Det siges, at historien gentager sig. Jeg håber ikke, det er rigtigt. Engang for mange år siden brød vores lille familie op hjemmefra og rejste nordpå for at søge tilflugt i Danmark. Det var blevet for farligt at blive i det land, der engang var vores trygge hjem. I det Tyskland, der engang kaldte sig digternes og tænkernes land, var tonen blevet en anden. Tonen. Tonen fra talerstolen. Tonen i mikrofonen. Tonen i medierne - på tryk, i æteren, som man sagde dengang, længe inden fjernsynet var opfundet. Men tonen - hvad er det? Er det ordene, udtrykkene, sproget, stemmen? Ordene forstod jeg ikke, når jeg hørte dem fra min farmors krystalapparat. Men stemmen husker jeg tydeligt. Den var kraftfuld, voldsom, skinger. Der var noget mystisk, næsten noget berusende over den. Lidt ligesom når SA'erne marcherede gennem Hamburgs gader i deres sorte bukser og brune skjorter med de fine armbind med hagekors. Jeg ville have elsket at marchere med. Men jeg måtte nøjes med at stå ret og råbe Heil Hitler, når lærerinden kom ind i klassen. Det føltes også fint. Min far forstod stemmen, den skingre stemme, der arbejdede sig op til en følelsesmæssig orkan, som rev et helt folk med sig. Han forstod ordene, og hvad de indebar - også inden han blev afskediget fra sit embede som dommer i foråret 1933. Og han forstod, at fra det stemmeleje var det muligt at puste til eksisterende gløder af had og forvandle dem til et flammende bål. Vi måtte væk. Til Danmark, hvor han havde familie. Jeg husker det som en spændende og meget mærkelig tid. De store skibskufferter, der blev pakket og slæbt af sted af dragerne på banegården, lokomotivet, der satte dampen op, den lange togtur, overnatningen i Flensborg, derpå de to færger, en over Lillebælt og en over Storebælt. Og en oktoberaften i 1933 ankom vi til København. Emigranter, fremmede. Omplantet til en ny kultur, et nyt sprog. Jeg var blevet indvandrer. Og som velintegreret indvandrer får jeg for tiden ubehagelige flashbacks og ser lidt for mange paralleller til, hvad jeg husker fra dengang for alle de år siden. Jeg kom i dansk skole og lærte hurtigt dansk, jeg fik veninder og legede 'Bro bro brille' og hinkede 'flyver' i gården. Men jeg havde frygtelig hjemve de første år. Hjemme i den lille kvistlejlighed, hvor vi nu boede, var der en uhåndgribelig stemning af uvished og uvirksomhed. Kun af og til slap nogle ord ud om, hvad der foregik i Tyskland, i en tone, der bed sig fast i min bevidsthed, som en sær blanding af rædsel og raseri og sorg. Men jeg vidste, at min far hver tredje måned måtte tage den ikke ufarlige tur tilbage til Hamburg for at hæve sin pension; det var den, vi levede af. Og at han hver tredje måned måtte møde op hos fremmedpolitiet for at få forlænget vores opholdstilladelse. Det gik i to år. Men i 1935 meddelte man ham, at dette var sidste gang. Myndighederne omtalte os ganske vist som »overordentlig pæne folk«, velsagtens i modsætning til andre, der var flygtet fra Nazityskland - kunstnere, kommunister, socialdemokrater. Tonen var hverken skinger eller på anden måde overstyret. Blot at vi ville blive udvist, fordi tilladelsen »ifølge Justitsministeriets bestemmelse ikke vil kunne forventes forlænget«. Jeg ved ikke, hvilken tone der i dag forekommer mig mest skræmmende: den skingre, dirrende, der er ved at knække over af had - eller den kølige, formelle, kontrollerede. Begge var karakteristiske for Hitlers strategi: Først skulle følelserne piskes op - dels følelserne af had og hævngerrighed, dels følelserne af fællesskab, fælles national front mod ærkefjenden. Derfra videre til de lange møder med saglige diskussioner om de mest effektive gasovne, eller hvor mange kalorier der skulle til, for at en kz-lejrfange stadig kunne arbejde (eksperternes svar var 85 kalorier om dagen). Og så skulle det praktiske ansvar for at håndhæve de nye love, regler og forordninger uddelegeres på betryggende bureaukratisk vis. Det var i foråret 1935, vi fik besked på at rejse hjem, hjem til hvor vi kom fra. I 1935 var jødiske forfatteres bøger allerede blevet brændt offentligt. Den skingre tone havde for længst taget over; det var jo Føreren, det officielle Tyskland, staten, der legitimerede ordene og dermed den førte politik. I 1935 kom de såkaldte Nürnberglove, som fratog de tyske jøder alle borgerlige og politiske rettigheder. Seksuelle forbindelser mellem jøder og ariere blev forbudt, jøder måtte ikke længere optræde på teatre og ved sportsstævner eller ansætte husassistenter under 45 år. Så vidt jeg husker, var det endnu ikke obligatorisk at bære jødestjernen, ligesom det endnu ikke var blevet forbudt jøder at have kæledyr. Hvor meget vidste de danske myndigheder om, hvad der foregik i det land? Om hadet, de ondsindede karikaturer, spytklatterne, de smadrede butiksruder, de korporlige overfald på åben gade? Om Gestapo, om torturen? Om koncentrationslejrene? Eller: Hvor meget ønskede man at vide, hvad gjorde man for at skaffe sig viden? Og tvivlen - hvem kom den til gode? Ikke asylsøgerne. Men vi var heldige - krisen, livsfaren drev over for vores vedkommende. Med bistand fra en 'kristen' sagfører lykkedes det at omstøde udvisningen ved at henvise til vores specielle tilknytning til landet - min fars store danske familie. Og hans fætter stillede generøst de økonomiske garantier, der fra nu af dannede grundlaget for vores opholdstilladelse. Så det endte altså godt for vores lille familie, vi fik lov til at blive i Danmark. Hvorfor så rippe op i den gamle historie? Jamen det er ikke mig, der ripper op i den. Parallellerne dukker op helt af sig selv, det er tiden, der vækker så mange billeder i mig. Jeg ønsker ikke, at historien gentager sig, og måske kan min personlige historie bruges som illustration til de opråb om tonen i debatten, som mine forfatterkolleger, og nu også andre, har taget initiativ til. Jeg skal afholde mig fra endnu en gang at citere de aktuelle ubehagelige ord og vendinger. Men som forfatter har man jo naturligt nok en skærpet opmærksomhed i forhold til sit værktøj - sproget. Det, vi kalder tonen, det handler jo om mere end Emma Gad og pæne manerer. Det handler om almindelig medmenneskelig respekt. Og så handler det om, at der går en linje mellem tonen i et samfund og så den politiske virkelighed. Historien har lært mig, at det, som i begyndelsen 'bare' er ord og retorik, lynhurtigt kan eskalere - at tonen rummer en indbygget risiko for at påvirke menneskeskæbner. Ikke mindst når tonen kommer fra magtens mænd og kvinder og bakkes op af mediernes projektørlys: Inden man ved af det, skrider retsbevidstheden. Det er den glidebane, som er så skræmmende: at ordene får konsekvenser, i love, i administration af love, i praksis. I en politik, hvor mennesker udvises til præcis det sted, de har måttet flygte fra. Sendes hjem, ikke som personer, men simpelt hen fordi de tilhører en bestemt, ansigtsløs gruppe. For nogle år siden begik jeg et nøje planlagt tyveri. Jeg gik ind på Rigsarkivet og bad om at se mappen med min families papirer. Da jeg leverede den tilbage, lå mit gamle pas i min lomme. Jeg skulle bruge det til forsiden på min erindringsbog 'Barn af min tid'. Det var et tysk pas, altså fra tiden inden jeg blev erklæret statsløs. Det var forsynet med et nydeligt billede af mig og så med mit navn, inklusive mit nye mellemnavn, som jeg delte med alle andre kvindelige jøder: Maria Anna Sara Marcus. Og påtrykt et stort, kæmpestort J. Det var nemlig slet ikke mig, man skulle kigge på. Det var det store J. Jøder var uønskede i de fleste lande, og der skulle nødig være noget at tage fejl af ved den ene eller den anden grænse. Indvandringen skulle begrænses mest muligt, om muligt stoppes helt. Derfor det store J. Ellers var det jo ikke til at se, hvem der var jøder og hvem ikke. For selvfølgelig - det var jo derfor, vi måtte forlade Tyskland: Vi var jøder! Men det var løgn. Det var vi faktisk ikke. 'Jøder', det var nogle ubehagelige typer, ulækre, sortsmudskede, griske; så meget havde jeg opsnappet. Men det varede adskillige år, før det gik op for mig, at jeg åbenbart selv var 'jøde' - jeg, som havde lært den danske kongerække udenad og elskede de danske salmer i min lille sorte salmebog med den røde lærredsryg. Jeg har glemt, hvem det var, der kom med den geniale formulering: Hvis jøderne ikke fandtes, havde man måttet opfinde dem. Det var en god idé, det er altid praktisk at samle en masse enkeltindivider under en fælles etiket, så man slipper for at se dem som mennesker - kommunister, muslimer, terrorister, jøder. Så Hitler opfandt, genopfandt, jøderne ved at grave gamle arkiver frem, stamtavler, dokumenter fra mere eller mindre hensygnende jødiske menigheder. Uden hensyn til om de personer, der stod opført dér, stadig betragtede sig selv som jøder i ordets religiøse eller traditionsmæssige betydning. Min far var ateist og havde en buddha stående på sin reol. Min mor var døbt og konfirmeret; og så var hun god til at lave flæskesteg. Jeg havde aldrig hørt om koshermad, aldrig set en synagoge, aldrig hørt om sabbat - andet end i religionstimerne i skolen. Ingen af mine forældre nærede noget ønske om at udvandre til Palæstina; min far mente, det var en dårlig idé at danne en jødisk stat: Løsningen på 'jødespørgsmålet' var at blive assimileret, gå op i den lokale befolkning. Sådan som det var på nippet til at ske både i Tyskland og i Danmark; det var i den ellevte time, at jøderne blev gravet frem. Det var en åbenbaring for mig, da jeg efter krigen læste en artikel af den danske arvelighedsforsker Jørgen Spærck, med titlen 'Den såkaldte jødiske race'. Her påviste han, at 'jøderne' lignede de lokale befolkninger rundt om i Europa mere, end de lignede hinanden. Den jødiske race eksisterede ikke. Men det var ikke bare et spørgsmål om racisme og antisemitisme. Det handlede også om økonomi. Det var bekvemt for nazisterne at have en kategori, en ansigtsløs masse, som man kunne pålægge skylden for den økonomiske depression, inflationen, arbejdsløsheden. Det var jøderne, pengepugerne, der havde forarmet det tyske folk. Derfor var det kun naturligt, at deres formuer blev konfiskeret og de selv udrenset. Som min mormor, der ikke tilhørte den danske familie og måtte blive i sin lejlighed i Berlin. Her fik hun besked på at aflevere alt sit sølvtøj; kort tid efter blev hun deporteret til Theresienstadt, hvor hun omkom. Senere kom økonomien ind på en anden led, også i Danmark. Tyskland var som bekendt en vigtig handelspartner, som det gjaldt om at holde sig gode venner med længst muligt, i trediverne og ikke mindst efter krigens udbrud i 1939. Men der må fra dansk side også have været en frygt for direkte omkostninger. Godt nok var der ikke noget, der hed sociale ydelser af nogen art til de fremmede, men på længere sigt kunne det alligevel risikere at koste penge at tage imod alle dem, der ville ind i landet - alverdens fremmede, der ville snylte på et velfungerende samfund. Hellere lukke af for alle over én kam. Eller sende dem tilbage, hvor de kom fra. Der er paralleller, og der er forskelle. Og held. Vi var jo heldige. Da først krisen i 1935 var overstået, slap vi ikke bare for hjemsendelse, men også for årelange udmarvende ventetider i uvished. Men der er så mange slags held. Jeg var jo så heldig at lære dansk på den bedste måde, man lærer et sprog på - ikke ved danskundervisning, men ved at omgås danskere i dagligdagen: på en arbejdsplads, i børnehaven og for mit vedkommende i skolen. Min bror og jeg var de eneste tosprogede på skolen, vi havde nogenlunde almindelige navne, vi var lige så leverpostejsfarvede som vores danske kammerater. Hvor heldigt for os. Senere fik jeg mulighed for at udnytte mine evner og møde livets udfordringer på samme vilkår som alle andre. Skolegang, studier, job - små som store, og jeg ville med garanti have foretrukket et nok så beskedent job i den offentlige sektor frem for en nådig kontanthjælp. Men der var ingen, der lagde hindringer i vejen for, at jeg kunne bruge min energi konstruktivt og føle, at jeg havde en funktion i en større sammenhæng; alt det, der er grundlaget for både respekt og selvrespekt. For mit største held og det, der gjorde integrationsprocessen så smertefri for mig, det var, at jeg aldrig har hørt en aggressiv eller nedladende bemærkning. Det sparede mig for mindreværd, for at føle mig udenfor - og for selv at skulle blive nedladende eller aggressiv. Jeg blev en del af det danske samfund. Og her er der den forskel fra dengang, at der i dag er en offentlig, demokratisk debat, hvor de reelle problemer omkring integration af eksisterende minoriteter kan diskuteres - forudsat at stemmerne ikke bliver så skingre, at yderstandpunkterne kommer til at dominere og drukner al samtale. Det er derfor, det er så vigtigt at forholde sig til tonen i debatten. Allermest dansker blev jeg paradoksalt nok i 1943, da vi måtte flygte fra det besatte Danmark til Sverige. Den storstilede folkelige aktion er blevet kaldt danskernes hjælp til de danske jøder. Men jeg ville foretrække at sige, at utallige danskere hjalp andre danskere. Nogle af dem var blevet mistænkeliggjort og udråbt til minoritet; en del af dem har utvivlsomt følt sig som jøder, andre ikke. Og andre igen måtte flygte af helt andre grunde. Men vi blev alle hjulpet. Af mennesker, der så os som mennesker.