Henrik Dahl har med sin nye venstrefløjskritiske bog fået en del medieomtale, og han er straks blevet en af Berlingskes faste meningsdannere.
Omtalen af bogen skyldes hans lidet flatterende omtale af Helle Thorning. Efter hun havde slået Anders Fogh i sine to tv-debatter under valgkampen i 2007 – hun indfriede således sit løfte – konstaterede Tøger Seidenfaden ellers, at hun havde »matchet Fogh dyst for dyst og samtidig formået at fremstå som en selvsikker fornyer. (Hun har) dermed vundet en sejr, der peger fremad mod statsministerstolen«. Med hjælp fra sociologen Anthony Giddens søgte Tony Blair i midten af 1990’erne at gå en ’tredje vej’ ved at kombinere markedsøkonomiens fri konkurrence med velfærdsstatens sociale tryghed. Dahl fortæller, hvordan han i 1999 som deltager i en S-delegation besøgte partifæller i London. Her var de bl.a. i audiens hos Giddens for at høre nærmere om hans vej og hos politologen Peter Mandelson – hovedarkitekten bag New Labour og kampagneleder i 1997, da Blair vandt sin jordskredssejr. Møderne i London gjorde et »overvældende« indtryk på Dahl. Men tanken om at kombinere markedsøkonomi med social tryghed burde nu ikke være nogen nyhed for skandinaviske socialdemokrater. Den praktiserede deres forfædre i mellemkrigstiden, mens Labour stod svækket bl.a., fordi et flertal i ledelsen besluttede at fortsætte fortidens liberalistiske markedsøkonomiske politik (ikke liberale – det har noget med frisind at gøre), selv under krisen i 30’erne. På denne baggrund er det måske ikke så underligt, at det netop blev en engelsk økonom, J.M. Keynes, som – oprørt over 30’ernes massearbejdsløshed – foreslog, at staten søgte at sikre nogle af de beskæftigelsesmuligheder, som arbejdsgiverne ikke så sig i stand til at fremskaffe.
