Jeg kan ikke gøre meget ved, hvad der skete i mit land for ti år siden, men jeg føler, at jeg må fortælle om folkemordet, om de ting, jeg så, om konsekvenserne af det for mig, om, hvor smertefuldt det er, og om, hvor meget det påvirker mit liv hver dag. Jeg har lært mange ting, ting, jeg ellers aldrig ville have lært. Jeg har også tænkt mange tanker, det er dem, jeg gerne vil videregive her. Som en kvinde, der har overlevet folkemordet, har jeg været igennem et rædselsvækkende liv. Et hårdt liv, som det er svært at fortælle om. Folkemord er umuligt at fatte, det er ikke til at forestille sig, hvordan det er, selv ikke ud fra billeder og film. Jeg stiller mig selv mange spørgsmål, men jeg finder ingen svar. Det har fået mig til at tænke på, hvordan mennesker er, og hvordan vi tænker om hinanden. Jeg har lært, at mennesket kan forandre sig til noget, der er værre end vilde dyr. Jeg har lært, at venner og naboer kan forandre sig og blive til fjender under et folkemord. Jeg har lært, at en så unormal situation som folkemord kan forekomme blandt normale mennesker og gå ud over uskyldige. Selv helt små børn blev dræbt med macheter, min lille niece var kun 6 måneder gammel. På mirakuløs vis overlevede jeg, men jeg mistede mine forældre, mine bedsteforældre, mine brødre, mine søstre, mine onkler, tanter, fætre og kusiner og alle mine bedste venner. Men det værste er ikke, at de er døde; det værste er måden, de blev dræbt på. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, hvad de gjorde ved min familie, inden de dræbte dem; det er alt for smertefuldt. Jeg bliver så urolig og oprevet, når jeg tænker på det. Jeg håber aldrig, det må ske for andre, for det er så hårdt. Når jeg prøver at fatte, hvad der er sket, flyder mit hjerte over af smertens tårer. Som kvinde ved jeg, hvad min mor og mine søstre har måttet udstå, inden de blev dræbt. Det er ikke blot døden, men urupfu rw'agashinyaguro (en meget voldsom form for voldtægt, red.), hvilket er meget skamfuldt og frygtelig svært at tale om, især i forbindelse med min mor og min søster. Når jeg tænker på, at min mor så morderne komme til hendes hus med macheter for at dræbe hendes børn, mens hun så på det, og mens hun ventede på selv at blive dræbt med de samme macheter, så mister mit liv al mening, og jeg føler, jeg lever et liv som zombie - en levende død. Jeg ville ønske, jeg kunne finde hendes krop, sige farvel og begrave hende, men da jeg fandt mine bedsteforældre i toilettet og tydeligt kunne se, hvor macheterne havde ramt over hele deres krop, blev det for meget for mig. Jeg tænkte, at det måtte være noget andet; jeg tænkte, at intet menneske kunne gøre noget sådant. Det var umuligt for mig at fatte. Jeg tænker ofte på min søster, som, før interhamwe (militsen) dræbte hende, sagde: »Lad mig tage mit barn, så kan I dræbe os begge, for der er ingen tilbage til at tage sig af hende«. Hun regnede ikke med, at de ville dræbe en mor og en baby. De dræbte dem begge. En af min families bedste venner var hutu, og når han hørte om forestående drab på tutsier, kom han nogle gange og advarede os. Det var begyndelsen på folkemordet. Jeg husker, at mine forældre nogle gange sagde, at vi skulle sove i skoven, adskilt fra hinanden, da vi ellers kunne blive dræbt i løbet af natten. Vi var bekymrede, og jeg kunne se, at mine forældre var rådvilde, de vidste ikke, hvad de skulle gøre. Jeg ved ikke, hvad der skete med ham, for han dræbte mange under folkemordet. Jeg ville ønske, jeg kunne tale med ham og forstå, hvad der skete i hans hoved under folkemordet, for han var en god mand og en ven før. Jeg lærte, at en ven kan blive til en fjende. Efter krigen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige til ham. Det hele var bare for meget. Han sagde, at han ikke vidste noget om, at min familie var blevet dræbt, men det gør mig kun endnu mere forvirret. Hvordan skulle jeg kunne forudse, at mennesker som jeg kunne forvandles til vilde dyr? Min lillebror var en sød dreng, som havde mange hutuvenner. De kunne have advaret ham, men ingen af dem hjalp ham, da han blev dræbt med machete. Jeg tænker tit på alle dem, jeg har mistet; også alle mine venner fra skolen. Det er frygteligt at miste alle dem, man kender, familie, venner, naboer, på én gang og være helt alene. Det er en særlig form for ensomhed. Hvordan kan det lade sig gøre at dræbe et uskyldigt menneske og derefter få sig selv til at smide en menneskekrop i toilettet?! Det var frygteligt at se dem og forestille sig, hvad der var sket. Men jeg kunne ikke tale med nogen, kun med mig selv, dem, jeg kunne tale med, var ikke længere i live. Jeg genkendte dem på min bedstefars bælte og min bedstemors halskæde. Det billede har brændt sig fast i min hukommelse. Jeg har forsøgt at finde min mors krop, men det var umuligt. Det er så smertefuldt. Hvis jeg blot kunne finde hende, kunne jeg få lidt fred. Jeg bliver altid så angst, når jeg forestiller mig, hvad der er sket. Jeg ønsker ikke at tro, at hundene har spist hende, men jeg ved, at det er, hvad der er sket. En nabo fortalte mig, at han så hunde æde min brors krop, men han kunne ikke gøre noget, for han gemte sig. Jeg kalder ikke mig selv overlever, for jeg føler ingen livsglæde. Hvordan kan jeg det? Jeg er vidende om og har set så mange forfærdelige ting, og hver eneste dag tænker jeg på min familie. Min hverdag er vanskelig og meget præget af de ting, jeg har oplevet. Jeg stiller mig selv mange spørgsmål om fremtiden. Det er svært at tro på, at folkemord ikke vil ske igen, for der er så mange ansvarlige for folkemordet, der stadig går frit omkring her ti år efter. Folkemordet foregik under tilstedeværelsen af Unamir og andre menneskerettighedsorganisationer. Men de tav og lod alle disse uskyldige mennesker dø. Det er svært at leve et normalt liv, når jeg tænker på alle de forældreløse børn, der nu overlever på må og få uden håb for fremtiden. Jeg kendte mange af deres forældre før 1994. Disse børn har alle en ting til fælles: De har intet håb for fremtiden. Jeg ved, hvad det vil sige at være forældreløs efter et folkemord; jeg ved, hvad disse børn føler. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget for dem, ændre deres liv til det bedre. Jeg ville ønske, vi kunne få retfærdighed, lighed og demokrati. Følgerne af folkemordet i Rwanda er stadig enorme, og jeg vil bede alle, som kan, om at se og hjælpe disse forældreløse børn, for de har ingen andre. Deres største problem er ikke, at de er forældreløse, men at de er forældreløse som følge af et folkemord. De står over for mange vanskeligheder, alene det at skaffe sig mad er en kamp, for ikke at tale om vanskelighederne med at finde nogen, man kan og tør tale med. Det er svært at tale med nogen om så forfærdelige ting. De er bekymrede hele tiden. Det er frygteligt at leve som nabo til nogen, som har dræbt ens familie, og som har hele deres familie hos sig, mens man selv er alene med så mange problemer i livet. Det er svært at føle sig sikker på, at de ikke vil dræbe en, for de eftersøgte en overalt og dræbte hele ens familie. Mange overlevere bliver dræbt, selv her ti år efter. Sommetider føler jeg, at det er min private smerte, som jeg ikke kan dele med nogen eller fortælle om. Men jeg føler samtidig, at jeg er nødt til at fortælle min historie for at skabe opmærksomhed om de grusomme handlinger, der har fundet sted, fordi i morgen skal være bedre, fordi det aldrig må ske igen, fordi ingen igen skal opleve det, jeg har været igennem. De forældreløse børn i Rwanda skal ikke opleve endnu et folkemord. Kun ved at oplyse og berøre andre mennesker kan vi kæmpe for at forebygge folkemord. Jeg lærte at tænke på en anden måde, jeg lærte at tilgive uden forbehold. Det er vigtigt at huske, at disse børn er nøglen til at forebygge et nyt folkemord, nøglen til forsoning og forening. Børnene må diskutere deres oplevelser, syn og perspektiver på forening og forsoning. Her vil jeg understrege, at demokrati starter i børnehaven, det skal komme med disse børn. De, der lider mest, er desværre ikke altid dem, der får mest hjælp; jeg beder om, at disse overlevende børn må få ægte hjælp. De har oplevet frygtelige ting, er blevet tvunget til at røbe deres forældres skjulesteder for derefter at se dem blive dræbt på gruopvækkende vis. Disse børn lever nu alene og klarer sig på må og få. Disse børn har et vanskeligt liv uden håb for fremtiden og uden udviklingsmuligheder. Det er nødvendigt at lære dem om tilgivelse, at lære dem om, hvad det var, der skete for ti år siden, og at vejen frem er forsoning og genforening. Man taler om 800.000 døde, men glemmer, at de, der overlevede, ikke rigtig lever. Rwandas folk må begynde at tænke på en ny måde. For at forhindre fremtidige tragedier og folkemord må der indledes en proces, hvor hjerterne genopbygges hos de overlevende, især hos børnene og morderne. Morderne må tage ansvaret for det, de har gjort; forstå det og bearbejde det, så de kan blive tilgivet. Overleverne må lære, hvordan de kan leve med disse oplevelser og med de mennesker, som har dræbt deres familier. Der kunne f.eks. være et særligt fag i skolen, hvor man lærer om folkemordet. Det er nødvendigt for fremtiden. Vi har et land, vi taler samme sprog, vi er som brødre og søstre, og vi skal leve sammen, for landet tilhører os alle. Alt afhænger af, hvad resten af os i dag beslutter at gøre ved det, der skete dengang. Her mener jeg, hvad hutu, tutsi, twa og det internationale samfund beslutter at gøre, hvilke fremtidsplaner der er. Jeg tror, Rwandas folk er trætte af at slås og dræbe hinanden. Det er nødvendigt, at Rwandas folk og det internationale samfund anerkender forbrydelserne. Gacaca-retterne (hvor parterne bringes sammen for i fællesskab at forhandle sig til løsninger, red.) vil løse nogle af problemerne, da det ligger i mordernes og overlevernes hænder og handler om tilståelse og tilgivelse. Før i tiden anvendte man gacaca-retten til små forbrydelser som tyveri og slåskampe. Her blev parterne sat sammen for at nå frem til, hvad der skulle til for at opnå forsoning. Jeg tror, dette vil kunne være givtigt her. Formålet er, at morderne må tilstå deres handlinger og tage ansvar for dem, og overleverne må erkende, at intet kan bringe deres familie tilbage, men fremtiden skal blive bedre. Gacaca giver også morderne mulighed for at angre deres deltagelse i folkemordet. Mange var tvunget til at deltage, og dette kan måske også hjælpe overleverne til at forstå, hvad der skete. Det er tvingende nødvendigt at forsone Rwandas folk for at forhindre et nyt folkemord. Det handler ikke om, hvem der har ret. Ingen sørgen, anklagen eller finden frem til, hvem der gjorde hvad, og hvem der ikke gjorde noget for at redde knap 1 million rwandere, vil bringe vore slægtninge tilbage. Vi må lære at tænke forfra om menneskeheden. For når vi som mennesker dræber andre mennesker, mister vi det menneskelige i os selv. Vi må lære af disse forbrydelser og bearbejde det. Her ti år efter kaldes det folkemord i stedet for stammekrig, som det kaldtes før. Det skulle have heddet folkemord fra begyndelsen. Det internationale samfund diskuterer nu, hvordan noget sådant kan undgås i fremtiden. Jeg håber virkelig, at de diskuterer fra hjertet, og at det ikke bare er snak. Alle, som taler om, at det aldrig må ske igen, bør begynde med at være ærlige over for sig selv. Dette siger jeg med blikket rettet mod, hvad der i øjeblikket sker i Sudan. I 1994 var jeg for ung til at vide, hvorfor FN findes, og hvorfor UNAMIR var i Rwanda. Nu ved jeg det, og jeg ved, at folkemordet fandt sted under tilstedeværelsen af UNAMIR og andre fra det internationale samfund. Evakueringerne var kun for dem, der kaldte sig selv fredsbevarende. Det mislykkedes totalt for dem at forhindre nedslagtningen af tutsierne. Når jeg i dag tænker på de fredsbevarende styrker, tænker jeg, at de var turister i vores land. Jeg håber, de vil være bedre forberedt i en anden lignende situation. FN og det internationale samfund deler ansvaret for at have fejlet i at forhindre blodbadet, blandt andet ved ikke at forbyde eller destruere radioen LTLM, der spredte hadefulde budskaber og opildnede alle hutuer til at dræbe tutsier. Før de fredsbevarende styrker forlod Rwanda, løb mange tutsier ind i deres barakker i håb om beskyttelse. Tutsierne tiggede og bad dem om ikke at tage af sted og bad dem til sidst skyde dem, så de ikke skulle dø ved macheteslag. Mange tutsier kunne være flygtet og have søgt asyl i nabolande, men ingen troede, at noget sådant kunne ske under tilstedeværelsen af humanitære organisationer. Tre måneders massakre, mere end 800.000 døde, mens verden i stilhed så til uden at handle. Ti års liv i stilhed og frygt. Mange af dem, der kendte til folkemordet, tav. Men overleverne fortæller, og efterhånden fortalte Kofi Annan, så Romeo Dallaire og pressen. Nu ti år efter vil flere måske stå frem og fortælle, hvad de vidste. I ti år har de overlevende levet i stilhed med uudtalt frygt. Jeg har selv levet i stilheden og ventet på, at alle dem, for hvem det er umuligt at leve med bevidstheden om, at det kunne ske, ville stå frem. Ikke alle børn er forældreløse. Nogle mødre venter stadig på, at fædrene til deres børn skal komme og besøge dem. Blandt de fredsbevarende styrker muntrede nogle sig med de unge, smukke piger. Nogle af disse piger blev gravide, og børnene er i dag ti år gamle. Chantal, en kvinde, jeg tolkede for, var min nabo i flygtningelejren. Hun blev kæreste med en mand fra UNAMIR. Han hjalp os og gav os mad og vand. Chantal blev gravid, og de to levede en tid lykkeligt sammen som mand og kone. Da den tid kom, hvor hun skulle føde, blev han forflyttet på grund af arbejdet, men han lovede at komme tilbage og se til hende og babyen. Hun venter stadig, og drengen er i dag ti år. Han bærer sin fars navn. Oversættelse: Pernille Schou Nielsen