0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En god investering

Om få dage tiltræder kronikøren som rektor for Københavns Universitet.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Om få dage tiltræder kronikøren som rektor for Københavns Universitet. Optimismen har hun med i bagagen. Men også advarslerne. Ønsker vi, at Danmark bliver en B-nation?

»Tillykke«, er der mange, der siger til mig i øjeblikket. Fordi jeg 1. februar tiltræder som rektor for Københavns Universitet. Jeg glæder mig da også vældigt til at investere min tid og mine kræfter i dette mangfoldige og kreative videnscenter. Men nogle af dem, jeg møder, ser nærmest medfølende på mig og siger noget i retning af: »Hvordan kunne du dog finde på at stille op, der bliver nedskæringer med økonomiske slagsmål, det er en stor og besværlig institution at styre« osv. Og det er jo også rigtigt, så jeg får rigelig brug for min medfødte optimisme.

Når opgaven er vanskelig, giver det kun mening for mig at kaste mig ud i den, hvis den også føles vigtig. Det er nemt, når det gælder Københavns Universitet. Og det er også nemt at dokumentere, at forskning og uddannelse er en god investering. Det svære er at få lov at lave denne investering. Vigtigheden anerkendes, men akutte problemer tårner sig op, og så forlyder det, at der - igen - bliver tale om besparelser på forskning og uddannelse. Det ser ud til, at vi må vente til næste år med at få opfyldt valgløfterne om flere midler til forskningen. Det lyder ikke slemt. Men det er det.

Investeringen kan ikke vente, selvom det umiddelbart lyder relativt fredfyldt, at den bare kommer næste år i stedet. Et par eksempler kan illustrere, hvorfor yderligere besparelser i 2002, og i bedste fald en ventetid på knap et år, før regeringen i 2003 kan lægge handling bag ordene om at investere i forskning og uddannelse, vil skabe store problemer:

Dygtige unge forskere, der er ved at færdiggøre deres forskningsperiode som ph.d. eller adjunkt, og som derfor er afhængige af, at der er en stilling til dem. De er lovende, har udført deres arbejde godt, er inde i et forskningsteam, og vi vil meget gerne tilbyde dem en stilling. Det vil udlandet også, for der er rift om de dygtige forskere, og Danmark har (endnu) et godt renomme i denne henseende.

Vi kan ikke tilbyde samme løn som udlandet, men kan tilbyde at de bliver her, hvor de har deres familie og venner, og at de får et spændende arbejde med et godt forskningsmiljø.
Men hvis vi nu må sige, at vi desværre ikke kan tilbyde dem en fast stilling efter måske 3-7 års lovende forskning, eller at vi ikke lige nu, men måske næste år kan give dem en stilling, hvad er så det sandsynlige resultat? For det første at de 'smutter' fra os. For det andet at der breder sig en stemning af mismod: Selvom man er lovende og engageret, knokler med sin forskning og vil være en gevinst for samfundet, må man hellere se sig om efter noget andet, for universitetet er for usikker en arbejdsplads.

En udenlandsk forsker har efter lang tids pres sagt ja til at tage til Danmark for at forske. Men nu skal der spares, og der er usikkerhed om, hvorvidt man kan tilbyde stillingen. Denne usikkerhed er ødelæggende for Danmarks ry i udlandet. Hvis selv flerårsaftaler ikke holder, hvis valgløfter ikke holder, hvis sparekniven raser hen over os igen, hvordan skal vi så overbevise dem om, at vi er seriøse samarbejdspartnere? Og det er ekstra ulykkeligt, fordi topforskere ikke hænger på træerne.

Jamen, kan der så ikke spares andre steder, vil det være naturligt at spørge. Og det kan der jo normalt. Men det kan der ikke nu, fordi Københavns Universitet har været udsat for konstante sparerunder siden 1998. Alene i 2001 er antallet af forskerstillinger på Københavns Universitet reduceret med fem procent. Det er mange - alt for mange.
Der er allerede skåret til benet. Og oven i købet er vi pålagt ekstra byrder.

Københavns Universitet er vigtigt, fordi forskning og uddannelse er en af de opgaver, som er vigtigst for vores fremtid. Det siges jo ofte, at 'viden er vejen til velfærd'. Uden konkurrencedygtig forskning og kompetencegivende uddannelse vil mange værdier lide skade, herunder velfærden. Der bliver ikke råd til at bevare de velfærdsgoder, vi har vænnet os til, hvis ikke vi har velfungerende videnscentre, der kan levere det nødvendige underlag. Der kræves aktivt samspil med den internationale forskning, det kan ikke klares med import af viden. Vi må selv være med til at skabe den. Det er nødvendigt at kunne uddanne kvalificerede forskere til samfundet, herunder erhvervslivet. Også undervisningen vil være altafgørende for fremtidsudsigterne. En veluddannet 'næste generation', der kan bære samfundet videre, forudsætter, at vi satser på undervisning. Både som 'masseundervisning' og som 'eliteundervisning'.

Vi skal uddanne kandidater til at blive læger, økonomer, jurister, gymnasielærere, forskere, folk til erhvervslivet og alle de andre veluddannede folk, som samfundet har så hårdt brug for. Vi skal tilbyde forskningsbaseret undervisning. Vi skal leve op til universitetslovens krav om at nå »op til det højeste niveau« og sikre, at de dygtigste får udfordringer, forskningsmuligheder og lyst til at blive i Danmark. Udlandet lokker, og vi må 'lokke med', også på uddannelsessiden.

Vi skal med andre ord være med til at sikre fremtidens ressourcer. Og det vil vi gerne, og vi ønsker os derfor på Københavns Universitet vilkår, der gør det muligt. Argumenterne er talrige og overbevisende. Danmark står over for en kæmpe udfordring. Der er et kæmpe gab mellem på den ene side det overordnede mål om at være en førende velfærdsnation og på den anden side samfundets faktiske investeringer i forskning. De offentlige forsknings-bevillinger har en faldende tendens, og Danmark uddanner for få forskere i forhold til behovet. Det erkendes generelt, at forskningen i Danmark skal forbedres, forstærkes og for-nyes. Ellers kan den ikke spille en tilstrækkelig aktiv rolle i udviklingen af det danske videnssamfund.

Hvorfor investere i forskning og uddannelse? Fordi samfundsmæssige investeringer i forskning giver et meget højt afkast. Og fordi den samfundsøkonomiske gevinst af forskningsinvesteringer generelt er større end den privatøkonomiske. Så der er ikke tale om forbrug, når der investeres i forskning, men om en økonomisk fordelagtig - nærmest nødvendig - prioritering.

Hermed peges også på en 'øm tå', nemlig behovet for større investeringer end de nuværende. Den danske offentlige forskningsindsats ligger lavere end i de lande, vi normalt sammenligner os med. Mens Danmarks ligger på ca. 0,7 procent, er den offentlige forskningsindsats næsten dobbelt så stor i Sverige og i Finland! Økonomiske undersøgelser peger da også på, at det samfundsøkonomisk optimale forskningsniveau er 2-4 gange større end det, der i dag faktisk investeres. Spørgsmålet er derfor ikke, om vi har råd, men om vi har råd til at lade være! Men kan der så ikke ske finansiering via erhvervslivet? Til dels jo, men der er ved at blive ubalance. Erhvervslivet finansierer allerede en betydelig del af forskningen i Danmark, både i form af forskningsaktiviteter på de enkelte virksomheder og via tilskud til forskningen på universiteterne. For Københavns Universitet har der igennem flere år været en betydelig vækst i den del af forskningen, der finansieres af andre kilder. På Naturvidenskab finansieres således hele 60 procent af forskningen uden for den basale finanslovsbevilling.

Københavns Universitet er selvfølgelig glad for at kunne tiltrække midler i et sådant omfang, men balancen mellem bevillingen til basisforskning og den eksterne finansiering af forskningsprojekter må ikke forrykkes så meget, at det skader grundforskningen. Også erhvervslivet er opmærksomt på dette problem og påpeger selv, at det er nødvendigt med grundforskning på universiteterne, hvis universitetets forskningsmiljøer fortsat skal være attraktive samarbejdspartnere, og hvis den forskning, der finansieres af erhvervslivet, skal få den ønskede effekt. Ekstern finansiering forudsætter således interne forskningsmidler af en vis størrelse på universitetet til opretholdelse af den nødvendige infrastruktur.

Hvad hvis forskningsrådene får ekstra penge? Det hjælper kun begrænset, for disse er tidsbegrænsede penge, som ikke giver den basis og tryghed, der skal til i forskning-smiljøet. Desuden kræves ofte medfinansiering fra universitetet, hvilket kan give vanskeligheder. Og de mange 'kasser' gør ikke livet lettere for forskerne.
Ligesom erhvervslivet har brug for forenklinger, har universitetet det også. Afbureaukratisering bør derfor ikke blot omfatte erhvervslivet, men også universiteterne. Tid til forskning i stedet for administration. Frie midler til forskning giver størst mulighed for at skabe den så værdifulde og svært opnåelige tid til forskningen.

Kan Københavns Universitet levere varen? Det kan vi. Vores forskningsmiljøer er gode, nogle endog fremragende i international sammenhæng. Vi kommer godt ud i en række undersøgelser. Københavns Universitet er stolt af sin forskning og evaluerer den gerne. Men vi kan ikke deltage som en væsentlig medspiller i den internationale forskningsverden, medmindre der satses og prioriteres.

Der sker i øjeblikket en videnseksplosion, og vi står klar til at deltage i det internationale kapløb. Der er nok at tage fat på. Vi kan som et stort universitet tilbyde faglig mangfoldighed, ligesom vi kan tilbyde tværfaglighed, som der må forventes stor efterspørgsel på. Men det er ressourcekrævende. Et par eksempler på, hvad vi gerne vil:
Bioteknologien er allerede et satsningsområde på Københavns Universitet, der er i fuld gang. De nye bioteknologifirmaer efterspørger mange forskere. Øresundssamarbejdet kan komme til at spille en udbygget rolle, da det giver mulighed for at samle ressourcerne og komme over den kritiske masse, så vi kan konkurrere på globalt plan. Københavns Universitet udgør en hjørnesten i det videnscenter, som gennem de senere år med stor succes er opbygget i Øresundsregionen. Der er tale om et særdeles vellykket regionalt svar på en global udfordring.

Medicon Valley Academy har allerede tiltrukket store internationale koncerner og skaffer arbejdspladser til regionen. Det er lykkedes gennem et helt unikt samarbejde mellem virksomheder, det lokale politiske system og universiteterne at sætte turbo på forskning og produktudvikling, at tiltrække studerende fra hele verden til intensive sommerkurser og at skabe synergieffekt også på undervisningssiden. Det har vi ikke råd til at tabe på gulvet. Potentialet i biomedicin er enormt. Skal Danmark kunne deltage i udvikling, prioritering og anvendelse af ny viden - bl.a. i industrien - skal vi investere væsentlige ressourcer i feltet. Holder vi igen, bliver vi en B-nation og skal om få år købe den nye viden dyrt i udlandet. Københavns Universitet har den nødvendige volumen til at være med i international sammenhæng.

Nanoteknologien vil vi gerne udbygge forskningen i. Der starter en kandidatuddannelse i nanoteknologi, og muligheden for at være i front i international sammenhæng er her til stede. Også bioinformatikken er et område i rivende udvikling, hvor vi på Københavns Universitet kan spille en væsentlig rolle. Vi vil gerne tage initiativer over for elever i folkeskole og gymnasier for at skabe interesse for naturvidenskab og teknik. Cirkus Naturligvis, hvor 6.000 elever deltog, vil vi gerne gentage, da det var en stor succes. Dette kræver imidlertid, at lærere og forskere har de nødvendige ekstra ressourcer - især tid - til formålet.

Samarbejdet mellem Det Humanistiske Fakultet, Danmarks Radio, IT-Højskolen og Det Kongelige Bibliotek om kultur, medier og kommunikationsteknologi indeholder lovende perspektiver, hvor der samtidig foretages drøftelser med store private virksomheder. It i undervisningen er også et område, der bør udbygges, og der bør satses mere på efter- og videreuddannelse. Internationaliseringen vil vi også gerne udbygge. Københavns Universitet er kendt i udlandet og har sin naturlige plads blandt Europas store klassiske universiteter. Vi samarbejder allerede med tilsvarende universiteter overalt i verden. Det skaber mulighed for at hente ny viden til Danmark og samtidig internationalisere vore egne uddannelser.

Forudsætningen er et højt forskningsniveau, og at forskere ved Københavns Universitet stadig kan knytte de videnskabelige kontakter, som åbner dørene for vores studerende. Studier i udlandet er oftest nødvendige i dag, og arbejdsgiverne forventer, at de færdige kandidater forstår at arbejde med deres fag i en global sammenhæng. Derfor er det ikke bare godt, men nødvendigt at udbygge internationaliseringen.

Fremtidsvisionerne er der, klar til at blive sat i gang. Men »vi vil gerne«, »vi står klar«, er ikke nok. Det koster alt sammen. Og vi har igennem de senere år været igennem så mange sparerunder, at smertegrænsen er nået - eller rettere sagt er overskredet. Det er derfor næsten ubærligt, hvis der bliver tale om nedskæringer, i stedet for større investeringer. Det ved vi ikke endnu, så vi både frygter og håber. Frygter, at den nedskæring, der har været tale om i snart mange år, fortsætter. Håber, at valgløfterne om flere penge til forskningen opfyldes. Ikke for 'vores blå øjnes' skyld, men af hensyn til vore børns velfærd. Investering i forskning og uddannelse er en god - og nødvendig - investering. Det vil være kortsigtet, samfundsskadeligt og sørgeligt at lade være. At investere i forskning og uddannelse vil derimod være en langsigtet, samfundsgavnlig og glædelig investering i fremtiden. Visionerne er der, og vi håber, de kan virkeliggøres. Men det kan de kun, hvis der på Københavns Universitet er engagement og tro på fremtiden. Og denne tro vanskeliggøres meget ved det mismod, som nemt følger i kølvandet på den ene nedskæring efter den anden - trods flotte resultater.

Alle de 'tillykker', jeg har fået, ville jeg gerne kunne omsætte til udbygget engagement og energi til at sikre Københavns Universitet en central plads på landkortet og i konkurrencen om uddannelse og forskning. Men det gøres ikke ved gode viljer alene. Der skal investering til - både af engagement og af penge. Og de kommer tilbage med renters rente. Vi vil gerne etablere langt tættere samarbejde med industrien om overførsel af ny viden. Men den ny viden skal skabes på universitetet. Vi behøver - som erhvervslivet - konkurrenceevne for at kunne udfylde vores rolle. Vi vil på Københavns Universitet så gerne have chancen for at udfylde den rolle på en konstruktiv måde og udnytte investerings-mulighederne til gavn for samfundet og fremtiden! Det kan være nødvendigt fra tid til anden at beskære grenene på et træ. Men det er ikke klogt at afskære rodnettet fra at få vand!