Egentlig BEGYNDTE det bare med, at det var ustyrlig varmt et sted syd for Tokyo.

Vi sad i byen Hiratsuka. Min daværende svigerfar – jeg var dengang kæreste med den sødeste japanske pige – hed Ryozo, og det var ham, der gjorde det. »Vi laver en hage«, sagde Ryozo-san. Hage – som rimer på nakke – er det japanske ord for en skaldepande. En ægte kronragning. Svigerfar fandt en saks, en skægtrimmer og en barberkniv. Da jeg spurgte, om det ikke ville blive lidt for skinheadagtigt, kiggede han bare undrende på mig. I Japan laver man nemlig hvert år hage på millioner af små drenge. Det er bare praktisk. Og man regner i grunden den skaldede isse for ekstra fin. Vi talte meget om, hvordan det kan være en buddhistisk dyd at rage hovedet. Ryozo-san forklarede mig, hvordan det hang sammen. »Hvis du for eksempel vil fejre et ordentligt nytår, så kan du lave din hage, inden det bliver nytår. Du skal smide dit gamle hår ud før nytårsaften. Du skal starte helt forfra!«. Ordene kom ikke fra hvem som helst. De kom fra en mand født i Kyoto, den gamle, hellige kejserby, hvor den japanske religion stadig dominerer i bybilledet. En mand i ægte kontakt med virkeligheden. Som den gang, hvor jeg spurgte ham om, hvorfor jeg har så svært ved at sidde i lotusstilling, når jeg mediterer. Han svarede uden at blinke. »Du er for fed«. Sandheden. Virkeligheden. Det, som er. Ikke andet. Ingen semifiktive guder eller 70 jomfruer ventende i himlen eller gamle svære bøger, som man skal være en anden Harry Potter for at kunne tyde. Kan du se kirsebærblomsten? Kirsebærblomsten findes. Så enkel er verden. Erkend den. Mærk den. Den findes. Ligesom Politiken foran dine øjne findes. Papiret findes. Tryksværten findes. Tanken i teksten findes. Som en linje i et digt af en moderne tænker som Inger Christensen. Sådan er zenbuddhisme. Det er ingen tro. Det er en erfaring. Lige nu. Nogle år forinden havde jeg været på mit livs første rejse gennem japansk kultur. Jeg havde fået lov at interviewe 21 personligheder i Japan. Jeg bliver stadig svimmel, når jeg tænker på alle dem, jeg mødte. Jeg diskuterede for eksempel hardcore internetpornografi med Japans førende feminist. Jeg mødte den mest berømte konditor i hele landet. Jeg lærte sandheden om depressioner af en japansk psykiater – lidelsen kureres i Japan med middelsvært havearbejde. På min venstre skulder har jeg stadig den tatovering, jeg fik af Horihito af Horiyoshi den III’s familie. En ægte yakuza-tatovering. Det er netop en kirsebærblomst. Et memento mori. Livet er kort. Du dør lige om lidt – som en sart kirsebærblomst i livets vind. Blomsten er håndlavet med nåle, kantet og skinger i farven. Jeg fik den som en gave, fordi jeg sagde, at jeg syntes, at buddhisme var interessant. Tatovørmesteren sagde, at for ham var tatoveringer altid en hyldest til Buddha. Hans egen datter hed ligefrem Sakura, Kirsebærblomst. En anden af de mange spændende mennesker, jeg mødte under rejsen, var en zenpræst. Han var også meget ligetil. »Kan du sidde stille i 40 minutter, imens vi mediterer?«, spurgte han. »Ja, det vil jeg da tro«, svarede jeg. »O.k. Jeg spørger igen: Kan du sidde stille i 40 minutter? Svaret må nødvendigvis enten være et ja eller et nej«. Da vi sluttede meditationen, sov min krop fra brystet og nedefter. Men jeg havde siddet stille. Bomstille. Jeg havde gjort, i stedet for at prøve at gøre. Og den lektie var i sig selv guld værd. Efter meditationen sagde zenpræsten, at jeg skulle komme med udenfor. »Vi plejer at drikke os lidt småstive efter meditationen. Mest i øller og sake. Men sommetider er der da heldigvis nogen, der har snaps med«, smilede han. Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg så langbordet med de allerede halvsnalrede japanere. »Men ... buddhister må da slet ikke drikke alkohol? Skal de ikke være et hundrede procent opmærksomme? Buddha betyder da ’Den vågne’?«. »Hør nu her, min ven. Da vi mediterede, var vi et hundrede procent opmærksomme. Derinde var vi vågne. Men nu er vi herude. Og her drikker vi. Vil du ikke godt være sød i det mindste at prøve på at være lidt til stede i nuet?«. Det var ham, zenpræsten, der lærte mig, at man skal brænde alt sit lort af til nytår. Man skal trawle igennem sit hus og gøre hele hytten ren. Man skal vaske sit tøj, alt sit tøj. Man skal rage sin isse og vaske sig fra top til tå. Alt det, man ikke vil have med hen i det nye år, skal bort. Allerhelst skal man brænde det af. Man skal ikke give det til de fattige eller til sine venner. Nej. Man skal få det til at fordufte, forsvinde. Tilbage skal der kun være ren ... tomhed. Det japanske ord for tomhed er mu, og det er det, man siger som mantra, imens man laver zenmeditation. »Hvis du engang er i Japan ved nytåret, så kom og besøg os igen. Og tag alt dit gamle lort med. Vi tænder et kæmpe bål midt på gårdspladsen, og folk kommer med gammelt ragelse fra nær og fjern!«. Den skaldede mand smilede bredt til mig. Selv havde jeg faktisk allerede praktiseret det et stykke tid på det tidspunkt. Det begyndte nemlig tilbage i år 2000, da jeg – helt intuitivt – besluttede, at jeg ville efterlade mine cigaretter i år 1999. Jeg ville ikke holde op med at ryge som et eller andet stort traume. Jeg ville bare efterlade cigaretterne i det gamle år. De ville ikke være der mere, når det nye år startede. Jeg ville ikke længere være ryger. På den måde var det pludselig let. Jeg standsede fra den ene dag til den anden. Og her taler vi vel at mærke om en ryger, der har røget mindst en pakke cigaretter om dagen – og som startede, da han var tolv. Efter mit første besøg i Japan blev det et ritual at rense ud i januar. Og efter min første hage blev det også et ritual at markere det med en kronragning. Så bliver man i hele januar mindet om, at man er begyndt på en frisk. Nogle af mine venner synes, at det ser cool ud, når jeg barberer mit hoved. Nogle af dem tror, jeg tager pis på dem, når jeg siger, at det har jeg tænkt mig at gøre. Nogle af dem – mest kvinder – siger, at jeg da har alt, alt, alt for søde krøller til, at de kan gå tabt. Ingen af dem har fattet noget som helst. Det her handler ikke om, hvordan man ser ud. Om ens hår følger moden lige nu. Det handler om, hvordan man tænker. Jeg kan næsten ikke beskrive det. Kulden omkring issen, når man træder ud i vinterbyen. Chokket, når man ser sig i spejlet første gang. At vågne op med en hage og være ... Ja, hvad er man egentlig? Min japanske kæreste jublede, da hun så mig med min første hage. »Kuriin!«, hvinede hun. Det er – hvis man følger et hav af sære omskrivningsregler – japaneres udtale af det engelske ord clean. Hun syntes, at jeg var ren. Et nyt menneske. Det er netop, hvad det handler om. Hage er at viske eksistensens tavle ren. Hvem vil du så være – i næste nu? I hele Asien har man et helt andet syn på nytåret, end vi har her i Vesten. I Japan fulgte man i århundreder den kinesiske kalender og fejrede nytåret engang om foråret. Og man opfattede det vitterlig som et helt nyt år. De mere esoteriske typer vil vide, at kinesernes stjernetegn følger året, ikke måneden. For eksempel er 2008 Rottens år i Kina. Det er altså hele året – og hele dets kvalitet – der bliver skiftet ud. Vi, her i Vesten, synes vel nok, at man kan starte forfra til nytår. Men vi opfatter det jo ikke sådan, at alt fra 2007 er decideret forsvundet 1. januar 2008. Men sådan er det i Asien. Det nye år er noget helt, helt, helt nyt. Man lever udelukkende i nuet. 2007 er history. Det findes ikke mere. Man skal slet ikke tænke på det. Punktum. I Japan overtog man i 1873, med den 122. japanske kejser Meijis hang til vestlige fænomener, den gregorianske kalender. Men man fejrer stadig det, man måske kunne kalde tærsklen til det nye år ved vores nytår. Man passerer noget sidst i december. Det er en rite. En rituel overgang. Årsagen er, at den nye begyndelse er hellig i buddhismen. Buddhister starter forfra – hele tiden. Og her ligger nøglen til mange analyser af konceptet genfødsel. Ikke mindst for zenbuddhister, der tror på, at man genfødes hvert eneste øjeblik. Så det er aldrig for sent at starte på en frisk. Tærsklen er altså meget vigtig. Og at respektere, at der nu sker noget nyt, betyder en masse. Af samme grund sender japanere ikke julekort, de er jo som regel ikke kristne, men i stedet sender de nytårskort i massevis. Et japansk nytårskort kan godt være en nyhed om en selv eller om familien, måske ligefrem et helt lille brev. Nytåret er den største højtid i Japan. Man tager det ekstremt alvorligt. En af mine venner er gift med en japaner, og sammen har de to smukke børn. Lige i starten af deres ægteskab skulle han lige vænne sig til, at hele julefreden blev forstyrret af den japanske hausfrau, der frenetisk rengjorde hjemmet fra kælder til kvist – og vaskede alt tøj og smed alt, hvad hun kom i nærheden af, ud. Det er selvfølgelig alt sammen også en slags metafor. For det er jo i virkeligheden også for at slippe for bekymringerne, tristheden, tabene, kriserne fra sidste år, at man gør alle de ting. Det også min vigtigste grund til at skære igennem ved nytår. Jeg har i år sagt definitivt farvel til flere mennesker. Jeg har sagt farvel til en masse bekymringer. Jeg har sagt farvel til mange drømme, der aldrig bliver til noget. Jeg har sagt farvel til dårlige vaner – ikke mindst sprutten. Jeg lader nemlig flaskerne stå i 2007. På den anden side af tærsklen. De findes ikke mere. Men det er der på den anden side ikke noget nyt i. Jeg har nemlig i de sidste fire år fejret nytåret med en såkaldt hvid måned i januar. En frisk start uden en dråbe alkohol i en hel måned. Jeg er startet med en klar tanke. Et koldt og kynisk møde med virkeligheden. Præcis som den er. Her. Og lige nu. Japanere indleder altid det nye år med noget godt, for det er selve starten, det handler om. Hatsuhinode er årets første solopgang. Hatsumode er årets første besøg i templet. Shigotohajime er årets første stykke reelt arbejde. Keikohajime er årets første buddhistiske praksis. Og hatsuyume er årets første drøm om det nye år. Alligevel er min favorit stadig den tankegang, at den første dag er signifikant for resten af året. Man kan se hele det kommende år i den første dag. Og netop derfor må den første dag aldrig være fuld af skænderier og spektakler. Ægtefolk skal elske hinanden, og der skal være fred i familien. Dagen skal bæres igennem af lykke. Og af samme grund er waraizome hellig. Det er årets første latter. Og det er derfor en dyd at få alle andre til at smile i starten af januar. Allerhelst skal de knække sig af grin. For så får de et rigtig godt år. Altså. Kig nu godt på billederne af undertegnede med og uden hår. Og grin så højt. Rigtig højt. Meget gerne sammen. Den Lille Fede vil kun fryde sig. Godt nytår!