Goddag, sagde jeg til universitetet i København for næsten 50 år siden. Jeg havde besluttet at læse historie og så, at noget af undervisningen begyndte klokken 14. Med et kort over København i den ene hånd og livet i den anden hånd cyklede jeg fra mit værelse i Ballonparken ind til Studiegården. Jeg var der i god tid, men fandt alligevel i lokalet en anden fyr. Han kom fra ØK, jeg kom fra hæren, vi sad og sludrede, men da klokken blev 14, var der ikke kommet en sjæl. Det gik op for os, at vi ikke havde fundet det rigtige lokale. Vi drønede ned til portneren, der forklarede os om det akademiske kvarter. Vi gik op igen, og snart kom der 12 andre studenter og en professor, en venlig ældre herre, noget yngre, end jeg er nu. Professoren sagde, at vi var mange. I Århus var tilmeldt 8 studenter, og han ville advare os: Der ville ikke være stillinger til os alle sammen, når vi blev færdige. Hvis vi ikke havde privat formue, burde vi derfor tænke os godt om. Og så begyndte undervisningen. Vi skulle straks læse et par tykke bøger på fransk. Jeg fortæller det her, fordi der kan udledes en del om universitetet i 1950'erne. Der var ingen vejledning, man skulle selv finde ud af det hele. En årgang historiestuderende i København var ikke på mere end 14, og professoren mente, at han burde kende dem alle sammen af udseende og navn. Det gik op for mig og ham fra ØK, at vi forud burde have aflagt visit hos ham. Al undervisningen blev varetaget af fagets fire professorer, og for dem var det ikke en umulig tanke, at de studerende havde privat formue. Penge måtte man jo have, for uddannelsesstøtte fandtes ikke. Professoren kunne tillade sig straks at smide to tykke franske værker i hovedet på os. Og endelig fik professoren ikke ret i sin forudsigelse om, at vi ville blive arbejdsløse. Da vi blev færdige, var der tværtimod stor mangel på akademikere. Skulle man følge med undervisningen på historie dengang, måtte man kunne læse engelsk, tysk, fransk og latin. Min professor gav mig en bog på hollandsk. Jeg tøvede lidt. »Nå, De læser ikke nederlandsk«, sagde han, »men det lærer De hurtigt«. Professorerne arbejdede videnskabeligt på et højt plan. Nogle var også samvittighedsfulde og instruktive undervisere. Andre var mere jævne, og omkring en fjerdedel sjoflede deres undervisning. Det gjorde ikke så meget, undervisningen var lagt an på selvstudium og udenadslære. Det gamle universitet lod sig ikke omdanne til masse-universitetet, hvor studentertallet på to årtier voksede fra omkring 10.000 til omkring 50.000. I første omgang prøvede man, om ikke professorvældet kunne forlænges med lidt assistance. Der blev ansat amanuenser, hvilket nærmest betød medhjælpere. Det dækkede godt, hvad professorerne mente, vi skulle bruges til. Man skulle hente professorens post, vande hans blomster og lufte hans hund eller hente hans bøger. Vi amanuenser stod sidst i 1960'erne for hovedparten af undervisningen og forskningen. Men det var fortsat kun professorerne, der styrede universitetet. Jeg husker forhandlinger, hvor vi amanuenser forsigtigt bad det professorale fakultetsråd om at få en repræsentation på en tredjedel. Det blev hånligt afvist, det var vi ikke kvalificeret til. Studenter- eller ungdomsoprøret i de sidste år af 1960'erne var en antiautoritær kulturel bevægelse rettet mod samfundets struktur, mod de gængse familiemønstre, mod de eksisterende sociale forhold og mod den herskende moral. På universitetet vendte studenterne sig mod umyndiggørelsen og dens udtryk i undervisningen med dens passive modtagelse. De unge fandt, at forskningens emner og det, som forskningens resultater blev brugt til, var irrelevante eller undertrykkende. I mit fag begyndte vi at se på tingene nedefra og ikke oppefra. Nu blev det respektabelt at interessere sig for emner som socialhistorien, arbejderbevægelsens historie, kvindehistorie og børnenes historie. Styrelsesloven af 1970 gav studenterne halvdelen af pladserne der, hvor undervisningen blev tilrettelagt, og en tredjedel af pladserne i de styrende råd. Rektor, dekaner og institutbestyrere blev valgt blandt lærerne, samtidig blev det bestemt, at de fastansatte lærere stort set havde samme pligter og rettigheder uanset titel. Styrelsesloven var et storslået statsligt eksperiment i demokrati på arbejdspladsen, som i høj grad faldt heldigt ud. Det lykkedes at omdanne det gamle eliteuniversitet til et masseuniversitet, uden at der skete fald i kvaliteten af uddannelserne, snarere tværtimod. Det viste sig, at de kandidater, der herefter forlod universitetet, gjorde god fyldest, og at de havde åndelig smidighed til at kunne gøre sig gældende på nye arbejdsområder. Det skyldtes et større engagement hos studenterne og en undervisning, hvor vægten lå på det selvstændige arbejde. Vi lærte studenterne, hvad de aldrig før havde lært på universitetet: selv at formulere deres arbejdsopgaver. Ånden i studenteroprøret tilsagde, at det selvstændige arbejde og den ikke-lærercentrerede undervisning var et gode i sig selv, men det var også nødvendigt, fordi der var så få lærere. Det lykkedes at gennemføre uddannelserne med et lærertal, der forholdsmæssigt lå på mellem det halve og en tredjedel af, hvad det var før. Der skete intet fald i forskningsintensiteten. De nye lektorer leverede forskning, som var på højde med den, som professorerne havde ydet, eller den lå højere, fordi dens samfundsrelevans var mere udtalt. Sagen var, at lektorerne begyndte med få kvalifikationer. De var derfor nødt til at kvalificere sig som forskere, samtidig med at de skulle undervise mange flere studenter, end professorerne havde gjort. De var derfor pisket til for at nå begge dele at skabe sammenhæng mellem deres forskning og undervisning. Det øgede kvaliteten af forskningen, men her lå også forklaringen på, at der med uddannelserne blev nået så gode resultater. Den hastige teknologiske udvikling gjorde, at det at være ung ikke mere var et handikap, men en force. I det gamle bondesamfund afgjorde landsbyens ældste, hvornår der skulle høstes. Hvis mejetærskeren nu gik i stå, sendte man ikke bud til plejehjemmet, men til den mekaniker, der sidst havde været på kursus. Men efterhånden var det hele ikke længere så nyt, og man blev lidt træt af den megen frihed. Da studenteroprørernes børn kom på universitetet, var de naturligvis i opposition til deres forældre. Det kunne de kun vise ved at fremtræde som konservative. De ønskede orden og konsekvens, de kom for at lære noget og ikke for at blive medlemmer af barnagtige diskussionsklubber. Man kan dog ikke skyde skylden på studenterne. Tilbageslaget skyldtes en generel højredrejning og autoriteternes ønske om at sige tak for sidst til det universitet, der havde krænket samfundets spidser i oprørstiden. Men det hjalp heller ikke, at vi universitetslærere passivt affandt os med, hvad der skete. De stadige trusler om forestående fyringer har sandsynligvis bragt en del af os til tavshed. Måske var vi slidt op af megen undervisning, forskning og det hele tiden voksende bureaukrati. Måske var vi bare blevet gamle og grå. I hvert fald sank vi tilbage i sløv accept af, at udviklingen blev skruet tilbage. Fra omkring 1975 var universitetet på én lang tilbagemarch, det ene skridt efter det andet, hvor de politiske og økonomiske kræfter med brug af al samfundets myndighed genvandt, hvad var gået tabt i 1970. Det fortsatte videre baglæns til nu, hvor universitetets mulighed for at være en kritisk kraft i samfundet er fuldstændig nedkæmpet. Der blev sat flere stole ind. Samtidig med at vi fik at vide, at danske universiteter skulle være verdens bedste, måtte vi eksistere med budgetter, som var brøkdele af, hvad man netop på de bedste universiteter anså for nødvendigt. Kravet om flere prøver bidrog til at reducere undervisningstiden, det blev nødvendigt igen at holde forelæsninger i store lokaler, studenterne lærte ikke selv at arbejde, undervisningen kom ikke til at hvile på det samme videnskabelige grundlag som før. Samtidig indførtes taxameterordningen, hvorefter bevillinger blev givet efter, hvor mange eksaminer studenterne tog. Det fik naturligvis som konsekvens, at alt, hvad der overhovedet kunne kravle hen til snoren, blev lempet over den. Der har altid været åbenhed omkring stillingsbesættelserne på universitetet, men i 1998 indførtes en kafkask ordning, hvorefter ansøgere ikke måtte få oplyst, hvem der i øvrigt havde søgt, dvs. hvem deres konkurrenter var. De fik bedømmelsen af sig selv at se, men hverken de eller andre måtte se den samlede bedømmelse af alle ansøgerne, og hertil kom, at bedømmelsesudvalget ikke måtte foretage en prioritering blandt ansøgerne, hvad vel ellers måtte være hovedopgaven. Det var ikke rart for dem, der blev vraget, men heller ikke for den, der blev udvalgt, og som ikke fik den selvsikkerhed, som følger med viden om, at det var velbegrundet, at han eller hun fik stillingen. Et så lukket system fører til misbrug, nepotisme og grov uretfærdighed, men også til forringelse af universitetets forskning og undervisning. Hertil kommer, at lukketheden bidrager til den voksende utryghed på universitetet i en tid med stadige trusler om prikkerunder. Modsat af, hvad man centralt mener, fører stadig usikkerhed ikke til, at kvaliteten af undervisning og forskning på et universitet bliver højere. Med regeringen Fogh Rasmussen blev den ideologiske krig mod universitetet intensiveret. Statsministeren kaldte til kamp mod eksperter og smagsdommere, som der jo var mange af på universitetet. Det var dog bare udslag af den gamle venstrebondemistillid til dannelse og kultur. Farligere blev det, da statsministeren begyndte på sin ideologiske krigsførelse. I 2003 sagde han: »Jeg har den opfattelse, at det at sætte dagsordenen i værdidebatten ændrer samfundet meget mere end lovændringer. Nu taler jeg kultur i bred forstand: Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid«. Udtalelsen kom samtidig med universitetsloven i 2003, der effektivt gjorde en ende på universitetets eksistens gennem 500 år som en åben, selvstyrende videnskabelig institution med forskningsfrihed. Universitetet blev nu underlagt en ikke-professionel bestyrelse, hvis flertal kom udefra, og hvor formanden på 8 ud af de 12 universiteter og mange af de menige medlemmer kom fra de store erhvervsvirksomheder. Arbejdspladsdemokratiet på universitetet blev uden videre fejet af bordet. Rektor, dekaner og institutledere blev nu ansatte funktionærer. Personalet på universitetet fik udleveret en narresut, ret til at vælge en rådgivende stænderforsamling uden beføjelser og med den ansatte dekan som født formand. Det lød smukt, at det i universitetsloven blev slået fast, at universitetet havde forskningsfrihed. Men pointen var, at det var universitetet, der havde forskningsfrihed, og ikke den enkelte forsker. Forskningsfriheden tilfaldt derfor bestyrelsen, hvilket egentlig vil sige det store erhvervsliv. Der skulle fortsat forskes, men ikke frit. Naturligvis skete demonteringen af universitetet som en kritisk faktor i samfundet ikke bare til benefice for det store erhvervsliv, men som en del af det ideologiske korstog. Med universitetet kneblet og bundet blev det, som statsministeren sagde, nemmere at sætte dagsordenen i værdidebatten, og videnskabsministeren gjorde det da også i en kronik i Jyllands-Posten, hvor han forklarede, at alt det der på universitetet med »dannelse, fordybelse og lærd refleksion over tunge faglige emner«, det hørte fortiden til. Det havde måske givet mening, dengang universitetet kun var for de få, de rige og de allerklogeste. Men det var slut: »De bløde humanistiske fag«, som ministeren skrev, skulle »selvfølgelig kende deres besøgelsestid og indrette sig på, at de nye tider betyder nyt uddannelsesindhold, så en cand.mag. i historie ikke bliver gemt væk på et lærerværelse eller på et museum«. Skulle man endelig bruge humanister til noget, så kunne ministeren pege på turisme, sport og den slags. Men som han også sagde, »vi kan jo ikke leve af at klippe og barbere hinanden«, hvilket åbenbart er, hvad humanister får tiden til at gå med. Videnskabsministerens foragt var udtalt ikke alene for de forældede begreber dannelse og fordybelse, men også for det arbejde, der gøres på gymnasiet og i forskningsinstitutionerne, og på hvilket Videnskabsministeriets virksomhed i sidste ende burde hvile. Et enkelt lyspunkt fandt videnskabsministeren dog. De nye bestyrelser på universitetet var kommet på plads. En væsentlig del af deres arbejde bestod i at opsætte kontrakter med Videnskabsministeriet, hvori universitetet blev forpligtet til at opfylde en del af ministerens målsætning. I kontrakten for mit universitet står, at antallet af forskningspublikationer per heltids videnskabeligt ansat i 2004-2005 var 2,5, men at det i 2008 skal være øget til 2,75. I den forbindelse blev det pålagt hvert enkelt fagområde at opstille lister over 20 tidsskrifter, hvori det ville være attraktivt at offentliggøre de 2,75 publikationer. Ordren synes at sigte på den naturvidenskabelige forskning, men den blev med korporalsagtig nidkærhed applikeret på den humanistiske. Her virker den absurd. Hvorfor ville specielt tidsskriftartikler øge forskningens kvalitet? Humaniora publicerer gerne i bøger. Hvorfor skulle det nedprioriteres at skrive bøger? Hvorfor var det godt at opsplitte viden og indsigt i små artikler? Hvad var en artikel? Var en artikel de 2-3 sider, som man bruger det i den lægevidenskabelige forskning? Eller var en artikel en grundig udredning på 30 sider? Kunne man ikke bare splitte artiklen på 30 sider op til 10 artikler à 3 sider? Ville der opstå en sådan interesse for f.eks. dansk historie i USA, at man ville bringe artikler derom i amerikanske tidsskrifter? De kulturpolitiske konsekvenser af indgrebet mod forskningen i humaniora vil blive alvorlige. Universitetslærerne vil blive tvunget til at trække sig tilbage fra de tidsskrifter, der aldrig af universitetsbestyrelserne vil få prædikatet attraktive. Man kan spekulere over, om det skal ske som et led i statsministerens ideologiske krigsførelse. Men der er nok mere tale om mangel på indsigt end om en politisk snedighed, som ville kræve en dannelse, som videnskabsministeren tilsyneladende er blottet for og heller ikke ville bryde sig om at være i besiddelse af. Sidste nyt fra videnskabsministeren er, at dygtige undervisere skal have løntillæg, dårlige skal udstilles på internettet. Videnskabsministeren forestiller sig måske, at man kan udpege de gode undervisere ved at finde frem til dem, hos hvem studenterne får gode eksamenskarakterer. Men det vil jo blot føre til, at niveausænkningen som følge af taxametersystemet vil blive mere udtalt. Det er også muligt, at ministeren vil udbygge det anonyme stikkeri, som er sat i system med evalueringerne. Det vil føre til, at lærerne vil angle efter popularitet ved ikke at stille krav og ved at lade alle slippe igennem til eksamen. Jeg mener, at bunden er nået. For det kan næppe blive meget værre, end det er nu. For det andet kan man øjne en svag lysning, Der sker noget for øjeblikket med studenterne. I Frankrig har de netop nu sejret i kamp mod en lov, som definerede unge under 26 år som andenrangsborgere. Hos os er det ikke længere børnene af de gamle ungdomsoprørere, der befolker universitetet. Nu er det deres børn igen. Historien vil naturligvis ikke gentage sig selv i et nyt ungdomsoprør, studenterne nu er ikke deres bedsteforældre, alligevel har jeg en fornemmelse af, at de er unge mennesker, der ikke nødvendigvis ser verdens frelse i styrkelse af autoritet og knægtelse af retten til fri tankevirksomhed. Hvis bare det er rigtigt, så vil universitetet også blive genskabt, for samfundet vil ikke kunne undvære det.