Kan velstand opnås uden demokrati? Kan et demokrati og et diktatur samarbejde og stræbe mod fælles mål – velstand og forsoning – uden at demokratiet taber til diktaturet? Kan sidstnævnte bruge førstnævnte som eksempel for sin videre udvikling? Spørgsmålene står i kø, når verden anskues her fra den taiwanske hovedstad Taipei. Den demokratiske østat har netop gennemført lokalvalg, der også blev en popularitetsmåling på, om Taiwan skal fortsætte sin tilnærmelse til den kulturelle ’storebror’ på det kinesiske fastland. Inden vi nærmer os nogle svar, skal historien starte en solbeskinnet decemberdag på øen Kinmen ud for Kinas sydkyst. Kinmen og de tilhørende småøer har en befolkning på 60.000 og er politisk-administrativt en del af Taiwan. Med fly tager det en times tid at komme fra Taipei til Kinmens hovedø, som ligger inden for synsvidde (mindre end tre kilometer) af det kinesiske fastland. I klart vejr går det fint at se ind på kystlandskaberne i den kinesiske Fujian-provins. Kina er tæt på, Taiwan er langt længere væk.
Den tidligere koldkrigsfrontlinje er i dag nationalpark og et paradis for ornitologer. Øens store attraktion for den voksende strøm af turister er fuglelivet. På en af strandene står resterne af en camouflagemalet befæstning, hvorfra det er ideelt er iagttage de store fugleflokkes sving ud over farvandet. Ved siden af en kampvogn har en lokal kunstner opstillet en gigantisk megafon af metal, der minder os om, at vi her står ved den yderste frontlinje af det, vi engang kendte som den kinesiske borgerkrig. Et lokalt militærmuseum rummer vidnesbyrd om, at denne borgerkrig langtfra sluttede med oprettelsen af Den Kinesiske Folkerepublik 1. oktober 1949. Senere i samme måned forsøgte Mao-Kinas kommunistiske ’befrielseshær’ at invadere Kinmen med en regulær landgang, men invasionsstyrken blev effektivt nedkæmpet af Chiang Kai-sheks hær. Chiang var en elitær nationalist og USA’s nære allierede helt frem til sin død i 1975. Da han forlod denne verden, var hans ø ’Republikken Kina’ undervejs til at blive et af det 20. århundredes helt store økonomiske succeshistorier. Efter 1949 fulgte en periode, hvor de to kinesiske diktaturer holdt hinanden i skak. Da Koreakrigen brød ud i 1950, mente Chiang, at han kunne invadere fastlandet og tage det tilbage fra Maos kommunister. Men USA sagde nej. En augustdag i 1958 indledte kommunisterne fra fastlandet et intensivt artilleribombardement af øgruppen, som på halvanden time blev ramt af 30.000 granater. Beskydningen varede i 44 dage, og Kinmen blev ramt af 479.554 granater (ja, folk er besat af tal herude). Først da USA sendte hangarskibe til farvandene omkring Taiwan, holdt bombardementerne op. Men alligevel ikke helt. Beijing tilbød en af de mest besynderlige våbenhviler, som militærhistorien nogensinde har set: Kina ville kun skyde på Kinmen på ulige datoer. Men konflikten om Kinmens og Taiwans fremtid havde endnu ikke fundet sin løsning, så i de følgende tyve år fortsatte bombardementerne. Frem til 1978 affyrede kinesisk artilleri såkaldte ’propagandagranater’. De indeholdt ikke traditionel ammunition, men propagandaskrifter, der slog til lyd for Taiwans genforening med ’moderlandet’. I alt er det blevet til omkring fem millioner af disse noget specielle propagandagranater (taler af Formand Mao og den slags). Da Kina skiftede politisk kurs fra 1979, ophørte beskydningerne helt. Tidligere dødsfjender I dag har Wu Zen-tung gjort en forretning ud af denne dystre arv fra den kinesiske borgerkrig. Han er smed og fremstiller knive, enestående og kunstfærdige stykker håndværk. Wu har skabt sig en velbeslået forretning ved at indsamle resterne af de propagandagranater, som Kina beskød Kinmen med. I sit smedeværksted smelter han granatstykkerne om til knive – køkkenknive og pynteknive, små og store, mange af dem dekorative pragteksemplarer. De sælges i stort tal til besøgende turister. ’Maestro’ Wu, som han kaldes her, har realiseret det gamle FN-slagord om at forvandle sværd til plovjern. Mesteren mangler ikke materialer til sit imponerende håndværk. I værkstedet står der stabler af flækkede granater. Han smiler og peger på dem: »De er gaver fra Mao Zedong«. I dag, et halvt århundrede efter den besynderlige artillerikrig i august 1958, er det en ganske anden form for beskydning, som Kinmen udsættes for. Med 16 daglige skibsanløb fra det kinesiske fastland er der sat gang i en veritabel invasion af turister fra fastlandet. For dem, der ikke har råd til at tage en af de 280 ugentlige flyforbindelser mellem Kina og Taiwan, er den lokale bådfart fra Fujian-provinsen oplagt. Syv ud af ti besøgende på Kinmen er i dag fra det gamle fjendeland. Hvis ikke det var, fordi at myndighederne i Taiwan har sat en loft på 2.000 daglige besøgende, ville både Kinmen og det øvrige Taiwan være oversvømmet af besøgende. »Vi er ikke i tvivl om, hvornår en turistgruppe er fra Kina«, forklarer min ledsager. »Deres adfærd er støjende, og de mangler almindelig høflighed«. Støjende eller ej, kineserne skæpper i kassen. Den massive strøm af kapital og varer fra Kina til Taiwan suppleres af en menneskelig invasion. 40 procent af Taiwans samlede udenrigshandel er med Kina. Taiwan har nu for mindst 100 milliarder dollar i investeringer i Kina, og næsten en million taiwanere er fastboende i Kina. Den økonomiske balance mellem de to republikker er massivt i Taiwans favør. Østaten sælger for dobbelt så meget til Kina, som den importerer derfra. I den butik, der er knyttet til Wus smedeværksted, er priserne på de mange, fornemme køkkenknive nu angivet i både den kinesiske valuta ( Renminbi) og den taiwanske NT ( New Taiwan Dollar). Om kort tid skal de to staters myndigheder diskutere betingelserne for udvidet samarbejde inden for den finansielle sektor. Kan denne øgede integration mellem to tidligere dødsfjender fortsætte, uden at Taiwan før eller siden må yde afgørende politiske indrømmelser: afgivelse af handlefrihed, suverænitet og afvikling af de store demokratiske fremskridt, østaten har opnået?
