I dag, da Herbert Pundik fylder 80, er det ikke bare ham, vi bør ønske tillykke, men nok så meget os selv og Politiken. Det er mirakuløst, at vi har ham hos os og har haft ham så længe og har læst ham uge efter uge, år efter år og lært så meget af ham. Da Blicher skulle skrive om sit liv, skrev han om de mange gange, han havde været i livsfare – om de gange, han var blevet smidt af en hest eller havde været ved at drukne. Pundiks erindringer var blevet voluminøse, hvis han havde nævnt alle de gange, han var i livsfare. Det er ikke altid gået op for ham selv. Ganske vist betror han sine læsere, at dét at skrive de erindringer, han rummer, er som at hoppe fra isflage til isflage i et forsøg på at undgå at falde ned i det dybe mørke vand, der gemmer de hemmeligheder, vi ikke tør huske. Men læs så, hvordan han reagerede den skæbnesvangre dag, da familien flygtede til Sverige: »Jeg sad i en tysktime med lektor Enevold Hjejle på Metropolitanskolen ... Rektor Vilhelm Lorenzen, vor lærer i oldtidskundskab, kom ind. Hans kone var af jødisk afstamning, født Elsass, og hun havde modtaget advarslen ... Rektor gav mig besked om at tage hjem øjeblikkeligt. Mine forældre ventede mig. Jeg husker ikke, om jeg anede, hvad der var på vej. Men jeg husker, at jeg hoppede af sporvognen på Fridtjof Nansens Plads, standsede ved aviskiosken og købte et Skipper Skræk-blad. I betragtning af situationens alvor var det enten tegn på koldsindighed eller total formørkelse ... Meget er glemt, men ikke min fars bebrejdelse, da han opdagede, at jeg havde forsinket familiens flugt på grund af Skipper Skræk«. Man siger ofte om folk, der kommer op i årene – »han er 80 år og fuldkommen åndsfrisk«. Er åndsfriskhed noget, man kan se frem til? Sker det først, når man har rundet de 70 – 80 – 90? I Pundiks tilfælde ville det være en grov fornærmelse at notere, at han havde bevaret sin åndsfriskhed. Sidst jeg mødte Pundik, spurgte han mig, om jeg troede, at jeg arbejdede lige så meget i døgnet, som da jeg var 40. Og det måtte jeg indrømme, at jeg troede. Sådan har jeg det også, sagde han – og ved du, hvad grunden er til, at vi oplever det på den måde? Vi laver nok kun det halve af, hvad vi lavede, da vi var yngre, men alting tager dobbelt så lang tid! Jeg tror, det er aldeles rigtigt i mit eget tilfælde, men ikke i hans. Han har ikke bare nået at skrive sine artikler – men også at rejse land og rige rundt som foredragsholder (og altid rejse tilbage samme dag med nattog, om så det var fra Nordjylland). Han når derudover at optræde i radio og tv, skrive to erindringsbøger, og nu i anledning af hans fødselsdag udkommer der hele to nye bøger. Den ene er hans breve til uundværlige Sussi – den anden er et udvalg af hans artikler. Derudover har han nået at være rejsefører for Politikens læsere i Israel, Tyrkiet, Cypern og Malta. Titlerne på hans erindringsbøger er typiske for ham. Den første hedder ’Det er ikke nok at overleve’. Den anden hedder ’Du kan hvis du tør’. Du bør mere end slet og ret overleve. Og det du bør – gør du, hvis du tør. At leve og overleve er at være forpligtet. De gode titler minder om Primo Levis to titler: ’Hvis dette er et menneske’ – og ’Hvis ikke nu, hvornår så?’. Jeg indrømmer, at jeg er mest optaget af Pundiks første erindringsbog ’Det er ikke nok at overleve’. Pundik fortæller, at han havde en dame til bords, som var »en ottendedel jøde«. Hun sagde, at hun mødtes med hele sin jødiske familie hvert år, når Tivoli åbnede. Ved indgangen overholdt de et gammelt familieritual. I kor sagde de nogle ord, som ingen kendte betydningen af. Det lød som abra ka dabra. Pundik bad hende gentage ordene, og bag de sære brokker genkendte han den jødiske lovprisning: Lovet være Herren, min Gud, som har ladet os leve og opleve denne stund. Når ordene er glemt, er ritualet og lovprisningen tilbage om end som stumper eller et fjernt ekko. Det er som den jødiske historie om skrædderen, Samuel, som udebliver fra synagogen, og rygtet går, at han er blevet ateist. Nogle venner går derfor hjem til ham en sabbat, hvor han heller ikke har vist sig. De spørger ham, om han er blevet ateist – for det har nogen fortalt. Men det benægter han kraftigt. Nogle dage efter møder de ham på gaden og spørger igen, om han er blevet ateist. – Ja vist er han det, erklærer han nu. »Hvorfor sagde du så nej i lørdags?«. »Det er klart«, svarer han: »Man kan da ikke sige, at man er ateist på en sabbat!«. Når jøder assimileres, er det ofte sket ved, at de tager et tysk, polsk eller dansk efternavn, alt efter hvor de bor. Og dog bliver de spurgt: »Hvad hed du, før du fik det efternavn, du nu har?«. Pundik har fortalt om en jøde, der havde valgt efternavnet Olsen, men bagefter spurgte, om han kunne vælge efternavnet Hansen i stedet for. Han blev spurgt, om han syntes, at Hansen var et bedre navn end Olsen. »Nej«, svarede han – »men hvis nogen spørger, hvad jeg hed, før jeg fik navnet Hansen, kan jeg svare, at da hed jeg Olsen!«. Pundik mener, at der er fire ting, som holder sammen på det jødiske folk: troen, traditionen, humoren og sammenholdet (alle jøder er ansvarlige for hinanden). For at begynde med det sidste punkt havde Pundiks mor hele livet givet alle, der var i bekneb, alt, hvad hun kunne. Hans far gav en hel fabrik til en ung mand, der havde overlevet seks koncentrationslejre. Da Pundiks mor var 92 år og vitterligt ikke have meget at give af, sagde Pundik til hende, at nu skulle hun beholde den smule, hun havde. Men hun satte ham på plads med følgende replik: »Man skal give, så længe hånden er varm«. Tro og tradition hænger sammen, og derfor holder Pundik naturligvis sabbat, som han har gjort det hele sit liv, skønt han ikke på nogen måde er ortodoks. Det fjerde bud, om at man skal ære sin far og sin mor, ligger ham dybt i blodet. Det er ikke et spørgsmål om at følge et bud, men et spørgsmål om at følge sit hjerte. Når man læser Pundiks erindringer, mærker man, hvor spontant han agter sine forældre, Mendel og Eva Pundik. De har træk, han elsker, og som er gået videre til ham. Han husker, at han engang som barn spurgte sin far, hvorfor man skulle bede om regn – når det alligevel styrtregnede, uden at man bad om det. Faderen svarede: »Vi beder ikke for, at det skal regne i Danmark, men for at det skal regne i Israel, når det er tørketid«. Man siger, at hvert menneske har sin egen tone, sin egen klang. Pundiks klang er lige så genkendelig som hans stemme og hans særegne vejrtrækning, når han taler i sit karakteristiske tempo. Han har stort set rettet sig efter de værdier, hans far lærte ham. Faderen var glad for andelstanken og ville derfor, at Herbert skulle være mejerist og bosætte sig i Israel og lære fra sig. Hvis han var blevet mejerist, ville vi i dag have grund til at græde over spildt mælk. Et sted i Pundiks erindringer kan man læse, hvor raffineret jødisk humor kan bruges. Det er redaktør Koppel, som af Gestapo bliver spurgt: »Sind Sie Jude?«. Koppel svarer med stolthed og forstilt interesse: »Ja, und Sie?«. Mellem Pundiks artikler, der nu udgives, er en, som hedder ’Min drøm og virkelighed fra 1975’. Det er Pundiks udsagn, at virkeligheden altid overgik drømmen i hans liv – derfor blev han journalist. Havde det været omvendt, skriver han, var han måske blevet forfatter. Mens jeg har forberedt denne Kronik til Pundik, har jeg haft nogle givende møder med hans sekretær, Gerd Salmark, med Ninka, med Bjørn Bredal og Hans Hertel. Gerd Salmark kunne fortælle om hans mange indsamlinger til palæstinenserne, til hospitaler og ambulancer og humanitære forbedringer. Ninka fortalte om Pundiks trofasthed og mente, at han overdrev, da han i en fødselsdagstale for hende sagde, at han ikke havde været bange for fjender, men for Ninka, som blev så vred, hvis han rettede i hendes artikler. Jeg husker, han i fødselsdagstalen hævdede, at han altid, når han ankom til bladet, så på receptionisten, som enten nikkede eller rystede på hovedet. Nikkede han, så betød det, at Ninka sad og ventede på hans kontor. Så måtte Pundik lige en tur i kantinen for at dulme nerverne. Hans Hertel fortalte om Pundiks idérigdom. Fra han vågnede klokken 6 om morgenen, til han kom på bladet, fik han mindst tyve ideer. Og han blev ikke vred, hvis de blev forkastet – for han havde nok af dem. Og Bjørn Bredal fortalte, at Pundik på Vallekilde Højskole blev spurgt om staten Israels berettigelse og sagde, at han efterhånden kun havde et argument: »Holocaust«. Sussi, som sad blandt tilhørerne, sagde: »Men det skal palæstinenserne vel ikke betale for?«. Pundik forklarede forsamlingen, at det var en diskussion, som ægteparret blev ved at føre indbyrdes. Bredal fortalte også, at Pundik har haft evnen til at lukke alt ude, når han koncentrerede sig. Han havde oplevet, at Pundik ved et ledermøde dikterede en artikel på hebraisk til Tel Aviv, mens redaktør Ahm højlydt harcelerede over en indenrigspolitisk skændighed herhjemme. I en talestrøm uden pauser og for fuld volumen. Jeg har også hørt, at Pundik, når han ansatte praktikanter, bad dem møde op klokken 7 om morgenen. Det første spørgsmål, han stillede dem, var, hvilken artikel i dagens avis de fandt bedst. De, der svarede, at de ikke havde nået at se dagens avis, blev sorteret fra. En vordende journalist bør begynde dagen med at læse avisen. Journalistisk nysgerrighed skal ligge i blodet, selv om man er aldrig så meget et B-menneske. Det tager mange år at blive ung. Det er ingen kunst at være ung, når man er ung. Det er heller ingen kunst at gå i barndom, når man bliver 80. Men det er en kunst at ’gå i ungdom’, selv om der mærkeligt nok ikke er noget, der hedder sådan. At gå i ungdom – som Pundik – betyder at bevare sin nysgerrighed, at tænke ungt og analysere ungt. I Politiken, søndag 9. september, analyserede Pundik USA’s Iranpolitik eller den problemstilling, der i At Tænke Sig blev formuleret sådan: Haves: Iran Ønskes: Uran. Pundiks overskrift var: ’Iranerne lader sig ikke standse’. Han skrev: »Truslernes tid er omme som et effektivt middel til at øve indflydelse på Iran. Vi må indstille os på, at Iran bliver en atommagt. Løsningen er en kombination af forhandling og afskrækkelse. Magtbalancen i Mellemøsten er i skred. Iran er på fremmarch«. Pundik analyserer så Frankrigs præsident Sarkozys sindelagsskift. Før han mødte George W. Bush i Maine, advarede Sarkozy mod en militær aktion mod Iran. Efter mødet erklærede han, at et atombevæbnet Iran er »uacceptabelt«. I Teheran tolkes den franske præsidents holdningsændring som tegn på, at en amerikansk militæraktion er på vej. Pundik anbefaler forhandlingspolitik og konkluderer: »Mulighederne eksisterer, hvor usikre de end måtte være. De skal udnyttes nu. Efter 2010, hvor det forventes, at Iran vil være i stand til at producere atomvåben, vil prisen for en aftale om betingelserne for en sameksistens med Iran stige«. Man skal ikke bekymre sig for Pundiks alder. Han vil som 80-årig være den, han altid har været. Alderdommen er ganske vist en dom, der ikke kan appelleres. Man kan ikke få den omstødt. Men man kan tage den forskelligt. Hvis man staver ordet dom bagfra, står der mod. Mod kan være af så mange slags. Tager man ordet mod som biord, betyder det, at man tør gå op mod noget – en bølge, en hetz, et flertal. I den forstand har Pundik altid haft courage. Georg Brandes sagde om H.C. Andersen: »Der skal mod til at have talent«. Og det gælder Pundik om nogen. Han minder mig om den mand i sagaen, der på vej til sin dødsdom siger: »I kan dræbe mig, men I kan aldrig tvinge min mund til at ligne en omvendt hestesko«. Einstein sagde, at verden er et farligt sted at opholde sig – ikke på grund af de onde, men på grund af de passive. Passiv har Pundik aldrig forholdt sig. Og modet til at gå imod er stort og beundringsværdigt. Alligevel er drivkraften, tror jeg, selve livsmodet, som gemmer sig i titlen ’Det er ikke nok at overleve’. Et mod, der aldrig bliver ude af proportion som overmod eller hovmod. Eller svinder og bliver til mismod. Talentet er usvækket – bliv ved med at have mod til at have det! Og smit os andre med dit livsmod. Du har selv defineret din dialektiske form for optimisme. Pessimisten siger: »Det kan ikke blive værre«. Optimisten siger: »Det kan du tro. Bare vent og se!«.