Den første uge i Iran er jeg inviteret til fester hele ugen. Jeg danser til forbudt amerikansk musik, drikker alkohol og er omgivet af miniskørter, makeup og stiletter. Ikke lige hvad jeg havde forventet, men jeg befinder mig også i ambassadecirkler og blandt rige i det nordlige Teheran. Her er reglerne noget anderledes end for almindelige iranere, der må døje med præstestyrets overvågning og skrappe regler for påklædning og adfærd. Eller prøve at omgå dem. Hvilket de så gør. Mellem de mange cocktail bliver jeg introduceret for den ene konspirationsteori efter den anden af iranske ejendomsmæglere, konsulenter i oliebranchen, diplomater, osv. Iran præsenteres som det evige offer for USA’s aggressive fremfærd – de økonomiske sanktioner er endnu en ydmygelse i rækken af historiske ydmygelser. Offer for araberne – var det ikke for dem, var iranerne ikke blevet belemret med islam – og præstestyret ... Ja, selv de store olieforekomster er et problem, for havde vi bare ikke olien, var der ikke så meget krig om den …Kritik af egne ledere eller egen formåen er ikke særlig højlydt … Det helt store samtaleemne er naturligvis atomtruslen. USA’s handelssanktioner begynder at virke i første omgang over for erhvervslivet, da flere banker verden over boykotter Iran og ikke vil udstede garantier i forbindelse med handel. Senest er kineserne også gået med på sådanne sanktioner – så mangler vi bare russerne. Mon ikke sanktionerne ville blive langt mere effektive, hvis man også boykottede handel med iransk olie? Så ville landet med ét miste halvdelen af sine indtægter. Men kunne Vesten nogensinde finde på at tage så drastisk et skridt? I EU stritter tyskerne og italienerne imod sanktioner, pga. deres eksport til Iran. Kan vi klare os med olie fra f.eks. Saudi- Arabien eller udvikle tilstrækkelig alternativ energi? Så kommer desserten – en meterstor lagkage med et rødt Nike mærke oven på hvid glasur, for sønnen i huset er lige fyldt 20 år, har amerikansk familie og elsker som andre iranske unge alt, der kommer fra USA. Irans unge er den virkelige bombe under præstestyret. Samme dag mødte jeg en ung lovende fotograf og hans smukke kæreste, der er malerinde (hun får dog ikke lov at udstille sine billeder, fordi hun viser kvinders følelser, seksualitet og mistrivsel med tørklædet) og et arkitektpar. De er midt i 20’erne og håber alle at emigrere. 70 procent af Irans befolkning er under 25-30 år. Mange er veluddannede, men har ikke udsigt til job og ønsker derfor at rejse til Canada, Australien, Malaysia eller Sverige. Trist, men man forstår dem. Presset er hårdt. For nyligt har moralpolitiet skærpet vilkårene for unge. Det er nu forbudt at ryge vandpibe og cigaretter på kafeerne, fordi det er usundt, ifølge sundhedsministeren. Samme tendens ses rundt om i Europa, men det er endnu en måde at ramme unge iranere på. Mange kafeer lukker også uventet og uden begrundelse. For kvinder er der sket en yderligere stramning i påklædning – de må ikke længere have lange støvler på til nederdel eller lange bukser nede i støvlerne. Men de gør det alligevel og griner, når jeg spørger, hvordan de tør, for som de siger »vi undgår bare de steder, hvor moralpolitiet er – typisk de store shoppingcentre«. Men det kan man ikke længere vide med sikkerhed, for moralpolitiet er begyndt at lave razzia på tilfældige restauranter. For nyligt blev en ung kvinde taget med på stationen. Da politiet så, at hun ikke engang havde lange bukser inde i støvlerne, men halvlange knickers på, beordrede de hende til at tage alt tøjet af og hun måtte så stå model til de groveste ydmygelser, for »du kan jo åbenbart lide at være nøgen«, som de sagde. Kvindelige betjente er lige så slemme som mænd og nogle gange værre, siges det. Moralpolitiet er begyndt at tage dommere med i salatfadene, så straffen – bøde, piskeslag eller fængsel – udmåles øjeblikkelig. Selv om der ikke er meget sjovt at foretage sig for unge iranere, findes der en del kulturtilbud. Kulturhuset i Iranshahr-gaden er et godt udgangspunkt. Her er den helt rigtige stemning med unge mennesker, der går rundt imellem skulpturer i parken, sidder på bænke og sværmer eller besøger de skiftende udstillinger og hyggelige udendørs-caferestauranter. Websiden Teheranavenue.com annoncerer desuden de nyeste film, koncerter og udstillinger. Udbuddet spreder sig over traditionel musik og teater, men også mere vovet end ventet, f.eks. danseteater og egentlige danseforestillinger, hvor kvinder danser og synger, selv om det er forbudt. Det handler om, hvordan forestillingen annonceres og hvilket tøj, kvinden bærer. Kalder man dansen for moderne bevægelse, så går det an. Måske. Og lader man kvinderne synge i afstemte portioner mellem mænd, kan det være, at stykket slipper igennem censuren. Der bliver kæmpet rundt omkring i kulisserne for at skubbe til normer og religiøse dogmer. F.eks. et nyligt teaterstykke opført på Molavi-teatret om en instruktørs problemer med at opføre et stykke, hvor kvinder både danser og synger i afmålte doser og i mænds gevandter, som en bande katte, der gør helvede hedt for embedsmændene, indtil de til sidst lader ham opføre stykket. Selv om sproget er farsi forstår man den evige kamp med myndighederne. Tilbage bliver dog det generelle billede af, at kulturen især serveres i vante, traditionelle klæder, med meget lidt appel til de unge. Trods de begrænsede muligheder finder de unge selvfølgelig måder at mødes på alligevel. Der foregår meget underground. Når de holder fester, foregår det i en park eller en have i udkanten af Teheran og så bestikker de politiet til at holde sig væk, får nogen til at købe alkohol på det sorte marked og downloader forbudt amerikansk musik, som spilles på ghettoblastere. De forklarer selv, at de lever et dobbeltliv – det offentlige med alle restriktionerne og så et privatliv, hvor alle hæmninger kastes ... Umiddelbart virker det som et samfund, hvor intet kan lade sig gøre og mange ting ikke kan skaffes, men det kan det altså alligevel – man skal bare vide hvor, hvordan og gennem hvem. Man skal i øvrigt passe på med, hvad man siger og gør, for der foregår ofte overvågning, f.eks. af telefoner og mail, bl.a. af fastboende udlændinge. Man ved aldrig rigtig hvornår, hvor og af hvem. I min ejendom rapporterer en familie om vores adfærd, hushjælpen bliver udspurgt om, hvad vi laver og i lejligheden overfor bor to mænd, der også holder øje med os. På ambassaderne er der som regel også nogen, som rapporterer. I starten var jeg helt paranoid. Det er vel også meningen. Men man vænner sig til situationen, hvilket er ret uheldigt, hvis man kommer til at tale over sig i telefonen. Sidder de mon deroppe eller er de faldet i søvn, tænker man og er langt inde i den tyske film ’De andres Liv’. Ved første blik virker det, som om alt smukt er gemt væk – og ikke bare kvinderne. Teheran ser vitterlig trist og grågrumset ud, men selvfølgelig findes perlerne. Det gælder f.eks. det fantastiske juvelmuseum, godt gemt inde i den store mandsopdækkede Mellah Bank. Hvilken overraskelse, når man har afleveret sine tasker og smykkeskrinet åbnes. Her kan de danske kronjuveler godt gå hjem og lægge sig. Smykkerne udtrykker en helt vild ekstravagance, som giver mindelser ikke bare til shahens tid, men længere tilbage til det persiske storrige. F.eks. en paraply med diamanter rundt i yderkanten af stoffet og langs stikninger ind mod midten, et smykke med verdens største pink diamant og en meter høj globus, hvor tyvekroner store rubiner, safirer og smaragder udgør landene, skovene og havene ... helt vanvittigt imponerende. Ikke bare den iranske fortid imponerer. Moderne kunst blomstrer og er blevet et samtaleemne. Det gælder f.eks. den unge maler Farhad Moshiri, der var i Danmark under Images of Middle East-festivalen i 2006 (ham med fotografierne på husfacader i hele landet). Han sælger malerier som varmt brød på Christies auktioner i Dubai – den arabiske verdens kunstmekka – til et millionbeløb. I dag pendler han mellem gallerier i New York, Teheran og Zürich. I hans store atelier i det nordlige Teheran er gulvet dækket af meterstore lærreder med hjul. Ved indgangen ligger en stabel iranske tæpper til en installation i stil med den, han havde stor succes med på Art Basel sidste forår. 35 iranske tæpper – dog de store, billige industrielle og ikke de fine silkevævede – var skåret op og figuren i midten – et fly lå ved siden af – med titlen Flying Carpet. Det er dog svært at finde folk til at klippe tæpperne over, fordi de ikke vil klippe i kulturarven. Der er en umættelig trang til at udtrykke sig for tiden og det siges, at iranske forfattere, der ikke kan udgive deres ord, også er begyndt at ty til penslen. De mest avancerede skulpturer, fotografier og malerier havner på Museet for Moderne Kunst, der som Louisiana har to Giacometti-figurer i haven. Kulturcafeerne – f.eks. på Niavaran Kulturcenter i nord – hvor man møder de unge iranere – har internet og kunstfotos på væggene som i Vesten, fusionsmusik i højttalerne, ung betjening og dæmpet belysning – men samtalerne er også dæmpede. I weekenden valfarter de unge op i bjergene for at mødes mellem kønnene og trække vejret, i mere end en forstand. Trafikken og forureningen i Teheran er ganske ulidelig. Man bruger flere timer dagligt låst inde i en taxa mellem uendeligt lange rækker af biler, der snegler sig af sted på Teherans tæt forgrenede motorvejsnet. Taxa fordi den offentlige transport er ringe udviklet (en udmærket metrolinje er dog etableret og flere på vej) og privatbilismen er eksploderet, da benzin ikke spiller nogen rolle i det rige olieland. Over byen hænger en tyk brun smog, der kan lugtes og mærkes i øjnene. 3,5 mio. biler færdes dagligt på Teherans motorveje med mange trafikdrab til følge. Den tunge forurening medfører også et stigende antal kræfttilfælde og skoler lukkes, når det vurderes at være for farligt for børn at færdes ude. Det er særligt slemt om vinteren, hvor der varmes godt op i folks lejligheder. Termostater findes ikke, så det pulser ud ad radiatorerne med kvælende tyk varme. Alternativet – rystende kulde – er ikke rart. Miljøbevidsthed er ringe udviklet og iranerne elsker deres biler. I den nordlige del kører det rige borgerskab rundt i japanske firehjulstrækkere og tyske og franske Limousiner, i centrum dominerer middelklassens franske Peugeot’er, og i det fattige syd ses flest lokale udgaver af den østtyske Trabi – her kaldet Peykan – som iranske fabrikker sprøjter 1 mio. ud af om året. Benzinen er rationeret, men iranerne holder ikke op med at køre af den grund. I stedet køber de en brugt bil, der giver adgang til benzinkort eller låner bil af naboen, der er emigreret og har en stående i garagen, eller de køber en gammel taxa, der giver adgang til 600 liter om måneden mod 100 liter pr. personbil. Iranerne forstår at sno sig. Men Irans økonomi er kørt af sporet. Landet har masser af olie, men har ikke udviklet olieraffinaderier, så de bliver nødt til at sælge råolien, der bliver forarbejdet i Saudi-Arabien og Indien, og så er de afhængige af at købe deres egen olie tilbage. Det samme gælder for gas, som landet også er umådelig rig på. Læg dertil, at regeringen subsidierer mange varer – foruden benzin er det mejeriprodukter som ris, sukker og kød. Iranerne har vænnet sig til det, så det er højst upopulært for regeringen at fjerne subsidierne. Velhavende iranere tjener deres penge på investeringer i ejendomme, som der opføres rigtig mange af pga. den massive befolkningstilvækst fra land til by. Teheran huser 12 mio. ud af landets 70 mio. indbyggere i en boligmasse, der er vokset frem hulter til bulter mellem det forgrenede motorvejsnet. Byen er ikke designet til mennesker, ifølge det unge arkitektpar. Man byggede veje, der kan transportere mennesker fra den ene del af Teheran til den anden – de rige kører dagligt sydpå for at sælge varer i basaren og de fattige skal nordpå for at arbejde for de rige – og strøede enklaver af højhuse langs vejene. Siden er nye huse vokset op som paddehatte og i dag ligner Teheran et arkitektonisk helvede i stil med Ishøj. Der bliver stadig bygget højt og tæt. Det gælder også luksusejendomme i det nordlige Teheran, der ofte står tomme, for udlejerne vil ikke gå ned i pris. Det kan betale sig, for så længe de står tomme, betaler ejerne ikke skat. Irans eksplosive inflation gør ejendoms-spekulanter rige, mens de sover, og øger gabet mellem rige og fattige. Al handel med USA er udelukket pga. de amerikanske sanktioner, og siden Ahmadinejad blev valgt som præsident for tre år siden, har iranske forretningsfolk flyttet kapitalen til Dubai pga. regeringens økonomiske politik. Dubai er investeringsparadis – især pga. det eksplosive byggeboom – og knudepunkt for al udenlandsk handel med Iran – inkl. USA, så det iranske marked er alligevel oversvømmet med amerikanske varer. Præsterne hører til blandt Irans nyrige. Mullah-økonomien i Teherans sydlige basar – domineret af billige kinesiske og indiske varer – udgør næsten 10 procent af landets indtægter. Mange varer her er af ringe kvalitet og alligevel dyre. Så foretrækker jeg fredagsbasaren, der falbyder iranske tæpper, turkmenske ting og alskens gamle dingenoter for en slik. Apropos mullaher, så var det ret morsomt på fredagsmarkedet, for lige pludselig står to ældre mullaher bag mig og spørger min iranske veninde, hvor jeg kommer fra, og om jeg ikke vil tage dem med mig hjem. Hun skynder sig høfligt at sige ’Jamen hr. Mullah, vi har jo brug for Dem her i landet'. Der er meget stor respekt – eller frygt – for mullaherne, fordi de inkarnerer både den politiske og økonomiske magt. Men han skraldgriner bare og siger, at de keder sig sådan i Iran. Da jeg hører det, vender jeg mig om og spørger, hvor meget de koster – vi befinder os jo på et marked – så er han ved at omkomme af grin og siger, at han skam er helt gratis, bare jeg snart vil befri dem for Iran. »Så tager jeg jer begge to«, svarer jeg, hvorefter tårerne triller ned ad kinderne på ham. Ved siden af står en australsk dame, der er ved at tabe næse og mund. Alligevel tager hun mod til sig og siger harmdirrende af vrede: »Jeg ved godt, hvor jeg vil sende jer hen…«, for nok er præsterne frygtede, men især er de forhadte.