Samuel Johnson skrev i sin tid til en håbefuld forfatter: »Deres manuskript er både interessant og originalt. Desværre er den interessante del ikke original og den originale ikke interessant«. Nu lyder et forlags svar sådan: »Dit manuskript er noget bras, vi vil derfor med glæde udgive det« ... nej, undskyld, der står selvfølgelig: »Dit manuskript er interessant, men vi tror desværre ikke, der er noget marked for en sådan udgivelse«. Men er det ikke to sider af den samme mønt? Braset sælger, resten ikke. Så er den sag afgjort. Som et stort, københavnsk forlag meget åbenhjertigt forklarer forfatteren: »Vores vurdering er – indrømmet – mere kommercielt begrundet end egentlig litterært«. Sympatisk i grunden at sige det, men alligevel chokerende tale over for en forfatter, der af gammel vane tror, et litterært forlag kan og skal tænke litterært. Har man ikke glemt, at ordet udkomme for en forfatter betyder nedkomme? Kunsten, her litteraturen, er nu udelukkende en markedsværdi. Den skal give kasse, ellers ud til højre. Men bøgerne skal da kunne afsættes, der skal være kunder til dem, nogen skal have lyst til at betale en vis pris for en bog? Selv bibliotekerne. Ingen tvivl om det. Det koster noget at trykke og udgive en bog! Med mindre vi vil lave hele det kapitalistiske samfund om (hellere end gerne), er vi pisket til at respektere dette samfunds basale, økonomiske lov: Det usælgelige har ingen eksistensret.
Men hvem er det, der sidder og afgør, at et manuskript aldrig vil finde købende læsere? En selvbestaltet flaskehals af fastansatte konsulenter og redaktører, som under det gældende system, den selvsamme kapitalisme, er nødt til at udvælge og producere bøger som enhver anden vare, det vil sige under hensyntagen til markedet. De bøger, som forlaget skønner usælgelige, kan ikke udkomme. Jeg havde i følgebrevet til et forlag betegnet mit manuskript om adoption og eksil som et »selvbiografisk essay« – et ironisk forsøg på at spænde over to forskellige genrer. Et essay, men baseret på personlig erfaring og med subjektive, måske ligefrem polemiske holdninger. Jeg synes ikke selv, der var noget revolutionerende i det. Michel de Montaigne var kommet mig i forkøbet for snart fem hundrede år siden ved at sige ’jeg’ i sine essays. Forlaget fyrede fra hoften (uden at have læst teksten er jeg sikker på), og meddelte mig, at der ikke for tiden var noget marked for ’selvbiografier’! Et andet manuskript om fransk politik fik uforbeholden ros fra flere forlagskonsulenter. Men som en skrev: »Du ved, Frankrig interesserer kun danskerne, hvis det er noget med vin og mad, til nød Tour de France eller slotsferie i Loiredalen, ikke?« Det franske præsidentvalg (2007) stod for døren, en kvindelig kandidat havde reelle chancer. Jeg var sikker på, at de tog fejl på redaktionerne, og at der stadig er et dansk læsende publikum, der interesserer sig for, hvad der sker i fransk politik og samfund. Derfor bekostede jeg selv udgivelsen. Et nådigt forlag tog bogen i kommission, hvilket betyder, at de mod betaling sørger for distributionen. Bogen blev revet væk på et par uger! Forlaget spurgte, om jeg ikke ville lade trykke et nyt oplag – de tilbød dog ikke ligefrem at overtage bogen. Jeg havde imidlertid fået nok af at sætte husholdningskassen på højkant og foretrak at være udsolgt frem for at ligge inde med bøger nok til at tapetsere mit arbejdsværelse. Sært nok skræmmer markedet, også når det viser sig fra sin venlige side. Markedet bestemmer, markedet er overalt, i særdeleshed inde i hovedet på forlagsfolk. De er blevet bange, bange for de nye tider, bange for ikke at kunne sælge. I sidste ende bange for at miste deres job. Så bange også, at forlagene nu selv går ind på e-bog-området – i samme ånd som olieselskaber støtter vindmøller og solfang. Det værste er, at mange af dem med tiden også er blevet bange for litteratur, bange for kultur. Det er ikke længere deres boldgade. De føler sig tvunget til overvejende at udgive det pæne og det glatte, det uden peberkorn. Det sikre, kryds-fingrene-sællerter. Dermed er forfatterne og litteraturen reelt ude af billedet. Forlæggerne har åbenbart glemt deres metier, som oprindelig var at forlægge litteratur. De forsyner i stedet det glubske marked med teknisk perfekte tryksager om havebrug, rygsmerter, slankekure, sekteriske bevægelser, sex og svinekam på tyve måder, en kryds- og tværsordbog hist, en automobilens historie pist, samt ’prægtige billedværker’ om danmarkshistorien og kongehuset for hundredesyttende gang, når det ikke lige er skagensmalerne, de danske åer eller fortidens ludfattige hedebønder, der må holde for. Kartoffeldanmark går som varmt brød. Hvad udad tabtes, er for længst indad vundet – og det til bunds!
