Kulturministeren og Det Danske Filminstitut har underskrevet et filmforlig, der med statsgaranti ikke kommer til at føre de kulturbærende danske biografer ind i den digitale tidsalder. Branchen har selv båret ved til bålet. Det er så tåget, at man ikke engang kan se toppen af Eiffeltårnet. De europæiske biografer i sammenslutningen Europa Cinemas er samlet til årskongres i Paris og kan heldigvis være ligeglade med novembervejret. Weekenden tilbringes alligevel i Novotel Paris Tour Eiffels iltfattige og vinduesløse konferencesale – kun oplyst af de powerpointpræsentationer, som biograffolk og indbudte eksperter har med hjemmefra. Inden det bliver rigtig alvor, skal der dog lige uddeles priser. Det sker i den hæderkronede Cinéma Le Balzac i en sidegade til Champs-Élysées. Her hyldes årets bedste biografentreprenør, årets bedste aktivitet rettet mod yngre tilskuere og endelig den biograf, der på europæisk niveau vurderes at have leveret årets bedste programlægning. I 2006 modtog Grand Teatret den helt efter bogen ustyrligt grimme og vildt tunge pokal i sidstnævnte disciplin – i konkurrence med mere end 600 biografer i 30 lande. I år var det gode kolleger i Vilnius, der modtog prisen. Efterfulgt af Cannes-festivalens programchef, Thierry Frémaux, der præsenterede en serie gamle film af Lumière-brødrene i nyt, digitaliseret format. Og siden Wim Wenders, der viste klip fra sin allernyeste film om koreografen Pina Bausch – i 3D. Det lignede en symbolsk understregning af konferencens hovedtema, for atter i år stod digitaliseringen af de europæiske biografer øverst på dagsordenen. For den danske delegation var der nu ikke så meget at feste for. Tværtimod, for vores udenlandske kolleger måtte hovedrystende konstatere, at hvis Europa Cinemas nogensinde ville uddele en pris for dummeste biografbranche, så måtte denne da så afgjort gå til Danmark. Det, som vore udenlandske kolleger hæftede sig ved, var ikke kun det nyligt afsluttede filmforlig (filmaftalen 2011-2014) og den vildt utilstrækkelige støtte, som der er blevet afsat til at digitalisere landets biografer. Nej, i særdeleshed var man rystet over, at det danske biografmarkeds største og rigeste aktører – Nordisk Films Biografer, CinemaxX og en række af landets store provinsbiografer – i fællesskab bekæmper det, som vi alle var i Paris for at få til at blive til virkelighed. Og det projekt handlede i al enkelhed om at få løftet de kunstnerisk funderede biografer ind i digitaliseringens tidsalder, naturligvis i samarbejde med vores respektive filminstitutter og kulturministerier. Efter at have spillet med musklerne over for en række kulturforvaltninger rundt om i landet er de danske popcornbiografer gået hele vejen til EU for at få underkendt kommunernes ret til at støtte digitalisering af mindre, lokale biografer. Også selv om ingen af mindre, lokale biografer har bedt om at skulle smide 35-mm-fremviserne ud og vise film efter de unødigt høje (og hundedyre) 2K-krav, som Hollywood uimodsagt har fået lov til at definere som fælles minimumsstandard for alle biografer, uanset om man viser 3D eller ej. Denne konkurrenceforvridning i de store mainstreambiografers favør er der til gengæld ikke nogen, der har beklaget.
Lad os tage filmaftalen først. Som Det Danske Filminstitut (DFI) har præsenteret aftalen for biograferne, hviler den på to søjler. Dels skal publikum sikres adgang til især danske film, ved at man støtter digitaliseringen af mindre biografer ude i landet. Og dels vil man støtte digitaliseringen af de såkaldte art cinemas, dvs. de biografer, der kæmper for den kulturelle mangfoldighed i biograflandskabet – defineret ved, at den enkelte biografs repertoire som minimum består af 60 procent europæiske film. Det er den sidste del af aftalen, som jeg forholder mig til. Og det ser skidt ud. Ikke kun fordi den nu vedtagne støtte på 200.000 kroner kun udgør ca. en tredjedel af den reelle omkostning ved en digitalisering af én enkelt biografsal, men også, fordi støtten pludselig – og det havde ingen set komme – udmøntes pr. biografadresse i stedet for pr. biografsal. Da lige præcis den del af aftalen blev meldt ud, var der mange biografer, der troede, at det måtte bero på en fortalelse. Eller i værste fald en misforståelse. Efterfølgende har kulturministeren imidlertid uddybet ved at præsentere biograferne for en ny formulering. Nu er filmforligets intention omformuleret derhen, at det ikke længere handler om at digitalisere de kulturbærende biografer i Danmark, men om, at alle biografer i Danmark fremover skal råde over mindst én digital sal. Ikke alene er der pokker til forskel, men modellen giver slet ikke mening, for overgangen til digital fremvisning kan umuligt finde sted, hvis biograferne kun er delvist klædt på til opgaven. Når alle film på markedet vil blive tilbudt biograferne i digitalt format, står flersalsbiograferne over for ikke så lidt af en udfordring, for hvad skal der køre i biografens øvrige to, tre, fire eller fem sale, der nu ikke er fundet støtteværdige? Hvis ikke det gammeldags filmformat udfases fuldstændig, er der ingen ræson i at digitalisere. Hvis den bagvedliggende ’intention’ er, at biograferne nu selv må løfte opgaven – meget modsat de signaler, der over de sidste par år er udgået fra DFI – så er vi altså mange, der har svært ved at forstå, hvorfor formidlingen af kunstneriske film overhovedet er skrevet ind i forliget. I Paris talte jeg med Torben Wolsgaard, der driver to sale i københavnerbiografen Vester Vov Vov. Med 200.000 kroner i støtte mangler han 1.000.000 kroner for at kunne iværksætte en digitalisering af sin biograf.
