Censuren er kommet for at blive. Den har altid været der hos de udøvende. Når kunstnere, journalister og andre bruger selvcensur, er det ofte som redskab til at få deres budskaber og kunstneriske vision bragt til torvs på bedste og klareste vis i en given tid. Og når politikere og magthavere udøver den, er det for at træde i karakter helt ind i befolkningens bevidsthed og dagligdag. Men når selvcensuren udøves af mellemlaget – programsættere, udvalg, kuratorer m.fl. – af frygt for at miste job og tilskud, så er det noget nyt, som i den grad er svært at kæmpe imod. For paradokset er, at årsagen til censuren hverken kommer fra dem, som presser en censur igennem, eller dem, som pålægger sig selv en censur. En tur gennem de store teaterfestivaler i Sydeuropa vidner om, at begrænsningerne i og overvågningen af vores liv gennem de sidste otte år er blevet så intens, at det er blevet et altoverskyggende tema for vores daglige liv. Gennem kunstens optik er det tydeligt, at frygtens retorik er slået igennem helt ind til det personlige lag. Og det er her, kunstneren reagerer. For det personlige lag er kunstens centralnerve. Efter et par uger i Syden så jeg en klar tendens. De radikale nationalsocialistiske politikeres frygt for de fremmede har forplantet sig som et kontant og tydeligt spor over væsentlige dele af den internationale teaterverden. Mediernes massive dækning af yderliggående holdninger har givet en platform til især de stærkt nationalistiske tendenser. En ny dramaturgisk journalistisk genre, hvor enhver artikel i stil med Bushdoktrinen skal stilles op med skarpe opponenter, har bizart nok og i særlig grad givet fundamentalister plads i medierne. Og herfra forplanter radikale og nemt omsættelige overskrifter sig, som var de nærmest alment accepterede fakta. Og det trods det modsatte ofte er bevist. Den gammelkendte retorik, hvor frygten bruges som våben til at få magt – en retorik, som særlig Hitler og hans propagandamaskine perfektionerede i uhyggelig grad – er nu for alvor ved at få fat i den vestlige verden – og Europa. Stadig større befolkningsgrupper bliver fanget, som var fluepapir hængt op overalt. Og restriktionerne for mennesker overalt er nu slået så hårdt igennem, at kunstlivet for alvor er begyndt at bearbejde temaet. Enten som kunstnerne gør det ud fra en helt basal menneskelig problemstilling, eller også fra arrangørernes side ved simpelthen at programsætte efter, hvad bevillingspolitikerne vil have – eller rettere lade være at programsætte, hvad de ikke vil have. Sommeren var som en rejse tilbage i tiden. Ikke blot et par år, men flere hundrede. En rejse tilbage til dengang, den sorte død spredte sig fra syd og op gennem Europa. Omkring Avignon står stadig de massive bymure, mens det gamle pavepalads knejser som en søjle mod himlen og vidner om en tid, hvor kirken havde seriøst meget magt og frit – kun i kamp med sig selv – kunne bestemme, hvem der var inde, og hvem der var ude. Hvem der var hedninger, og hvem der var rettroende. Hvem, der fik frelse, og hvem der røg i helvede. Men inden sommerens rejse førte mig dertil, fik jeg for alvor Spaniens nye udfordring smasket i hovedet. En udfordring, der ligesom herhjemme handler om nationalisme og om at være ude eller inde. Opgør med Francotiden I flere år har den store Grecfestival i Barcelona været en af Europas væsentligste teaterfestivaler. Men tiden har ændret sig. Et kæmpe opgør med Francotiden er på sit højeste. For under Franco var bl.a. den catalanske undertrykkelse massiv. Der måtte kun tales spansk og ikke catalansk Alt, hvad der var noget værd i Barcelona, blev ført til Madrid, og ufattelig mange blev forfulgt og forsvandt, som vi kender det fra alle andre rædselsregimer rundt om i verden og demokratiernes nutidige kamp mod terror. I Spanien ligger diktaturet kun 35 år tilbage. Franco gav selv magten videre lige inden sin død, og den sidste Francostatue er først fjernet sidste år. Først nu er det endelige opgør med hans tid i gang.
Et af resultaterne er den massivt nationalistiske stemning i Catalonien, hvor man gør alt for at skille sig ud gennem både løsrivelsesprocesser, sproglig undertrykkelse af spansk, krav om kompensationer for Francotidens overgreb og meget mere. På Grecfestivalen er tendensen eksponeret i fuldt flor. Alt, hvad der for få år siden emmede af udsyn, international storhed og visioner, er nu blevet begrænset til lokalpatriotisk eksponering, som ved gud ikke længere gør festivalen til den store internationale platform. For ligesom i så mange andre lande er der ikke meget mere end 5-10 catalanske kunstnere, der er interessante uden den kontekst, som kun de lokale kender. I programteksterne bliver det endnu tydeligere, når catalanske kunstnere bliver krediteret med bynavn og Catalonien, mens de få øvrige spaniere i programmet krediteres med Spanien. Den massive nationalistiske tendens i Catalonien med den konstante beskydning af det øvrige Spanien til følge har bevirket, at mange i andre dele af Spanien ønsker de kære cataloniere hen, hvor peberet gror – eller i hvert fald ønsker sig den stærke leder tilbage. En leder, der som Franco formår at sætte den lidt for stolte og rige region på plads. En undersøgelse viser, at over 50 procent af Spaniens befolkning i dag ville stemme på Franco, hvis de havde muligheden – det helt groteske er, at mange af dem har levet og været forfulgt under den tidligere diktators undertrykkelse. De festede, den dag han døde. På Grecfestivalen kom det nationalistiske symptom til udtryk gennem ledelsen, der havde en udpræget tendens til at lægge program efter det nære og lokale. Flere talte om, at det var et pålæg fra de bevilgende myndigheder, hvilket i givet fald var slået om i en form for selvcensur på festivalen. Konkret kunne jeg konstatere, at langt hovedparten af programmet var lokalt catalonsk, og sproget, der blev oversat til, var catalansk. Censur som udbredt fænomen Lidt længere mod nord, havde selvcensuren også fået tag i den hæderkronede Avignonfestival, som fejrede 75-års fødselsdag denne sommer. Hovedkunstneren på festivalen, Wajdi Mouawad, der bl.a. blev præsenteret på Det Kgl. i forsommeren, var ikke længere kurator, men blot idekatalog for festivalledelsen. Idekataloget blev dog langtfra fulgt, som for få år siden og inden krigen mod terror, da Jan Fabre revitaliserede festivalen. Lederne ønsker nu klar kontrol med programmet, så det ikke støder tilskudsgiverne. Det gjorde åbenbart et dagligt magasin fra en af de programsatte kunstnere. Resultatet var, at det blev fjernet fra festivalcenterets hylder, da den franske kulturminister på andendagen stod klonet med Michael Jackson på forsiden af magasinet.
