0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

På god fod - derudad

Ansigter kan være en maske, men gangen er naturlig, den er ikke forstilt. Et billedessay om vores fødder.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Så længe jeg kan huske tilbage har jeg været optaget af den måde, mennesker indtager rummet med deres gang, tyngde, balance og sko.

Det skyldes sikkert, at de første skridt jeg tog var med indadvendte fødder, og det fortsatte de med at være indtil jeg skulle konfirmeres i pump sko (skoens svar på den lille sorte). På vej op til alteret rettede mine fødder sig, og jeg gik for første gang lige. Det var ikke på grund af Gud, det var min forfængelighed, der styrede mit bentøj.

De voksne var meget optaget af mine sjove ben, hvor tæerne set bagfra næsten sad der, hvor hælen plejer at være hos de normale. Lægen på Ortopædisk Hospital sagde, da han så mig stavre hjulbenet af sted med min mor i hånden: »Vi må se at få nogle ordentlige ben på det hoved«.

»Naar man seer det Menneske bag paa«, hviskede Præsten til mig – vi to sad på det bagerste Sæde – »kan man ikke tage Fejl af ham«.

»Man kan tage Fejl af Ansigter«, svarte jeg. »Meget let«, faldt han ind, »men ikke af Gangen; Ansigter kan være en Maske, men Gangen er naturlig, den er ikke forstilt: og for ikke at lade mig skuffe af Ansigter, bedømmer jeg allersikkrest et Menneske, naar han gaar fra mig. Kjere! see dog ret på Hovmesteren« – »Hovmester hvor?« – afbrød jeg – »På Solholm, for den lille Baron«, svarte han, »see kun hans smaae faste Skridt! Ved ethvert af dem kaster han ud med Fodspidsen, hvormed han siger saa meget som: jeg bryder mig kun lidt om andre Mennesker, han stiver Knæerne, hvilke betyder; jeg er mig selv nok, jeg er Mand for min egen Hat«. (’Fjorten dage i Jylland’ af St. St. Blicher).

Familien sagde: »Gud hvor Pernille ligner Mams«. Mams var min fars mor, omtalt som en kvinde, der havde været meget smuk. Det havde jeg svært ved at se. Hun var høj som Rundetårn, havde hvidt hår, en sølvstok, lam i venstre arm og højre ben. Senere endte hun i en rullestol, fordi hun fik koldbrand i det raske ben. Da ægtemanden, der var præst, døde, foreslog enken en handel med degnen. Han kørte hende rundt i Frederiksberg Have mod at han fik præstens sko. Hver gang et par blev slidt op, fik degnen et nyt par sko, og sådan gik et par år, hvor præstens sko blev udnyttet til det yderste.

De kunne sige hvad de ville, mostre og mødre, at jeg lignede én uden ben. Jeg var gårdens hurtigste løber, en rigtig drengepige og meget forfængelig. Jeg havde ikke problemer med de indaddrejede fødder, de kunne spurte fra hvem som helst, men jeg havde det med mine sko, de var ikke en prinsesse værdig. En gang om året tog vi sporvognen op igennem hele Amagerbrogade til Rådhuspladsen og videre til Ortopædisk Hospital, hvor jeg fik syet sådan nogle lortebrunt farvede lædersko med indlæg og snørebånd. Dem var jeg i begyndelsen meget stolt af, sov med dem om natten, senere hadede jeg dem.

Selv om jeg syntes de var rædselsfulde, så tog de små brune lorte ikke min barndom fra mig. De gav mig den, i modsætning til kinesiske piger, der fik snøret deres fødder fra de var 3 år gamle for at kunne blive gift. På brudenatten løste manden hendes bandage op, kælede for den lille nøgne fod, der var formet som en lotusblomst, tog den i sin mund, suttede og kyssede den. For første gang i sine 15 år forstod kineserinden en mening med sine smerter (if. Jung Changs ’De vilde svaner’).

Smerter, der var lige så ubønhørligt grusomme, og som også gjorde indtryk på piger, var H.C. Andersens historie om ’Den lille havfrue’, der bevidst påtog sig smerte af kærlighed til en prins. Den lille havfrue med den dejlige stemme på havets bund forlader sin familie. Med sin tunge betaler hun heksen for til gengæld at få to stumper menneskeben, der ved hvert skridt hun tager er som trådte hun på skarpe knive, så hendes blod må flyde.

To historier hvor kærligheden ikke yder nogen gestus over for kvindens gang på jorden.

Det er meget sjældent, at man hører mænd snakke om gangbesvær. Og hvorfor skulle de også have det på deres flade fødder. Men det fik digteren Henrik Nordbrandt, da han forsøgte sig med det modsatte af en askepotsko. Af sin søster fik han i fødselsdagsgave foræret et par fodformede sko med såkaldt minushæl. Jeg læste historien da jeg var fast tegner på Henrik Nordbrandts essays i Jyllands-Posten i 1997. Det gjorde vildt indtryk på mig, fordi jeg havde svært ved at forestille mig denne langlemmede smalle sofistikerede digter give sådan nogle gesundheits-futteraler en chance:

»Dagen efter min fødselsdag tog jeg min sundhedssko på og gik ned for at købe morgenbrød. Der var kun cirka 150 meter hen til bageren, men jeg var nær aldrig nået frem, så ubehageligt var det at gå i skoene. Da jeg kom hjem med mine varer, havde jeg ikke kun ondt i fødderne, men også i min ryg, som ellers aldrig fejlede noget.

Efter at have lidt i en uge gik jeg ind i forretningen og sagde, at jeg ikke kunne bruge skoene, og fik svaret, at de »bare skulle udblokkes«. Det blev de og jeg led en måned til, hvorefter jeg gik ind i forretningen, og sagde, at jeg blev syg af at gå i skoene.

»Så tilhører du måske den ene procent af mennesker, der ikke kan bruge minus-hæl«, sagde ekspeditricen.

»I så fald vil jeg gerne have pengene tilbage«, svarede jeg.

»Jamen nu er skoene brugte, så det kan du ikke«, indvendte den unge dame.

Jeg skrev derefter et brev til foretagendets direktion. Det var helt enkelt: »Det produkt, De sælger, kan ikke betragtes som sko. Det er hæmsko«. (Essayet kan nu læses i ’Dumhedens løvefødder’ af Henrik Nordbrandt, Gyldendal 2005).

Det var i Moskva, i 1998, at ideen til at lave en bog og en udstilling om fødder blev født.

Jeg besøgte Vibeke Sperling for sammen med hende at lave en bog om Rusland. Jeg kan ikke russisk, men jeg oplevede, at jeg kunne aflæse lidt af landets situation og udvikling via befolkningens fodbeklædning. De gamle tøffer rundt i deres russiskproducerede babusjkasko, medens de yngre ’klik-klakker’ alle ugens dage på høje hæle.

Og de kan gå langt. Overalt. De underordner sig ikke vejrmeldingen, sovjettidens kønspolitiske konservatisme eller vabler og knyster. De skridter af sted, tykke og tynde, på deres højhælede statussymboler i snevejr og mudder, eller på søndagsudflugt med mand, børn og madpakker.

I Vietnam yder folket deres fødder gestus flere gange om dagen. Siddende i gadebilledet tager en vietnameser altid én sko eller sandal af ad gangen, for at kunne massere sine fødder på skift. Det er et fattigt, men godt liv fødderne har dér. Hvis jeg var fod, ville jeg være det i Vietnam.

Hvis jeg var rig, ville jeg gå som en russer på høje hæle i Manolo Blahnik sko og kæle for mine fødder som en vietnameser. Madonna har sagt, hvis hun skulle vælge mellem Manolo Blahnik og sex, vil hun vælge Manolo Blahnik – og hun vil begraves med Manolo Blahnik sko på.

Det mærke er for dyrt til at have i danske butikker, men der stod et par højhælede Manolo Blahnik slingback sko på min skomagers disk. Jeg fik lov til at prøve dem og følte mig som en million, i samme sekund jeg skridtede af sted i dem.

»Ligner hun, der ejer d