0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Torturens fristed

Hvad vejer tungest, en ny folkeretspraksis eller diplomatisk immunitet?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvad vejer tungest, en ny folkeretspraksis eller diplomatisk immunitet? Gillonsagen har ikke afklaret spørgsmålet, men kunne Osama bin Laden med diplomatstatus så opholde sig i Danmark uden at blive retsforfulgt? Kronikøren er cand.scient.pol. og tilknyttet Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre.

Mandag 17. december 2001 Efter begivenhederne 11. september i New York og Washington forsøger politikere overalt på kloden at overgå hinanden i at signalere handlekraft og konsekvens i bestræbelserne på at finde og retsforfølge terrorister og andre internationale forbrydere. Også for krigsforbrydere og andre krænkere af menneskerettigheder skal der foregå kontant afregning ved kasse et. De skal ikke kunne gå fri. Nu skal handling følge ord! Under valgkampen har flere danske politikere sagt, at de ønsker en særlig statsadvokatur til at sørge for, at krigs-forbrydere og andre internationale forbrydere bliver retsforfulgt - det har sagen om den tidligere irakiske hærchef, der angiveligt skulle stå bag massive krigsforbrydelser mod civile, vist et helt konkret behov for.

En særlig statsadvokatur til det formål er et godt initiativ. Selv om Den Internationale Straffedomstol (ICC) er stærkt på vej og forventes at være klar i løbet af næste år, vil der fortsat være behov for, at nationale myndigheder og domstole udnytter deres universelle straffekompetence til at retsforfølge overtrædere af menneskerettighederne. Det vil f.eks. være tilfældet med menneskerettighedskrænkelser, hvor der er sket et brud på en konvention, som forpligter til universel retsforfølgelse, men hvor bruddet ikke er af en helt så alvorlig karakter, at det kan betragtes som en international forbrydelse efter Statutten for ICC.

Retsforfølgelse af folk, der har ansvaret for terrorisme, folkedrab, krigsforbrydelser og andre gerninger, der er defineret som internationale forbrydelser - altså i den tungere ende af skalaen - bør betragtes som et internationalt anliggende. Og så må der opbygges en international organisation - hævet over snævre nationale hensyn - til at stå for det. Så langt så godt!

Forventningerne til ICC er store, efter de senere års yderst positive nationale og internationale tendenser:
Havde de chilenske myndigheder ikke ment, at den tidligere diktator Augusto Pinochets helbred var skrøbeligt, var han formentlig blevet retsforfulgt i sit hjemland for de grusomheder, han stod bag i 1970'erne. Hverken hans immunitet som tidligere statsleder eller som senator kunne forskåne ham for den tort at blive arresteret i Europa og sat på anklagebænken i England.

I slutningen af 1990'erne tilkendegav det danske Udenrigsministerium, at ministeriet er af den opfattelse - og arbejder for - at immunitet ikke skal kunne afskære nationale domstole fra at retsforfølge internationale forbrydelser, herunder tortur. At der eksisterer en folkeretlig sædvane, der fastlægger, at immunitet ikke kan gøres gældende ved internationale forbrydelser, gentog Udenrigsministeriet så sent som i slutningen af juni 2001, da Danmark ratificerede Statutten for ICC.

I sin åbningstale i Folketinget 2. oktober 2001 sagde daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, at »mennesker, der har forbrudt sig mod menneskeheden og menneskerettigheder, skal stilles til ansvar og retsforfølges«. To dage senere vedtog et næsten enigt Folketing at »pålægge regeringen at forberede en revision af lovreglerne om dansk straffemyndighed, således at der sikres en udvidet adgang til at retsforfølge personer, der opholder sig i Danmark, for deltagelse i krigsforbrydelser, folkedrab, tortur og forbrydelser mod menneskeheden«. Det må være en melding, som også den nye regering må føle sig forpligtet af.

Det siger sig selv, at en antitorturorganisation som Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) er tilfreds med, at ICC er på trapperne, og med at danske politikere signalerer handlekraft på området. Det glæder os, at vi nu skimter omridset af en international retsorden, som langsomt - men sikkert - vil stramme grebet om de individer, som står bag krænkelser af menneske-rettighederne. Der vil opstå en kultur, hvor eksempelvis tortur ikke længere tolereres - uanset omstændighederne - og hvor de ansvarlige i stadig flere tilfælde oplever at blive stillet til regnskab.

Men vi kan samtidig ikke lade være med at gøre opmærksom på, at de danske myndigheders afgørelse af sagen om den nyudnævnte israelske ambassadør Carmi Gillon desværre rejser tvivl om klarheden og konsistensen i den danske politik på området. »Wienerkonventionens bestemmelser om diplomatiske forbindelser fra 1961 som specialregler for diplomatiske repræsentanter vil fortrænge de generelle regler i FN's Torturkonvention, hvilket vil være til hinder for anholdelse og strafforfølgning her i landet af en diplomatisk repræsentant«. Så kortfattet lød begrundelsen fra politimesteren i Gentofte for ikke at indlede en efterforskning mod Carmi Gillon for påståede brud på FN's torturkonvention. Enslydende begrundelser kom fra såvel den daværende justitsminister Frank Jensen som fra den daværende udenrigsminister Mogens Lykketoft.

Ud fra denne begrundelse vil specialreglerne om immunitet også fortrænge andre konventioner, der pålægger Danmark at retsforfølge krænkere af menneskerettigheder. Det vil kunne blive tilfældet for personer, som forbryder sig mod andre konventioner, der som torturkonventionen pålægger de deltagende lande at retsforfølge krænkere, f.eks. Genève-konventionen om krigsforbrydelser. Hvis Osama bin Laden eller den irakiske hærchef kom til Danmark med diplomatisk immunitet, ville man - hvis man følger myndighedernes afvisning af retsforfølgelse i Gillon-sagen - ikke kunne retsforfølge dem her i landet. Forholder det sig sådan, vil det - mildest talt - stå i skærende kontrast til den senere tids politiske udmeldinger herhjemme. Det går ganske enkelt ikke! Politimesterens afvisning af anmeldelsen mod Gillon er så kortfattet og unuanceret, at den ikke umiddelbart syntes at efterlade nogen form for tvivl. Men spørgsmålet er, om det i virkeligheden er så enkelt?

For at gøre en lang juridisk analyse - der blev præsenteret på et møde, som RCT og FN-forbundet holdt i oktober 2001 - kort og præcis: Der er i hvert fald fire grunde til, at spørgsmålet om, hvorvidt diplomatisk immunitet kan blokere for retsforfølgelse af torturovertrædere, kræver en grundigere og mere dybdegående analyse og begrundelse end den, som politimesteren er kommet med:

1. Ingen af konventionerne anviser, hvordan konflikten mellem torturkonventionens krav om retsforfølgelse af torturudøvere og Wienerkonventionens krav om immunitet for diplomater skal løses.

2. Det danske Folketing har ikke taget stilling til, hvordan en sådan regelkonflikt - mellem to konventioner, der begge indeholder absolutte og ufravigelige krav - skal løses.

3. Skal regelkonflikten løses - som den aktuelle Gillon-sag har illustreret behovet for - skal det ske under hensyntagen til sagens folkeretlige aspekter. Dette kunne eksempelvis gøres af Den Internationale Domstol i Haag. Efter RCT's opfattelse er det forkert, at de danske myndigheder tilsyneladende alene afgjorde konflikten mellem konventionerne efter interne danske principper, der eksempelvis fastslår, at en specialregel har forrang frem for en mere generel regel.

4. I den aktuelle sag om Gillon har de danske myndigheder tilsyneladende ik- ke taget højde for, at der de senere år er sket en udvikling i folkeretten i retning af, at bestemmelser om immunitet ikke kan blokere for retsforfølgelse af internationale forbrydelser såsom tortur. Flere internationale juridiske eksperter, bl.a. formanden for FN's komité mod tortur, har vurderet, at denne tendens har udviklet sig til en folkeretlig sædvane, der må tillægges vægt ved fortolkning af uklarheder i torturkonventionen og Wienerkonventionen. Det er en ny folkeretlig sædvane, der er under etablering, og det har det danske Udenrigsministerium i øvrigt også anerkendt.

Situationen er altså den, at de danske myndigheder på den ene side har konstateret, at pligten til at retsforfølge torturkrænkere må vige for hensynet til diplomatisk immunitet - på den anden side har Udenrigsministeriet også konstateret, at der eksisterer en ny folkeretlig sædvane, hvorefter immunitet ikke længere har samme status som tidligere.

Hvis nogen på dette sted er forvirret, er der ikke noget at sige til det! Derfor er vi og andre menneskerettigheds-organisationer ved at forberede en henvendelse til FN-systemet for at få en autoritativ forklaring på, hvad der er fup, og hvad der er fakta. Rent juridisk er de danske myndigheders afgørelse i Gillon-sagen tvivlsom og bør underkastes en nærmere granskning. Men, hvad der er næsten endnu mere uforståeligt, er, at afgørelsen blev truffet på et tidspunkt, hvor der politisk - såvel nationalt som internationalt - var tilkendegivet entydige intentioner om nu at få sat en effektiv stopper for, at krigsforbrydere, diktatorer, torturforbrydere og andre med menneskerettigheds-krænkelser på samvittigheden slipper fri.

Her må det være den politiske vilje, der er afgørende!
Retsforfølgelse af torturforbrydere og andre krænkere af menneskerettigheder er et overordentligt vigtigt element i kampen mod tortur. Det er det på to niveauer. For det første er retsforfølgelse af dem, der har ansvaret for og som udøver tortur, den bedste og mest effektive måde at forebygge tortur på. Torturforbryderne skal vide, at chancerne for at slippe godt fra det bliver mindre og mindre. Også på dette felt skal der være lighed for loven.
For det andet er retsforfølgelse også vigtig for torturoverleverne og deres pårørende. Det kan have endog meget stor betydning for deres tilværelse og livskvalitet, om de skyldige bliver straffet eller ej.

Dette aspekt handler om retsbevidsthed. Her vil det nok ikke være nogen overdrivelse at sige, at det eksempelvis har haft stor negativ betydning for mange mennesker i Chile - især for de pårørende til dem, der døde - at den bebudede retssag mod Pinochet ikke blev gennemført med henvisning til Pinochets skrøbelige helbred. Derved bliver skyldsspørgsmålet aldrig afklaret.

Kolleger på RCT, der er i daglig kontakt med tortur-overlevere, kan éntydigt melde om, at, såfremt de skyldige retsforfølges, fjernes en række mentale blokeringer, og det bliver muligt for torturoverleverne at komme af med de hadefulde, destruktive følelser, der har været vendt mod fortiden. Ofrene for tortur og andre voldskrænkelser får ganske enkelt plads i deres mentale univers til andre ting - såsom at opbygge og udtrykke varme følelser til nære familiemedlemmer og til at etablere meningsfulde relationer til andre mennesker. De kan komme videre i tilværelsen efter et kapitel, der har fyldt meget i deres bevidsthed, og som nu bliver afsluttet ved, at de skyldige bliver stillet til ansvar for deres gerninger.

Samme psykologiske effekt får det, når ofrene for 1980'ernes massakrer i Zimbabwe - og ofrene for den lange og blodige borgerkrig i Guatemala - får en individuel begravelse. Genåbnes massegravene, identificeres de afdøde omhyggeligt, og får de efterfølgende en anstændig begravelse, betyder det meget for de efterladte. Vi har mange eksempler fra Zimbabwe og Guatemala - to af de lande, vi har projekter i - på, at de pårørendes tilværelse kan få en helt anderledes, positiv drejning.

Bekymringerne og sorgen over, at de afdødes ånder ikke kan finde hvile i tilfældige massegrave, aftager og afløses af et overskud til at få en meningsfuld dagligdag og fremtid. Det er de samme følelser, der nu kan opstå hos ofrene for Milosevic, efter at det er blevet klart, at han bliver retsforfulgt af FN-domstolen for krigsforbrydelser begået i det tidligere Jugoslavien.

Det ser ud til, at den herboende irakiske hærchef kommer til at stifte personligt bekendtskab med det strenge, men retfærdige danske retsvæsen. Påstandene om, at han personligt gav ordre til anvendelse af giftgas mod civile kurdere - eller i det mindste, at han som følge af sin position som militær stabschef kunne og burde have forhindret angrebene - vil efter alt at dømme blive efterforsket så grundigt, som det nu kan lade sig gøre for politiet i Ringsted med assistance fra Rigspolitiet. Herefter er det op til anklagemyndigheden og retten i Ringsted at afgøre, hvad der videre skal ske. Det rummer vidtrækkende perspektiver - i den rigtige retning.

Store forventninger knytter sig derfor nu til den politiske udmøntning af den betænkning, som justitsministeren netop har modtaget fra det såkaldte Inkorporeringsudvalg. Nu handler det om at omsætte ord til handling - at sørge for, at dansk lovgivning bliver bragt i overensstemmelse med såvel bogstav som ånd i en række FN-konventioner - blandt andet den mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Nogle lande er gået mange skridt videre end Danmark. Et af dem er Belgien, der med en lov fra 1993 kan retsforfølge udenlandske statsborgere, selv om forbrydelserne ikke er begået i Belgien, og den sigtede befinder sig et andet sted i verden. Det er en meget usædvanlig situation.

Loven gør det muligt at indlede en sag mod en udenlandsk statsborger, således at et anklageskrift