Et par gange om året kan man opleve forlagsdirektører hælde vand ud af ørerne. Verden er af lave, fordi der foregår ting, som man åbenbart ikke har styr på, bl.a. bogproduktion og bogkøbere. Forlagsbranchen trænger i høj grad til et eftersyn. Hvad sker der i branchen? Som bekendt findes der tre hårde brancher her i verden, nemlig oliebranchen, våbenbranchen og forlagsbranchen. Den sidste er den benhårde, fordi den omgiver sig med en fims af kultur, der som bekendt tilgiver alt. Forlagene lever af tre-fire pengebaskere, som ikke kræver særlig indsigt i forlagsvirksomhed, da de har vist deres indtjeningsevne i det udenlandske. Gyldendaldirektør Stig Andersens kendte kynisk-humoristiske replik skal have en ny chance: »Der er syv gode grunde til det overskud, moderselskabet kommer ud med i 2001: Det hedder 'Harry Potter' bind et, to, tre og fire og 'Ringenes Herre' bind et, to, og tre«. Gyldendal tjener tilsyneladende de fleste (alle?) sine penge ved et par bestsellerserier. Burde forlaget ikke etablere et nyt selskab - der er jo så mange i forvejen i Gyldendalkoncernen - udelukkende med udgivelse af Potter og Tolkien, så man kunne se en klar forlagsprofil? Der er kommet noget komisk over Gyldendals indtjening efter heldet med Rowling og Tolkien. Hvordan mon den pæne mand Tolkien ville befinde sig i selskab med litteraturbokseren fru Rowling? Solstrålehistorien om Joanna Kathleen Rowlings vej til rigdom er en H.C. Andersen-historie: andedam-svaneæg. Hun er født i 1966 og siges at være en af Englands rigeste kvinder. Hun er nr. 122 på årets liste over Storbritanniens 1.000 rigeste med en formue på 280 mio. pund (ca. tre mia. kroner). Dronning Elizabeth må nøjes med pladsen som nr. 133. Alt ifølge avisen Sunday Times. Men modsat H.C. Andersen har fru Rowling ikke nogen svanedragt at svøbe sig i. Inden lykken nåede hende, var hun blevet separeret og var nu »deprimeret enlig mor på bistand, boende i en kold, fugtig, museinficeret lille lejlighed i Edinburgh sammen med sin tre måneder gamle datter«. Man kommer især til at holde af ordet 'museinficeret'. Men nu skulle der minsandten også ske noget, så hun begyndte at skrive. Hvad ellers? Og naturligvis børnebøger. Hvad ellers? Dem kan enhver jo skrive. Derfor er såkaldte voksenforfattere begyndt at fylde de tomme perioder ud med et par børnebøger. Det går hurtigt, især billedbøger, og giver inden længe gode bibliotekspenge. Og folk er ved at falde i svime ved tanken om, at 'rigtige' forfattere skriver børnebøger. Den del af børnelitteraturen betyder ikke en disse for litteraturfeltets udvikling. Det er blotcool cash. Ofte er produkterne af tvivlsom værdi. En Bjarne Reuter lever af dem, når kriminalideerne er ved at visne. Så får vi en ny Busterbog, der hedder 'En som Hodder'. Børnelitteratur er blevet forfatteres redningsplanke. Det gør ikke så meget, når der skrives i Reuterkvalitet. Her er der muntert sprog og underholdende plot. Hvad skal man mere til børn? Bøger har deres tid. Man skal tænke sig godt om, hvis man vil kunne huske, hvad Ib Michael fik udgivet før den medieaktuelle 'Paven af Indien'. Hvor er Peter Høegs bøger henne? Og hvad med Jostein Gaarders 'Sofies verden'? Hvem kan i dag stave den britiske forfatter Philip Pullman korrekt? Et stort hit i 1998. Det er klart, at Potterhysteriet vil vare endnu nogle bogsæsoner, fordi fru Rowling har bebudet, at der vil komme i alt syv bøger i serien. Det er dog trøsterigt, at man nu ved, at den forsinkede bog nummer fem er udkommet her i sommeren 2003 og vil komme på dansk i efteråret. Så er julen 2003 reddet. Hvem er det, der kører dette race? Er det fru Rowling eller hendes forlag verden over? Sådan ser forlagsvirksomhed ud i dagens Danmark. Det er fascinerende at tænke på det store researcharbejde i hekseverdenen, der ligger bag Potter. Ved den måde, romanrækken er skruet sammen på, kan fru Rowling blive ved, til hun bliver 90 og udgiver Potterbog nummer 52. På dansk kan 'potter' relateres til det kendte sædemøbel. Det så Politikens ATS naturligvis straks i et telefonopkald (19.07.00): »Harry Potter?«. »Nej, men prøv henne i babyudstyrsforretningen!«. En meget præcis beskrivelse af Potterbøgernes indhold. Forsvinder børnelitteraturen i ren potterisme? Det er et litterært problem og dermed et forlagsproblem. Også økonomisk er børnelitteraturen trængt. Allerede i 1998 blev børnelitteraturen deklasseret i forhold til den såkaldte voksenlitteratur. Dengang blev forfatternes biblioteksafgift ændret, så en side i en børnebog (pointværdi på én) var lig med 1,35 i en voksenbog. Men det skulle blive værre. Fra 2004 får den skønlitterære voksenlitteratur en biblioteksafgift på grundlag af en pointværdi på 1,7 pr. side mod nu som nævnt 1,35 point, og børnelitteraturen tæller stadig kun 1 point pr. bogside. Det er en yderligere deklassering af børnelitteraturen som en ikkelitteratur. Hvem skal afgøre, hvad der er voksenlitteratur, og hvad der er børne- og ungdomslitteratur? Og hvordan sker den skelnen? Der vil blive tale om litterær svindel. Hvilke danske voksenromaner kan stille op mod f.eks. Kåre Bluitgen: 'Erobrerne' (1996), Cecil Bødker: 'Ulverejsen' (1988), Bent Haller: 'Brage Kongesøn' (1993), Louis Jensen: 'Nøgen' (1995) etc. De tilfældigt udvalgte titler over nogle år er udgivet som børne- og ungdomsbøger. Der er næppe mange i foreningen Danske Skønlitterære Forfattere, som kan måle sig med dette lille udpluk af børne- og ungdomslitteraturen. Vidste Brian Mikkelsen det, da han forhandlede med de to forfatterforeninger? Vidste forhandlerne det? Kendte forhandlingsparterne litteraturen for børn og unge i dens aktuelle mangfoldighed? Dansk Forfatterforening har ikke været i stand til at forhandle sig frem til en opfattelse af, at al litteratur er lige. Den eneste forskel i det litterære univers er forskellen mellem, hvad der er godt, og hvad der er mindre godt. Men det er vel ikke det, man værdisætter i biblioteksafgiften? Hvor er børnelitteraturen blevet af? Er der nogen, der har set den? Så bør man nok henvende sig til Kulturrådet. Det nye magtfulde kulturorgan, som også skal forvalte børnelitteraturens ve og vel. Forlagene har svært ved at komme af med de mange producerede bøger, bl.a. fordi der er sket store nedskæringer af materialebudgetterne på skoler og biblioteker. I mange kommuner har man stjålet fra bogkontoen for at kunne være med i teknologiracet, som ikke flytter bibliotekerne en meter. Gå ind på dit lokale bibliotek. Hvad ser du? Bøger og bøger. I et hjørne skubbet lidt væk nogle pc'er med et par unge mennesker i gang på internettet. Danske folkebiblioteker vil ikke ændre sig i de næste 40 år. At man med edb selv kan søge i bibliotekets bogsamlinger, er blot en teknisk forbedring - for nogle. Kortkataloget var såmænd lige så nemt - og hurtigere. Bortset fra lån og aflevering af bøger må edb i bibliotekerne betragtes som rent gøgl. Men man skal jo helst ligne erhvervslivet så meget som muligt. Litteraturens generelle problem er formidlingen, bl.a. forlagenes markedsføring og dagbladenes anmeldelsespolitik. Hvem gør noget ved den meget enkle sag - markedsføring? Tilsyneladende ingen. Og dog. Morten Hesseldahl, adm. direktør i Bonnier Forlagene, har proklameret, at Bonnierforlagene fra 1. april 2003 vil gå over til frie bogpriser. Det betyder, at bl.a. Carlsen og Lindhardt og Ringhof skrotter de faste bogpriser. Hesseldahl mener, at det vil skabe flere afsætningsmuligheder. Man må spørge, om der i de sidste mange år overhovedet har eksisteret faste bogpriser? Der er pocketbøger, som jo aldrig blev et hit (i modsætning til i Sverige). Der er månedens bog. Der er bogklubberne, som alle forlag satser på. Deres bøger er generelt for dyre, og er man direkte medlem, sker der en portofordyrelse, der gør bogklubfordelen illusorisk. Og hvad med 'Føtex-bøgerne' - en bog for 40 kroner? Alle ved, at fastprissystemet altid har været et skalkeskjul for frie priser, når det passede ind i forlagenes udgivelsespolitik. Der har i realiteten aldrig eksisteret faste bogpriser - bortset fra nogle måneder efter udgivelsen, mens man ventede på bogklubudgaven. Det hele drejer sig om penge. Dem tjener man i dække af det kulturelle dyrebare begreb 'faste bogpriser'. Hvem gør noget ved den meget enkle sag - formidling? Ingen. Derfor kan man i den litterære verden stadig opretholde illusionen om, at litteraturen er en betydningsfuld samfundsfaktor. Anmeldelser afbørnelitteratur i dagblade er sporadiske. De få steder, hvor man kan støde på dem, har de præg af en svigtende professionalisme, bl.a. fordi der skeles til forlagshensyn. Man kan få det indtryk, at dagbladsredaktionen betragter anmeldelser af børnelitteratur som en sur pligt. Man er nødt til at have dem for at kunne sige, at man har dem. Børne- og ungdomslitteratur er ikke en ensartet litteraturmasse. Selvom børnelitteraturen i sin aktuelle form er ca. 200 år gammel, ved man i dag tilsyneladende ikke, hvad børnelitteratur er. Den karakteriseres af nogle som fortænkt og voksen, dvs. voksenlitteratur i forklædning. Andre derimod påstår, at børnelitteratur er plat banalitet, skrevet skråt nedad, hvorfor den ikke kan være kunst, men blot er pædagogisk litteratur. En mildere mellemsektion karakteriserer børnelitteraturen som en gruppelitteratur, jævnfør kvindelitteratur. Børnelitteraturen er helt enkelt et litteraturfelt på linje med det litteraturfelt, som betegnes 'voksenlitteratur'. Man kan lidt groft opdele børnelitteraturen i tre niveauer: (1) kvalitetslitteratur, (2) det, man kunne kalde mainstreamlitteratur, (3) det næsten underlødige. Gruppe (1) er den del af børnelitteraturen, hvor man møder den i dens udviklingstendenser. Det er her alting sker. Det er klart, at folk, der ikke følger med i børnelitteraturens vækstdel, vil undre sig over børnelitteraturens kvalitet. Man kan sige, at denne del af litteraturen vokser ud over børnelitteraturens rammer og finder nye veje. Det er denne del, som åbenbart forvirrer nogen. Denne øvre kvalitetsdel af børnelitteraturen udgør vel 20 procent af litteraturfeltet og hører næppe hjemme i børne- og ungdomslitteraturen. Men af almindelig slendrian og tradition bures den inde sammen med børnelitteraturens kernedel, dvs. de øvrige 80 procent. Denne del kunne kaldes 'håndværkslitteratur' og er hurtige og letlæste bøger, alvorlige og muntre. Der er ikke tale om de tilrettelagte såkaldte læseletbøger. Det er almindelige skønlitterære børneromaner til brug for læsetræningen og læselysten. Spændende og underholdende romaner i skarp sovs. Hårdtslående romaner, der griber læseren i struben. Man kender typen i forvejen - og fra hele litteraturregistret. En så anerkendt forfatter som Bjarne Reuter har en del af sit forfatterskab liggende i den kategori med bøger som f.eks. 'Casanova' og '3 til Bermudos'. Som illustration på 80 procent-litteraturen kan man nævne Steen Langstrup: 'Dope' (1998), Anne Lilmoes: 'Yax-bøgerne', Bertill Nordahl: 'Jeg, mig, Jakob' (1992), Bjarne Dalsgård Svendsen: 'Slottet', Cecilie Eken: 'Sikkas fortælling' (1997), som fik Kulturministeriets Børnebogspris i 1997, selv om der er for meget show-off i den. Der skal endnu en gang stilles et par stykker fra 20 procent-litteraturen frem, som jeg mener matcher enhver 'voksenbog': Cecil Bødker: 'Leoparden' (1970), Hanne-Vibeke Holst: 'Hjertets renhed' (1990), Bjarne Reuter: 'Vi der valgte mælkevejen' (1989), Kim Fupz Aakeson: 'De gale' (1992). Den skitserede udvikling er ikke noget dansk fænomen. Til oplysning nogle tilfældige udenlandske eksempler: Arne Berggren: 'Den ømme morder' (1995), Robert Cormier: 'Blegnerne' (1990), Tormod Haugen: 'Zarens juveler' (1994), Mats Wahl: 'Ødelæggeren' (1992). Få læsere af Peter Høeg og Ib Michael og den type borgerlig litteratur kender ret mange af de nævnte romaner - måske ikke engang navnene på forfatterne? Nogle vil spørge: hvorfor 20 procent til kvalitetslitteraturen? Det er naturligvis et skøn, jeg som litteraturforsker tillader mig at anlægge. De 20 procent kan jo ikke findes ved simpel optælling, men beror på et halvt århundredes læsning. Der er ikke tale om statistik, men om litterær vurdering. Børne- ogungdomslitteraturens 20-procents kvalitetsdel er ved at blive revet ud af sin ghetto. Tilbage vil der være en 80-procents håndværkslitteratur, som fremtidig vil gå under betegnelsen børne- og ungdomslitteratur. Til underholdning og læsetræning, til lyst til læsning. Man kunne også kalde bøgerne 'lystlæsningsbøger'. De bøger vil være uundværlige, hvis børn skal lære at læse 'god' litteratur, eller lidt tydeligere sagt: overhovedet skal lære at læse. Det er ikke så ringe endda. Børnelitteraturens litterære kvaliteter er blevet en anstødssten. Børnebogen har ret til at være litterær eller kunstnerisk, som det hedder nu om dage. Det er det, nogle ikke bryder sig om eller ikke vil acceptere. Der vil altid være litteratur med spænding og humor i lange baner til dem, der ret naturligt ønsker blot dette, som jo også mange voksne læsere gør. Hvorfor skal børn gøres til en særlig race og deres litteratur til et opdragelsesmiddel? Børnelitteraturen er i dag præget af, hvad man kan kalde en genreblanding. Astrid Lindgrens 'Ronja Røverdatter' er et ret gennemskueligt eksempel. Den er en traditionel spændingsbog, i gamle dage kaldt en 'drengebog'. Men hovedpersonen er jo en pige, og den handler da også om et kvindeligt og mandligt rollespil. Ronjabogen er baseret på gamle afprøvede former, men her bygget ind i en menneskelig sammenhæng i en kompliceret roman. Fuld af litteratur, men alligevel også for børn. Børnelitteraturen er eksperimenterende i sin kvalitetsdel. Romanen er et eventyr med overnaturlige væsener, som truer børnenes verden. Den er en kærlighedsroman, og den er en familieroman (far og datter-forholdet). Den er en udviklingsroman, opbrud fra hjemmet, prøvelser og modenhed. En ny blandingsstruktur i en børneroman. Er der nogen, som genkender f.eks. første Potterbog 'Harry Potter og de vises sten'? Potterbogen er ren afskrift -step by step. Der er intet nyt i fru Rowlings bog, bortset fra den manglende kvalitet. Det er uinteressant, om fru Rowling har læst Astrid Lindgrens forlæg, da der findes mange andre litterære forbilleder i angelsaksisk litterær tradition, når det drejer sig om hekse og hekseri. Min påstand er, at Potterbøgerne er litterært epigoneri. Og da der er tale om et økonomisk imperium i stil med Shell og it-firmaer, må man spørge, om der er nogen, som vil gå i demonstration hen over Rådhuspladsen og demonstrere mod noget så fatalt som litterært verdensherredømme? Næppe. Det er jo blot børnelitteratur.