Kampen om penge, magt og status er gået over gevind. Kronikøren, der er forfatter, har derfor taget initiativ til dannelsen af et konkurrenceskaderåd. Det lumske er de glidende overgange. Hvornår bliver harmløst drilleri til ondsindet mobning? Hvornår har leg og munter køren om kap udviklet sig til en dopet cykelsports benhårde forretning? Hvornår bliver konkurrence 'usund'? Det er kun godt at kunne gi' den en ekstra skalle i ny og næ, men når konkurrenceklima - og fyringsfrygt - kaster mennesker ud i stress, angst, depressioner og udbrændthed i et omfang, som er udregnet til årligt at koste 1.000 milliarder dollar i USA og Europa i fravær, produktionstab og sygedagpenge, så er den gal. Når ingen spørger efter årsagen, fordi den forstås som et givet vilkår - »Man kan ikke sætte sig op mod udviklingen« - er den først rigtig gal. Årsagen er den konkurrence, der er blevet styrende i vort samfund, konkurrencen om penge, magt, viden og status. Frygten for at falde bagud, håbet om at komme foran og hente en gevinst frister den enkelte til at påtage sig mere, end han kan overkomme, hvorved frygten bliver stadig mere velbegrundet, håbet stadig mere desperat, indsatsen og målrettetheden stadig mere intense. Den frie konkurrence bestikker med sine løfter om levefod eller anseelse, og den tager magten fra den bestukne. Den udfordrer den enkeltes kreativitet, og den gør omverdenen til fjende og udhuler fællesskabet. Men den giver mennesker, der ellers ikke ved, hvad de skal med deres liv, et mål. »Hvis vi skal være med helt fremme i front også om ti år«. Den, der siger sådan, føler sig vidunderligt beslutsom og handlekraftig, livet har fået et mål - lige til målet løber af med den målbevidste. Døgnet bliver for kort, livet bliver for kort, »jeg kan ikke løbe stærkere, end jeg gør«. Alle konkurrerer med alle og med sig selv, og alle beklager dybt de uheldige følger, når der til hver vinder hører adskillige tabere, eller når konkurrencen tromler hen over alle tilløb til beskyttelse af naturen, og alt det vand, der hældes ud af ørerne, ender som gift i grundvandet. Yderst beklageligt. Fra asken i ilden. Den frie konkurrence har sat os fri af den brutale, overtroiske og forandringsfjendtlige verden, der endnu var vore oldeforældres, men friheden blev til tvang i form af en selvforstærkende dynamik, der har fået ressourceforbruget til at eksplodere, så det kan ende med at slå kloden ihjel. Konkurrencen frister til at søge frelse fra sine egne følger i endnu mere konkurrence. Den er endt som den kollektive tvangsneurose, vor kultur altid har frygtet, jævnfør et ordsprog som 'Den skal have en lang ske, der vil spise om kap med fanden!', eller tænk på rædselsfortællingen om troldmandens lærling, fristet over evne til et valg, der kom ud af kontrol og derefter førte til død og ødelæggelse. Eller tænk på Goethes Faust! Den rastløse stræben, der fik Faust til at indgå en pagt med Mefisto, den rastløse stræben, som siden bevingede det 19. århundredes entreprenante kapitalister og imperiebyggere - denne rastløse stræben har i dag grebet hele den rige verdens befolkning, som var den et afhængighedsskabende stof. Vi legitimerer den som 'fri konkurrence'. Spørgsmålet er, om vi kan vriste os ud af denne djævels kløer uden at sætte alt det over styr, som pagten med ham har givet os? Eller kan vi i det mindste klippe de kløer? Eller skal vi kastrere ham? Tanker som disse er baggrunden for oprettelsen af et konkurrenceskaderåd. Den opgave er vi et halvt hundrede mennesker, der er gået i gang med. Noget må der jo gøres! I dagens verden synes en eller anden reaktion på konkurrencens alt for uanfægtede tyranni at være nødvendig og at kunne være til nytte: at problematisere det, der er blevet et grundtræk i den moderne kultur, at pege på det og nævne det ved navn, at sætte det på dagsordenen og skabe opmærksomhed og bevidsthed om det - noget sådant bør kunne være med til i hvert fald at bryde spidsen af tyranniet. Opgaven er ikke ganske let. Da den frie konkurrences sejr over traditionssamfundet ikke kun har frisat en del af menneskeheden fra forhen ærværdige bindinger, men også fra sult, sygdom, kropsarbejde og kort levetid, så kræver det en del omtanke at tale om dens skader uden at gøre sig til grin. Det vil ikke være klogt at melde sig som nostalgiker og beklage, at bilen har slået hestevognen ud, eller at fjernsynet har dræbt selskabslegen. Adskilligt af det, konkurrencen har fejet ud med hård hånd, er ikke den sentimentalitet værd, som gerne sættes i omløb, når talen kommer på de gamle dage. Det er ikke fra længsel efter gammellivet, vi skal hente inspiration til modstand mod konkurrencens overmagt. Det er fra vor sårede medmenneskelighed og fra en omsorg for naturgrundlaget - vel også fra en bekymring for, hvad en altdominerende konkurrence og den deraf følgende individualisme og narcissisme på længere sigt betyder for et samfunds sammenhængskraft. Konkurrenceøkonomi og konkurrencepsyke forudsætter hinanden og forstærker hinanden, og denne uhellige alliance mellem økonomi og psyke angriber hver dag på nye måder de bol- værker, vi dog har skabt mod det totale barbari: den demokratiske stat, vore forskellige forsøg på solidarisk organisering - udhuler dem, tager pengene fra dem, tager modet fra dem, sparer dem ihjel. Hvad sker der med de afhængige og hjælpeløse, når samfundet ikke har råd til at hjælpe dem, hvis det skal kunne klare sig i konkurrencen med andre lande? Hvad sker der med det samfund, der siger, det ikke har råd, selv om dets levefod er svimlende højere end tidligere generationers? Bureaukratiserede, størknede institutioner glemmer den etos, der engang bar dem frem og gav dem mening, og giver modstandsløst op over for privatisering, ganske som stater giver op over for globalisering. Pengemagten overtager stadig mere af styringen, i USA køber den sig til politisk magt ved at finansiere valgkampene, i Kohls Tyskland købte, i Chiracs Frankrig køber de ledende politikere yderst kontant, i Italien overtager den personligt ministerpræsidentembedet. Men det går også uden korruption, helt frivilligt. Skal vore virksomheder måske ikke kunne klare sig bedre i forhold til udlandet? Sådan spilles staterne ud mod hinanden og tvinges til langsomt at udhule sig selv. Dette pengemagtens 'statskup i slowmotion' har væbnet sig med en ideologi til sit forsvar og kalder sig liberalisme. Den umiddelbare følge, en meget reel konkurrenceskade, er borgernes lammende oplevelse af afmagt og afpolitisering og politikkens forvrængning til tv-konkurrence mellem de to herrer Rasmussen. Hver gang staten bukkende eller fagforeningen tænderskærende træder et skridt tilbage til fordel for en kapital, der beråber sig på konkurrencens krav eller truer med mere arbejdsløshed, får det en omfattende signalvirkning. Sejrrig og selvbevidst trænger konkurrencens ånd og princip ind overalt, gennemsyrer sjælene og samfundsforholdene helt ud i de yderste kroge og bliver lige så selvfølgelige for os som det vejr, vi trækker. Medmennesket bliver konkurrent og modmenneske, denne klodes og denne menneskeheds vidunderlige mangfoldighed bliver til trusler, tradition og særpræg bliver handelshindring, og menneskeheden ensretter sig efter bedste evne. Nationalbevidstheden inspirerer ikke til at læse Holberg eller Blicher, højst til at lave udstillinger med billeder af dem, men ellers til i konkurrencen med andre lande at udnævne vort eget til foregangsland, græmmes, når vi ikke er det, og gå op i landskampe - hos Søren Krarup desuden til at indtage havregrød hver morgen. Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette. Har det moderne menneske slet ikke blik for konkurrencens uheldige følger? Jo, i høj grad. Som symptomer, som isolerede fænomener er de sikre på stor opmærksomhed. Vore medier elsker Jobs-budskaber a la 'Vi knokler som aldrig før', 'Skrabet hjælp til ældre' eller 'Depressioner truer velstand'. Gallupundersøgelser om voksende travlhed og følelse af udbrændthed citeres gerne, ligesom det jævnligt beklages, at forbrugsracet uundgåeligt ender med at gå ud over naturen, at arbejdsklimaet på hårdt trængte virksomheder kan blive modbydeligt, at reklamer virker fordummende, at konkurrencen mellem f.eks. fødevare-koncerner eller fjernsynskanaler snarere sænker end højner kvaliteten, at den demokratiske valgkamp undergraver demokratiet, når den styres af reklamebureauer, at mennesker nedslides af akkordarbejde, at samfundet har sine mange tabere, at børn mobber hinanden i skoleklassen, at tanken på eksamensresultatet undergraver den selvstændige tilegnelse, at sporten har udviklet sig fra amatørens leg til den professionelles levebrød, at aktiv deltagelse i fællesskabet svinder: lavere valgdeltagelse, færre fagforeningsmedlemmer. Alle disse eksempler på konkurrencens skadevirkninger er velkendte, så hvis beklagelser kunne ordne sagen, behøvede vi intet konkurrenceskaderåd. Aldrig har så mange mennesker klaget så meget og så latterligt over, at de egentlig lever alt for fortravlet og helt forkert, og aldrig har så mange affundet sig med så meget i deres omverden, de også egentlig synes er forkert, som i vor tid. Det karakteristiske ved disse klager er, at de sjældent søger en forklaring, men holder sig på symptomplanet. Klageren gør sig dummere, end han er. Interessen for stress samler sig om omfanget og behandlingen, ikke forebyggende om årsagen. Og når børn mobber hinanden i skolen, må det være, fordi der er noget galt med disse børn, og deres lærer må få dem til at holde op, sådan! Ingen tanke på, at forklaringen kunne være, at børnene selv er udsat for en massiv voksenmobning, nemlig bl.a. den, som karakter-systemet udgør, og at de er ved at forberede sig til livet i en voksenverden, hvor mobning - f.eks. under navn af udstødning - er fast regel. Børnenes fejl er ikke, at de mobber hinanden, men at de viser os vor egen verden i et alt for tydeligt spejl. Vi vil ikke se den, og dér kommer travlheden til god hjælp. Vi prøver at få for travlt til at forstå, at vi har for travlt til at forstå noget som helst. En af de i konkurrencen indbyggede onde cirkler, der er ved at sprænge kulturen indefra. Men dynamisk er det, som en sprængladning. For at ændre dette grimme mønster behøves opfindsomhed, frækhed og lidt megalomani. Opgaven er af politisk art, en oplagt statsopgave, og vi - en kreds af almindelige borgere - opretter kun et konkurrenceskaderåd, fordi staten - i en art distraktion, ren tanketorsk - ikke er kommet i tanke om at gøre det. Det konkurrenceråd og den konkurrencestyrelse, staten har nedsat, udfylder utvivlsomt en vigtig opgave, men indtil vi andre kommer i gang, klapper de med én hånd. - Men går vi ikke Det Etiske Råd i bedene, kan man spørge? Gid det var så vel. Konkurrence-skaderådets opgave vil være at påpege skaderne, analysere truslen, foreslå forholdsregler og melde sig på de skaderamtes side. Drømme om at afskaffe konkurrencen er verdensfjerne. Den skal ikke afskaffes, men den og dens virkninger skal undersøges, dens karakter af tvang eller skæbne skal punkteres, og dens vilde ridt skal tæmmes. Hvad der vil vokse frem, efterhånden som noget sådant sker, kan ingen vide. Frihed - kan man håbe. Der er brug for, at friske øjne registrerer tilstandene i vort samfund og i vore sjæle, men der er ikke megen glæde ved en forskning, som får lov at blive stående på hylden, når først ph.d.en er antaget. Lige så vigtig som forskning er den gode provokation. Vid bedre, hvad du ved! Det er velkendt, hvordan selv den mest hårrejsende nyhed kan blive harmløs, når den efterfølges af en oplivende vejrudsigt. En nok så stor kunst vil det være at anskueliggøre de hårrejsende perspektiver i de hverdagsforhold, vi alle har besluttet at vænne os til i vort eget liv. Konkurrenceskaderådet mangler endnu både vedtægter og formel stiftelse. Vi er på et forberedende stade og er usikre på mange ting, også nogle af de elementære. Hvilket sprog skal vi vælge? Vi forstår os selv som dumdristige forkyndere af noget fuldstændig selvfølgeligt og ved derfor ikke rigtig, hvilken grimasse vi skal sætte op, alvorsmandens eller satirikerens? I hvert fald ikke politikerens! Desuden: Skal vi tale økonomiens sprog og gøre konkurrenceskaderne op i penge dér, hvor det er muligt, og ikke kun anskue dem som de ulykker for mennesker og natur, de først og fremmest er, men som de udgifter for pengepunge, de også er? Jeg er blevet overbevist om, at dette - som er mediernes og tidens sprog - ikke skal være vores. Vist ville det være fristende for en spydig sjæl at efterligne de amerikanske sagsanlæg for tobaksfremkaldte kræftsygdomme og kræve erstatning på vegne af et mobbet barn eller en nervenedbrudt erhvervsleder. Men disse menneskers lidelser er for alvorlige til spøg, og det er en afsporing at gøre menneskelig lidelse - eller naturens tab - op i penge. Deri ligger nemlig allerede en forestilling om, at disse ødelæggelser af liv kan opvejes med kroner og øre. Det kan de ikke. Ødelagt liv er ødelagt. Opgaven kan ikke være at trøste de ødelagte liv, men at forebygge, at flere ødelægges. Et andet åbent spørgsmål er, om vi skal samle os om nogle få af de mange forskellige skadevirkninger, i så fald hvilke, eller om vi skal starte bredt? Kun én sag er vi sikre på: at vi skal lægge ambitiøst ud. Skal disse enorme spørgsmål tages alvorligt, skal der særdeles mange penge til, til forskning og oplysning - penge er i vort samfund nu engang det parameter, hvormed en sags alvor bedst måles. Vi har talt om, at opgaven vil kræve 110 millioner om året. Det nu hedengangne tobaksskaderåd brugte 11 millioner årligt, og er vor opgave måske ikke ti gange så vigtig - og ti gange så svær, allermindst? Sådan forstået er 110 millioner et realistisk tal. Vi må i gang med at udforme vore ansøgninger. Forslag til oprettelse af en HØJSKOLE FOR KONKURRENCESKADE Emner, der kan studeres: