For nogle måneder siden kunne man læse den chokerende nyhed, at Danmark ligger i bunden internationalt i ligestillingsøjemed med kun 23 procent kvinder på ledelsesniveau og i bestyrelser, kun Malta og Cypern har færre kvindelige ledere end vi. Vi kan tilføje, at lønforskellen mellem kvinder og mænd er stort set lige så stor som i 70’erne, hvor vi fik loven om ligeløn, nemlig 18 procent, og er i dag 3 procent højere end gennemsnittet i Europa. Desuden er Danmark helt nede på en 43.-plads ud af 144 lande, når det gælder graden af ligeløn. Lyder det som en joke? Det er det desværre ikke. Ligestillingen har beskæmmende dårlige betingelser, og bedre bliver det ikke af, at den nuværende regering ikke har beskæftiget sig med den i små ti år. Den borgerlige regering lagde ud med at udnævne en mand til ligestillingsminister, Troels Lund Poulsen, som bekendtgjorde, at danske kvinders ligestilling var en realitet, den gad han ikke snakke om, nu gjaldt det mændene og indvandrerkvinderne. Så nedlagde han det nye Videnscenter for Ligestilling og udsatte iværksættelsen af en EU-lov om ligelønsstatistik. Siden fortsatte det med Karen Jespersen, som ikke har andet end tørklæder i hovedet, og med Inger Støjberg er det ikke blevet meget bedre.
Støjberg er nemlig mest kendt for alt det, hun ikke vil gøre noget ved. Hun nøjes med pænt at opfordre virksomhederne til at få flere kvindelige ledere, flere kvinder i bestyrelser, flere mænd på barsel osv. Positiv særbehandling er et fyord for regeringen, som straks giver sig til at tale om den hellige ’personlige frihed’, der altid trækkes af stalden, når aktuelle forslag ikke passer ministrene. Pia Kjærsgaard vil slet ikke diskutere ligestilling, kun undertrykte muslimske kvinder, som der kan laves værdipolitik på. Danmark lever heller ikke op til EU-loven om kønsopdelte lønstatistikker. Her i landet omfatter den kun virksomheder med over 35 ansatte og mindst ti mænd og ti kvinder i samme funktionsgruppe, og det er under 7 procent af virksomhederne. Desuden håndhæves loven om ’lige løn for lige arbejde – af samme værdi’ ikke, som den gøres i Sverige og Norge. Der har man udviklet metoder til at måle arbejdets værdi og fået klare definitioner til at sikre ligeløn. Noget lignende ses ikke herhjemme. Højrefløjen vil med andre ord ikke gøre noget positivt for ligestillingen mellem kvinder og mænd. Men er det kun dens skyld, at det ser sort ud? Desværre ikke. Det er ikke nogen hemmelighed, at Danmark aldrig har været foregangsland på ligestillingsområdet. Vi skylder EU næsten al lovgivning om ligestilling på arbejdsmarkedet, f.eks. fik Danmark først ligeløn, da EU (sammen med en yderst aktiv kvindebevægelse) i 70’erne tvang landet til det. Men uden EU havde det set endnu sortere ud, for ligestilling er en vigtig del af EU’s grundlæggende rettigheder og forskelsbehandling et kernespørgsmål. Det er det mærkeligt nok ikke for danskerne. Er de unge danske kvinder igen gået hen og blevet ofre, som ikke kan finde ud af at kæmpe for deres interesser, siden udviklingen er gået i stå? Der skrives i hvert fald rigtig mange bøger om, hvor svært det er at være ung kvinde, enlig kvinde, kvinde i parforhold, mor, at være dobbeltarbejdende, politisk aktiv og husmor, være sexet og mor, ældre kvinde osv.
