0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Statens Kunstråd

Hvis en ny kulturminister vil soignere og rense forskellige kulturloves forståelse af armslængdeprincippet for politisk og bureaukratisk grums, giver professoren et indblik i, hvordan et Statens Kunstråd kan fungere med inspiration fra b

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvis en ny kulturminister vil soignere og rense forskellige kulturloves forståelse af armslængdeprincippet for politisk og bureaukratisk grums, giver professoren et indblik i, hvordan et Statens Kunstråd kan fungere med inspiration fra Sverige, Norge og England.

I regeringsgrundlaget 'Vækst, velfærd - fornyelse' hedder det om kulturpolitikken, at for at sikre uafhængighed, kvalitet og fornyelse skal der ske en kontinuerlig udskiftning af medlemmerne i de råd, nævn og udvalg, der på statens vegne bevilger kunststøtte. Det er der sådan set ikke noget nyt i. I de fleste pengeuddelende instanser under Kulturministeriet sidder medlemmerne 3-4 år, og så udskiftes hele baduljen. Umiddelbar genbeskikkelse kan normalt ikke finde sted.

Når man skriver, som man gør i regeringsgrundlaget, giver det indtryk af, at det hidtil har været en eller anden indspist klike, der nepotistisk har siddet på kunststøttens pengekasser. Og at man nu vil gøre op med dette. Men det er altså en kamp mod vejrmøller og ideologiske spøgelser, man går i lag med. Virkeligheden er anderledes, end regeringsgrundlaget forestiller sig.

Når det så er sagt, så er der grund til at hilse velkomment, at den nye regering vil bevare armslængdeprincippet i kulturpolitikken. Det kan man ikke læse direkte ud af regeringsgrundlaget, men indirekte står det der, fordi det netop hører med som et centralt karakteristikon ved den danske udgave af armslængdeprincippet, at medlemmer af kunststøtteudvalg udskiftes med forholdsvis kortvarige mellemrum for at hindre skævvridninger og énsidigheder i kunststøtten. Og når regeringen holder fast i dette udskiftningsprincip, må det jo betyde, at armslængdeorganerne, hvori udskiftningen sker, bevares.

Armslængdeprincippet i sin danske udformning er et magtadskillelsesprincip i den offentlige kulturpolitik. På den ene side træffer det politiske system beslutning om, hvilke overordnede kunstneriske og kulturelle formål der skal modtage offentlig støtte, og hvor store beløb der skal afsættes på budgettet til det.

På den anden side træffes de konkrete beslutninger om støttetildeling af små sagkyndige råd og nævn, som rummer kunstnere og andre eksperter. Disse råd og nævn er besluttende. Deres medlemmer udskiftes efter en kort årrække.

Armslængdeprincippet er indført i demokratiet for at sikre den kunstneriske frihed og for at undgå enhver mistanke om, at der sker en partipolitisk styring af kunst og kultur gennem den offentlige støtte. Støtten skal gives ud fra kunstneriske og kulturelle kriterier og ikke ud fra, hvad man kan tro vil gavne partiet, staten eller kommunen. Særlig vigtigt i princippets danske udformning er, at kunstnerne selv har indflydelse gennem udpegning af medlemmerne til armslængdeorganerne eller ved, at der altid sidder kunstnere disse steder. Dermed varetages der en dansk tradition for selvforvaltning.

Armslængdeprincippet er langtfra det dominerende princip i dansk kulturpolitik. Hovedparten af kulturpolitikken føres af bureaukrater og politikere. Det er dem, der beslutter om den offentlige støtte til alle de store, tunge og dyre institutioner. Armslængdeorganerne retter sig mere mod tidsbegrænset, ad hoc-præget støtte til det ene eller andet formål. Treårige stipendier til kunstnere, støtte til enkeltstående teater- og danseprojekter er eksempler på den type kunstnerisk aktivitet, der bedømmes af armslængdeorganer.

Og gennem de senere år er armslængdeprincippet så blevet anfægtet i diverse kulturlove, så det ikke fremstår så rent og tydeligt længere. Flere armslængdeorganer skal nu udarbejde handlingsplaner, der skal godkendes i Kulturministeriet, nogle skal sammen med ministeriet udvikle satsningsområder. For en del armslængdeorganer gælder det, at ministeren i påkommende tilfælde og uden lovændring kan tilbagekalde kompetencen og selv fordele pengene. Alt i alt har vi fået et lidt sløret forhold til den principielle magtadskillelse, og det kan nok være værd at se på for en ny kulturminister, om man ikke bør foretage en soignering og rense forskellige kulturloves forståelse af dette armslængdeprincip for alskens politisk-bureaukratisk grums.

Det karakteristiske for dansk kulturpolitik generelt er, at vi har et forholdsvis stærkt ministerium for kunst og kultur, og at vi gennem årene har udfoldet kulturpolitikken gennem love om de enkelte kunstneriske områder. Vi har en teaterlov, en musiklov, en lov om Statens Kunstfond, en litteraturlov, en billedkunstlov og en lov om Kulturministeriets Udviklingsfond. Og for hver lov er der et eller flere armslængdeorganer. Vi har således Teaterrådet, Statens Musikråd, otte tremandsudvalg under Statens Kunstfond, Litteraturrådet, Billedkunstrådet og bestyrelsen i Kulturministeriets Udviklingsfond.

Andre lande har organiseret deres kulturpolitik anderledes. I Sverige er der f.eks. et mindre departement, mens myndigheden Statens Kulturråd uddeler penge (ca. 1 mia. kr. om året). Ikke alene til projekter og lign., men også f.eks. til faste regionale institutioner. Statens Kulturråd rummer altså dels de opgaver, der ligger i en lang række af de råd og nævn, vi har i Danmark, dels nogle opgaver, som i Danmark hører hjemme i Kulturministeriet.

Det administrative snit er lagt anderledes i Sverige. Kulturrådets bestyrelse i Stockholm består af 13 medlemmer udpeget af regeringen for en tidsbegrænset periode. Her er kunstnere og politikere (f.eks. EU- og landstingspolitikere, men ikke rigsdagspolitikere) repræsenteret. Bestyrelsen er altså ikke nødvendigvis i sin helhed kunstkyndig. Under denne bestyrelse er der nedsat nogle arbejdsgrupper for de forskellige kunstområder bestående af fagfolk, hvoraf nogle træffer beslutning om støtte, andre laver indstillinger til bestyrelsen.

Billedet af armslængden i Sverige er altså også mudret, men mudret på en anden måde end i Danmark. Bestyrelsen for Statens Kulturråd er ikke et rigtigt armslængdeorgan, dertil er der for megen politikerindflydelse i den. Man opererer ikke med den principielle magtadskillelse. Og desuden består bestyrelsen af mennesker, der har vældig meget andet at lave. De kan derfor ikke have tid til at følge kunsten bredt eller til at være ordentligt inde i de sager, de skal behandle. De må i høj grad føres ved hånden af embedsfolkene.

På nogle punkter minder konstruktionen i Stockholm i øvrigt om det engelske Arts Council eller om det norske Kulturrådet.

Når den ny kulturminister i Danmark, Brian Mikkelsen, i flere avisinterview har udtalt, at der skal ryddes op i udvalg, råd og nævn på Kulturministeriets område, så kunne man da godt som tankeeksperiment forestille sig en konstruktion i Danmark svarende til Statens Kulturråd i Sverige.

Og jeg giver mig nu i det følgende til at fantasere ud i den blå luft. Det kan undertiden være gavnligt at lade tankerne flyve på den her måde. Man kan få nye ideer, også nye ideer, der ikke dur, når man prøver dem af i virkeligheden.

Man kunne f.eks. forestille sig, at der blev etableret et Statens Kunstråd under Kulturministeriet, med en tidsbegrænset udpeget bestyrelse på mellem syv og elleve medlemmer, som skulle overtage de opgaver, der nu ligger i Teaterrådet, Statens Musikråd, Statens Kunstfond, Litteraturrådet, Billedkunstrådet og Kulturministeriets Udviklingsfond. Samt eventuelt nogle af de opgaver, der vedrører de mere faste institutioner, og som for øjeblikket varetages i ministeriet. Man skulle altså ophæve seks love med deres fintmaskede støttesystemer og i stedet vedtage en lov om Statens Kunstråd med nogle specifikationer af, hvad dette råd kunne støtte.

Bestyrelsen for et sådant Statens Kunstråd ville selvfølgelig være nødt til at nedsætte nogle arbejdsgrupper rettet mod de enkelte kunstarter, men man burde kunne indskrænke de nuværende tretten armslængdeorganer til seks-otte arbejdsgrupper under bestyrelsen for Statens Kunstråd.

Helt essentielt for at sikre kunstnerisk frihed vil det være, at bestyrelsen kommer til at bestå af kunstnere og andre med fornemmelse for, hvor kunsten bevæger sig hen i de her år. Det nytter ikke at gøre sådan en bestyrelse til parkeringsplads og taksigelsessted for personer, der har udfoldet mange års tro tjeneste. Det skal være folk med fingeren på den kunstneriske puls også i forhold til de kunstfænomener, der går på tværs af de kendte kunstarter.

Med oprettelsen af et Statens Kunstråd i Danmark ville man være nær ved at oprette et departement for kunststøtte dvs. mange kunstneres ønskedrøm om et særligt ministerium for kunst ville blive realiseret i mindre skala.

Statens Kulturråd i Stockholm fungerer i forhold til nogle overordnede mål for kulturpolitikken, som den svenske regering, Riksdag og interesserede parter har diskuteret over en lang periode, inden de bliver vedtaget af Riksdagen. Sådan en tradition, hvor de generelle rammer for støttepolitikken udstikkes af det politiske niveau, har vi ikke i Danmark. Det nærmeste, vi kommer, er de kulturpolitiske redegørelser, som skiftende kulturministre har forelagt Folketinget, men hvor der sjældent er tale om den type skarpe og profilerede målsætninger, svenskerne arbejder med.

Hvem kan f.eks. forestille sig overordnede mål for dansk kulturpolitik udbasuneret således: »at fremme kulturel mangfoldighed, kunstnerisk fornyelse og kvalitet og derigennem modvirke kommercialismens negative virkninger« eller »at give kulturen forudsætninger for at være en dynamisk, udfordrende og fri kraft i samfundet«. Og sådan er faktisk det tredje og fjerde delmål for svensk kulturpolitik vedtaget af Riksdagen for fire år siden.

Hvis man nu forestiller sig alle de danske kunststøttende råd og nævn erstattet med et Statens Kunstråd, vil det så være til gavn og glæde for kunsten? På nogle områder vil det nok. Man snakker ofte om, at der er nye kunstneriske former, der falder imellem de eksisterende råd og nævns faglige områder og derfor har svært ved at gøre sig gældende blandt ansøgerne om kunststøtte.

Det vil kunne modvirkes, når det kun er én instans, Statens Kunstråd, man sender sin ansøgning til. Man vil også kunne forestille sig, at dette uafhængige organ vil kunne blive en stærk fortaler for kunsten og dens betydning ind i det politiske system. Det er mit indtryk, at man i nogle af de lande, hvor man har sådan et uafhængigt kunstråd, i virkeligheden har fået etableret et kunstens talerør ind i politikken. Men også et sted, hvor kunstneriske, kulturelle og kulturpolitiske udviklingstendenser kan diskuteres.

Eksemplet kan være Norsk Kulturråd, der afholder temaorienterede offentlige møder, igangsætter redegørelser og evalueringer og publicerer, dvs. er med til at sætte dagsordenen for den kulturpolitiske diskussion. På andre områder vil et Statens Kunstråd være en centralisering, der vil betyde, at folk med et kunstnerisk projekt kun har ét sted at gå hen med deres ansøgning, hvor de i dag måske har to eller tre muligheder i det eksisterende system. Det er ikke sikkert, at en sådan centralisering er til gavn for den kunstneriske mangfoldighed.

Det helt afgørende for et Statens Kunstråd vil være, om armslængden kan bevares. Og dér kan man da nok have sine tvivl. Det vil i givet fald være et sted, hvorfra der årligt skal uddeles offentlig støtte i størrelsesordenen 400-600 mio. kr. Og så skulle det ikke undre mig, om det pludselig blev partipolitisk interessant at sidde med ved bordet i bestyrelsen. Og hvis nogle af de tunge regionale institutioner som landsdelsscener og -orkestre blev lagt ind under kunstrådet, ville det pludselig blive meget interessant for institutionspolitikere at sidde i bestyrelsen. Det ville så lynhurtigt betyde, at bestyrelsen kom til at miste fagkyndighed. Den ville i stedet let udvikle sig til et hyppebed for særinteresser. Det er kun, hvis det kan lade sig gøre at sammensætte en stærk og uafhængig bestyrelse for Statens Kunstråd på armslængdes afstand af politikere, at hele konstruktionen overhovedet bliver interessant i forhold til kunsten og dens udviklingsmuligheder.

Man bør også betænke den danske tradition for selvforvaltning. Derfor bliver det også afgørende, om man kan finde måder, hvorpå kunstnere og deres organisationer spiller sammen med og deltager i arbejdet i Statens Kunstråd.

Forestiller man sig at virkeliggøre denne idé, så skal man også være på det rene med, at man sætter en stærk kulturpolitisk aktør på banen. Og det skal være det, man vil. Man skal ville et sted, hvorfra kunstens behov bliver kanaliseret ind i det politiske system og ud i den offentlige debat. Og man skal fra det politiske system være parat til at lægge øre til, hvad der kommer fra kunstrådet.

Er det her ikke grebet ud af den blå luft? Det er vel rene feberfantasier? Nja ... det er faktisk sådan, at den ministerielle struktur med oprettelsen af Kunstsekretariatet, der betjener alle de omtalte råd og nævn med undtagelse af Statens Kunstfond, stort set er etableret. Det betyder bare ikke, at så kan man sætte det her i værk lige her og nu. Man bliver nødt til meget mere indgående, end jeg har gjort her, at se på erfaringer fra Sverige, England og Norge, ikke alene med deres kulturråd eller Arts Council, men også med hvordan de politiske, kunstneriske og administrative systemer og traditioner, som disse institutioner fungerer i forhold til, er.

Og så kan man da også kikke på Århus Kommune, der inden for den kommunale kulturpolitik oprettede et kunstråd for godt et år siden til at tage sig af uddeling af de frie kulturmidler inden for samtlige kunstarter og til at evaluere de faste kulturinstitutioner.

Er det her så vejen frem for den danske statslige kulturpolitik? Som jeg har antydet, kan der både siges for og imod. Og der er garanteret langt flere imod'er, end jeg har kunnet forestille mig. Så svaret må vel nærmest blive et klart klingende: Nja ...