USA kræver nu israelsk imødekommenhed over for palæstinenserne for at få ro i krigen mod terror. Men ufrihed, censur, klasseskel og manglende retssikkerhed i Mellemøstens hverdag er grobund for den ekstremisme, der bekriges i Afghanistan. Vestlige og arabiske ledere, Mogens Lykketoft, Tony Blair, Hosni Mubarak, George W. Bush, ja der er ingen ende på dem, fremfører i disse antiterrortider, at vi ikke får ro på bagsmækken - det vil sige i Mellemøsten - før palæstinenserne får en stat. Palæstinenserne har ikke anmodet om Osama bin Ladens hjælp, og Yassir Arafat beder sig ligeud fritaget for bin Ladens behændige forsøg på sammenkobling. Det kan blive palæstinensernes held, hvis Israels vestlige venner ikke desto mindre lægger den splittede israelske regering under pres for at sikre sig arabisk opbakning i krigen i Afghanistan. Praktisk taget hele verden har for længst anerkendt palæstinensernes ret til en stat og til at komme ud af den israelske besættelse. Palæstinenserne skulle ifølge FN have haft deres egen stat, samtidig med at israelerne fik deres i 1948. Og historiens grovkornede ironi er, at næppe nogen stat vil have så stor glæde af en palæstinensisk stats oprettelse - hvis det sker i fred - som Israel, der på langt sigt ikke tåler intifada og krig. Palæstina-staten vil tjene til genoprettelse af et stykke historisk retfærdighed. Den vil gengive palæstinenserne deres retmæssige nationale stolthed. Og den vil - som alverdens ledere er enige om - fjerne en kilde til konflikt i Mellemøsten, der har oplevet minimum fire rigtige krige - i 1948/49, 1967, 1973, 1982 - og tre borgerkrigslignende opstande i 1936/39, 1987-1992 og 2000/2001 - i palæstinensernes navn. Plus det løse såsom krigen i 1956 og en mængde udvekslinger af terror og statsterror fra palæstinensernes og israelernes side. Men hvis Blair og Lykketoft og Bush har sat sig for at komme terror til livs og at gøre op med Mellemøstens kilder til vold og eksplosion, venter en grum serie af andre problemer, som deres arabiske allierede ikke nødvendigvis er ivrige efter at gøre noget ved. Mellemøsten og det arabiske Nordafrika er målt med det internationale samfunds alen kommet helt ud af led. Demokratisk, socialt, religiøst. Og regionen døjer med den første halve snes barrierer for, at den kan indlede en udvikling, der forebygger vold. I dag synes Mellemøsten modsat at nære konflikter. Og terror - både Osama bin Ladens og den øvrige vold, der udspringer af Mellemøsten og Nordafrika - er kun toppen af problemet. Som hos isbjerge stikker der væsentligt mere under. Diktatur, undertrykkelse, diskrimination og klasseskel er stadig det 'normale' i denne del af verden. Og hvis verden tager vedtagelser i FN om social udvikling, konflikt-forebyggelse, national selvstændighed og diverse krav til regeringsførelse for pålydende - så står Mellemøsten og det arabiske Nordafrika over for intet mindre end en nødvendig historisk omvæltning. En ny stat? Javel. Men ikke kun en palæstinensisk. Mellemøsten og Nordafrika får ikke fred og heller ikke retfærdighed, før minimum to, måske endda flere, nye stater ser dagens lys. Den kurdiske nation har - om end med 4.000 års selvstændig historie - nu i 100 år været splittet mellem fire stater, Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien, men ikke fået sin egen. Det er en uretfærdighed, der producerer vold og kræver én eller flere stater, al den stund kurderne måske ikke vil kunne enes indbyrdes om en enkelt. Men også den fattige befolkning i Vestsahara, i dag underlagt marokkansk besættelse, venter på sin egen stat. Skønt det næppe vil føre til endnu en ny stat, er der også en anden besættelsesmagt, som kommer til at trække soldater og horn til sig, nemlig Syrien, der fortsat har over 30.000 soldater parkeret i nabostaten Libanon. Det er ikke en besættelse og dominans, der optager andre end libaneserne - uagtet at dét, der er foregået både under syriske vinger og som resultat af den syriske besættelse, har fostret betydelig international vold. Demokratisering? Det hyldes af vestlige ledere, også i FN-samfundet, ved alle lejligheder, ikke kun de festlige. Mellemøsten og Nordafrika er ikke desto mindre leveringsdygtige i enhver type regime af modsat karakter. Enevældige kongefamilier flankerer Den Arabiske Golf: Saudi-Arabien, Kuwait, Qatar, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Oman. Militærdiktaturer er spredt over hele området: Irak, Algeriet, reelt også Sudan. Og militært forankrede bureaukratier smykker sig med demokratiske gevandter, selvom de absolut ikke hylder frie valg: Egypten, Tunesien, Libyen, Yemen, Syrien. Og så er der en lille flok kongedømmer, der kun pusler med demokratisering, så længe den ikke anfægter kongens magt til at bestemme i sidste ende: Jordan og Marokko. Hvad har vi glemt? Jo, de to eneste samfund i Arabien, hvor befolkningen selv vælger sin egen politiske ledelse, skønt de også er under delvis eller hel besættelse: Libanon og Palæstina. Set med enhver fremtidig verdens briller er den med andre ord rablende gal med magtfordelingen på disse mellemøstlige og nordafrikanske kanter. Det har sandt at sige aldrig interesseret de vestlige udenrigstjenester synderligt. Men hvis de nu skulle være interesseret i en 'normalisering' af Mellemøsten og Nordafrika, er her et påtrængende behov for justering af den politiske optik. Politisk frihed? Ironisk nok er de to samfund under hel og delvis besættelse, Palæstina og Libanon, sammen med den ene besættelsesmagt, Israel, ene om at tillade uafhængige politiske partier. Resten af Mellemøsten er underlagt skarp statslig kontrol med partier. Ved golfkysten er der ingen slinger i valsen - her er partier slet og ret forbudt. Det er ikke blot en historisk kuriositet. Når resten af verden siden Murens fald har fået øje for pluralisme og udviklingen af civilsamfundets organisationer, skyldes det kun i mindre grad en teoretisk optagethed af det 'vestlige' samfunds mulige sejr. Strengt taget var de egentlige sejrherrer vel de østeuropæiske befolkninger, som væltede diktaturet. Og deres sejr bidrog til en erkendelse af, at lovfæstet pluralisme i sig selv kan tjene til konfliktforebyggelse og problemløsning. Et alternativ til vold og undertrykkelse. Retssamfund? Netop i disse år tegner sig konturerne af et internationalt retssamfund, der opbygger krigsforbryder-domstole, ratificerer FN's konventioner om menneske-rettigheder og - som det aktualiseres lige nu - gør det muligt at gribe ind over for terror. Næppe noget samfund har ligesom det Talebanstyrede i Afghanistan forbrudt sig mod de nye normer for netop lov og ret. Taleban har ikke alene delvis bygget på krigsforbrydelse, men krænket alle hånde menneskerettigheder og huset og beskyttet internationale terrorister. Men Taleban har ikke været alene herom. Ikke blot nogle få, men de fleste mellemøstlige og nordafrikanske samfund krænker i uhyggeligt omfang menneskerettighederne. En række af dem - især Syrien, Libanon, Irak, Yemen, Sudan og Libyen - har også sponseret terrorister og/eller givet dem husly. Andre har direkte tilladt eller set igennem fingre med finansiering af terror eller dens bagvedliggende netværk. Og Mellemøsten og Nordafrika kan ikke prale af mange retssamfund. Tværtimod er fraværet af retssamfund og pluralisme formentlig en af kilderne til den marginalisering af mindretal og yderligtgående grupperinger - og generel polarisering - som bidrager til fremvæksten af netværk med aktier i terror. Religionsfrihed? Konflikten med Osama bin Laden har ikke ubegrundet skabt bekymring for en grundlæggende konflikt mellem kristenheden og den muslimske verden. Det turde dog i sig selv være en fornærmelse mod muslimer, at Osama bin gør krav på at repræsentere Islam. Kun et uendelig beskedent og alt andet end repræsentativt udsnit af muslimske skriftlærde har godkendt New York-terroren som en legitim handling i trit med islams bogstav. Ellers har fordømmelsen af gidseltagning og drab på civile været entydig. Alligevel har også de vestlige lederes optagelse af den mulige link mellem islam og terror været stor eller ligefrem større end deres engagement i den manglende religionsfrihed for muslimer og andre i Mellemøsten og Nordafrika. Men akkurat muslimer og de religiøse, muslimske institutioner er udsat for mere kontrol og chikane i deres egen region end i Vesten. Og i religions-ufriheden ligger nok en kilde til ufred og konflikt. Det spænder vidt - fra f.eks. Saudi-Arabiens, Bahrains og Iraks undertrykkelse af shia-muslimer til Egyptens forsøg på knægtelse af Det Muslimske Broderskab, Algeriets diskrimination af berberne, hele Den Arabiske Halvøs forskelsbehandling af kristne og det meste af den arabiske verdens chikane af jøder. Men grundlæggende handler det slet ikke om udsættelse af mindretal for chikane, men om at selv flertalsmuslimer kan have grumme problemer med retten til at dyrke deres religion frit med frit valg af præst og moske - og selv præsteskabet har problemer med adgangen til at fortolke deres religion frit. Ytringsfrihed? Det er, som en klog mand skrev, måske en vestlig idé, men også en god ide - alligevel er ytringsfriheden ikke dét, der ligner en hævdvunden ret i Mellemøsten og Nordafrika. Problemet er imidlertid ikke, at censuren (blot) rammer mindretal med en usædvanlig religiøs eller politisk orientering. Censuren rammer i første række flertallet, som over hele Mellemøsten og Nordafrika - igen: primært undtaget Israel, Palæstina, Libanon - er underlagt et røgslør af løgne, fortielser og konspirationsteorier, som de er udtænkt eller tilladt af regionens regimer og sikkerhedstjenester. Resultatet er ikke kun, at mange lykkeligvis lærer at læse mellem linjerne, men også at en skævvredet offentlighed i dag er præget af mangel på information og viden om egne anliggender, egne lokale magtforhold og om international politik. Det er muligt, det kortvarigt kan tjene de censurerende myndigheder og regimer. Men grundlæggende er det efter alle internationale normer en forbrydelse. Samtidig vil censuren på længere sigt snarere tjene til konfliktskabelse, hvor ytringsfrihed og fri debat i et offentligt rum modsat kan bidrage til afvejning af synspunkter og temperamenter. Social udligning? I en tid, hvor selv Verdensbanken røber tendenser til socialdemokratisk - del det bare i to: social, demokratisk - tankegang ved at betone betydningen af regulering af markedskræfterne og af velfærdssystemer for alle borgere, skejer Mellemøsten og Nordafrika igen ud. Ikke mange steder på kloden er goderne så ulige fordelt som på Den Arabiske Halvø, hvor nogle af verdens rigeste og mest magtfulde mennesker lever side om side med nogle af de mest fattige og retsløse mennesker. Blandt de privilegerede er medlemmer af de herskende enevældige familier, som ikke alene har tiltaget sig retten til at regere, men også adgangen til at kontrollere olieforekomsterne og til at rage til sig af rigdommene herfra. De har aldrig fået denne ret af deres befolkninger. De har taget den. Blandt taberne i den modsatte ende er et overvejende indvandret proletariat, der holder de arabiske samfund ved Golfen og deres rige arbejdsgivere kørende ved et hårdt slid for få penge og ingen rettigheder. De lever under trællelignende forhold, som ikke harmonerer med internationale konventioner og kun fungerer, fordi de praktiseres ved hjælp af økonomisk og militær overmagt. Over hele regionen har tidligere kolonimagter og dårlig regeringsførelse givet de arabiske samfund nogle skrøbelige og svage velfærdssystemer, som ikke evner at samle de fattigste og dårligt uddannede op og slet ikke evner at beskatte de rige og magtfulde. Resultatet er på denne front en social polarisering, der skubber de fattigste og dårligst uddannede i armene på alternative netværk, ofte af totalitær og religiøs karakter med rigeligt potentiale for social eksplosion - i Nordafrika lige op under Europas bløde bug. Det kan blive slemt for Europa. Men det er værst for Arabiens udstødte. Det er deres samfund, der ikke fungerer, og ligegyldigheden over for deres vilkår bidrager til konsekvensen i form af vold og konflikt. Kvinders ligestilling? Der skal nok være dem i Mellemøsten, der finder, at diskriminationen af kvinder hører hjemme i afdelingen for sekundære anliggender. En konsekvent forskelsbehandling af halvdelen af befolkningen turde dog ellers være i modstrid med det internationale samfunds konventioner, om end ikke overalt dets praktiserede normer. Under alle omstændigheder: På hele Den Arabiske Halvø er kvinder lovmæssigt udsat for markant diskrimination, og i betydelige dele af det centrale Mellemøsten og i det meste af det arabiske Nordafrika stilles piger og kvinder i praksis ringere end drenge og mænd. Hvem ved - formentlig ingen - om en ligestilling i sig selv vil føre til større samfundsmæssige forandringer - for andre end kvinderne selv? Det turde dog ikke være så ringe eller unødvendigt endda - stadig: Hvis vi skal tage internationale konventioner alvorligt. Sammenhængskraft? Når den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, og hans folk trawler gennem Mellemøsten for at samle opbakning til deres krig mod terror og Taleban, går turen gennem hovedstæder, hvor regimer fører sig frem, som om de repræsenterede deres folk. Det er ikke alene et demokratisk tvivlsspørgsmål, om de kan gøre krav på dén autoritet. Det er også et regulært problem - såvel for kampen mod terror som for de mellemøstlige og nord-afrikanske staters egen udvikling - at alt for mange myndigheder i praksis må leve med, at de er ude af stand til at tegne hele deres land. I Yemen må myndighederne acceptere, at deres autoritet er stort set ikke- eksisterende i Asir-provinsen op imod Saudi-Arabien og flere andre. De libanesiske regeringer har ikke magt over Sydlibanon, hvor Hizbollah hersker, og i Bekaa-dalen, hvor syriske besættelsesstyrker bestemmer. Iraks diktatur er - heldigvis, må det tilføjes - trængt ud af den kurdiske, nordlige del af landet og delvis udelukket af den sydlige, shiamuslimske region. Sudans regime er især på grund af borgerkrig udelukket af den sydlige del af landet. Selv Egyptens regering har store problemer med at håndhæve sin magt i enkelte nilbyer, hvor ekstremistiske organisationer terroriserer. Algeriets junta har på grund af den borgerkrig, som juntaens eget kup udløste, ikke styr på store dele af dette land. Og Saudi-Arabiens herskende kongefamilie er åbenbart så utryg ved sit shiamuslimske mindretal, at Østprovinsen holdes under skarp kontrol. Men hvis Mellemøstens kilder til ufred skal tørlægges, skal de enkelte samfund finde den sammenhængskraft, der kan manifesteres på mere fredelig vis end ved militær kontrol. Det kræver på samme tid centralisering og decentralisering: De mellemøstlige regeringer vil være nødt til at udstrække deres centrale autoritet til alle dele af de enkelte samfund. Men de vil ikke kunne prale af at være elsket og respekteret, før de fælles værdier og myndigheder nyder så bred anerkendelse, at hovedstæderne tør overlade deres befolkningsflertal at leve i politisk og religiøs frihed - og før de tør overlade minoriteter og fjerntliggende provinser at passe sig selv. Ingen af alle disse massive problemer - ufriheden, klasseskellene, censuren, diskriminationen og de manglende retssamfund i Mellemøsten - har nogen høj placering på den internationale dagsorden. Den strukturelle vold nyder heller ikke høj prioritet, når lederne af de mellemøstlige og nordafrikanske samfund mødes. Det gør kun palæstinensernes kamp for at blive fri for den israelske besættelse. Lige nu forsøger USA at rømme sig i forholdet til Israel. Det, præsident Bush prøver at sige, er, at USA ikke vil tillade Israels besættelsespolitik at stå i vejen for supermagtens kamp imod terror. Det kan blive palæstinensernes chance for at komme ud af moradset og intifadaens blodige opgør med Israels soldater. Kommer det så vidt - hvad intet i historien tilsiger - at Israel og palæstinenserne igen begynder at tale om fred, kan de arabiske ledere (eller rettere: herskerne over Arabien) måske få indfriet det retmæssige krav om etablering af en palæstinensisk stat. Så langt så godt. Men Mellemøstens andre righoldige kilder til vold og konflikt er tilbage. Og før eller siden må vejene så skilles for den officielle antiterror-alliances vestlige og mellemøstlige ledere. Herskerne i både Mellemøsten og Nordafrika bærer selv et ansvar for den undertrykkelse og de regionale spændinger, som skaber ny vold og i sidste ende den yderligtgående terror, som lige nu bekriges i Afghanistan.