede generøst de økonomiske garantier, der fra nu af dannede grundlaget for vores opholdstilladelse. Så det endte altså godt for vores lille familie, vi fik lov til at blive i Danmark.

Hvorfor så rippe op i den gamle historie?

Jamen det er ikke mig, der ripper op i den. Parallellerne dukker op helt af sig selv, det er tiden, der vækker så mange billeder i mig. Jeg ønsker ikke, at historien gentager sig, og måske kan min personlige historie bruges som illustration til de opråb om tonen i debatten, som mine forf