0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sociologiens elendighed

Påstanden om, at fattigdom forårsager terror, er faktuelt forkert, politisk korrupt, moralsk betænkelig og strategisk kortsynet. Kronikøren, der er cand.phil. i filosofi, gør op med den sociologiske forklaringsmodel.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

De to temaer, som i de senere år har stjålet billedet i den politiske debat - integrationsproblemet og terrortruslen - har det til fælles, at de har vendt op og ned på mange menneskers vaneforestillinger. Der hviler et moment af forbløffelse over hele det politiske liv, og det spørgsmål, der overordnet set bør nage os, er dette: Hvordan kan det gå til, at århundreders ubrudt fremgang for videnskab og teknologi ikke har gjort samlivet imellem mennesker lettere? Hvordan kan det være, at vi er ved at kortlægge menneskets gener i detaljer, men dog har så frygtelig svært ved at forstå andre mennesker og kulturer?

Den videnskab, der traditionelt har stået i centrum, når det gjaldt forsøget på at overføre naturvidenskabens landvindinger på det politiske område, er sociologien. I kølvandet på ungdomsoprøret og under kraftig inspiration fra Karl Marx blev sociologien i 1970'erne til det vel nok mest moderigtige universitetsfag, og den politiske debat blev præget af utallige 'eksperter' i sociale processer. Det er et endnu ikke indrømmet, men i sine konsekvenser helt uoverskueligt nederlag for disse bestræbelser, at vi siden midten af 1990'erne og især siden 2001 har oplevet en politisk udvikling, der er kommet bag på næsten alle.

Men måske skal man ikke undre sig, hvis det ser ud til, at sociologien i mange henseender har været en dårlig rådgiver for den politiske offentlighed. Lige siden sin grundlæggelse i 1800-tallet har denne videnskab nemlig været arnested for et virvar af filosofiske kontroverser og indbyrdes modstridende skoledannelser, og i de seneste årtier synes en udpræget krisebevidsthed efterhånden at have slået rod i faget. Mange har set i øjnene, at der simpelt hen ikke eksisterer noget alment anerkendt grundlag for en sociologisk videnskab, og bog efter bog har omhandlet sociologiens 'paradigmekrise' og 'faglige fragmentering' - eller udtrykt med jævne ord og som en moderne forfatter siger det: »Det eneste, som to sociologer kan blive enige med hinanden om, er, at en tredjes arbejde ikke dur til noget!«.

En filosofisk drøftelse af baggrunden for denne prekære situation hører desværre nok ikke hjemme i en avis. Men eftersom det er et fællesmenneskeligt problem, at vi ikke uden videre kan omsætte videnskabelige fremskridt i politiske fremskridt, har alle alligevel en interesse i sagen. Og da den politiske debat til stadighed er pakket med alle mulige påstande om sociologiske årsagsforbindelser, kommer offentligheden ikke uden om at forholde sig kritisk til sådanne påstande. I mine øjne er det frem for alt en øget skepsis på dette område, der må blive læren af de senere års politiske skuffelser.

For nu at belyse dette tema vil jeg i det følgende drøfte en forklaring på terrorisme, som i forskellige versioner er dukket op igen og igen. Det drejer sig om den årsagsforklaring, at fattigdom udgør en væsentlig årsag til terrorisme, hvoraf man som regel udleder, at ulandshjælp må spille en væsentlig rolle i terrorbekæmpelsen. Det har traditionelt været sociologiens ambition at opstille almengyldige love for sociale processer, og den nævnte forklaring har netop den karakter. Den ser helt bort fra, hvad den enkelte fattige måtte føle, tænke og beslutte vedrørende sin fattigdom, og den ligner derfor resultatet af en rent statistisk undersøgelse. Faktisk ligner den en naturlov, f.eks. 'bakterier er årsag til sygdomme', hvoraf man jo på samme måde kan udlede tekniske anvisninger, f.eks. 'vask hænderne grundigt!'.

Og ofte understreges denne lighed med naturvidenskab yderligere ved en metaforik, der direkte overfører begreber fra biologiens til sociologiens område - man siger så, at man ved hjælp af ulandshjælp kan 'klippe græsset' eller 'fjerne vækstbunden' under bin Laden. Jeg vil i det følgende påpege fire symptomatiske problemer ved denne tankegang.

Det første, man bemærker ved loven om fattigdom som årsag til terrorisme, er, at den rent faktuelt virker dårligt underbygget og uden videre kan imødegås med vægtige modeksempler - bl.a. kan jo en ikke ringe del af den vesteuropæiske terrorisme føres direkte tilbage til ungdomsoprøret og 1960'ernes velstandsboom. Dette er temmelig åbenbart og skal ikke drøftes videre her (læs f.eks. Birthe Hansen: 'Terrorisme - de utilfredse og den nye verdensorden', 2001). Men det er næppe nogen nyhed, at sociologiske teoriers skær af lighed med naturvidenskab har det med at fordufte, så snart det kommer til spørgsmålet om testprocedurer og respekt for kendsgerninger.

Det næste, man bemærker, er, at loven om fattigdom som årsag til terrorisme virker politisk bekvem og uden tvivl må tiltale folk, der i forvejen ser positivt på ulandshjælp og negativt på mere voldelige alternativer i terrorbekæmpelsen. Disse politiske præferencer kan i og for sig være respektable nok, men det er selvfølgelig et problem, hvis det i virkeligheden er her, loven henter den sikkerhed, som den næppe får ved en empirisk undersøgelse.

Vi står så med en trosbekendelse maskeret som årsagsforklaring, from ønsketænkning maskeret som videnskab. I øvrigt får man nøjagtig samme indtryk, når man igen og igen hører den forklaring på de hjemlige integrationsproblemer, at de udelukkende skyldes sociale problemer - en reduktion, der er så ideologisk værdiladet, at den ligefrem, så vidt jeg har forstået, blev vedtaget som landsmødebeslutning af SF i 2001. Det var altså ikke noget enestående tilfælde, der opstod og forsvandt med universitetsmarxismen i 1970-80'erne, at sociologiske 'sandheder' bliver fastsat ved politisk diktat.

Med det tredje punkt nærmer vi os de filosofiske grundproblemer, der fra begyndelsen har hjemsøgt det sociologiske projekt. Traditionelt har sociologer defineret sig selv ved en fremgangsmåde, der er mere metodisk og objektiv, mere naturvidenskabeligt præget end de humanistiske dannelsesfags. Dette betyder, at de menneskelige forhold i højere grad skal gøres til 'genstande' for forskning på linje med sten eller atomer - de skal, med en programmatisk vending fra en af sociologiens grundlæggere, »betragtes som ting« (Durkheim).

Men den idé strider jo lodret imod etikken i almindeligt samliv, hvor det kan være menneskeligt at betragte hinanden som gode eller onde, medspillere eller modspillere - men aldrig bare som 'ting' eller 'fakta'.

Immanuel Kant udtrykte moralens grundprincip sådan, at man aldrig må behandle et menneske udelukkende som middel. En videnskab, der vil betragte mennesker som ting, vil i reglen også forklare, hvilke knapper man skal trykke på for at få 'tingene' til at gøre det ene eller det andet. Den synes altså allerede i udgangspunktet at stå med et moralsk problem.

Disse overvejelser får konkret og aktuel betydning i eksemplet med fattigdom og terror. For det er et godt argument for ulandshjælp, at man måske finder det uretfærdigt, at nogle skal sulte, mens andre æder sig ihjel. Det er også et udmærket motiv, hvis man vil opprioritere ulandshjælp af menneskelig solidaritetsfølelse eller af god gammeldags næstekærlighed. Men det er noget ganske andet at argumentere for ulandshjælp under henvisning til en ubrydelig sociologisk lovmæssighed, ifølge hvilken den skulle være et middel i terrorbekæmpelsen - altså til opfyldelse af en sikkerhedspolitisk målsætning, der er fuldstændig egoistisk og ikke har noget som helst at gøre med moral.

Det realpolitiske resultat af en sådan tankegang kan let blive, at man simpelt hen flytter støttepenge fra befolkningsgrupper med ringe tilbøjelighed til at deltage i international terrorisme, f.eks. i Afrika, til befolkningsgrupper med udbredt sympati for al-Qaeda, f.eks. i Mellemøsten. Ikke just nogen højere retfærdighed, men til gengæld en glimrende illustration af sociologiens moralske problematik.

Det fjerde punkt, jeg vil fremdrage, hænger sammen med det foregående. For uanset alle moralske kvababbelser kan man også spørge, om det overhovedet er strategisk klogt at erstatte etiske tilskyndelser med sociologisk ekspertise. Det er et velkendt problem ved ambitionen om at forudsige menneskelig adfærd videnskabeligt, at mennesker i modsætning til atomer kan læse eller høre om forudsigelsen - og netop derfor måske ændre deres adfærd.

Hvis man insisterer på at betragte mennesker som ting, kan det virke højst besynderligt, at 'tingene' således giver et feedback på undersøgelsen af dem. Imidlertid er det nok slet ikke så underligt, at man som menneske befinder sig i en interaktion med sine medmennesker, som man ikke bare kan trække sig ud af ved at kalde sig 'videnskabsmand'. Det sker ikke sjældent, at en overdreven beskæftigelse med sociologi fører til forglemmelse af enhver skakspillers børnelærdom: at den anden også tænker og måske kan gennemskue, hvad man selv har tænkt.

Denne abstrakte problemstilling synes mig at få en umiddelbar politisk relevans i spørgsmålet om ulandshjælp som middel i terrorbekæmpelsen. For hvis vi nu antager, at der er noget om snakken, og at øget ulandshjælp under visse omstændigheder kan virke dæmpende på modtagernes tilbøjelighed til at støtte terrorisme, hvorfor er det så sådan? Her kan man sikkert anføre nogle ret mekaniske faktorer, som at et øget uddannelsesniveau og større psykologisk overskud i sig selv påvirker folks mentalitet i demokratisk retning.

Men hvordan dette end måtte forholde sig, så kommer man næppe uden om, at en meget væsentlig del af forklaringen drejer sig om Vestens image i den tredje verden. Det er i høj grad, fordi det kan modvirke billedet af Vesten som en kapitalistisk udbytter, der giver pokker i andre menneskers skæbne, at ulandshjælp måske kan dæmpe vreden og dermed terrorismen. Det gælder altså i høj grad om at fremstå retfærdig i kraft af den støtte, man yder i bekæmpelsen af fattigdom.

Men nu aner man, at det måske ikke er helt ligegyldigt, hvordan man i Vesten har argumenteret for berettigelsen af den pågældende ulandshjælp. For hvis motiveringen i overvejende grad har drejet sig om krigen imod terror, er pengene jo i virkeligheden ikke udtryk for solidaritetsfølelse eller retfærdighedssans. De udtrykker blot strategiske kalkulationer, og de burde strengt taget ikke efterlade sig større taknemmelighed end de udgifter, som en krigsførende magt i øvrigt kan have til propaganda eller psykologisk krigsførelse.

Det er velkendt fra hverdagslivet, at en gave måske gør modtageren velvilligt stemt over for giveren, men at effekten kan blive modsat, hvis der opstår mistanke om, at dette netop var hensigten med den. På samme måde risikerer en ulandshjælp tildelt på basis af sociologisk ekspertise at få samme betydning som en slags bestikkelse eller beskyttelsespenge. Ja, man kan sågar forestille sig, at modtagerne vil rette deres taknemmelighed ikke imod Vesten, men imod selve den internationale terrorisme, der har gjort det opportunt for Vesten at bruge ressourcer på sit image.

Måske vil man indvende, at verdens fattige ikke læser danske aviser og derfor er nemme at bilde ind, at støtten ydes for deres skyld. Men man skal ikke undervurdere den modpropaganda, som kan tage fat i sagen fra den anden side, og generelt skal man ikke overvurdere sine muligheder for at holde sandheden skjult i en kompleks situation. Hvis man vil opfattes som retfærdig, er det som hovedregel klogest at opføre sig retfærdigt.

Det ser altså ud til, at 'naturloven' om fattigdom som årsag til terrorisme er både empirisk forkert, politisk korrupt, moralsk betænkelig og strategisk kortsynet. Den ligner et sammenkog af pseudovidenskab og teknokratisk selvovervurdering, der typisk optræder, hvor man forsøger at efterabe naturvidenskaberne på det humane og politiske område.

Det har undertiden været hævdet, at sociologiens manglende evne til at frembringe forudsigelser med samme lødighed som fysikkens skyldes, at faget er ungt og endnu mangler sin afgørende grundlægger, sin 'Newton'. Men jeg tror, Anthony Giddens havde ret, da han for over 20 år siden tænkte, hvad Peter Winch havde tænkt 20 år tidligere, og R.G. Collingwood 20 år før ham: »De, der stadig venter på en Newton, venter ikke bare på et tog, der ikke vil ankomme, de er på den helt forkerte station«.

Der synes at være principielle grunde til, at en videnskab om sociale forhold ikke kan objektivere sin genstand og distancere sig selv fra den på samme måde som en videnskab om naturen.

Perspektiverne i den konstatering rækker langt ud over faget sociologi, fordi store dele af de humanistiske videnskaber i årtier har ligget under for ismer med et analogt videnskabsideal. Den attraktive rolle som 'intellektuel' har mere eller mindre været defineret ved tilknytningen til modebølger som strukturalisme, marxisme, psykoanalyse og kulturrelativisme, der alle indfører et moment af tingsliggørelse i håndteringen af de menneskelige forhold.

I dag ser det ud til, at de intellektuelle har mistet politisk troværdighed i et omfang, der bringer mindelser om marxismens sammenbrud.

Jeg tror, grundproblemet ligger i den fremstillede pervertering af humanistisk tænkning, og jeg finder det derfor højst bemærkelsesværdigt, at et fag som teologi - altså en klassisk humanvidenskab uden synderlig modernistisk sexappeal - har opnået stigende politisk aktualitet i de senere år.

Måske burde de intellektuelle genoverveje deres faglighed såvel som deres rolle i samfundsdebatten, inden de springer på den næste modedille. Offentligheden må i mellemtiden væbne sig med sund skepsis, almindelig menneskeforstand og hårdt prøvet overbærenhed med dem, der tror, de ved.

  • Ældste