Lad mig lige sige det ligeud: Jeg tror ikke, at Ole Sohn er en sikkerhedsrisiko på grund af sin fortid. Den sovjetiske efterretningstjeneste KGB's praksis var belagt med tabu mod at hverve spioner eller indflydelsesagenter blandt medlemmer af kommunistpartier. Jeg tror heller ikke, at Sohns forklaring om, at han aldrig selv rørte ved de sorte Moskvapenge, skal afvises uden videre. Men at den tidligere partiformand havde et detaljeret kendskab til DKP's økonomiske situation, til alle eksisterende finansieringskanaler, inklusive sorte penge fra den såkaldte Internationale Støttefond til venstreorienterede arbejderorganisationer, er der i mine øjne ingen tvivl om. Sohn kæmpede til den bitre ende for at redde økonomien i det synkende foretagende DKP (Dansk Kommunistiske Parti) og opgav kun efter at have indset, at 'forretningen' i virkeligheden ikke var andet end en ren donation fra Kremls side. Mellem 1987 og 1990 - samme periode, som Ole Sohns bestred formandskabet for Danmarks Kommunistiske Parti - var jeg chefredaktør for det sovjetiske pressebureau Novosti (APN) i København. Udstationeringen i udlandet medførte dengang en intim viden om det sovjetiske partibureaukratis hovedmekanismer og deres arbejdsgang: udenrigstjenesten, ambassaden, efterretningstjenesterne og ikke mindst - Det Kommunistiske Partis internationale afdeling i Moskva. LÆS OGSÅSohn bryder tavsheden: Det var mig, der åbnede arkiverne I 1988 var APN, som traditionelt var en propagandatjeneste, endelig ved at udvikle sig til en formidler af rigtige, spændende nyheder og forsøgte at formidle den kritiske debat fra Sovjetunionen under Mikhail Gorbatjovs perestrojka- og glasnostpolitik. Vi blev virkelig begejstrede for udviklingen i Moskva mod pluralisme, demokrati og frihed. Sammen med Politiken stod pressetjenesten APN bag nogle opsigtsvækkende samfundshøringer i København og Moskva, blandt andet om menneskerettigheder i Sovjetunionen og de baltiske delrepublikkers forsøg på at genvinde deres selvstændighed.

Men samtidig voksende irritationen fra DKP's hovedkvarter. Den russiske ambassadør i Danmark, Boris Pastukhov, kaldte mig i begyndelsen af 1988 ind til møde og sagde, at han fik masser af kritik og klager »fra vores venner i Dronningens Tværgade«, der betegnede pressebureauet APN i København som »en kontrarevolutionær rede«. Dronningens Tværgade var stedet, hvor DKP havde sit hovedkvarter, og hvor Ole Sohn holdt til, men foreløbig var deres protester bare ord. Det skulle imidlertid ændre sig, da vi i 1989 ville formidle de nye toner fra Moskva i et nyt blad. Det gamle propagandatidsskrift Fakta om Sovjetunionen, betonkommunisternes yndlingsblad udgivet af APN's centralredaktion i Moskva og produceret i DKP's Terpo Tryk, skulle skrottes og give plads til et helt nyt månedsblad under navnet Glasnost, som vi selv skulle lave i København. Glasnost skulle ikke alene være en kilde til spændende stof fra Sovjet, men også kunne tilbydes i løssalg. Tanken var, at et sådant blad kunne løbe rundt økonomisk og eventuelt frigøre sig fra Moskvapengene. Da produktionsomkostningerne var mindst to og en halv gange højere hos Terpo end hos 'almindelige' danske trykkerier, besluttede jeg - ganske naivt, skulle vise sig - at forlade Terpo Tryk og sendte et orienteringsbrev herom til APN i Moskva.
LÆS OGSÅThorning er træt af at tale om Ole Sohn Samtidigt tog jeg et møde med Terpo Tryk i DKP's hovedkvarter i Dronningens Tværgade, hvor blandt andre Ole Sohn var med. Jeg fik et klart indtryk af, at den unge ydmyge mand (faktisk jævnaldrende med mig) var velorienteret, men også bekymret for den økonomiske situation i sin forretning. Tilsyneladende forstod han alt for godt, at det ville skabe et kæmpeproblem at miste en sådan kunde som pressebureauet Novosti. Et muligt nedslag i prisen blev drøftet, men vi kom aldrig nær en gensidig forståelse.