På det seneste er der gået mode i at erklære sig som tilhænger af kønskvotering i private selskabers bestyrelser.

Socialdemokraterne har foreslået, at danske børsnoterede virksomheder ved lov skal pålægges, at kvinder skal udgøre mindst 40 procent af deres bestyrelsers medlemmer. Virksomheder, som om fire år ikke lever op til dette krav, skal ifølge forslaget tvangsopløses. I hele ideen om kønskvotering ligger implicit mindst én af følgende to præmisser: 1. Virksomhederne fravælger kvindelige bestyrelsesmedlemmer, selv når kvinder er de bedst egnede, og det vil derfor være til gavn for virksomhedernes ejere at indføre kvoter. 2. Det er vigtigere, at virksomhederne har en mere ligelig kønsfordeling i bestyrelserne, end at bestyrelsesposterne besættes efter ejernes ønske. !Lad os først se på præmis nr. 1. Man kan ikke afvise den mulighed, at de mandsdominerede bestyrelser og direktioner enten bevidst eller ubevidst vælger nye bestyrelsesmedlemmer ud fra deres køn snarere end deres kvalifikationer. Men på den anden side ville det være en dårlig varetagelse af aktionærernes interesser. Det er bestyrelsens og direktionens opgave at sikre ejernes interesser – typisk den højest mulige indtjening. Den opgave varetages selvsagt ikke ved at fravælge de bedst egnede kandidater til bestyrelsen på grund af deres køn. Det private erhvervsliv er oftest udsat for hård konkurrence. Konkurrencen er blandt andet med til at sikre en naturlig tilskyndelse blandt virksomhederne til at vælge de bedste kandidater til alle poster – inklusive ledelsen og bestyrelsen. Virksomheder, som fravælger de bedste kandidater, hvis de er kvinder, ville tabe konkurrenceevne og dermed markedsandele. Spørgsmålet er, om ledelsen i ret mange virksomheder i dansk erhvervsliv kunne tillade sig den ’luksus’ at være mandschauvinister – selv hvis de af en eller anden grund skulle ønske at være det. Men hvad nu hvis virksomhederne tager fejl? Bestyrelser er ikke ufejlbarlige. Personligt kan jeg godt undre mig over, at der ikke er flere kvinder i de børsnoterede selskabers bestyrelser, ligesom jeg kunne forestille mig, at mange virksomheder ville være godt tjent med at hente flere dygtige bestyrelsesmedlemmer fra udlandet. Det har været fremført i debatten, at det ville være til gavn for virksomhederne at indsætte flere kvinder i bestyrelserne. Det ved vi faktisk ikke ret meget om. Forskningen peger ikke entydigt i en bestemt retning. Men først og fremmest skal man huske, at der er et langt spring fra en påstand om, at virksomhederne ville have gavn af flere kvinder i bestyrelserne, til en påstand om, at de ville have gavn af alle at blive pålagt mindst at have en tvangskvote på 40 pct. kvinder. Et så stift og centralistisk system tager ikke højde for de meget forskellige situationer og forudsætninger, der eksisterer i erhvervslivet. For eksempel er nogle erhverv stærkt domineret af mænd. Hvis alle bestyrelser skal have 40 pct. kvinder, ville virksomheder i sådanne brancher stå med et særligt problem. Bestyrelsen og den daglige ledelse besidder markant mere indsigt i den enkelte virksomheds situation og muligheder, end nogen udenforstående gør. De må formodes at have deres grunde til at sammensætte bestyrelserne, som de har gjort, og det er svært at tro, at de 179 medlemmer af Folketinget skulle have forudsætninger for at gøre det bedre. Det har meget vidtfavnende og foruroligende konsekvenser at acceptere den præmis, at politikere er bedre til at vælge bestyrelsesmedlemmer end virksomhederne selv. Har man først accepteret den præmis, er der ingen logisk grund til, at man ikke også fra politisk side skulle regulere sammensætningen af virksomhedens stab af medarbejdere eller for den sags skyld produktionen af varer og tjenesteydelser eller virksomhedens investeringer i forskning og udvikling. Der er noget helt principielt på spil her, som ikke kun drejer sig om private virksomheders bestyrelser, men om vestlige demokratiske værdier. Vi antager normalt ikke, at andre mennesker handler imod deres egen interesse, og at staten derfor bør træde ind og umyndiggøre dem. Vi kan måske godt til tider hver især i vores stille sind undre os over andre menneskers livsvalg, men vi anfægter ikke deres ret til selv at vælge. Og vi tror på, at selv om vi mennesker ikke altid handler lige velovervejet, så er alternativet – at staten skal træffe beslutninger på vores vegne – langt værre. Hvis virksomhederne har en naturlig tilskyndelse til at sammensætte den bedst mulige bestyrelse på basis af kvalifikationer og ikke køn, hvorfor er der så ikke flere kvinder i bestyrelserne? Det kan der være mange grunde til. De kompetencer, som ofte efterspørges i bestyrelser, kræver muligvis kompetencer og erfaringer, som flere mænd end kvinder har tilegnet sig, for eksempel erfaring med ledelse på topplan. Kun 10 pct. af toplederne i erhvervslivet er således kvinder. Erfaring fra direktionsgangen er et vigtigt kriterium, når nye kompetente bestyrelsesmedlemmer skal findes. Ofte lægges også vægt på helt specifikke kompetencer, for eksempel indenfor økonomi og finansiering. Meget få kvinder vælger at specialisere sig i disse og andre fagområder, som i særlig grad efterspørges hos bestyrelsesmedlemmer. Noget kunne endvidere tyde på, at mange kvinder selv fravælger at gå efter de absolutte topposter i erhvervslivet. På det anekdotiske plan fortæller mange virksomhedsledere med ærgrelse og frustration, at kvinder ofte af familiemæssige årsager takker nej, når de bliver tilbudt ansvar og forfremmelse over et vist niveau. Det kan jo umiddelbart lyde som en dårlig undskyldning, men underbygges faktisk af en undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation, hvor 71 pct. af kvinderne angav, at hensynet til familien er en bremsende faktor for karrieren. For at opsummere er der altså gode grunde til at forvente, at virksomheders naturlige tilskyndelse er at finde de bedst egnede kandidater til bestyrelserne – hvad enten disse er mænd eller kvinder. Og der er endvidere gode grunde til at formode, at der er en helt naturlig forklaring på kvinders stærke underrepræsentation i bestyrelserne, nemlig at kun få kvinder i dag har de kompetencer, som en bestyrelsespost på topplan kræver. Hvis det er korrekt, ville Socialdemokraternes forslag indebære, at samtlige børsnoterede virksomheder skulle tvinges til at fravælge bedre egnede mænd til fordel for mindre egnede kvinder til deres bestyrelser. Konsekvensen ville formentlig blive en forringelse af kvaliteten af bestyrelsesarbejdet og dermed virksomhedernes konkurrenceevne og resultater. Dette vil i sidste ende være til skade for dansk erhvervsliv og dermed for velstanden i samfundet. Nogle vil måske indvende, at de norske erfaringer med kønskvoter ikke tyder på, at de har givet alvorlige problemer for norsk erhvervsliv. Men her skal man huske, at Norge med sin olierigdom er i en anden position end Danmark, og norsk erhvervsliv er derfor mindre sårbart over for skadelig regulering. En anden indvending kunne være, at der i et samfund er andre hensyn end erhvervslivets konkurrenceevne. Det bringer os videre til præmis nr. 2: At det skulle være vigtigere, at virksomhederne har en mere ligelig kønsfordeling i bestyrelserne, end at bestyrelsesposterne besættes efter ejernes ønske. Bag denne præmis ligger den opfattelse, at det skulle udgøre et demokratisk problem, at der er få kvinder i bestyrelserne – og at politikerne derfor skulle have en moralsk ret til at blande sig i spørgsmålet. Det er imidlertid ikke tilfældet. Virksomhedsbestyrelsernes opgave er ikke at udgøre et mere eller mindre repræsentativt udsnit af den danske befolkning. Bestyrelsen er ejernes repræsentanter i virksomheden – ikke befolkningens eller politikernes. Man kan i det hele taget undre sig over, hvorfor så mange opfatter det som noget ganske naturligt at ville blande sig i sammensætningen af private selskabers bestyrelser. Den enkelte virksomhed besidder ingen magt over borgerne. Den kan – i modsætning til politikerne – ikke tvinge os til noget som helt. Dens ledelse kan blot håbe, at forbrugerne vælger virksomhedens produkt frem for konkurrenternes. Som forbrugere udøver vi altså vores indflydelse ved at stemme med indkøbsvognen – og i modsætning til i det politiske system kan vi udøve denne indflydelse hver dag, ikke kun én gang hvert fjerde år. Vi har friheden til at fravælge at købe en virksomheds produkter, hvis vi er utilfredse med antallet af kvinder i dens bestyrelse. Man må derfor undre sig over, at Socialdemokraterne lige præcis vælger at gribe til tvangskvoter i det private erhvervsliv. Personligt synes jeg, kvoter er en dårlig ide, ligegyldigt hvor de indføres. Og jeg er også modstander af de mandekvoter, som er blevet indført på visse kvindedominerede uddannelser. Men hvis man endelig skal tvangskvotere noget sted, så burde det vel være i det politiske system, som rent faktisk besidder en magt over os borgere. Modsat bestyrelserne i private virksomheder kunne man måske argumentere for, at organer med lovgivningsmagt burde afspejle befolkningssammensætningen. Derfor forekommer det noget hyklerisk, at Socialdemokraterne ikke engang selv lever op til målsætningen om 40 pct. kvinder i ledelsen. Blandt partiets borgmestre er således kun 7,5 pct. kvinder. Selv i partiets folketingsgruppe er der dobbelt så mange mænd som kvinder. Her kunne man indvende, at det er de lokale partiforeninger, som opstiller kandidater og vælgerne, der afgør sammensætningen af kommunalbestyrelserne og folketingsgruppen. Derfor skal folketingspolitikerne ikke tvangskvotere, da det ville være at tilsidesætte vælgernes dom. Jeg er enig. Men der gælder en helt parallel indvending mod politisk indblanding i private virksomheders bestyrelser. Som nævnt er bestyrelsen valgt til at repræsentere ejerne – ikke befolkningen. At blande sig politisk i ejernes valg af repræsentanter er en meget alvorlig krænkelse af deres ejendomsret og dermed en krænkelse af et af de vestlige liberale demokratiers helt grundlæggende principper. Ingen ved sine fulde fem ville mene, at herrelandsholdet i fodbold burde udgøre et repræsentativt udsnit af befolkningen. Årsagen er den enkle, at dette ikke er fodboldlandsholdets formål. Holdets formål er at levere gode fodboldoplevelser – helst ved at vinde flest mulige kampe. Derfor accepterer vi, at holdet udelukkende sammensættes af unge og yngre mænd. Dette til trods for, at landsholdet formentlig mere end noget andet symboliserer fællesskabet og repræsenterer os alle. Det er lidt det samme med private selskabers bestyrelser. Deres formål er ikke at udgøre et repræsentativt udsnit af danskerne. Deres formål er at tjene penge til ejerne. Det kan de kun gøre ved at levere produkter af en så høj kvalitet, at vi forbrugere ønsker at købe dem. I den proces skaber de job, der giver os smør på brødet og måske endda fladskærm på væggen. Og samtidig finansierer de hele den offentlige sektor. Disse vigtige opgaver varetager de bedst uden politisk indblanding. Det er værd at overveje, hvorfor Danmark på dette felt halter en del efter en række andre lande. Der kan være mange årsager, og de her anførte mulige forklaringer er i sagens natur spekulative. Man kunne forestille sig, at den danske tradition for sent at stifte familie er til ulempe for danske kvinders karrieremuligheder. Kvinder er mere tilbøjelige end mænd til at fravælge karriere til fordel for familien. Kvinder, der gør karriere i toppen af dansk erhvervsliv, kommer derfor oftest først for alvor i gang med karrieren, efter børnene er blevet store nok til stort set at kunne passe sig selv. Jo senere dette tidspunkt indtræffer i en kvindes liv, jo vanskeligere kunne man forestille sig, at det ville være at nå helt til tops i erhvervslivet. Den store danske offentlige sektor kunne også være en del af forklaringen. En stor andel af de danske erhvervsaktive kvinder er ansat i den offentlige sektor, for eksempel inden for pleje, omsorg, børnepasning og folkeskole. I disse fag er der ringe mulighed for at tilegne sig viden, som vil kunne bruges i bestyrelsesarbejde i det private erhvervsliv. Danske politikere har kun i ringe omfang udliciteret sådanne velfærdsopgaver til det private erhvervsliv, og derfor findes der ikke bestyrelsesposter, som kvinder fra disse sektorer kan besætte. Endelig kunne man forestille sig, at det danske skattesystem spiller en rolle. Det er veldokumenteret (og i overensstemmelse med almindelig sund fornuft), at en høj marginalskat mindsker tilskyndelsen til at tjene flere penge ved for eksempel at arbejde flere timer, efteruddanne sig eller søge forfremmelse. Forskningen tyder endvidere på, at kvinder i højere grad end mænd reagerer på en høj marginalskat ved at fravælge at påtage sig ekstra ansvar og gøre karriere. Andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer vil efter al sandsynlighed stige gradvist i de kommende år, efterhånden som flere og flere kvinder bevæger sig ind på direktionsgangene og dermed får den ledelseserfaring på topniveau, som efterspørges hos bestyrelsesmedlemmer. Udviklingen bevæger sig entydigt i den retning. I 1992 var andelen af kvindelige medlemmer af Ledernes Hovedorganisation 13,3 pct. I 2007 er andelen 21,1 pct. Blandt de yngre årgange er fordelingen mere ligelig mellem kønnene end blandt de ældre. Mens der blandt de 55-59-årige ledere kun er 16 pct. kvinder, er andelen blandt de 18-29-årige ledere 33 pct. Efterhånden som disse unge kvinder gør karriere, vil mange af dem også blive egnede kandidater til tunge bestyrelsesposter. Den udvikling vil tage tid og bør ikke forceres rent politisk – hverken ved indgreb eller ved trusler om indgreb. Danmark skal ikke være et kvotesamfund.