0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Elitens forpligtelser

Kultureliten surmuler og føler sig for fin til at deltage i samtalen om fælles værdier. Det kan den ikke være bekendt, skriver Gyldendals litterære direktør.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I mit verdensbillede indgår troen på, at mennesker har en medfødt trang til at blive klogere - og at det er godt for dem at blive det. Den er jeg ikke ene om. Det er en forestilling, som hele den vestlige verdens oplysningsprojekt udspringer af, hertillands er det den, f.eks. højskoler, oplysningsforbund og folkeuniversiteter hviler på. Det er en forestilling, der forpligter ikke mindst dem, der har med kulturudbuddet at gøre, f.eks. museums-, avis- og forlagsfolk; det er en trang, der er med til at give formidlerrollen mening: Der ligger en opgave i at forsøge at formidle kvalitet, der ligger en udfordring i at nå ud til flest muligt, også med det, der ikke sælger sig selv. Og erfaringen siger os, at det ved hjælp af omhu og snilde, det vil sige klog formidling, kan lykkes at få også det sværere tilgængelige længere ud, end man umiddelbart skulle tro.

Denne overbevisning betyder også, at man skal vise folk respekt og - uanset om de har studentereksamen eller ej - gøre sig umage og ikke blære sig og stille sig arrogant og bedrevidende an. Med andre ord, hvis jeg ellers tør vove at tale om en kulturel og intellektuel elite her i landet, hvor en elite ellers kan synes kun at være tålt og accepteret i sportens verden, så må det være op til denne elite at forsøge at komme interesserede i møde.

Dette er baggrunden for, at jeg blev så forstemt efter at have set første udgave af 'Smagsdommerne', DR TV's nye kulturprogram. Forstemt på grund af tilrettelæggelsen og indholdet, men først og fremmest på grund af holdningen bag begge dele.

Programmet bestod af tre punkter, der skulle diskuteres af tre debattører, der skulle gelejdes gennem programmet af en ordstyrer, der var både flink og rar, men, viste det sig, alt for flink og rar til at kunne sætte sig i respekt og leve op til sin opgave.

Første punkt på dagsordenen var DR TV's 'Krøniken'; andet punkt Imre Kertész' roman 'Likvidation'; tredje punkt Brian Mikkelsens forslag om en kulturel kanon.

Ad 1) 'Krøniken's seertal har som bekendt været gigantiske, men jeg skal ellers love for, at den her fik sin sag for. Hvis der var noget, de tre debattører kunne være enige om, så var det, at mage til makværk som 'Krøniken', ja, det mindedes de ikke at have oplevet. Der var ingen grænser for nedgørelsen, hånen og ringeagten. Og, forstod man på debattørerne, hvis man endelig skulle have kunnet sige noget som helst godt om 'Krøniken', ja, så skulle den have været helt, helt anderledes. Og her stillede debattørerne sig vældig generøst til rådighed med både besserwissen og bagklogskab: Ned til mindste detalje ville de kunne gøre rede for, hvordan 'Krøniken' burde have været.

Hvis man nu forestiller sig, at de mennesker, som jeg før udtrykte min tro på, har interesse i at blive klogere, f.eks. på kunst og kultur, havde tændt for 'Smagsdommerne' for at tilfredsstille denne trang, ja, så taler sandsynligheden for, at de også er blandt de 2,5 millioner, der hver søndag sidder og ser 'Krøniken'. Og hvad har de så kunnet få ud af de tre smagsdommeres diskussion om 'Krøniken'? Ja, de fik først og fremmest disses dom for, at de er udstyret med en elendig smag, fordi de ser 'Krøniken'.

Allerede her kunne man begynde at undre sig over programplanlægningen: Hvis man gerne vil skaffe seere til et nyt kulturprogram, er det så klogt at åbne så ugæstfrit over for de potentielt interesserede, lægge ud på en måde, som med garanti snarere støder dem fra sig end tiltrækker dem?

ad 2) Den jødisk-ungarske forfatter Imre Kertész er indiskutabelt en vigtig forfatter; hans bøger om Endlösung og Auschwitz er uomgængelige og uafrystelige; men de er ikke just lettilgængelige. Det er 'Likvidation' heller ikke.

Og havde debatten om 'Krøniken' været løs og ustruktureret, ja, så overskred vi her grænsen til mundhuggeriet, til kaos. Ingen kunne høre eller forstå, hvad der blev sagt, alle, ordstyrer såvel som debattører, talte i munden på hinanden, og ingen havde tilsyneladende gjort sig tanker om, hvordan de ville begrunde deres indtryk af romanen. To røster tog Kertész i forsvar, uden at det på noget tidspunkt blev klart, hvori bogens kvaliteter bestod, mens den tredje var lodret negativ, bogen var for svær, det vil sige for litterær, og ikke om han gad bruge sin kostbare tid på den slags.

Jeg har allerede været inde på, at man skal have mod på at forsøge at formidle det svære. Det gælder naturligvis også i tv-sammenhæng. Der er ikke spor galt i at præsentere Imre Kertész for tv-seerne, tværtimod; men her var det grebet helt hjælpeløst an. Skulle det være lykkedes, havde det krævet, at deltagerne var i besiddelse af en særlig viden om det, de udtalte sig om; det havde krævet, at de havde tænkt sig om og gjort sig umage. Ingen af delene var tilfældet. Det var elendig formidling. Ingen blev klogere. Det var useriøst dilettanteri, voxpop forklædt som kulturformidling. Tungen ud ad vinduet.

ad 3) Diskussionen om Brian Mikkelsens forslag til en kulturel kanon kunne forstås på to måder: Enten løb det hele af sporet her; eller også var det her, det hele gik op i en højere enhed.

Jeg er kanonfan, og det er jeg, fordi alting siger mig, at vi har brug for kanoner. I den på én gang såvel mere og mere atomiserede og ghettoiserede som globaliserede verden, vi lever i, har vi brug for noget at være fælles om her, hvor biologien og historien har anbragt os. Noget fælles, som kan være pejlemærker; områder, hvor vi alle sammen kan færdes; ting og begreber og manifestationer, som vi kan referere til, så enhver samtale ikke nødvendigvis skal begynde forfra hver gang. Det ville være en fordel både for os, der har boet her i landet altid, og for dem, der kommer hertil og gerne vil kunne finde ud af, hvad vi er for nogle størrelser.

Og den definition af det fælles skal vi ikke overlade til Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti, der gør, hvad det kan, for at sætte sig på det nationale. Det kan vi ikke bare se på. Og et sted må man begynde. Og kom bare an med et bedre konkret bud end en kanon. Jeg vil være lutter øre.

Hele kanonsagen begyndte med den litterære kanon. Den var jeg selv med til at udarbejde under Jørn Lunds ledelse, og uden at være indiskret kan jeg godt røbe, at det ikke var så svært at finde frem til langt de fleste af de forfattere, der optræder på listen - som jo tilmed viste sig at være dem, der allerede undervises mest i på de danske skoler.

Alligevel er der ikke meget, der kan give folk mord i øjnene, som kulturministerens forslag om en kulturel kanon.

Hvorfor al den ballade?

Det er jo ikke kun, fordi vi ikke kan blive enige om, hvad der skal med i kanonen, med andre ord hvad det er, vi skal være fælles om. Vi har alle sammen vores forestillinger om, hvad en kanon skal indeholde. Derfor er der dem, der mener, at en kanon ikke er mulig: Dermed har den bevist, at den er overflødig.

Den opfattelse er jeg lodret uenig i. Det forholder sig omvendt: Netop derfor har den sin berettigelse. Det ville den ikke have, hvis den var en rigid, autoritær arkivmeter til at diktere og rette ind med. Men en kanon er ikke noget én gang for alle fastlagt, gudgivent. Den er affødt af en bestemt situation på et bestemt tidspunkt i historien - og om ti, femten, tyve år vil den givetvis se anderledes ud. Jeg kan ikke med min bedste vilje forestille mig en eneste dansker, der er så autoritetstro, at han vil sige ja og amen til en kanon, og gudskelov for det. Jo mere diskussion om kanonens indhold, jo bedre, jo mere dynamisk vil den være.

Efter den litterære kanon lancerede Brian Mikkelsen så idéen om en kanon for billedkunst, musik og så videre: Der kunne måske udarbejdes en liste med de efter en gruppe sagkyndiges, eksperters, smagsdommeres opfattelse centrale værker inden for hver kunstart. Og så brød helvede løs.

Forslaget blev i vide kredse modtaget med både forfærdels