12. juli 1951, ud for Filippinerne Foreløbig må jeg anerkende det officielle navn 'Stillehavet' endnu har vi ikke en eneste gang gynget mere, end man gør på enhver storebæltsoverfart og sjældent har jeg set så små krusninger på Storebælt som her i Stillehavet, og jeg har dog tilbragt snart mere tid på Stillehavet, end jeg har på Storebælt. Galathea bevæger sig for øjeblikket i den nordlige, ret lave del af Philipinerdybet her er kun dybder fra 6000 til 9000 meter. Vi har fundet en enkelt ny sænkning på 400 meter, men da det kun var fra 7300 til 7800 har vi ikke i sinde at kalde det 'Galathea Deep' det skal være en dybde-rekord, før vi begynder på den slags udskejelser. Ved solnedgang standsede vi maskinerne og begyndte på hydrograferingen det skal stå på hele natten, og før i morgen kan der ikke siges noget om resultaterne. Ved et tilfælde kom en stor trærod drivende lige hen til os. En mand blev firet ned for at slå en ende om stammen, og med spillet hev vi den ombord. Det er et helt dyresamfund for sig, der lever på sådan en lille flydende ø. På den sidder langhalse og muslinger, i og under barken lever en masse forskellige orme, og inde i selve stammen bor en ganske bestemt pælekrebs i sine gange. Men ikke nok med det under den og inde i hulerne på dens overflade, lever en masse små tickkerfisk, der sprællende hopper rundt på dækket. Når de mærker, at der er noget galt på færde og kikker frem (dem der lever i vandet lige under stammen (støddet) fanger vi med ketsjeren i samme øjeblik, vi hejser klodsen op over vandet). Et par timer går med at tage et skønsomt udvalg af det fortrinlige materiale, hvorefter vi med en bemærkning om, at det dog er en dybvandsexpedition vi er ude på, sparker den ud af lemmen igen. 13. juli 1951, Fillipinerne Som jeg håber, jeg allerede har givet jer et lille indtryk af, er fiskeri på 10 kilometers dybde slet ikke nogen simpel ting, og selv om Galathea nu har været ude i ni måneder, har man alligevel ikke erfaringer på dybder under 6000 meter. I nat, da vi begyndte at hive vandhenterne ind, viste de første mangler sig termometrene er ikke stærke nok. Det har været umuligt at fremskaffe termometre, der garanteres at kunne tåle mere end 500 atmosfære ... Alt gik nydeligt indtil 8000 meter-vandhenteren kom op dens termometer var simpelt hen exploderet stålstativet der havde holdt dem, var krummet som en bombesplint, og enhver rest af glas var forsvundet. Til alt held havde vi to extra (nye japanske fra Manila) bundet på snor, og de var hele. I dag gør vi forsøg på at sætte en verdensrekord (det er vor egen, vi skal slå!), nemlig ved at tage en bundprøve på 9200 meter den skal komme op om en times tid kl. 20 det er vanvittig spændende at se, om den overhovedet har været i bund, om den har udløst sig, eller om den er splittet ad i 1000 stykker af en stor dybvandshaj ... Når jeg kommer igen ved 24-tiden håber jeg at have gode nyheder denne bundprøve er jo egentlig den, hele expeditionen er taget ud for at forsøge på at hive i land nu er Galathea-expeditionen begyndt. Alle våbenføre på agterdækket, fem store projektører laver solskin. Dr. Bruns hænder ryster, og cigaren vil ikke rigtig brænde ... og 110 mennesker forsøger at få et glimt af det punkt, hvor wiren kommer ud af vandet, og så kommer den første af Zobels kugler i sin lille hvide lærredspose... og så skinner det hvidt dernede i det sorte vand er den åben, nej, jo, nej ... den er lukket, men vandet tisser ud af den, som om der kun er vand inden i den. Den første glæde dæmpes lidt, og vandet bliver ved med at løbe det er fuldstændig rent der kan faktisk ikke være noget inde i den bundhenter... Never mind, alt går under mikroskopet, først gennem vore, derefter gennem Zobells, og der er dyr, og der er bakterier alle er tilfredsstillet. Indtil nu er der fundet en halv snes foraminiferer (samme art) og en lille bitte snegl. For sjovs skyld trak Jensenius en lille magnet gennem sin bakke fuld, magneten blev fuldstændig indkapslet i små jernspåner jeg antager, at fem-ti procent af bundprøvens vægt udgøres af meteoritisk og vulkansk jern. Jeg falder ned af stolen nu godnat. 8. august 1951, ud for Fillipinerne. Selv om de sidste tre hundrede meter af wiren kom op som en galatheansk knude, herskede der alligevel glæde på agterdækket i nat trawlet var fyldt med ler. Indtil nu har vi fundet fem nye arter: To forskellige krebsdyr, to forskellige foraminiferer (den ene i ca. 100 forskellige exemplarer) og en ny søpølse. Tilsammen har vi vel snart fundet en halv snes dyr, der har deres faste tilholdssted på de trykstærke områder af vor jord... 12. september 1951, Bali Ved denne bugt ankrede, for godt et hundrede år siden, også Mads Lange den gæve langelænder, som netop havde mistet alle sine handelshuse på Lombok (øen lige øst for Bali) og alle sine skibe med en gæld på vist nok en halv million til købmænd i Singapore for 15 år senere at beherske al handel og al politik på Bali den første fastboende europæer på Bali og den eneste, der nogensinde har betydet noget for øen den eneste, der har været gode venner med indbyggerne og deres herskere ... Ankeret er altså gået i bund. Motorbåden sættes i vandet og går ind i bugten med dr. Veen (hollandsk zoolog fra Djakarta skal med til Makassar) og et par officerer de skal forberede vor højst uventede invasion. Da den første Galathea var her for hundrede år siden, skulle den ha' været ind og besøge Mads Lange, men det ville hollænderne ikke ha' de var bange for, at vi nærede imperialistiske forhåbninger, og bildte kaptajn Bille ind, at Mads Lange ikke var hjemme, og at der absolut ikke var noget at tage derind efter. Det risikerer vi altså ikke denne gang, ingen aner vi kommer. Formiddagen går med det sædvanlige officerer og videnskabsmænd går i land vi andre gør rent, nusser rundt og bander, fordi vi ikke kan komme i land, kikker på de lækere hvidsejlede udliggerbåde, der står til søs for fiskeri. Vi kan se inde på kysten, hvordan konen og børnene hjælper med at rigge bådene til og skyde dem ud i vandet kikke lidt efter manden og gå hjem langs med stranden til landsbyen oppe mellem palmerne. Intet ondt om danske fiskekoner, men hvor går balinesiske fiskekoner dog charmerende! 31. december 1951, Campbell Island v. New Zealand Tidligt om morgenen sejler vi ind i Camp Cove her så B.B. en stor søelefanttyr i går. Flænseholdet hvæsser knive det støvregner. I bunden af coven (en lille Gletcherdal) på den flade græsstrand ligger en snes elefanter skødesløst strøet ud de må være utrolig stærke i en lille fordybning ligger en klump fire-fem stykker på tværs af hinanden de må betragte hverandre som sten og de generes åbenbart ikke af selv at blive betragtet som sten. Vi finder den største tyr han er ved at skifte skind og tudegrim vi vælger den andenstørste, som trods sin ringere størrelse (noget under fire meter lang) absolut er den bedst egnede til udstilling. Ved at tirre ham med en pind, driver vi ham ud af klumpen så tæt ud til vandet som muligt for at lette transporten. B.B. stiller sig med riflen een meter foran ham, hidser den op, så den rejser forkroppen mod ham og gaver himmelhøjt (som de altid gør) tar sigte på hjernen ind gennem munden skyder plask totalt udslukt på sekundet. Det lyder mærkeligt at tale om et 'godt skud' men faktisk var det vældig tilfredsstillende at se dette kæmpedyr dø totalt på stedet uden en krampetrækning ... De andre elefanter den nærmeste flok to meter fra slagtestedet bemærkede overhovedet ikke skuddet; men for ikke at blive forstyrret alt for meget under flænsningen, drev vi dog de nærmeste til søs. ... (samme dag, Moubray Hill) Selv om vi lægger al bagage fra os og kravler på alle fire, er det næsten umuligt at komme fremad drachofyllum er det fuldkomne troldtræ. Men vi finder en sti-lignende gang, vi kan mave os henad Rhuuow RHUUOOW et chokerende brøl lige foran os dér står den fem meter fra os en søløve svajende overkrop, så meget som den nu kan komme til i dette terræn nye brøl den hugger ud efter os jeg er kraftstejlemig bange, men John og meteorologen tar det ganske roligt kravler væk fra 'stien' ind i vildnisset og gør tegn, at vi skal følge efter ikke være dramatisk, men jeg holder faktisk dolken i hånden, da jeg kravler forbi vor hr. ven søløven hvad fanden skal man gøre der er intet at gøre! Jeg har aldrig hørt om nogen, der skulle være blevet dræbt ved omgang med søløver tværtimod har gamle dr. Mortensen i sine unge dage her på Campbell fordrevet en angribende søløve ved at smide en spandfuld muslinger i hovedet på den. Men når man nu har set et søløvegebis, og har set, hvor mobile de er, og så pludselig står overfor en brølende kæmpe på 200 kilo fem meter borte i et terræn, hvor den sikkert bevæger sig mange gange hurtigere end en selv ja, så har jeg rigelig med undskyldninger til at være bange, just a wee bit.! 15. marts 1952, Swains Island Som sædvanlig fungerer vi som passagerbåd for et større antal rejsende. Denne gang er det atter en gal telegrafist (ligesom fra Campbell Island), men foruden ham er der seks polynesiere, der skal hjem til deres lille ø Swains Island, en dagsrejse fra Samoa (direkte på vejen til Hawai). Det er tre ægtepar, der har været på hospitalet med deres børn, som dog alligevel alle tre er døde (Dødsårsag: Underernæring rettere manglende sammensætning af maden). De tre par slår sig ned på båddækket i deres måtter og lægger sig til at sove de er meget lidet imponerede og skrækslagne for at blive søsyge (sådan er det jo med polynesierne, verdens største søfarerfolk for et par hundrede år siden og verdens søsvageste folk med moderne fartøjer). Ved middagstid kommer de til bevidsthed og begynder at interessere sig for mad og vand og musikinstrumenter, som folk bringer til dem. De er helt usandsynlig musikalske og ikke den mindste smule generte. Hen på eftermiddagen viste det sig, at vi havde endnu fire passagerer mere med os de havde gemt sig nede i lasten, men kunne på grund af søsyge ikke holde ud at være dernede længere og så troede de osse, den hellige grav var vel forvaret de anede ikke, vi havde rejsende med til Swains Island! Jeg blev sat til at forhøre dem de havde absolut ingen planer de ville bare ud at se sig om regnede jo med, at vi skulle til Honolulu straight on og var nu klar over, de blev sat af på Swains, og at de med den næste coprabåd gik tilbge til Somoa, hvor de ville få et års tid i det hyggelige fængsel. Ingen var vrede på dem de blev strax optaget i den store familie på båddækket, og de spillede og sang hele eftermiddagen. Og det blev mørkt, og polynesierne begyndte for alvor at synge, danse og spille. Lisså sjældent man i Danmark træffer et menneske, der kan håndtere et instrument lisså sjældent finder man i Polynesien et menneske, der ikke kan. Alle de 10, vi har ombord, kan få velklang ud af et hvilket som helst instrument, vi stikker dem lige fra philippinske bambus-klang-stænger til danske piccolofløjter og sikke de ku slå på de indiske tempeltrommer det var næsten uhyggeligt. Det hele gik ud i en dejlig sammenhængende køre sang, spil og dans skiftevis dansede de sammen, snart solo, snart parvis lige under solsejlet stod månen, og kun en svag lampe oplyste et hjørne af båddækket det er sådan noget, man fantaserer om, men aldrig oplever i hvert fald ikke på et dansk krigsskib. 27. maj 1952, Charlotte Amalie, Vestindien ... Og da vi nu er ved at forlade de amerikanske forenede stater, kunne man jo give sig til at filosofere over så mange ting her i aften er det nærmest kvinderne. Man hører altid om den 'frie amerikanske kvinde, der tilsyneladende kan tillade sig alt og tilsyneladende tillader sig alt'. Se nu på dansen fx! Lige fra Samoa har jeg haft 'pligtdanse' med midaldrende kvinder fruer i alderen 40-60. Og hvordan danser de de klamrer sig sku til en, som om de var ens nyforlovede kæreste de 'tar' på en, som om de ikke har haft et mandfolk ved hånden de sidste 20 år! for så i det øjeblik musikken stopper at svinge om til den lidt overlegne eller 'moderlige' måde at være på, som er så karakteristisk for alle amerikanske fruer. Og se på de unge, som jeg osse lige siden Samoa har haft lejlighed til at danse med og ikke 'pligtdanse' alene de danser næsten på den samme måde. De er lidt mere kælne de lægger blidt kinden til ens bryst, hage eller kind alt efter hvor høje deres hæle nu er nynner med til musikken og lægger sig mere eller mindre hen i ens arme. Hvis de ikke i forvejen er engageret (og det er de næsten aldrig, når man får lov at danse med dem!), forventer de, at man skal kæle videre hele aftenen for så, når de skal hjem, at virke knappe, afvisende og 'hen til mor'-agtige ... ... næh, må jeg så be om en dansk pige, der er forholdsvis artig, når hendes mor og far ser på, og forholdsvis 'uartig', når de ikke gør! Det her er sku da helt bagvendt! 13 dage før Langelinie (nedtælling begyndt 28 dage før ekspeditionens afslutning). Pænt vejr igen men hundekoldt er det kun 22 i laboratoriet. Den eneste fordel er, at vi kan fremkalde vore film uden at afkøle vædskerne. Gjorde dét og fik så ellers tiden til at gå med mine 'kære' bundprøver noget tyder på, at jeg faktisk bliver færdig med en hel del. Dansk presse i højtaleren! Svensk flyvemaskine skudt ned af russerne! Sikke en ouverture. 1 dag før Langelinie (28. juni 1952) Kolossal rengøring. Midt på formiddagen hev vi ankret hjem og afgik på en kedel mod Skagen taage, men mildt er der noget så dejligt som tæt taage, solen lige kan skinne igennem. Taagehornet lyder lidt brutalt, men svaret fra Højen Fyr er noget så hyggeligt Skagens Rev fyrskib vi hører det kun vi 'runder Skagen' cirkler fyrskibet ser det dukke op i taagen hilser dem og vinker nu er vi hjemme.