Der er tidspunkter i vor nations historie, hvor vores livsførelse er afhængig af, at vi jager vores illusioner bort og vågner op, ryster al magelighed af os, kaster gamle vaner bort og årvågent rejser os med klare øjne og indser nødvendigheden af store forandringer.
Dette er en af disse tider. Amerikas Forenede Staters overlevelse er på spil. Og den menneskelige civilisations fremtid er på vippen. Jeg kan ikke huske en tid i vores land, hvor det så ud til, at så mange ting var ved at gå så galt på samme tid. Vores økonomi er i en forfærdelig tilstand, der bliver værre og værre, og benzinpriserne stiger dramatisk såvel som elpriserne. Arbejdspladser bliver udliciteret til udlandet. Der er problemer med boliglånene. Banker, bilproducenter og andre institutioner, som vi er afhængige af, er under et voksende pres. Fremtrædende erhvervsledere fortæller os, at det kun er begyndelsen, medmindre vi finder modet til at foretage store forandringer – hurtigt. Især klimakrisen er udvikler sig meget værre meget hurtigere end forudset. Videnskabsmænd med adgang til data fra søværnets ubåde, der krydser under Nordpolens indlandsis, har advaret os om, at der er 75 procents risiko for, at det permanente isdække om fem år vil være væk i sommermånederne. Dette vil øge presset på Grønland. Ifølge eksperter bevæger gletsjeren i Jakobshavn, der er en af Grønlands største, sig hurtigere end nogensinde før og mister mere end 20 millioner ton is hver dag. To store forskningsprojekter fra militære efterretningseksperter har advaret vores ledere om de nationale sikkerhedsrisici, klimakrisen medfører, heriblandt risikoen for, at hundrede millioner af klimaflygtninge vil destabilisere nationer over hele verden. For kun to dage siden advarede 27 seniorstatsmænd og pensionerede militære ledere om den nationale sikkerhedstrussel fra en såkaldt ’energi-tsunami’, der vil blive udløst, hvis vi mister adgang til udenlandsk olie. Imens fortsætter krigen i Irak, og det ser nu ud til, at krigen i Afghanistan forværres. Og for øvrigt bliver vores vejr da også mere og mere mærkeligt, ikke? Det er, som om der er flere tornadoer end nogen kan huske, længere tørker, flere regnskyl og rekordstore oversvømmelser. Hidtil usete brande flammer i Californien og andre steder i den amerikanske vest. Højere temperaturer fører til tørrere vegetation, og det skaber antændelsesmuligheder for de megabrande, der har hærget i Canada, Grækenland, Rusland, Kina, Sydamerika, Australien og Afrika. Videnskabsmænd ved instituttet for geofysik og planetariske studier på Tel Aviv Universitet fortæller os, at for hver grad temperaturen stiger, vil antallet af lynnedslag forøges med ti procent. Og det er netop lyn, der hovedsageligt antænder storbrandene i Californien i dag. For mig som for mange andre mennesker ser det ud, som om alle disse problemer er meget større, end nogen af de løsninger, der hidtil er blevet fremsat forudsætter, og det har bekymret mig. Jeg er overbevist om, at en af grundene til, at vi står lammede over for disse kriser, er, at vi kun tilbyder gamle løsninger til enkeltstående problemer uden at tage højde for de andre. Og disse gamle løsninger har ikke kun været ineffektive, de har også næsten altid forværret de andre kriser. Vi kan dog, når vi betragter alle disse tilsyneladende uløselige kriser samtidig, se en rød tråd, der løber igennem dem; en tråd, der næsten er ironisk i sin enkelhed: Vores problemer i økonomien, miljøet og den nationale sikkerhedskrise skyldes vores risikable afhængighed af kulbaserede brændstoffer. Vi låner penge af Kina for at købe den Persiske Golfs olie, som vi brænder på måder, der ødelægger vores planet. Alt det må ændres. Men hvis vi tager fat i den røde tråd og rykker hårdt i den, så begynder alle disse komplekse problemstillinger at folde sig ud, og vi opdager, at vi står med alle svarene på hånden. Løsningen er, at vi slipper ud af vores afhængighed af kulbaserede brændstoffer. De sande løsninger på klimakrisen er identiske med de foranstaltninger, der er nødvendige for at genoprette vores økonomi og undslippe de konstant stigende energiprisers fælde. Det er tilmed også de samme løsninger, som vi har brug for, hvis vi skal garantere vores nationale sikkerhed uden at gå i krig i den Persiske Golf. Videnskabsmænd har bekræftet, at der på 40 minutter falder nok solenergi på Jordens overflade til at dække verdens energiforbrug i et helt år. Hvis vi kan tappe bare en lille del af denne energi, så ville det kunne forsyne hele Amerika med elektricitet. Det blæser også nok i Midtvesten til at dække Amerikas efterspørgsel på elektricitet. På samme måde kan geotermiske energikilder producere enorme energimængder. Den hurtigste, billigste og bedste måde, vi kan bruge disse vedvarende energikilder på, er ved at producere elektricitet. Vi kan faktisk allerede nu starte med at bruge sol-, vind- og geotermisk energi til at lave elektricitet til vore hjem og virksomheder. Men for at realisere dette potentiale og i sandhed løse vort lands problemer, så har vi brug for en ny begyndelse. Derfor udfordrer jeg vores nation til at forpligte sig til at omlægge hele vores produktion til vedvarende energi fra virkeligt CO{-2}-frie kilder inden for 10 år. Dette mål ville det ikke have været muligt at opstille for få år siden. Men de store omkostningsreduktioner på området for sol-, vind- og geotermisk energi har sammen med de drastiske prisstigninger på olie og kul ændret markedet for energi. Da jeg først trådte ind i Kongressen for 32 år siden, erklærede eksperter, at hvis oliepriserne nogensinde steg til 35 dollar for en tønde, så ville vedvarende energi blive rentabelt. I dag koster en tønde 135 dollar. Og som forudset flyder der nu milliarder af dollar til udviklingen af solpaneler, solceller, vindmøller, geotermiske anlæg og andre måder til at forbedre effektiviteten og til at lagre energi, der før var spildt. Og i takt med at efterspørgslen på vedvarende energi vokser, vil omkostningerne falde. Når vi sender penge til fremmede lande for at købe næsten 70 procent af den olie, vi bruger hver dag, så bygger de nye skyskrabere, og vi mister arbejdspladser. Når vi bruger de samme penge på at bygge solceller og vindmøller, så skaber vi konkurrencedygtige virksomheder og vinder arbejdspladser herhjemme. Selvfølgelig er der dem, der har en interesse i at fastholde det nuværende system, lige meget hvor stor en pris vi andre må betale. Men selv de, der høster frugterne af æraen med kulbaserede brændstoffer, bliver nødt til at indse dens uundgåelige død. Som en olieminister fra et af olielandene sagde: »Stenalderen endte ikke på grund af stenmangel«. Jeg er en af dem, der ikke tror på, at vores land kan klare ti år mere med status quo. Vores familier kan ikke klare ti år mere med prisstigninger på benzin. Vores arbejdere kan ikke klare ti år mere med fyringer og fabrikker, der flytter til udlandet. Vores økonomi kan ikke klare at sende to milliarder dollar til fremmede lande en gang i døgnet de næste ti år for at købe olie. Og vores soldater og deres familier kan ikke klare ti år mere med gentagne troppeudsendelser til farlige regioner, der tilfældigvis har store oliekilder. Men hvad kan vi gøre i stedet for? Nogle af vores nations største bedrifter er udsprunget af forpligtelser til at løse problemer, der rækker langt ud over valgperioden: Marshallplanen, sociallovgivningen, motorvejssystemet mellem staterne. Men et politisk løfte om at gøre noget 40 år ude i fremtiden bliver ignoreret fra alle sider, fordi alle ved, at det er meningsløst. Ti år er omkring den maksimale periode, hvori vi som en nation kan holde et støt sigte og ramme vores mål. Da præsident John F. Kennedy udfordrede nationen til at sende en mand til Månen og tilbage inden ti år, tvivlede mange på, at vi kunne nå det mål. Men otte år og to måneder senere vandrede Neil Armstrong og Buzz Aldrin på månens overflade. Det er sikkert, at vi skal overkomme mange forhindringer, hvis vi skal nå vores mål om 100 procent vedvarende og virkelig ren energi. For nuværende har vi for eksempel ikke noget nationalt net, der er tilstrækkeligt avanceret til at forbinde de områder, hvor solen skinner, med de byer i øst og vest, der har brug for elektriciteten. Vores nationale elnet danner en afgørende infrastruktur, der er lige så vigtig for vores nations sundhed og sikkerhed som vore motorveje og telenet. Vores nuværende net er forældede, skrøbelige og sårbare. Strømafbrydelser og fejl på nettet koster de amerikanske virksomheder mere end 120 milliarder dollar om året. Vi er under alle omstændigheder nødt til at forbedre dem. Vi kan forhøje værdien og effektiviteten af et samlet nationalt net yderligere ved at hjælpe vores nødstedte autogiganter med at lægge om til produktion af elektriske biler. En elektrisk bilpark vil formindske omkostningerne ved at køre bil, reducere forureningen og forøge vores elnets fleksibilitet. Samtidig bliver vi selvfølgelig nødt til at øge vores forpligtelse over for effektivitet og energibesparelse. Det er den bedste investering, vi kan foretage. Amerikas overgang til vedvarende energikilder må også inkludere tilstrækkelige erstatninger til de amerikanere, der har slidt under farlige forhold for at frembringe vores nuværende energiforsyning. Vi burde garantere gode job i den friske luft til enhver kulminearbejder, der vil miste sit job på grund af indvirkninger på kulindustrien. Vi kunne selvfølgelig fremskynde denne overgang ved at insistere på, at prisen på kulbaseret energi skal inkludere prisen for den skade på miljøet, som den forårsager. Vi burde beskatte det, vi brænder; ikke det, vi tjener. For at fremhjælpe et internationalt samarbejde er det også væsentligt, at USA igen træder ind i det internationale samfund og leder indsatsen for at sikre en international traktat i København til december næste år. En traktat, der indeholder et loft på udledningen af CO{-2} og et globalt partnerskab i kampen mod ekstrem fattigdom og sygdomme og anerkendelse af dem som en del af verdens klimaagenda. Den største udfordring på vejen til at nå 100 procent vedvarende energi inden for ti år er muligvis den alvorlige funktionsfejl, som man finder i vores politik og vores selvstyrende system, som det ser ud i dag. I de seneste år har vores politik bestået af et voksende antal små forslag, der er designet til ikke at fornærme forskellige gruppers interesser, samtidig med at der bliver taget meget små skridt i den rigtige retning. Vores demokrati er stivnet i en tid, hvor disse kriser kræver mod. Kun et i sandhed dysfunktionelt system køber den perverse logik, der dikterer, at løsningen på de høje benzinpriser om ti år vil være at bore efter mere olie. Når folk med rette klager over høje benzinpriser, så giver vi penge til olieselskaberne og forestiller os, at de vil bringe benzinpriserne ned. Intet i den retning vil ske, og det ved alle. Hvis I vil kende sandheden om benzinpriserne, så får I den her: Den eksploderende efterspørgsel på olie – især i lande som Kina – er så overvældende i forhold til antallet af nye oliefund, at det er næsten sikkert, at oliepriserne vil blive ved med at stige i den næste tid, lige meget hvad olieselskaberne lover. Og politikerne kan ikke bringe oliepriserne ned med kort frist. Der er dog én ekstremt effektiv måde at nedbringe udgifterne til bilkørsel på i løbet af få år, og det er at stoppe vores afhængighed af olie og bruge de vedvarende energikilder, der kan give os, hvad der svarer til benzin for én dollar per tønde. Vi står på tærsklen til et præsidentvalg. Vi er midt i processen med en ny international klimaaftale, der vil være afsluttet før slutningen på det første år i den nye præsidents embedstid. Det vil være en stor fejl at sige, at Amerika må vente på, at andre slutter sig til os. Vi bliver faktisk nødt til at være de første, da det er nøglen til at få andre til at følge med, og fordi det er i vores nations interesse. Dette er et øjeblik for de fremtidige generationer. Et øjeblik, hvor vi vælger vores egen vej og vores kollektive skæbne. 16. juli 1969 var Amerika endelig klar til at møde præsident Kennedys udfordring om at placere amerikanere på månen. Jeg glemmer aldrig, hvordan jeg stod ved siden af min far kun få kilometer fra affyringsrampen, hvor vi ventede på, at den gigantiske Saturn 5-raket skulle løfte Apollo 11 mod himlen. Jeg glemmer aldrig, hvordan de minutter inspirerede mig. Kraften og vibrationerne fra de gigantiske raketmotorer gennemrystede hele min krop. Lyden var øredøvende, mens jeg så raketten stige – først langsomt og så hurtigere. Vi bøjede nakken bagover for at følge dens bane, indtil vi kiggede lige op i luften. Og fire dage senere så jeg sammen med hundrede af millioner andre, hvordan Neil Armstrong tog et lille skridt på månens overflade og ændrede menneskeracens historie. Vi må nu løfte vores nation for at nå et andet mål, der vil ændre historiens gang. Hele vores civilisation afhænger af, at vi stævner ud på denne opdagelsesrejse. Vores succes afhænger af vores villighed til – som et folk – at foretage denne rejse og gennemføre den inden for ti år. Vi har igen muligheden for at tage et kæmpe spring for menneskeheden.
