Jeg var oppe til helbredsmæssig køretest 29. januar 2007 og dumpede. Der blev ikke snakket om helbred, men jeg dumpede. Det vil sige: Jeg dumpede ikke umiddelbart, men først, da mit kørekort udløb, og det gjorde det 1. marts. Hele februar måtte jeg gerne køre, selv om det altså blev konstateret, at jeg ikke var i stand til at køre bil forsvarligt. Jeg havde ikke »åndelig egnethed«, som der stod i brevet fra Københavns Politi, at man skulle besidde. Forhistorien er denne: Jeg fik konstateret en mindre blodprop medio april 2006 og ved udskrivningen fra Gentofte Amtssygehus – fuldt restitueret efter ti dage – fik jeg brev på, at jeg ikke måtte køre bil de næste tre måneder – og derefter var det op til min private læge at bestemme min køreskæbne. Vel, det var overkommeligt, og vi regnede med, at den private læge bare skulle foretage den sædvanlige test, som foretages ved enhver fornyelse af kørekort. Men nej – så skulle ikke ske: Kafkaske genvordigheder tårnede sig op forude. Det var nemlig desværre ikke nok at stå på ét ben og prøve at finde næsen med en pegefinger, ej heller nok med de nye demensprøver, både fysiske og psykiske. Der skulle udfyldes alenlange skemaer, lægen skrev og skrev, og jeg sad og ventede, at han skulle se op fra computeren og sige, at det var så det, og nu skal vi videre. Nå ja, egentlig var det jo ikke så farligt lige nu, for mit kørekort var gyldigt indtil september 2006, hvor jeg fyldte år. Jeg blev imidlertid sendt videre i systemerne – fordi min læge rapporterede til Embedslægen. Jeg kendte ikke min læges konklusion og blev derfor overrasket over det videre forløb. Systemet viste sig ved, at jeg – trods bopæl i Lyngby – skulle under Københavns Politis beskyttelse, hvis adresse var ude i Valby. Men først skulle jeg forny mit kørekort – efter reglerne, idet jeg som nævnt fyldte år og derfor rutinemæssigt skulle besøge Lyngby Politi i Sorgenfri. Jeg tog til Sorgenfri (som viste sig at skulle lukke næste dag og flytte til Gentofte på grund af de nye politireformer), og i Sorgenfri var man i godt flyttehumør. Man konstaterede, at Københavns Politi var lidt sen i aftrækket – der var gået to måneder over den i brev lovede tid, men det var de så vant til. Så for så vidt var alt i orden. Men assistenten – der skulle forflyttes næste dag – var i førjulehumør og udvidede mit midlertidige kørekort til 1. marts 2007 – »så jeg slap for ustandselig at løbe efter køretilladelser«. Så jeg kørte glad videre på mit midlertidige kørekort uden at ane, at jeg var uduelig, hvad jeg jo først fik konstateret nogle måneder senere ved ’den helbredsmæssige køretest’ 29. januar. En lille gnist af håb tændtes: Nu skulle Gentofte altså behandle sagen – og ikke det fjerne Københavns Politi. Men så kom brevet fra Københavns Politi primo januar 2007. Nu skal du arrangere en test for os, sagde politiet: Du skal møde til vejledende helbredsmæssig køretest (teksten var skrevet med fed og måtte derfor anses for betydningsfuld). Du skal møde med skolevogn. Du skal kontakte en køreskole og bede kørelæreren ringe til os og aftale tid, og så stod der med småt, at »det drejer sig om fysisk egnethed og/eller psykisk og åndelig egnethed« som fører af et motorkøretøj. Hvad var »helbredsmæssig køretest« – min motorsagkyndige testprøver, der kom til at sidde ved siden af mig, spurgte ikke til mit helbred, hverken det fysiske eller psykiske. Det havde måske været interessant at høre nærmere om, hvordan min slidgigt i knæet influerer på kørsel. »Åndelig egnethed« – her kan jeg ikke engang gætte på betydningen – jeg kunne i hvert fald ikke forberede mig på den slags ’egnethed’, men det dukkede op efterhånden, se nedenfor – og så er der det med den medbragte ’skolevogn’: Førstegangsansøgeren har haft måneder med kørelærerens bil – han har ikke kørt andre biler – men jeg skulle pludselig skifte bil, hvilket en motorsagkyndig burde kunne forstå er en hæmsko. Ideen med at køre skolebil er vel, at kørelæreren skal kunne gribe ind, når eleven – som ikke er udlært og ikke har kørekort og derfor ikke har køreansvar – gør en fejl eller er ved at bringe bilen i en faretruende situation. Men jeg havde jo kørekort – der var forlænget midlertidigt op til flere gange – jeg kørte hver dag min egen bil og havde ikke alene gjort det i 55 år, men også de nu efterhånden ti måneder, der var gået, efter at mit tremåneders kørselsforbud efter min blodprop var overstået. (At de 55 år ikke tæller i denne sammenhæng, så har de dog en psykologisk betydning: Det var en del af min tilværelse, som jeg fik amputeret – en velerhvervet selvfølgelighed – og det gjorde indtryk). Jeg begyndte faktisk også at blive lidt frustreret over, at motorsagkyndige ikke interesserede sig for mit helbred – det var vel dét, testen gik ud på! Men jeg måtte jo agte mig for at lade frustrationen slå igennem, for det kunne han så bruge på min eventuelle »åndelige uegnethed«. Det endte galt! En kølig udeltagende motorsagkyndig meddelte kort og præcist, at jeg på grund af visse fartafvigelser m.m. og en fejlkørsel i en fil måtte gå op til regulær køreprøve med teori og alt det der. Jeg måtte som en 18-årig gennemgå hele prøvesystemet – ja, disse uheldige 45 minutter væltede 55 års kørsel uden indblanding af politi samt en – skulle jeg mene – vis livserfaring, der måske kunne have indvirkning på respekten for det livsfarlige i motorkøretøjer. Men min sidemand var nu ikke så pædagogisk, at det gjorde noget: Hvis han nu havde været ikke bare motorsagkyndig, men også lidt menneskesagkyndig, så ville han have sagt: »Det gik ærlig talt ikke så godt i dag, (unge mand!), men der var jo også flere odds mod dig – hvad med en pause på 14 dage og så en lille test til?«. Burde det ikke tælle plus, at man havde en vis form for ansvarlighed – det måtte vel høre under den »åndelige egnethed«, at man efter de omtalte tre måneders regulære kørselsforbud frivilligt opsøgte en køreskole i sommerferien for at genvinde kørerutine, før man satte sig op bag eget rat. Og resultatet var en anerkendelse fra kørelæreren. Godt – jeg dumpede. Jeg ville få et brev på et eller andet tidspunkt om min mulige manglende duelighed – men jeg måtte gerne køre egen bil hjem og fortsætte privat kørsel frem til mit midlertidige kørekorts udløb. Det lød på det tidspunkt på 1. marts 2007, men der skulle ske mere i denne kørekortmenuet. Det var dette fuldstændig ulogiske i, at jeg efter tre måneders kørselsforbud (helt i orden, thi man vidste jo ikke, hvilke skader der måtte være sket i mit hoved) fik lov til at sætte mig ud i trafikken i afventen af en test, som var bebudet inden to måneder, men som altså fandt sted efter seks. Og så efterhånden som tiden udløb for mit gamle kørekort, forlængede man bare dets gyldighed igen uden test og så – efter endnu en forlængelse – indkaldte mig til testen, som jeg dumpede på. Og så alligevel gav mig lov til at køre, indtil min forlængelse udløb. Så gjorde jeg noget usædvanligt: Skrev et brev til Københavns Politi, hvori jeg redegjorde for de problemer, jeg var løbet ind i – med en vis oprigtig undren – iført pæn sprogdragt, som min juridiske uddannelse samt et uanstrengt samliv med samfundet havde lært mig – og spurgte, om det kunne være den endelige løsning for mig. Resultatet udeblev ikke: Dagen efter blev jeg ringet op af en meget elskværdig medarbejder, der gerne ville fortælle mig, at der kunne gå et halvt års tid, før jeg fik svar, da kontoret for samarbejdende motorsagkyndige var flyttet til Aalborg og afventede en ny chef, som var placeret i Århus. Derfor ville vedkommende gerne lade mit forlængede kørekort forlænge, og det skulle ske ved mit lokale kørekortkontor. Jeg takkede og sagde, at jeg straks ville henvende mig til Gentofte (jeg bor i Lyngby), som jeg jo havde fået at vide havde overtaget kørekortbehandlingen for politikredsen i Lyngby. Nej, kære, det måtte jeg endelig ikke gøre, for kørekortbehandlingen var flyttet tilbage til Lyngby – nej, ikke til politiet, men til Lyngby-Taarbæk kommunes Borgerservice, som jeg bare skulle henvende mig til og bede dem ringe til Københavns Politi, og så ville alt gå i orden. Foreløbig. Da jeg næste dag gik ned til Lyngby Borgerservice, fik jeg straks en forlængelse. Da jeg kom hjem og fremviste resultatet af trekvart års anstrengelser, satte vi os alle ned med en lettere hysterisk latter. Kørekortet var forlænget fra 1. marts 2007 til l. maj 2005! Ja, 2005! Det kostede en ekstra tur ned til Lyngby Rådhus. Da køretilladelsen til 1. marts 2007 var streget over, turde jeg ikke køre selv: Jeg var sikker på, at jeg ville løbe ind i en politikontrol – og det er ikke sikkert, at han/hun ville forstå det, der lignede en spøg. Så kørte min kone. Det blev rettet – og så kørte jeg, i forhåbning om at jeg slap for en test eller en regulær køreprøve. Det kunne Københavns Politi jo godt give mig – som etårs gave. Men nej – ved fornyet skriftlig henvendelse til Københavns Politi om muligheden for at slippe mildere, nu da årsdagen nærmede sig, fik jeg et svar pr. telefon dagen efter – prisværdigt! – at der var sandelig ikke nogen mulighed for lempelse af reglerne – jeg skulle igennem teori og praktisk prøve som en førstegangsansøger. Meddelte en meget venlig politikommissær, som sandelig godt forstod, at jeg var »frustreret«. Da jeg forstod, at motorsagkyndiges udtalelse efter testen var graverende, og at min læges udtalelse til Embedslægen havde været belastende – uden at jeg selv havde fået mulighed for at forklare mig, blev jeg tvunget til at kræve offentlighed i forvaltningen. Den motorsagkyndiges afgørelse har jeg læst, og den var så graverende, at jeg ikke kendte min egen kørsel igen, men det kom jeg ingen vegne med. Og politikommissærens konklusion var dræbende. Der kan man se: En lille prop kan hurtigt blive til en gordisk knude, som ingen rigtig kan løse op for. Jeg fik nu to breve fra Københavns Politi – 30. april og 1. maj: Det første indeholdt dødsdommen – men med en tilføjelse om, at jeg kunne indanke sagen for Rigspolitiet inden fire uger, og det andet brev fortalte mig om reglerne for ny køreprøve og med en statueret frist til 1. august. Hvis jeg ville indanke spørgsmålet om tidsfristen, måtte jeg skrive til Rigspolitiet inden fire uger. På telefonisk forespørgsel om den første henvendelse til Rigspolitiet kunne få opsættende virkning på frist nr. to blev svaret: Nej – ingen opsættende virkning. Fanget i den kafkaske jungle bad jeg Rigspolitiet udrede sagen for mig. Og det gjorde Rigspolitiet: Der var ingen pardon – eksekutionen skulle finde sted, men først inden tre måneder fra brevets dato – hvilket betød, at jeg fik ’opsættende virkning’ og midlertidig udsættelse til 16. oktober 2007. Det ufattelige i hele denne runddans er, at jeg har kørt uden egentligt kørekort i over et år – at jeg efter vintertrafik, snetrafik, bykørsel, distancekørsel, fjeldkørsel (13 hårnålesving op og ned til Høvringen i Norge, tæt trafikkørsel på E 6 i Norge og kørsel gennem den lange mørke bytunnel under Oslo samt kørsel på smalle dårlige fjeldveje i Norge) skal op til en prøve. Hvis man ikke er i stand til at ændre på min sag – så håber jeg, at der kan tilvejebringes en ny procedure, således at ’patienter’, der mistænkes for en eventuel hjerneskade, ikke sendes ud i trafikken. Den helbredsmæssige køretest burde finde sted umiddelbart efter et eventuelt kørselsforbud er ophørt. Alt andet er uansvarligt. I brev af 1. september meddelte Rigspolitiet mig, at der intet kan ændres i min sag, men »at man har noteret sig mine bemærkninger vedrørende vejledende helbredsmæssig køretest, der vil indgå i Rigspolitiets overvejelser i forbindelse med næste revidering af kørekortbekendtgørelsen«. 15. oktober 2007 besidder jeg åndelig egnethed – dagen efter har jeg mistet den! Jeg har efter halvandet år givet op – jeg befinder mig ikke i køretrafikken efter 16. oktober 2007. Læge, Embedslæge, Københavns Politi, Rigspolitiet blev for meget – når man også skulle leve med et system, der ikke viste megen forståelse for egne problemer.