I mit verdensbillede indgår troen på, at mennesker har en medfødt trang til at blive klogere - og at det er godt for dem at blive det. Den er jeg ikke ene om. Det er en forestilling, som hele den vestlige verdens oplysningsprojekt udspringer af, hertillands er det den, f.eks. højskoler, oplysningsforbund og folkeuniversiteter hviler på. Det er en forestilling, der forpligter ikke mindst dem, der har med kulturudbuddet at gøre, f.eks. museums-, avis- og forlagsfolk; det er en trang, der er med til at give formidlerrollen mening: Der ligger en opgave i at forsøge at formidle kvalitet, der ligger en udfordring i at nå ud til flest muligt, også med det, der ikke sælger sig selv. Og erfaringen siger os, at det ved hjælp af omhu og snilde, det vil sige klog formidling, kan lykkes at få også det sværere tilgængelige længere ud, end man umiddelbart skulle tro. Denne overbevisning betyder også, at man skal vise folk respekt og - uanset om de har studentereksamen eller ej - gøre sig umage og ikke blære sig og stille sig arrogant og bedrevidende an. Med andre ord, hvis jeg ellers tør vove at tale om en kulturel og intellektuel elite her i landet, hvor en elite ellers kan synes kun at være tålt og accepteret i sportens verden, så må det være op til denne elite at forsøge at komme interesserede i møde. Dette er baggrunden for, at jeg blev så forstemt efter at have set første udgave af 'Smagsdommerne', DR TV's nye kulturprogram. Forstemt på grund af tilrettelæggelsen og indholdet, men først og fremmest på grund af holdningen bag begge dele. Programmet bestod af tre punkter, der skulle diskuteres af tre debattører, der skulle gelejdes gennem programmet af en ordstyrer, der var både flink og rar, men, viste det sig, alt for flink og rar til at kunne sætte sig i respekt og leve op til sin opgave. Første punkt på dagsordenen var DR TV's 'Krøniken'; andet punkt Imre Kertész' roman 'Likvidation'; tredje punkt Brian Mikkelsens forslag om en kulturel kanon. Ad 1) 'Krøniken's seertal har som bekendt været gigantiske, men jeg skal ellers love for, at den her fik sin sag for. Hvis der var noget, de tre debattører kunne være enige om, så var det, at mage til makværk som 'Krøniken', ja, det mindedes de ikke at have oplevet. Der var ingen grænser for nedgørelsen, hånen og ringeagten. Og, forstod man på debattørerne, hvis man endelig skulle have kunnet sige noget som helst godt om 'Krøniken', ja, så skulle den have været helt, helt anderledes. Og her stillede debattørerne sig vældig generøst til rådighed med både besserwissen og bagklogskab: Ned til mindste detalje ville de kunne gøre rede for, hvordan 'Krøniken' burde have været. Hvis man nu forestiller sig, at de mennesker, som jeg før udtrykte min tro på, har interesse i at blive klogere, f.eks. på kunst og kultur, havde tændt for 'Smagsdommerne' for at tilfredsstille denne trang, ja, så taler sandsynligheden for, at de også er blandt de 2,5 millioner, der hver søndag sidder og ser 'Krøniken'. Og hvad har de så kunnet få ud af de tre smagsdommeres diskussion om 'Krøniken'? Ja, de fik først og fremmest disses dom for, at de er udstyret med en elendig smag, fordi de ser 'Krøniken'. Allerede her kunne man begynde at undre sig over programplanlægningen: Hvis man gerne vil skaffe seere til et nyt kulturprogram, er det så klogt at åbne så ugæstfrit over for de potentielt interesserede, lægge ud på en måde, som med garanti snarere støder dem fra sig end tiltrækker dem? ad 2) Den jødisk-ungarske forfatter Imre Kertész er indiskutabelt en vigtig forfatter; hans bøger om Endlösung og Auschwitz er uomgængelige og uafrystelige; men de er ikke just lettilgængelige. Det er 'Likvidation' heller ikke. Og havde debatten om 'Krøniken' været løs og ustruktureret, ja, så overskred vi her grænsen til mundhuggeriet, til kaos. Ingen kunne høre eller forstå, hvad der blev sagt, alle, ordstyrer såvel som debattører, talte i munden på hinanden, og ingen havde tilsyneladende gjort sig tanker om, hvordan de ville begrunde deres indtryk af romanen. To røster tog Kertész i forsvar, uden at det på noget tidspunkt blev klart, hvori bogens kvaliteter bestod, mens den tredje var lodret negativ, bogen var for svær, det vil sige for litterær, og ikke om han gad bruge sin kostbare tid på den slags. Jeg har allerede været inde på, at man skal have mod på at forsøge at formidle det svære. Det gælder naturligvis også i tv-sammenhæng. Der er ikke spor galt i at præsentere Imre Kertész for tv-seerne, tværtimod; men her var det grebet helt hjælpeløst an. Skulle det være lykkedes, havde det krævet, at deltagerne var i besiddelse af en særlig viden om det, de udtalte sig om; det havde krævet, at de havde tænkt sig om og gjort sig umage. Ingen af delene var tilfældet. Det var elendig formidling. Ingen blev klogere. Det var useriøst dilettanteri, voxpop forklædt som kulturformidling. Tungen ud ad vinduet. ad 3) Diskussionen om Brian Mikkelsens forslag til en kulturel kanon kunne forstås på to måder: Enten løb det hele af sporet her; eller også var det her, det hele gik op i en højere enhed. Jeg er kanonfan, og det er jeg, fordi alting siger mig, at vi har brug for kanoner. I den på én gang såvel mere og mere atomiserede og ghettoiserede som globaliserede verden, vi lever i, har vi brug for noget at være fælles om her, hvor biologien og historien har anbragt os. Noget fælles, som kan være pejlemærker; områder, hvor vi alle sammen kan færdes; ting og begreber og manifestationer, som vi kan referere til, så enhver samtale ikke nødvendigvis skal begynde forfra hver gang. Det ville være en fordel både for os, der har boet her i landet altid, og for dem, der kommer hertil og gerne vil kunne finde ud af, hvad vi er for nogle størrelser. Og den definition af det fælles skal vi ikke overlade til Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti, der gør, hvad det kan, for at sætte sig på det nationale. Det kan vi ikke bare se på. Og et sted må man begynde. Og kom bare an med et bedre konkret bud end en kanon. Jeg vil være lutter øre. Hele kanonsagen begyndte med den litterære kanon. Den var jeg selv med til at udarbejde under Jørn Lunds ledelse, og uden at være indiskret kan jeg godt røbe, at det ikke var så svært at finde frem til langt de fleste af de forfattere, der optræder på listen - som jo tilmed viste sig at være dem, der allerede undervises mest i på de danske skoler. Alligevel er der ikke meget, der kan give folk mord i øjnene, som kulturministerens forslag om en kulturel kanon. Hvorfor al den ballade? Det er jo ikke kun, fordi vi ikke kan blive enige om, hvad der skal med i kanonen, med andre ord hvad det er, vi skal være fælles om. Vi har alle sammen vores forestillinger om, hvad en kanon skal indeholde. Derfor er der dem, der mener, at en kanon ikke er mulig: Dermed har den bevist, at den er overflødig. Den opfattelse er jeg lodret uenig i. Det forholder sig omvendt: Netop derfor har den sin berettigelse. Det ville den ikke have, hvis den var en rigid, autoritær arkivmeter til at diktere og rette ind med. Men en kanon er ikke noget én gang for alle fastlagt, gudgivent. Den er affødt af en bestemt situation på et bestemt tidspunkt i historien - og om ti, femten, tyve år vil den givetvis se anderledes ud. Jeg kan ikke med min bedste vilje forestille mig en eneste dansker, der er så autoritetstro, at han vil sige ja og amen til en kanon, og gudskelov for det. Jo mere diskussion om kanonens indhold, jo bedre, jo mere dynamisk vil den være. Efter den litterære kanon lancerede Brian Mikkelsen så idéen om en kanon for billedkunst, musik og så videre: Der kunne måske udarbejdes en liste med de efter en gruppe sagkyndiges, eksperters, smagsdommeres opfattelse centrale værker inden for hver kunstart. Og så brød helvede løs. Forslaget blev i vide kredse modtaget med både forfærdelse og hovedrysten, som udtryk for åndelig uformuenhed og en både autoritær og gammeldags tankegang, en reaktion, der kulminerede i en debat i P1's 'Agenda', hvor en af deltagerne gav udtryk for, at forslaget mindede hende om både bogafbrændinger og nazisme. Det er naturligvis rigtigt, at en kanon er udtryk for et valg, en udvælgelse, og dermed også for en begrænsning, en udelukkelse af noget på noget andets bekostning; men det er jo for så vidt al menneskelig aktivitet, og den udvælgelse, man kunne også sige den fokusering, en kanon er udtryk for, er jo også en mulighed for en begyndelse, f.eks. til en samtale. Det er også blevet hævdet, at en kanon er udtryk for en nationalistisk tankegang, for en anakronistisk fokusering på det danske i modsætning til alt det udefra. Den indvending kan jeg simpelthen ikke greje. For hvis der er noget, vi kan blive belært om ved at studere dansk kunst og kultur, ja, så er det, at de - og danskheden med - ikke er snævert afgrænsede, selvstændige størrelser, men at de er blevet til i en stadig dialog med kunsten og kulturen og virkeligheden i det hele taget uden for landets grænser. God kunst er aldrig entydig, »god Kunst er altid national. National Kunst er altid daarlig«, som Harald Giersing skrev i 1917, og der er intet, der bedre end kunsten er egnet til at demonstrere, at Danmark er en del af den store verden: Holberg, der var født i Norge, var i sin ungdom på dannelsesrejse i det meste af Europa; sine komedier blev han inspireret til af franske Molière; Saly, ophavsmanden til rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads, var franskmand; Oehlenschläger skrev lige så meget på tysk som på dansk; Grundtvig rejste til England og fandt dér næring for de friheds- og frisindstanker, han kom hjem og arbejdede ud fra; Thorvaldsen var søn af en islænding og boede og arbejdede det meste af sit liv i Rom; H.C. Andersen rejste rundt i Europa, så tit og så længe han kunne komme af sted med det, C.F. Hansen studerede i både Wien, Rom og Venedig og tegnede huse i bl.a. Altona, hvor Weyse var født; Kuhlau, der skrev musikken til 'Elverhøj', var tysker; Johannes V. Jensen skrev ikke bare om Himmerland, men også om Amerika og Fusiyama, Karen Blixen skrev mange af sine værker på engelsk; Asger Jorn var medlem af Cobra; Per Kirkeby og Inger Christensen nyder lige så stor anseelse i Tyskland som i Danmark. Og så videre. Og så videre. Det er meningsløst at tale om, at en kanon skulle lægge op til nationalisme og provinsialisme, det kan ikke lade sig gøre at undervise i dansk kunst og kultur ud fra kun en dansk synsvinkel, en kanon vil netop kunne åbne vores øjne for, at verden er større, end vi går og tror, og at det, vi regner for kernedansk, i virkeligheden har sine forudsætninger fra både nær og fjern. Dansk kunst og kultur er også versioner af internationale fænomener, formet af danske kunstnersind. Den forståelse har den kulturelle, intellektuelle elite flere forudsætninger for at kunne bidrage til at udbrede end de fleste andre; der er ingen, der er nærmere til det. Men her er det også, filmen knækker, her er det, jeg mener, at der foreligger et svigt, nemlig at størstedelen af den kulturelle, intellektuelle elite har reageret på kanontanken, som den har: Den har lænet sig tilbage og lagt armene over kors; i surhed, trods og fornærmelse har den meldt sig ud og nægtet at deltage i den samtale. Vi skal lige have kridtet banen op: Den litterære kanon er lige så lidt som de andre kanoner tænkt som en hjælp for den kulturelle, intellektuelle elite. Den har ingen kanoner behov; den kan selv. Men sådan som undervisningssystemet udviklede sig i 1970'erne med de følger, det nu engang har haft, er der vidt og bredt et behov for en kanon. Og det er ganske tankevækkende, at man kan høre f.eks. universitetslærere på den ene side jamre over, hvor lidt de studerende ved, på den anden side gå frådende til angreb på kanontanken. Det er den ene del. Den anden del er, at der naturligvis ikke er nogen, der er mere vigtige i denne samtale om den danske kanon, end netop den kulturelle, intellektuelle elite. Det burde være en selvfølge, at den stillede sig til rådighed og gav substans til definitionen af de nødvendige kanoner - og gav et nap med for at få dem udbredt. Og nu skal vi så lige et øjeblik tilbage til 'Smagsdommerne' for at gøre den historie færdig. Brian Mikkelsens forslag til en kulturel kanon kunne det naturligvis heller ikke gå stærkt nok med at få nedgjort. Der var ingen ende på, hvor underlødigt hele projektet var, og i hvor høj grad ingen anstændige mennesker kunne have noget med det at gøre. De to af deltagerne svingede sig op i uanede højder, og så var det, de for mig forløsende ord faldt. Pludselig udbryder den ene af debattørerne nemlig: »Jeg vil ikke have fælles identitet med Brian Mikkelsen«, lidt senere efterfulgt af en længere redegørelse for, hvordan han ville have haft det med en kanon, hvis han havde været ung, der sluttede med de fyndige ord: »Han (altså Brian Mikkelsen) kan få et bøjet søm at trutte i«. Her var én, der ikke skulle nyde noget af at deltage i et fællesskab, der bestod af andre end dem, han var enig med. Her var én, der gemte sine tyve tønder land, her var én, der holdt på sine privilegier og ikke skulle nyde noget af at dele dem med andre. Sikkert ikke, fordi han er bevidst om at have noget imod det folk og de borgere, han kunne komme i møde ved at engagere sig konstruktivt i kanondebatten, men fordi det for ham er mere tungtvejende, at han ikke bryder sig om den, der havde afsendt ideen, med andre ord fordi han ikke kan lide Brian Mikkelsen; han vil ikke være med i et fællesskab, VK-regeringen har taget initiativ til. Nu kan man med god grund sige, at alt det foregående er at skyde gråspurve med kanoner: Herregud, der er jo blot tale om et tv-program og en kulturel kanon. Hvorfor dog tage sådan på vej i den smule anledning? Og det gør jeg så alligevel. Ikke fordi jeg har lyst til at hænge de tre debattører i 'Smagsdommerne' ud, men fordi den holdning, de mødte op med, til forveksling ligner den, den har mødt stort set alt nyt med, der er kommet fra den borgerlige regering. Nedladende, negativ, latterliggørende, obstruktiv har den været. Det har varet nu i over tre år, og det har mildest talt ikke haft en positiv indvirkning på det kulturelle klima her i landet. Nu får regeringen jo en periode til, og jeg kan ikke påstå, at jeg glæder mig over udsigten til fire år endnu med surhed og korslagte arme. Jeg ærgrer mig ved tanken om alt det, der vil blive bremset, ikke kan lade sig gøre eller bliver udført på et lavere niveau end nødvendigt, fordi kultureliten sætter sig imod og vægrer sig ved at tage noget som helst ansvar på sig i borgerligt regi. Vi har brug for en kulturel, intellektuel elite her i landet; men vi har ikke brug for en kulturelite, der stiller sig åndshovmodigt og fornærmet an. Vi har derimod brug for en kulturelite, der ikke føler sig for fin til at gå ud og deltage i samtalen om værdier, i definitionen af det fælles. Sker det ikke, finder den ikke sted, og i hvert fald ikke på det niveau, den kunne få, hvis kultureliten tog del i den. Så overlader vi arenaen til Dansk Folkeparti med alt, hvad dette indebærer af selvtilstrækkelighed, fremmedfjendskhed og billig populisme. For mig at se er kanondiskussionen et sted at begynde en samtale om værdier, en samtale, der kan trives ikke mindst på højskoler, i oplysningsforbund, i foredragsforeninger, læsekredse osv., steder, hvor debatten lever, og hvor en kanon ville kunne bidrage med nyt krudt til diskussionerne. Det er det, en kanon skal bruges til: som udgangspunkt for en samtale om, hvem vi er lige her og nu, så vi med den viden kan lære bedre at forstå den verden, vi er en del af.