Det er efterhånden svært at genkende sig selv som homoseksuel i Danmark. Stereotype billeder af homoseksuelle dominerer medierne, og Copenhagen Pride gør ikke tilstandene bedre. Findes der mere end én homokultur i Danmark, er den i hvert fald svær at se til Copenhagen Pride. De homoseksuelle er blevet så heteroseksuelle, at det er svært at se forskel. Men forskellen er der, og den er vigtig. I årene efter det historiske opgør ved Stonewall i New York, hvor bøsserne for første gang i historien gik til modangreb og forsvarede deres ret til at være homoseksuelle, begyndte parader rundt om i verden at være en fast markering af dette øjeblik i homohistorien. Oprøret drejede sig om retten til at være bøsse (lesbisk, transseksuel og biseksuel), og man ville ikke længere lade sig hundse rundt med af samfundets undertrykkende magtudøvere. Næsten enhver storby med respekt for sig selv har i dag en årlig Gay Pride Parade. Det er interessant at se på Pride-fænomenets udvikling gennem årene i byen, hvor det hele startede. Gay Pride i New York er i dag et virvar af kunstnere, muskelbundter, dragqueens og større eller mindre foreninger, som varetager grupperingers politiske og juridiske interesser. Paraden handler i høj grad om at markere sin organisation og dens politiske standpunkt og profil. Men historisk set har New Yorks Gay Pride Parade også være scene for oprør og yderligere protest. Ved Gay Pride i New York i 1990 uddeltes manifestet 'Queers Read This', og denne handling skulle i høj grad komme til at definere den mere diffuse queerteori, som også i mild grad har fundet vej til Danmark. Queerteori ønsker blandt andet at problematisere forholdet mellem heteroseksualitet og homoseksualitet. Forenklet sagt kan det forklares med, at homoseksualiteten undertrykkes gennem heteronormativitet. Det vil blandt andet sige, 'kønnede' handlingsmønstre pålægges os livet igennem, og det undertrykker al anden udfoldelse end det normale - det heteroseksuelle. Queerteori handler om at være kritisk i forhold til magtforholdet mellem hetero/homo-seksualitet og normer i øvrigt. Med uddelingen af manifestet blev der således taget et politisk skridt i retning af at problematisere forholdet mellem homoseksualitet og heteroseksualitet, og det medvirkede til, at Gay Pride blev mere direkte politisk. Manifestet indeholder blandt andet en lang opremsning af had: »I hate straight people who think they have anything intelligent to say about 'outing'. I hate that I was tormented by other kids for being a faggot. I hate even more that queer kids still grow up the same way. I hate that the Supreme Court of this country says it's okay to criminalize me because of how I make love. I hate that so many straight people are so concerned about my goddamned sex life. I hate that so many twisted straight people become parents, while I have to fight like hell to be allowed to be a father. I hate straights«. I gennemført queerånd retter manifestet blikket mod heteroseksualiteten og ikke homoseksualiteten. Dermed synliggøres den ulige fordeling mellem homo- og heteroseksualitet. Gay Pride i New York i 1990 gav således grobund for nye tanker, som skulle få politisk betydning fremover. Oprøret valgte at tage sit naturlige udspring ved Gay Pride, og det står som en milepæl i homokulturen og i udviklingen af queerteori, og det er netop den forventning, man bør have til politisk pride . Uenighed som grundelement er i høj grad ønskværdigt, da homoseksuel kultur er en stærkt fragmenteret størrelse, som ikke let lader sig definere som én kultur. Der er en konstant udvikling i begreberne, og den ene overbevisning starter ofte en modreaktion. Queerteori er da heller ikke udelukkende defineret ud fra manifestet i 1990, og meningerne om queerteori er stadig meget delte. Det er med queerteori som med en hvilken som helst anden ny teoridannelse, at uenighed om begreber og definitioner er en del af eksistensgrundlaget. Herhjemme har der ikke på samme måde været politisk pride. I 1996 fik København sin Copenhagen Pride, men det har aldrig været en synderlig politisk tradition. 1996 er også relativt sent, idet vi bryster os af at være det første land, som tillod registreret partnerskab tilbage i 1989 for ikke at tale om den generelle opfattelse af os danskere som åbensindede og tolerante mennesker. Copenhagen Pride er da heller ikke en tradition, som har direkte forbindelse til vore tidlige homorødder og historie i for eksempel Kvindehuset, bøssekollektivet på Christiania eller Bøsserup Pigegarde og deres parader gennem Strøget i København, hvor slagsangen 'Blomster og bananer, vi er flere end I aner - Tissemand! Tissemand! Wow wow wow' genlød i gaderne. Copenhagen Pride er derimod en moderne adaption af festlige begivenheder i udlandet, og måske derfor har den sine mangler. De første til at gennemskue Copenhagen Pride som et politisk tomt og ufarligt festoptog var Wonderful Copenhagen, som øjnede mulighed for at få fingre i de lyserøde penge. Copenhagen Pride bruges i dag bevidst som markedsføring af København som en tolerant bøsseby. Senere har også Venstres Ungdom fundet vej til paraden - ikke så meget fordi de alle er homoseksuelle. Heller ikke fordi de kæmper de homoseksuelles kamp. Nok nærmere som imagepleje. Det er nu i sig selv ikke så interessant. Mere interessant er det, at vi homoseksuelle finder os i det. Med et forståeligt billedsprog bøjer vi os tilsyneladende frivilligt forover og lader os bolle i røven af alle mulige, som dybest set ikke har nogen som helst interesse i vores kultur eller kamp. Copenhagen Pride burde have politisk indhold. Det ligger simpelthen i dens natur, hvis den vil trække på det historiske forbillede. Copenhagen Pride har desværre kun i ringe grad givet anledning til noget som helst. I foreningens vedtægter kan man læse, at »(...) foreningens formål er at gennemføre kulturarrangementer for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle i Danmark«. Der står således intet om politisk indhold. Nogle mener, at Copenhagen Pride har politisk indhold, idet man uddeler prisen Årets Laks til personer, som har formået at gå imod strømmen i de homoseksuelles sag. Dette såkaldt politiske indslag betød sidste år, at statsminister Anders Fogh Rasmussen modtog prisen efter en personlig udtalelse til søndagsavisen om støtte til et homoseksuelt vielsesritual. Hvis Årets Laks tildeles på grundlag af personlige holdninger, kunne mange kandidere til Årets Laks. Det har i hvert fald ingenting med politik at gøre. Den generelle opfattelse er, at selve paraden er en politisk aktion i sig selv. Homoseksuelle mødes i stort antal til fest, men er det ikke blot som enhver fredag eller lørdag rundt om på byens homodiskoteker? Bliver det automatisk politisk, hvis festen flyttes ud i det offentlige rum? Jeg mener det ikke. Men er der overhovedet brug for Copenhagen Pride, hvis det politiske indhold mangler? Igen er det værd at vende blikket mod Gay Pride i New York. De seneste år har Gay Pride skabt en ny og måske langt mere stærk bevægelse, der handler om skam. Shameaktivisme er en direkte modreaktion til Gay Pride, og målet er politisk og homokulturelt. Som modaktion til Gay Pride ønsker skamaktivisme at bruge skammen som omdrejningspunkt. For der er for skamaktivisterne masser at skamme sig over: at være den, man er blevet gjort til, at blive betragtet som underholdning, at blive tilpasset af samfundet, at være stueren, pæn og nydelig - at være normal. Det er ikke længere muligt at genkende sig selv som homoseksuel i Danmark, idet billedet af homoseksuelle er så stereotypt, at det ikke stemmer overens med virkeligheden. Især mediebilledet medvirker til denne problematik. Det amerikanske koncept 'Queer Eye for the Straight Guy' blev på dansk til 'De fantastiske fem'. Uge efter uge skulle de fantastiske fem på mission: En heteroseksuel fyr skulle lære homoseksuelle værdier og dyder, såsom boligindretning, mode, madlavning, hår og opførsel. Det flytter ikke ligefrem grænser for forståelsen af homoseksualitet. Det ville se anderledes ud, hvis fyren skulle prøve at kæmpe for retten til adoption, frygte for at få tæsk af heteroseksuelle, kæmpe med fordomme og antagelser eller simpelthen bolles i røven! Internt i homokulturen er det tydeligt at se, at normalisering har et fast greb om de homoseksuelle. Begrebet 'straight acting' er blevet idealet for mange homoseksuelle, og således kan man se, at næsten hver anden bruger på mødestedet boyfriend.dk anvender begrebet straight acting, som betyder at opføre sig som - eller spille - heteroseksuel. Den ukritiske brug af begrebet dækker sandsynligvis over flere ting. Nogle bruger begrebet som alternativ til det mere oplagte ord 'maskulin', men det stikker dybere end det. Hvordan opfører man sig heteroseksuelt? Det oplagte er vel at være tiltrukket af personer af det modsatte køn og på et eller andet tidspunkt sætte børn i verden. Er det ikke stadig kernen i heteroseksualitet? I så fald forbliver straight acting en illusion. Det kan ikke realiseres af en homoseksuel. Ikke helt i hvert fald. Langt mere spændende er at se begrebet i lyset af queerteori. Her får vi nemlig vished om, at straight acting handler om de performative handlingsmønstre, som queerteoretikeren Judith Butler kalder den heteroseksuelle matrice. Homoseksuelle udfører (eller forventes at udføre) performative (tale)handlinger, hvormed man citerer en original. Problemet er blot, at denne original i sidste ende ikke eksisterer. Med straight acting handler det altså ikke om at være, men om at agere efter en antagelse af, hvordan verden ser ud. Eller bør se ud. Ifølge Butler er det normalisering som magtudøvende form, der gør én queer, og ikke noget som helst andet. Vi tvinges, så at sige, automatisk til at være queer, så længe den almene antagelse er, at homoseksualitet er heteroseksualitetens anden. Skamaktivismen vil blandt andet gøre op med normalisering. Der er ingen tvivl om, at skam er et langt stærkere politisk motivationsmiddel end stolthed. Skamfuldhedens negative konnotationer er katalysator for et oprør, og oprøret er også kommet til København. Gennem de sidste par år har man også ved Copenhagen Pride kunnet opleve skamaktivisme dog på et mindre plan. Skam bliver et middel mod den stolthed, som opleves ved Copenhagen Pride. Er der noget at være stolt af? Har vi opnået noget? Ganske bestemt. Men har vi for alvor opnået noget de sidste ti år? Tvivlsomt. Skamaktionerne har kun været ganske små, såsom graffitimaling og passive modaktioner i Ørstedsparken under paraden, og festlighederne et stenkast væk - men ikke desto mindre har de været der, og skammen vokser. Måske vil vi en dag have en fast årlig Copenhagen Shame-festival, hvor man kan dyrke de sider i homokulturen, som er vigtige for de homoseksuelle. Også de sider, som ikke er så kønne, stuerene, festlige eller let salgbare. Spørgsmålet er så bare, om vores statsminister vil lade sig hylde ved en sådan begivenhed, om Wonderful Copenhagen vil kunne bruge den i markedsføringsøjemed, og om hr. og fru heteroseksuel stadig vil have lyst til at kigge med fra sidelinjen? Copenhagen Pride har givet det indtryk, at vi med den kæmper for fælles rettigheder, men det har været uden øje for hele vores kultur. Vi låner med arme og ben fra heteroseksuelle, da vi ikke har formået - eller har fået rammer til - selv at skabe andre former for sammenhold, samspil eller kultur. F.eks. kæmper vi en endeløs kamp om at blive accepteret af den danske folkekirke, forbeholdt de heteroseksuelle, i stedet for at konstruere vores egen tro. Vi lulles ind i en form for pseudoaccept, fordi tv-serier pludselig tillader homoseksuelle figurer, mens queergruppen Dunst får deres sendetid på Kanal København inddraget, så snart de viser film, hvor trashdunsttransen Ramona Macho spiser en lort. Accept må ikke forveksles med tilpasset, velfriseret eksistens. Den britiske dramatiker Sara Kane anvendte bevidst bøsser (og kriminelle, narkomaner, sadister, bødler, m.fl.) som heteroseksuelle frygtobjekter. Med sin in your face-dramatik klaskede hun alt det, som det borgerlige og det pæne ikke ville se, lige i fjæset på dem. Hun ville provokere, og hendes ærinde var politisk. Væmmelsesæstetikken bliver også brugt som politisk våben i dele af den københavnske homokultur, igen hos Dunst, og det giver genlyd - ikke mindst i udlandet. Der er ikke brug for en strømlinet, glat og håndterbar profil - den er nemlig langt fra den gældende. På samme måde burde Copenhagen Pride også dyrke det grimme, det utilpassede og det udstødte. Det handler nemlig ikke om tilpasning af homoseksuelle til det heteroseksuelle samfund, men tværtimod om tilpasning af det heteroseksuelle samfund til de homoseksuelle. Vel at mærke alle de homoseksuelle. Forskellen er stor. Rummeligheden bør være i fokus. Vi har brug for at få alle sider af homokulturen frem i lyset. Ikke mindst de sider i homokulturen, som offentligt ikke accepteres. Hvad end det gælder anonym sex på Amager Fælled og i Ørstedsparken eller hate crimes eller brugen af stoffer, er det elementer i homokulturen, som er vigtige også at synliggøre. Tag bladet fra munden, og begynd at formuler dine lyster, og hvad det vil sige for dig at være homoseksuel. Der er al mulig grund til at skeje ud 13. august - ikke mindst politisk. Ønsket bør være at være udenfor og være sin egen. Det burde også gælde for Copenhagen Pride. Accept kommer ikke gennem tilpasning, men gennem respekt.