»Bølger af angst strømmer gennem min krop - jeg har kvalme ...« - min normalt rimelig let læselige håndskrift er knudret og ujævn, til tider næsten ulæselig; den afspejler min mentale tilstand og taler sit eget tydelige sprog. Det, der startede med et par tilfældige registreringer, skulle siden hen vise sig at blive en dagbog på knapt 200 håndskrevne sider; et vidnesbyrd over syv måneders varetægtsfængsling, syv måneder i statens varetægt. Et vidnesbyrd, der fastholder et møde med en virkelighed, der på mange måder er så barsk, rystende og meningsløs, at den virker uvirkelig! Mange indtryk har afsat så dybe og uudslettelige aftryk i mit sind, at de overflødiggør dagbogen. Dem bærer jeg i mig. For altid. »Så er der lidt at spise«, siger vagten og tilføjer: »Jeg ved ikke, hvor lækkert det ser ud ...«, endnu en dag, hvor plastikbakken med dagens ret ender i den bulede metalspand. Lugten af institutionsmad er sværere at slippe af med. Efterhånden husker jeg at gemme noget af morgenmaden til senere. Jeg har aldrig været i fængsel før. Det står åbenbart skrevet i panden på mig - måske kan man læse det i mine øjne. »Du er ikke som de andre«, er en bemærkning, jeg skal komme til at høre mange gange - senere også fra de indsatte. Men jeg er her, anderledes eller ej, i isolationsfængsel. I en møgbeskidt celle med iskoldt stengulv, hvor væggene er oversmurt med noget, der ligner gamle madrester og infantile tegninger, navne og indforståede budskaber. Her lugter af sur, våd gulvklud, og i håndvasken skvulper noget ildelugtende noget rundt, som jeg forsøger at skylle ud, men der skal åbenbart skrappere midler til end koldt vand. Jeg skridter cellen af. Når jeg står i midten, kan jeg næsten nå begge vægge med fingerspidserne. Jeg anslår længden til det dobbelte. Det sparsomme dagslys siver ind ad et lille vindue, der sidder højt under loftet. Uden for den forsvarligt aflåste dør er der en konstant larm; raslen med tunge nøgler, smækken med de massive døre, underlige lyde, jeg ikke kender, blander sig med fremmede stemmer og en evindelig råben. Tit bliver der banket og sparket kraftigt på dørene i de omkringliggende celler; der er andre, der ikke bryder sig om at være her. Nøglen bliver uden varsel stukket i min dør, og jeg farer som sædvanlig sammen. Det er tid til gårdtur - isogårdtur. Det solide jerngitter, der overdækker den lille gård, leverer himlen i små firkanter. Det er forstemmende og klaustrofobisk. Jeg forsøger at jogge lidt, men opgiver - pladsen er for trang. Går hvileløst rundt i ring - indespærret som et dyr. 'Isodog' er bogstaveligt talt skriften på væggen; en hund i isolation, en køter i bur. På vej tilbage får jeg for første gang et glimt af en anden indsat; tatoveringer pryder hans hærdebrede ryg og bugter sig op ad halsen mod hans kronragede isse. Han er i ærmeløs T-shirt, jeg er i vinterjakke. Jeg er pludselig glad for, at mindst én af os er låst inde. Jeg låner nogle tilfældige bøger og ser frem til at være i selskab med andre tanker end mine egne. Meget apropos læser jeg i en af dem, en krimi, at »tanker stivner i fængsel«. Jeg læser langsomt, omstændeligt og tit samme afsnit flere gange. Den enlige lampe bader cellen i et koldt lys, der skærer i øjnene. Ordene mister deres form, deres betydning. Tankerne flakker. Jeg læser forfra, forsøger at fastholde koncentrationen, forsøger at fastholde mig selv. På den ramponerede plade, der udgør mit skrivebord, står et lille fjernsyn, som jeg tænder for. Det gentager sig; øjnene svier, og opmærksomheden svigter. Jeg nægter at lade mig bedøve af et - for mig - ligegyldigt flimmer af billede og lyd. Rejser mig og slukker. Allerede efter få dage begynder de at flyde sammen, dagene. Begivenhedsløse og uden mening. Ligesom tankerne, der opløses i en uendelig strøm uden begyndelse eller afslutning; formålsløse, ustrukturerede. Min påbegyndte dagbog bliver den redningsplanke, der holder mig oven vande, ved at adskille den ene dag fra den anden, ved at fastholde indtryk og være ankerplads for mine forvirrede tanker. Min isolation ophæves; jeg er nervøs for, hvad der venter derude. Vestre Fængsel er stort, skræmmende stort og uoverskueligt. Her er hundredvis af andre mænd, og jeg er ikke som dem. Jeg gyser ved tanken, føler mig mere alene end nogensinde før. Det er ikke muligt for mig at sætte navn på min angst. Snart skal mine værste anelser blive bekræftet og min diffuse angst få substans, blive til kød og blod. Lorteposerne blafrer i den kolde vind, fanget af pigtrådens sylespidse tænder.

Mens slag og spark hagler ned over ham, lægger støvregnen og det gullige projektørlys sig på vores nøgne ansigter, dækker vors hænder og hud som en hån mod vores sårbarhed.

Hanklynker som en syg hund, da han endelig får lov til at krybe i sikkerhed hos vagterne. Jeg er blandt de første, der returnerer efter endt gårdtur. Fra de endnu tomme celler stirrer de evigt tændte tv ud på mig som onde øjne. Et efter et, en endeløs række. Onde øjne, der intet ser. Jeg har set, og jeg har vendt blikket bort. Senere får jeg fortalt, at der er mange, som - efter sigende på grund af deres religiøse overbevisning eller for at få det stof ud, de har gemt lidt for grundigt - skider i affaldsposer og presser dem ud mellem tremmerne. Derfor hænger de iturevne skraldeposer fyldt med afføring i de høje pigtrådshegn. Derfor flyder de poser på jorden, der ikke blev fanget i flugten, sammen med alt det andet affald. Mørket har for længst sænket sig over de dystre, gamle bygninger; som små trolde myldrer tankerne frem fra deres skjul i den dunkle underskov. Jeg vender mig på min smalle briks, der knirker højlydt ved hver bevægelse. Min nabo kan åbenbart heller ikke finde ro; jernboltene, der holder hans seng, giver sig som i en metallisk smerte, der gennemborer den tykke mur mellem os, hvor den møder min søvnløshed. En pludselig råben og vedvarende banken på en celledør får de fleste lyde til at fortage sig. Efter lang tid kommer en vagt styrtende. Der lyder stemmer - høje og vrede. Døren knaldes i. Der bliver igen banket og slået på døren, højere og heftigere. Råberiet forstærkes; afmagt og fortvivlelse giver genlyd i de lange, tomme gange. »Nu holder du kraftedeme din kæft!«, runger det mellem de massive mure, efterfulgt af noget, der lyder som håndgemæng og tumult. Det lægger en foreløbig dæmper på balladen. »En lang nat i en sikringscelle venter«, prøver jeg at undgå at tænke. Som på klokkeslæt begynder en ny og anden slags råben. Søgende og spørgende i begyndelsen, men aldrig forgæves. Natten holder vejret og venter spændt på svar. Snart trænger et kor af kraftige mandestemmer ud gennem de mange små ventilationshuller, blander sig med den kølige natteluft, der bærer hilsener og budskaber fra celle til celle og mellem celler og det forjættede land uden for murene. En hæs og gennemtrængende stemme lægger sig snart som en messende dyne over de andre og fjerner de sidste forhåbninger om en rolig nat. Et rablende foredrag på et delvis uforståeligt sprog begynder. Med jævne mellemrum afbryder han selv sin vanvittige enetale med en blanding af en dyb hulken og en spottende latter, der går gennem marv og ben, for straks derefter at genoptage sin klagesang med fornyet styrke. I et desperat forsøg på at jage sine dæmoner på flugt afleverer han sine bønner og forbandelser til den sorte nat. En forhutlet skikkelse, mager og krumbøjet, indhyllet i et slidt tæppe af grå filt, slæber modstræbende de nøgne fødder over det beskidte betongulv. Rester af indtørret afføring sidder i mørke skorper på indersiden af hans knoglede ben.

Fire vagter følger ham med sammenbidt mine og alle tegn på afsky. Sekvenser af dagens drama trænger gennem træthed og sovemedicin og blander sig med tankernes mørkeleg. Et nyt mareridt er i gang - nattens. Luften er speciel i dag; skarp, ren og klar. Solens stråler spiller i det lysegrønne løv og skaber et let sløret drømmeagtigt skær.

Vi siger ikke noget til hinanden, nyder bare samhørigheden og nærværet; hans lidt ujævne tråd - hurtige, små ryk og så en lille pause i frihjul - sammen med mine regelmæssige, rytmiske skridt afspejler barnets utålmodighed og væren i nuet i min større ro og erfaring.

Vores hjerter slår i takt som ét og pumper frit blodet rundt i kroppen.

Gruset knaser under hans dæk, mens jeg løber ude i kanten af den smalle sti. Vi stopper næsten samtidig - lettere forpustede; vi har begge hørt det og kigger op. Og dér, højt oppe som en silhuet mod den klare, blå himmel, hakker spætten med utrættelig energi næbbet i barken - igen og igen. »Far, hvorfor får den ikke ondt i hovedet?«, spørger han grinende; han ved godt, at det er noget med en slags elastik inde bag næbbet ... Jeg skaber mentale billeder i min bevidsthed; med afsæt i den virkelige virkelighed forestiller jeg mig en lys fremtid præget af liv og glæde. I de mentale forestillinger henter jeg styrken og håbet. Med samme utrættelighed som spættens søgen efter føde banker jeg positive udsagn og billeder ind i min bevidsthed. Jeg vil igennem dette her. Som et helt og intakt menneske, med min værdighed og troen på livet i behold. Den tro bliver sat på endnu en prøve allerede næste dag. Gårdturen foregår som sædvanlig. Mænd går rundt alene eller parvis, andre står i små grupper under de opsatte læskure, hvor mørke blikke mødes. Hænder udveksler penge og små pakker. Der bliver røget kraftigt. Det summer af stemmer; en broget mosaik af lyde på forskellige sprog hænger dystert i luften. Igen er de fem eller seks. Det går hurtigt. Uden varsel. Slag og spark i en uendelighed ... Den mørke sky trækker sig tungt og truende sammen over os, opsluger det sparsomme lys. Stemmer forstummer, lyde ophører. Bevægelser stivner, går i stå. Alting holder vejret. Et glimt i slowmotion brænder sig ind i sjælen, idet skinnebenet brækker. Øjet, der ser, bevidstheden, der opfatter, men intet forstår.

Maven trækker sig sammen i en kollektiv kvalme, da hælen hamrer ned i ansigtet, ophæver al fornuft.

Som rådne frugter på ondskabens træ danner lorteposerne og pigtråden en grotesk kulisse, mens vi lamslået står som tavse tilskuere; som blinde vidner, der har set alt, men intet forstået. Langsomt stiger lyden af stemmer, men aldrig til det fortvivlede og måske forløsende skrig, der sidder dybt i os alle. Stille går jeg tilbage. Fra de tomme celler stirrer de tændte tv ud på mig. Ét øje er slukket. For bestandigt, for altid. Som en ondsindet sygdom sidder frygten i hver en fiber i min krop. Jeg har set dens hæslige ansigt, set den i vagternes øjne, hørt den i deres stemmer, da de råbte, at nogen skulle bære ham ind. Nogen, ikke dem. Men jeg har besluttet mig; jeg vil ikke ædes op indefra. Den ydre virkelighed er slem nok. Vi går ud i den sammen, frygten og jeg. Viljen driver mine ben frem, skridt for skridt mod læskurene. Jeg løber psykisk spidsrod mellem de hårde øjne, møder dem med mit blik. Jeg gør det, kommer igennem. Vi er stadig sammen, frygten og jeg, men nu er jeg et skridt foran. Nu er vi to om at bestemme. Foran mig ligger mange måneder i uvished og angst - hvor mange ved jeg intet om. Jeg tager et skridt ad gangen, en dag ad gangen. I statens varetægt. Det er en del af vores velfærdssamfund. Det er nu en del af mig. Jeg ryster ikke længere på hånden, når jeg skriver, men jeg er rystet. Efterskrift: Sådan begyndte sagen om Det Store Bogtyveri for mig. Som et chok. Det var den opsigtsvækkende sag om de mange kostbare og sjældne bøger, som gennem en lang årrække mere eller mindre ubemærket var blevet stjålet fra Det Kongelige Bibliotek, der med ét ændrede mit liv. Manden, der i sin tid tog de i mange tilfælde enestående og næsten uerstattelige bøger, var min nu afdøde far. Han var bogtyven. Resten af min familie har haft lige så uafrystelige oplevelser som dem, jeg har beskrevet - oplevelser, vi for altid vil bære i os. Vi blev varetægtsfængslet, og det blev en ualmindelig barsk og chokerende indledning på en lang og belastende periode, der endte med, at vi, den efterladte familie, blev idømt hårde domme for at have medvirket til salget af en del af bøgerne. Efterfølgende mistede vi alt, hvad vi ejede og havde. Og mere til. Det er nu to år siden, sagen blev åbenbaret for vores og omverdenens undrende øjne, men den præger stadig vores liv og hverdag. Den sidder i os som en mørk skygge, der til stadighed dukker op og truer med at fordunkle vores ellers glade og lyse sind. Det er som en tilbagevendende ond drøm, der ikke vil lade os være i fred. Det er en sag, der har vendt op og ned på vores liv. Rystet os i vores tro på det enkelte menneske og på systemet. Det sidste ord i denne sag er ikke skrevet endnu. Thomas Møller-Kristensens bog om fængselsopholdet ' Stokkeslag og sindelag' udkommer 14. november