At Danmark nu endelig er sunket fuldstændig hen i fascisme, fremgår måske tydeligst af, at vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Lucifer er blevet erstattet af Luther, der som bekendt i sit værk ’Om jøderne og deres løgne’ formulerer det program, som nazisterne sidenhen blot havde at følge – fra konfiskationen af deres ejendom til nedbrændingen af deres synagoger. Godt nok er vi i vores antisemitisme kun nået til forbuddet imod rabbinere (læs: imamer). Satan er kort sagt blevet et skældsord, især populært på den yderste højrefløj. Og her er det ikke blot Danmarks værste ekstremist – ifølge en byretsdom – det går ud over. Selv en tidligere discipel, der i sit hjerte er overbevist om, at krigen i Libyen ikke har noget med olie at gøre, er åbenbart ’satanist’. Lucifer har da også skiftet karakter sammen med den kristne mytologi, hvori han indgår. Oprindelig er han blot den, der udfører Guds beskidte arbejde – ofte kan man ikke engang blive enig med sig selv om, hvorvidt det er den ene eller den anden. I Samuelsbøgerne er det således Gud, der frister David, i Krønikebøgerne Satan. I Jobs bog er han anklageren i retssagen imod manden, for sådan en skal der jo være. Det er en snedig venden tingene på hovedet, eftersom ’den gamle slange’ i Første Mosebog ganske tydeligt er en rest af en tradition, hvor denne skikkelse er menneskets velgører og beskytter mod de skinsyge guder. At dette i et totalitært samfund bliver til en indskærpelse af ’lydighed mod Gud’, kan vel næppe undre. I den babyloniske syndflodsberetning, som Bibelen øser af, er det således ham, der råder Noah til at bygge en ark, så guderne ikke skal få held med deres forsæt om at udrydde menneskeheden – blot endnu et eksempel på, at overgangen til monoteisme fører til en ret så vægelsindet Gud. Der er imidlertid mere på spil.
