Som altid når varmluftsballoner eksploderer over hovedet på dem, der har sendt dem op, og det elegante spin forvandler sig til en gordisk knude, opstår der kø ved håndvasken. Nu skal ansvaret placeres, og hvis man kan blive enig om at give en enkelt mand skylden, er det bedst for alle parter. Det er det, der er ved at ske på Charlottenborg, hvor administrerende direktør Bo Nilsson bliver brugt flittigt som håndvask. Der skal ikke herske tvivl om, at kunstnersammenslutningen Grønningen, i hvis bestyrelse jeg sidder, selv har haft de største vanskeligheder med direktøren, idet vi uden held gentagne gange har søgt om skriftlig bekræftelse hos ham og Kulturministeriet på de mundtlige aftaler, vores udstillingsansøgning har tilvejebragt. Men det er ikke mit ærinde her. Mit ærinde er at protestere mod at lægge hovedansvaret på Bo Nilsson, som i bagklogskabens lys blot fremstår som en, må man sige, noget naiv stråmand. En sådan ansvarsforflygtigelse er for det første urimelig, for det andet umenneskelig og for det tredje aldeles ukonstruktiv med henblik på at tage ved lære af de fejl, der er begået, og med henblik på at finde svar på de væsentlige spørgsmål, der rejser sig i kølvandet på den misere, som på Politikens forside sidste lørdag blev betegnet som en tragedie. For det første: Hvordan kunne det komme så vidt, altså hvor skal det egentlige ansvar placeres? For det andet: Hvordan kommer institutionen videre i en tid, hvor alle kunst- og kulturinstitutioner befinder sig i et limbo af udhulede budgetter, svigtende sponsorstøtte og en kuldsejlet neoliberal kulturpolitik? Man må jo fastholde, at Bo Nilsson ikke er ophavsmand til projekt kunsthal, men en direktør ansat til at føre et projekt ud i livet, der lød så flot, talt op til skyerne, men allerede fra starten, hvis nogen havde gidet lytte til kritikken, fremstod som en komplet uovervejet, ufinansieret kunstpolitisk rævekage lagt til hævning i en varmluftsovn. At lægge ansvaret over på den nuværende forkvinde for Charlottenborgs bestyrelse, Sys Hindsbo, er ligeledes problematisk, da projektet for længst var kørt af sporet, da hun tiltrådte bestyrelsesformandsposten. Det vil udgøre en længere føljeton at udrede hele forløbet på Charlottenborg i detaljer. Jeg vil derfor overlade til indsigtsfulde journalister at gå tilbage og undersøge, hvor disse mildest talt urealistiske forestillinger og forhandlinger tager deres begyndelse.
Derved kunne pressen rette lidt op på det alvorlige medansvar, jeg mener, at den har, og hjælpe til med at forebygge, at dette klassiske eksempel på fatal bragesnak i oplevelsesindustriens korridorer gentager sig. Pressens medansvar ligger deri, at de udsendte kulturjournalister, mens debatten kørte, faldt pladask for et spin, der ville kunne få nutidens politiske spinnere og sofister til at ligne de uskyldigste idealister. Men hovedansvaret ligger hos et, om man så må sige, noget ukultiveret Kulturministerium, som på én gang var medspiller og samtidig fralagde sig ethvert ansvar; begge dele utilstedeligt.
