»Ebola, Ebola, Ebola«, ordene blev råbt ud i en megafon.

De mødte os efter en temmelig bumpet landing på en smal stribe græs i West Kasai-provinsen i Den Demokratiske Republik Congo. Turen i det lille fly fra hovedstaden Kinshassa havde ellers været rolig med udsigt over den uendelige congolesiske jungle. På jorden var der mindre fredeligt. En menneskemængde rykkede nysgerrigt sammen om flyet, og megafonen blev stillet om til en insisterende sirenelyd. Jeg ville gerne have vekslet et par ord med megafonholderen om formålet med denne ståhej, men vi skulle straks videre til landsbyen Kampungo. Fra en ganske anonym tilstedeværelse i et hengemt hjørne af Congo tiltrak Kampungo sig pludselig verdens opmærksomhed som epicenter for et udbrud af Ebola. Vi var et lille hold af læger, sygeplejersker og logistikere fra Læger uden Grænser udsendt med kort varsel. En del kendte hinanden fra tidligere udsendelser, men stemningen var alligevel en smule trykket. Ebolaudbrud og Congo er en skidt kombination, og vi var usikre på, hvilke forhold der ville møde os. Uden vaccine eller specifik behandling og med en dødelighed op til 80 procent er Ebola en af verdens mest frygtede epidemiske sygdomme. Congo er samtidigt kendt som et overordentligt vanskeligt sted at arbejde. Sundhedsvæsnet er ringe udbygget, og efter årtiers borgerkrig er landet stadig plaget af vold og mangel på mange basale fornødenheder. Kampungo viste sig heldigvis at være en fredelig lille junglelandsby. Både den lokale høvding og administration bød os velkomne. Indbyggerne var bange, ikke for vold og væbnede grupper, men for de mystiske dødsfald, der havde ramt dem de seneste måneder. Vores hold delte sig i to. En gruppe koncentrerede sig om at få skabt en base med overnatningsfaciliteter, kommunikationsmidler, bilpark og forsyningslinjer, ikke nogen lille opgave midt i junglen. Vi udgjorde kun ’fortroppen’, og der skulle skabes faciliteter til flere udsendte og tonsvis af nødhjælpsudstyr. Noget kunne hentes fra permanente projekter i DR Congo, andet skulle flyves ind fra Europa. Lejren skød op i rekordfart og bestod af telte og midlertidige bygninger bundet sammen af materialer fra junglen. Som læge var jeg placeret i gruppen, der skulle tage sig af isolation, behandling og opsporing af ebolapatienterne. På terrassen uden for Kampungo Sundhedscenter sad en mandlig sygeplejerske på sin plads på en gammel udslidt stol. Hans øjne var blodskudte og ufokuserede. Fra de første sygdomstilfælde havde han plejet og søgt at behandle patienterne. Han havde ikke vidst, hvilken sygdom han stod over for og havde ikke altid haft handsker på, når han stak med kanyler eller på anden måde var i berøring med patienterne. Han var her ikke længere som sygeplejerske, men som patient i isolationsenheden. Han var blevet smittet, mens han passede sit arbejde. Han døde nogle dage senere. Ebola er en virus, der smitter fra menneske til menneske via kontakt med inficeret blod eller andre kropsvæsker. Sygdommen begynder med feber og influenzalignende symptomer og senere kan der opstå blødninger. Risikoen for at blive smittet er stor, hvis man plejer eller rører ved ebolapatienter eller afdøde uden de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Ebola og DR Congo er knyttet tæt sammen. Det første kendte udbrud af Ebola fandt sted her i 1976 ved Ebolafloden, der har lagt navn til sygdommen. Hvor mekanismen for smitte mellem mennesker er klarlagt, er det fortsat en gåde, hvordan en epidemi begynder. Hvordan smittes det første menneske, og hvor ’gemmer’ virus sig mellem udbrud? Disse spørgsmål er undersøgt gennem de tredive år, man har kendt til Ebola, men er fortsat ikke endeligt afklarede. Man ved, at andre dyrearter end mennesket må spille en afgørende rolle. Aber kan blive smittet og dø af Ebola, og friskt abekød fra junglen menes at kunne overføre Ebola til mennesket. Men aber kan ligesom mennesket ikke overleve længe med Ebola i blodet, så virus må også gemme sig andre steder. Den seneste hovedmistænkte i denne videnskabelige gåde er flagermusen. For at stoppe en ebolaepidemi skal smittekæden fra menneske til menneske brydes. Medicinsk og teknisk viden er vigtige forudsætninger for, at dette kan lykkes, men gør det ingenlunde alene. Helt centralt står den tætte kontakt med lokalbefolkningen. Lokale forestillinger om såvel Ebola som gruppen af fremmede nødhjælpsarbejdere har ikke en fjern akademisk interesse, men en afgørende betydning for at bringe epidemien under kontrol. Erfaringen viser, at udefrakommende organisationer ironisk nok kan blive opfattet som en del af problemerne under et udbrud snarere end som en hjælp. Taber man tilliden i lokalbefolkningen, mister man adgang til patienter, og derved forlænges en epidemi unødigt. En isolationsenhed er helt central i bekæmpelsen af Ebola. Her brydes smittekæden, og selv uden en specifik behandling kan patienterne hjælpes med lindrende medicin og væsketerapi direkte i årerne. Isolationsenheden producerer imidlertid en række stærke symboler: Kun få patienter kommer ud i live. Medarbejderne er klædt i astronautlignende dragter, hvor kun øjnene er fri, og området er fysisk afskåret fra den almindelige verden og udsender tilmed en ram lugt af klor. Hvordan tolkes alt dette hos lokalbefolkningen? Hvordan opbygger man tillid med et scenario, der er så fremmedartet og på mange måder skræmmende? Synlighed og dialog synes essentiel. De nærmeste pårørende havde mulighed for at komme på sygebesøg inde i isolationen iklædt beskyttelsesudstyr og kunne her direkte observere og stille spørgsmål til pleje og behandling. For det omgivende samfund forsøgte vi yderligere at afmystificere begivenhederne i isolationen ved at synliggøre dem. Isolationsenheden bestod af en række mindre bygninger i det fri, som vi blot lod afgrænse af et hoftehøjt, stormasket plastikhegn. Det næsten symbolske hegn signalerede, at her ikke blev brugt tvang, og gav omverden mulighed for at se og tale med patienter eller medarbejdere, der opholdt sig udendørs. Den åbne tilgang viste sig dog ikke helt problemfri, da ubudne gæster i form af høns og en enkelt gedefamilie fandt vej ind i isolationen. Et atypisk lægearbejde at jage husdyr i Congo i astronautlignende dragt. Med mange patienter og pårørende var der fortsat forhandling om, hvorvidt den smittede skulle forblive i isolation. Særligt når døden var nært forestående, opstod der hos familierne et forståeligt behov for at prøve andre strategier. En præst var blevet smittet ved at have rørt lig under begravelser. Efter dage i isolation lå han nu på det yderste og var begyndt at bløde fra mundhulen. Hans far var fortvivlet og krævede ham øjeblikkeligt udskrevet. Det viste sig, at faderens ønske var at afholde en ceremoni med sønnen i dennes kirke. Efter lidt forhandling enedes vi om, at ceremonien ligeså godt kunne foregå i et stille hjørne af isolationsenheden, hvad faderen ikke havde forestillet sig ville være tilladt. Ceremonien blev afholdt i isolationen næste morgen, og ingen blev udsat for smitte. Præsten døde kort tid efter. I de berørte landsbyer rundt om Kampungo blev der foretaget aktiv smitteopsporing med små mobile hold, der hurtigt kunne transportere patienter til isolationen. Under tidligere udbrud havde der været negative reaktioner og frygt i landsbyerne, når de små hold ankom i pick-ups iført fuldt beskyttelsesudstyr. I landsbyerne omkring Kampungo undlod vi at dukke op som astronauter. Kun efter en konkret risikovurdering ville vi om nødvendigt iføre os sikkerhedsudstyret og altid i fuld offentlighed foran landsbyen, så alle havde en mulighed for at se, hvad der gemte sig i dragterne. En del af smitteopsporingen var opfølgning af noget så gammeldags som løse rygter om smittede, der af forskellige officielle og uofficielle kanaler nåede frem til os. Ebolapatienter blev også identificeret på baggrund af en udbrudsanalyse, der bestod i en kortlægning af alle smittede og deres relationer siden begyndelsen af epidemien. Her kunne man følge smitten sprede sig fra familie til familie og fra landsby til landsby, og det var muligt at kortlægge, hvilke personer der havde haft kontakt med en smittet. Disse potentielt smittede fulgte vi regelmæssigt i 21 dage efter deres sidste kontakt. Tidsrummet på 21 dage svarer til den periode, der kan forløbe, fra man smittes af Ebola, til de første symptomer udvikles. Til alle huse, hvor der havde opholdt sig en ebolapatient, sendte vi et særligt desinficeringshold, der eliminerede fortsat smittefare. Frygt er allestedsnærværende under et ebolaudbrud. De døende patienters frygt. De pårørendes og dine kollegaers frygt. Din egen frygt for smitte trods alle forholdsregler. I Kampungo kom frygten i lokalbefolkningen stærkest til udtryk i forhold til afdøde ebolapatienter. Ingen mødte op til begravelser, ingen ønskede et sidste kig på de afdøde, og gravene stod umærkede hen. Frygten forhindrede de normale ritualer forbundet med døden. Et hospital i en lidt større by, uden for det kendte epidemiområde, tog kontakt til os. En patient var angiveligt død af Ebola. Nu ville de gerne have hjælp til begravelse og desinfektion af hospitalet. Meldingen var overraskende, da vi ikke havde kendskab til smitte i det område. Den afdøde kunne heller ikke placeres i forhold til udbrudsanalysen. Hvis dette var en ebolapatient, ville en hel ny forgrening af epidemien være mulig, så vi rykkede hurtigt ud. På hospitalet hang frygten i luften. Ingen turde komme bare i nærheden af den isolerede stue. Vi fandt den afdøde i en akavet stilling hen over en gammel, hullet skumgummimadras uden betræk. Hans tøj var spredt rundt i lokalet, og hverken mad eller drikke var at finde. Vi fandt aldrig præcist ud af, hvad der var foregået op til døden. Tilsyneladende havde frygten for smitte hos personalet været så intens, at patienten i praksis var blevet efterladt på stuen uden pleje og var død helt alene. Før den døde blev desinficeret og placeret i en bodybag, tog jeg en prøve til analyse. Han blev begravet med et tropisk regnskyl som eneste gæst. Analysen viste senere, at han ikke var død af Ebola. En vanskelig ting ved at arbejde i Kampungo var den konstante påmindelse af, at man var midt i et udbrud. Der var ingen steder at undslippe dette faktum. For at minimere risikoen for smitte var fysisk kontakt forbudt. Så ingen håndtryk, knus eller kys i felten blandt de udsendte og over for lokalbefolkningen. Og det, som man havde allermest behov for, var lidt menneskelig varme. Det lykkedes dog at finde et lille smuthul i sikkerhedsreglerne. I isolationen, godt pakket ind i sikkerhedsudstyr, og før vi havde haft nogen form for patientkontakt, kunne vi tilbyde vores kollegaer måske verdens sikreste kram. I luften over Kampungo fik jeg på ny et kig ud over den uendelige congolesiske jungle. Ebolaudbruddet var kommet under kontrol, og jeg var på vej hjem. Dernede i alt det grønne gemte virus sig indtil det næste udbrud. Præcist hvor skal forskerne nok finde ud af, de elsker den slags uløste gåder. At Ebola har potentiale som biologisk kampstof, øger kun den videnskabelige interesse. Men også langt uden for videnskabelige og militære kredse er interessen for Ebola enorm. Det lykkedes den lille jungleby Kampungo at komme både i dansk fjernsyn og ud i hele verden med BBC World. Tidligere har Hollywood fantasifuldt iscenesat et udbrud med Dustin Hoffmann i hovedrollen i filmen ’Outbreak’. Ebola er godt stof. Den store interesse for Ebola kan forekomme absurd i DR Congo. I den store sammenhæng er Ebola et lille problem i et land, der befinder sig i en kronisk humanitær katastrofe med voldsom overdødelighed. Hver dag dør folk af sygdomme, der i modsætning til Ebola med lethed kunne behandles eller forebygges. Men de kroniske problemer, den stille død, får i langt mindre grad mediernes og omverdens bevågenhed. Dette seneste ebolaudbrud blev erklæret overstået 19. november.