0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Faglig ulandshjælp skaber demokrati

Ulandsstøtte er ikke kun katastrofehjælp. Vi skal give de demokratiske kræfter i ulandene redskaber til velstand og folkestyre, skriver dagens kronikør, der er forbundsformand i SiD. Han spørger, om regeringen er modstander af fagligt engagement.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

22. august 1899 døde 36 små udhungrede københavnske børn under ét år. Aldrig havde man i byen registreret så mange dødsfald blandt børn. Landets arbejdsgivere havde med den historiske storlockout i 1899 sendt 70.000 arbejdere hjem fra arbejdspladserne. De københavnske arbejdere kaldte lockouten for hungerskrigen.

Den hårde og bitre arbejdskamp blev afsluttet 5. september 1899: De Samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiverforening underskrev det såkaldte Septemberforlig, hvor arbejdsgiverne blandt andet anerkendte arbejdernes ret til at organisere sig.

Arbejdsmarkedet havde dermed fået sin egen grundlov og et fundament, der op gennem hele det næste århundrede blev forbedret med nye aftaler og rammer. Aftaler, der gav ro til udvikling af det danske samfund, så det i dag står som et af de rigeste og mest demokratiske samfund i verden. Fagbevægelsen har i over 100 år spillet en væsentlig rolle i opbygningen af velfærdssamfundet og udviklingen af demokratiet i Danmark.

Men ser man på de fattige udviklingslande rundt om på kloden undertrykkes arbejdernes faglige rettigheder ofte med en konsekvens og en brutalitet, der minder om de forhold, som danske arbejdere blev udsat for sidst i 1800-tallet.

De nyindustrielle samfund i udviklingslandene og de spæde demokratier i verden har brug for fagforeningerne. En stærk fagbevægelse, der kan organisere og samle arbejderne, er nøglen til velfærd, demokrati og fremgang i verdens fattige lande. Derfor vil det være i strid med al sund fornuft, hvis statsstøtten til dansk fagbevægelses internationale solidaritetsarbejde bliver fjernet, sådan som enkelte borgerlige politikere har foreslået.

Dansk Folkepartis Peter Skaarup tager fejl, når han hævder, at pengene til det faglige ulandsarbejde ikke er givet godt ud, og hellere vil bruge kronerne på sultkatastrofer og flygtninge, der skal sendes ud af landet.

Ulandsstøtte handler jo ikke kun om katastrofehjælp. Den handler først og fremmest om at give folkene og de demokratiske kræfter i ulandene nogle værktøjer, der kan være med til at skabe velstand for de svageste og styrke en demokratisk udvikling. Støtten og rådgivningen fra dansk fagbevægelse er med til at give arbejderne og de arbejdsløse i de fattige lande hjælp til at organisere sig for at få indflydelse på deres egne arbejds- og levevilkår og tage medansvar for samfundsudviklingen; en ret, de ofte bliver frataget.

Det er hjælp til selvhjælp og derfor en særdeles god investering, også hvis man som Skaarup er angst for fremtidens flygtningestrømme eller for størrelsen på ulandshjælpen. De fattige bliver støttet i at skabe organisationer på egne betingelser. Det er en metode til at blive uafhængig af almisser udefra og til fordeling af den økonomiske vækst, så den ikke forbliver i lommerne på en lille elite.

Et velreguleret arbejdsmarked er den bedste måde, hvorpå man kan modvirke flugten fra fattigdom og nød i retning af de rige lande.

Hvem ville flygte fra sit eget land og sit folk, hvis der var et håb om en bedre fremtid? Hvis folk kunne udøve deres rettigheder og på den måde forbedre deres forhold? Vi kan vælge at holde ulandene fast i håbløs fattigdom og halvkoloniale forhold, eller vi kan forsøge at hjælpe dem til at løfte sig selv.

Det målrettede støttearbejde, som dansk fagbevægelse udfører i ulandene, giver på den måde de fattige arbejdere og deres fagforeninger mulighed for at deltage i opbygningen af selvstændige demokratier i en tid, hvor kravene fra de multinationale selskaber om billig og kuet arbejdskraft vokser, og hvor presset for liberalisering af økonomien fra institutioner som Den Internationale Valutafond er konstant.

I februar 2003 udsendte Verdensbanken en rapport, der bekræftede, at en stærk fagbevægelse er med til at skabe vækst og stabilitet i et land. Høje organisationsprocenter for fagbevægelsen sikrer ikke blot den enkeltes løn- og arbejdsvilkår. De er også med til at sikre lav arbejdsløshed, lav inflation, højere produktivitet og et velfungerende arbejdsmarked. Noget, som verdens fattigste lande i høj grad har brug for.

Det lille kongedømme Swaziland i det sydlige Afrika er et eksempel på, at faglig kamp og menneskerettigheder går hånd i hånd. Landet har igennem flere år inviteret multinationale tekstilvirksomheder indenfor til skattefri produktion, i reglen uden faglige rettigheder. 300.000 af landets indbyggere lever på sultegrænsen, og landet regeres reelt af kong Mswati III, der hellere vil bruge penge på et supermoderne privat jetfly til 600 millioner kroner - det dobbelte af landets årlige sundhedsbudget - end på den lidende befolkning.

Landets fagbevægelse har udviklet sig til at være den stærkeste aktør i kampen for demokrati og menneskerettigheder i alliance med blandt andre arbejdsgivere og studerende.

Bevægelsen kræver mad til de sultende, aids-bekæmpelse og bedre infrastruktur. Efter store protester og generalstrejker sidste år besluttede det svage parlament, at kong Mswati III alligevel ikke kunne formøble landets midler på personlig luksus. Indkøbet af det nye jetfly blev droppet, men kampen for demokrati fortsætter i Swaziland. Fabriksarbejderforbundet SMAWU, som SiD samarbejder med, går i spidsen for den kamp, og forbundet er i hastig vækst.

I Lesotho, der også ligger i det sydlige Afrika, har fagbevægelsen ligeledes opnået flotte resultater: Fagligt samarbejde på tværs af grænserne har muliggjort flere kollektive overenskomster, der helt konkret betyder mad på bordet for de fattigste arbejdere i tekstilbranchen i det sydlige Afrika.

Der er tale om arbejderkvinder, der er blevet tævet og truet, når de stillede krav om mere i løn, bedre arbejdsforhold eller en rimelig arbejdstid.

I Lesotho oplevede tillidskvinden Marashalane Ramaliehe at blive stukket i halsen med en saks af værkføreren, da hun klagede over, at arbejderne ikke fik deres løn.

I Sydafrika blev landarbejderen Jonathan Mandlati slået ihjel af sin chef. Kun pres fra fagbevægelsen har gjort, at mordet blev efterforsket.

Der foregår daglig rystende overgreb, men den internationale faglige solidaritet er med til at bevare håbet om en bedre fremtid.

I Ecuador blev flere hundrede lovligt strejkende bananarbejdere sidste år overfaldet af banditter betalt af arbejdsgiveren, og ni blev skudt og såret. 33-årige Mauro Romero måtte have amputeret det ene ben. Han kunne først ikke få behandling på hospitalet, fordi firmaet ikke havde indbetalt hans sygesikringsbeløb til staten

Flere hundrede fagligt aktive bliver myrdet hvert år på globalt plan, og tusinder fængsles og tortureres. 246 millioner børn mellem 5 og 17 år er i arbejde, og 12.000 af dem dør årligt på grund af farlige arbejdsforhold. Hvem forsvarer deres menneskerettigheder? Først og fremmest fagbevægelsen.

Der er stort behov for at modvirke, at priserne i den internationale konkurrence dumpes ved at snyde med de sociale vægtskåle eller ved at se stort på menneskerettighederne. I Colombia er 130 faglige tillidsfolk blevet dræbt inden for det sidste år, uden at ét eneste menneske er blevet retsforfulgt eller dømt i den anledning. Fagbevægelsens arbejde lægger pres på regeringerne, for at de beskytter de grundlæggende menneskerettigheder, herunder de faglige.

De steder, hvor det lykkes at skabe en faglig bevidsthed og organisering på arbejdspladserne, oplever arbejderne derfor en meget konkret uddannelse i demokrati. Uddannelse i, at man har rettigheder, både på jobbet og i samfundet som helhed. Undervisning i, at det er muligt at ændre på tingenes tilstand, selv om man er fattig.

Den faglige organisering giver en tro på egne kræfter og på en demokratisk fremtid, der næppe kan overvurderes: Det er en vej ud af håbløsheden.

Faglige projekter med fokus på blandt andet uddannelse, arbejdsmiljø, ligestilling og kollektive aftaler kan medvirke til, at folk i ulandene måske ikke behøver at vente 100 år på at opnå det, som fagbevægelsen har været med til at opbygge i Danmark.

SiD samarbejder med fagforeninger om projekter i Latinamerika, Afrika, Asien, Mellemøsten og Central- og Østeuropa. Samarbejdspartnerne bliver blandt andet valgt ud fra en vurdering af den demokratiske udvikling inden for organisationen og i samfundet og på de svage gruppers position i foreningen. I en analyse foretaget for Udenrigsministeriet i 2000 skriver konsulentfirmaet Carl Bro, at »SiD's støtte til fagbevægelsen i udviklingslandene er en vigtig del af dansk udviklingsbistand, som får endnu større betydning for at fremme respekten for arbejderrettigheder, menneskerettigheder og demokrati i disse års globalisering«.

Det var derfor ikke uden grund, at viceudenrigsminister Bertel Haarder udtrykte stolthed over dansk fagbevægelses hjælp til at opbygge stærke, fredelige og bæredygtige foreninger, da han sidste år besøgte et fagligt projekt støttet af SiD i Mozambique.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen giver udtryk for en lignende holdning i bogen 'I godtvejr og storm'. Her siger statsministeren, at det handler om at give demokrati- og menneskerettighedsbistand samt bidrag med folkeoplysning og udvikling af sociale systemer, og at »målet er at udvikle det, man med et fint ord kalder civilsamfundet«.

Det er vi helt enige med statsministeren i, og det er netop det, SiD og Fagbevægelsens Ulandssekretariat gør: Vi er med til at hjælpe demokratiske og faglige organisationer til at opnå en styrke og en viden, der gør, at de kan forsvare og repræsentere de lønmodtagere, der ellers bliver solgt til højestbydende. Uden den faglige ulandsstøtte vil de fattige blive endnu fattigere.

Det ligner mest af alt et ideologisk korstog, når Venstres udenrigspolitiske ordfører ønsker at fjerne støtten til fagbevægelsens ulandsarbejde til fordel for bistand til menneskerettigheder og demokrati: En stærk fagbevægelse er mange steder de fattiges eneste mulighed for at opnå reelle menneskerettigheder.

Man skal i den sammenhæng ikke glemme, at arbejderrettigheder også er en slags menneskerettigheder

I det politisk og økonomisk turbulente Zimbabwe har den demokratiske opposition, MDC, rødder i landets fagbevægelse, der er støttet af bl.a. SiD. Da Danmark i 2002 lukkede sin ambassade i landet og dermed fratog oppositionen i Zimbabwe en vis fysisk sikkerhed og en samarbejdspartner, var det op til projektarbejdere fra dansk fagbevægelse og enkelte andre humanitære organisationer at støtte de demokratiske kræfter i landet, hvilket MDC's formand, tidligere leder af landets LO, Morgan Tsvangirai, da også offentligt har sat pris på.

SiD's internationale solidaritets- og bistandsarbejde bliver aktivt støttet af mange af forbundets medlemmer over hele landet.

Solidaritetsgrupper til projekterne laver hvert år et stort frivilligt solidaritetsarbejde rettet mod de fagforeninger, SiD samarbejder med. Det giver en stor mellemfolkelig forståelse.

Fagbevægelsen modtog i 2002 blot omkring 1 procent af Danidas samlede støtte til ulandsarbejde. SiD betaler selv 13 procent af forbundets internationale solidaritetsarbejde, og det er en høj andel i den sammenhæng. Det væsentlige er, at Danidas penge bliver brugt til konkret udviklingsstøtte, som arbejdere i ulandene kan mærke. Der er tale om håndfast solidaritet over grænser, og det er der brug for i en tid, hvor de fattigste arbejdere ofte ender som taberne i det store globaliseringsspil. Uden fagbevægelsen ville mange mennesker stå svagere i kampen for mere demokrati og national selvbestemmelse.

Der er da også en klar tendens til, at fagbevægelsen i mange ulande påtager sig et stadig større ansvar i opbygningen af demokrati og velfærd, nøjagtig som det har været tilfældet i Danmark.

I lande som Palæstina, Mozambique og Angola sker opbygningen næsten helt fra bunden.

I Nicaragua har landarbejderforbundet ATC, som har været SiD's partner siden 1982, spillet en meget positiv rolle under den såkaldte kaffekrise, der har betydet sult og ekstrem fattigdom for tusindvis af nicaraguanere: 600.000 fast- og løstansatte mistede deres arbejde på grund af faldende verdensmarkedspriser.

ATC var initiativtager til en aftale, der ikke blot sikrede, at regeringen tog hånd om de øjeblikkelige problemer med sult og arbejdsløshed, men også at der bliver udarbejdet en strategi, der fremover kan gøre landet mindre sårbart over for fald i prisen på kaffe og sikrer folk bolig og uddannelse.

Aftalen er et svendestykke i forhandlingsteknik.
Flere humanitære organisationer har også beskæftiget sig med kaffekrisen, der er et godt eksempel på samarbejde mellem fagbevægelsen og andre demokratiske kræfter.

De fattige lande har som regel ikke råd til en socialstat. Selv håndhævelse af lovene kræver flere ressourcer, end regeringerne råder over.

Derfor oplever vi også udvikling af samarbejdet mellem ministerier og faglige organisationer.

Det har ført til uddannelse og udnævnelse af folkelige og faglige inspektører på arbejdsmarkedet og på miljøområdet i flere lande.

Organisationerne dækker områder, der normalt befinder sig uden for lands lov og ret. Fagbevægelsen er derved med til at gøre udviklingen af civiliserede samfund mulig.

Man kunne faktisk godt få den mistanke, at det netop er fagbevægelsens store engagement og indflydelse, regeringen har noget imod.

I lande som Storbritannien og New Zealand har borgerlige regeringer konsekvent arbejdet på at svække fagbevægelsen og derefter fjernet store dele af den offentlige velfærd, som det har taget årtier at bygge op. Det er også den dagsorden, VK-regeringen har sat i Danmark. Men det er ikke en strategi, der hjælper mennesker i verdens fattige lande. Tværtimod.

Det er også i andre sammenhænge en snæversynet og kortsigtet strategi:

Velfærden i Danmark er i høj grad bestemt af danske virksomheders eksportmuligheder på de internationale markeder.

Et af midlerne til at forbedre dansk eksport og dermed fastholde arbejdspladser i Danmark er at forhindre hensynsløse regeringer og multinationale selskaber i at producere billige varer under umenneskelige forhold.

Det gøres bedst ved at arbejde på at få civilsamfundet til at fungere i ulandene. Det arbejde er fagbevægelsen i fuld gang med!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere