»Der er et ord, jeg aldrig har forstået i kristendommen. Det er ordet frelse. Hvad er det, de taler om?«, skriver den pensionerede præst fra Farum til sin gamle ven. Kære du. Da vi sidst var sammen, nævnte du, at det måtte være en smule svært efter næsten 40 år som præst i folkekirken at have det negative forhold til den, som jeg har i dag. Og det vil jeg godt sige lidt om. Allerede da jeg var 13 år gammel og kom i KFUM's YA, sagde jeg farvel til den meget sentimentale tale om vor totale syndighed og frelsen med syndstilgivelse og det hele i Jesu navn. Jeg har naturligvis siden flere gange været inde i det opgør på forskellig måde, og det har ført mig til et opgør med de sædvanlige kirkelige dogmer. Dogmer er jo i virkeligheden en form for rationalisme, lærdomme uden liv og erfaring, en viden, næsten af doktrinær art, som man altså kan gentage i en uendelighed, samtidig med at de siger bestandig mindre og mindre, også fordi enhver teori 'ist grau', og verden og dens erkendelse til stadighed flytter sig. I øvrigt kender jeg til det, dels fra min egen konfirmandstue, dels når jeg har været i kirke eller til begravelser hos andre præster. Så snart de begynder med den smøre, falder forsamlingen til ro - dog ikke konfirmanderne! - sætter sig tilbage i stolen og ved, at nu kommer der ikke noget væsentligt, men kun det sædvanlige.Først dette,at Jesus skulle være blevet menneske på anden måde end vi andre. Forestillingen stammer i øvrigt fra en græsk eller hellenistisk metafysik, for hvem det guddommelige og den guddommelige verden var milevidt fjernet fra denne jordiske forkrænkelighed, var evig og fuldkommen; og skulle mennesket nå eller nås af denne verden, måtte det ske på 'overnaturlig' vis. Men en 'frelser' eller en mester, som er blevet til på andre vilkår end almindelige mennesker, forekommer mig aldeles meningsløs. Han lider og ved alligevel, hvor han går hen. Han er menneske som vi og er alligevel ikke underkastet. Derimod synes jeg nok, at dogmet, mytisk forstået, er et vidunderligt dogme. Det gælder bare alle mennesker. Hos alle har Helligånden været på spil, selv om den alene som bekendt ikke gør det. I det dogme er Gud kommet helt ned på Jorden, helt ned til mennesket. Vi har ikke andre forestillinger om Gud og det guddommelige end dem, vi selv gør os. Og det menneske, som myten har gjort til den centrale figur, lider og dør som så ufattelig mange andre mennesker har gjort det. Han sidder ikke som Buddha og får en frelsende erkendelse, der fjerner ham fra denne jordiske jammerdal, selv om han også beslutter sig for at blive og hjælpe andre til den samme frelsende erkendelse. Han har heller ikke åbenbaringer, delvis præget af egne præferencer, som så bliver nedfældet i en bog og er gældende for al fremtid, som Muhamed. Det er jo rigtigt, som det er blevet sagt, at islam er en underlødig religion. At så mennesket er en gåde, og at det også er åbenbart, at nogle få har betydet så langt mere end andre, er jo en kendsgerning. Grundtvig prægede i hvert fald i over 150 år Danmark som ingen anden, og Jesus har sat sit mærke på verden, formentlig så længe den består, hvad enten man er kristen eller ej. Men det skyldes jo også, at han ikke har nogen faste lærdomme, som tiden altid vil indhente. Dertil kommer, at der altid har stået et skisma mellem Jesus og kirken. Kirken sejrede, og en sejrende må altid konsolidere sig og modarbejde alle nye tanker. Men i kirken havde man disse fortællinger og ord, som der blev læst og undervist i, og dette skabte den revolutionære modsætning til det meste af det, kirken stod for. Det er jo rigtigt, som Stig Jørgensen har anført, at den franske revolution (frihed, lighed og broderskab), talen om menneskerettigheder (som i en moderne udformning er syg, fordi vi mennesker som bekendt ikke har nogen rettigheder andre steder end der, hvor et samfund med sin lovgivning sikrer dem) har deres forudsætning i kristendommen. Det er jo kristendommens gudsrige, de vil programmere. Det samme gælder marxismen, men så snart der er tale om en ideologi, bliver det kun til overgreb. Med sine autoritære og bagstræberiske holdninger stod kirken imod alt dette, hvorfor det blev det sekulare samfund, som overtog tankerne. Kristendommen blev godt nok hjulpet frem af mange tanker også inden for antikken, men lidenskaben, den er kristen, og også sider af radikaliteten. Når Europa i modsætning til alle andre samfund ikke er statisk, men revolutionært, nytænkende og lidenskabeligt optaget af en erkendelse, både af mennesket og af naturen, skyldes det meget langt kristendommen og Jesus, selv om han var totalt fri for noget som helst program i så henseende. Programmet havde til gengæld grækerne.Og så Gud.Vi har ingen andre billeder af Gud end vore egne, og jeg tror ikke, at 'han' sidder et eller andet sted uden for universet. Han er det hele - i universet. Universet er som Barnet med alle muligheder i sig, selv om det måske ikke ved det. Måske er selv Gud ubevidst, indtil han kommer til bevidsthed i os mennesker, men er han ubevidst, er bevidstheden netop den inderste intentionalitet i universet. Universet stræber efter at få klarhed over sig selv, eller mennesket gør det. Men samtidig er Gud jo en grænse, og her forstår jeg ikke altid det moderne vesterlandske menneske, som med en utrolig narcissisme bilder sig ind, at man selv skaber sit liv og sin fremtid. Vi er alle underkastet grænser, og vil vi ikke vide af det, skal vi nok en dag opdage det. Grænsen er jo også sygdom og død. I de fleste af livets afgørende valg og begivenheder valgte vi ikke selv, men omstændighederne valgte for os. Som Henrik Pontoppidan sagde: »Vi føres«. En anden mærkværdighed inden for de kristelige forestillinger er det tåbelige sludder, som Paulus har indført, at døden er en fjende, som Jesus overvinder, og skulle have noget at gøre med det syndefald, hvorved døden kom ind i verden. Syndefaldet kender ethvert menneske, og hvert menneske har sin egen historie om det, når barnet fra den ubevidste og ofte beskyttede tilværelse hos nogle forældre pludselig 'forsynder' sig, bliver klar over sig selv og dermed fremmedgjort for sig selv og sine omgivelser, må lyve og ikke tør vise fortrolighed. Syndefaldet er jo netop muligheden for at blive klog på godt og ondt og blive sig selv bevidst, til at begynde med ofte i stor ensomhed. Den er den dør i eventyret, som gutten ikke må åbne, men da han åbner den alligevel, sætter historien i gang og dermed endog muligheden for heltegerninger. Men døden som fænomen er jo livets forudsætning. Uden død intet liv. Uden efterår intet forår. På denne måde går alt her i verden i kredsløb og bliver til genbrug. Jeg tror derfor heller ikke på det kristne opstandelseshåb, som synes mig at være noget vrøvl. Jeg interesserer mig i det hele taget ikke for 'et liv efter døden'. Måske har mit eget liv i perioder været så svært, at jeg er tilfreds med at leve i dag og kan undre mig over, at jeg altså er blevet 75 år gammel. Og så har jeg altid haft det sådan, at det, vi ikke ved om i morgen, får vi nok at vide, når dagen oprinder. Og om der så er noget, det ved jeg ikke; jeg forestiller mig, at alt, hvad menne-sker har erfaret, lidt og oplevet, bliver en stor fælles erfaring eller bevidsthed, der måske kan gøre universet klogere på sig selv - og det tør jeg næsten ikke tro på - gøre kommende mennesker klogere på sig selv og lære dem lidt mere kærlighed.Og selveopstandelsen, jamen den er jo det, at disciplene forstod mere af hans ord, end da Jesus levede, at det opstod i deres egne hjerter, så de måtte stå sammen og gå ud og fortælle det. Det er så blevet til mission for kirkens retarderede holdninger, men sådan går det næsten altid med det, som engang var levende. Når man med vor tids viden om verdens tilblivelse ved noget om, hvilke katastrofer - som var hele verden en stor vulkan - den er blevet til ved, kan det jo heller ikke undre, at det destruktive, sygdom, oversvømmelser etc. hører med til livet og dermed også med til det, vi kalder Gud. Jesus dør ikke for vores skyld, han dør for sin egen, som enhver kan risikere det, som gør op med en stivnet religion, en national chauvinisme og en moral, der fordømmer efter at have skilt sig ud fra sig selv og sine egne følelser og lidenskaber. Men idet Jesus dør for sig selv som en konsekvens af det, han sagde og gjorde, dør han naturligvis også for os. Sådan må det altid være, hvor man taler magthaverne imod. I sin kamp frigør han også os. Man kan også sige, at han er det sidste sonoffer eller den sidste syndebuk, for i stedet for at sende anklagerne tilbage er han tavs. Dermed tvinger han sine anklagere til at rette deres anklager ikke imod ham, men mod sig selv. Han tvinger dem ind i en indre overvejelse. Desværre blev han så ikke den sidste syndebuk, for vi anklager jo stadig den anden, de andre eller den hele verden for alt det, som vi sommetider selv har en væsentlig medskyld i.Er tilværelsenet evigt kredsløb, er kristendommen imidlertid også her væsentlig, fordi den har den lige linje: Skabelse, Mennesket i midten, Ånden, som altid var i verden, men tillige er kommet til verden for at skabe frihed, og som åbner for den fremtid, hvor der sker noget (i modsætning til islam), idet vi samtidig ikke ved, hvad der skal ske, men håber på, at Ånden vil vejlede os, idet der jo ellers også kun er lovet os det totale ragnarok. Derfor er treenighedslæren også væsentlig, men jo ikke som en lære, der fortæller, at der sidder tre personer oppe i himlen, men netop som en myte eller en historieforståelse. Ånden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den går hen. Om selve kirken mener jeg jo ikke, at det er menigheden, som er Guds folk, selv om den som kirke har sin betydning som formidler af evangeliet. Det går meget videre og er meget væsentligere, end at nogle mennesker er blevet enige om et eller andet, som oftest yderst ligegyldigt, hvis ikke direkte reaktionært. Men bortset fra, at vi her i Danmark har en på mange måder meget rig folkekirke med dens tradition og historie, dens store mænd, en Luther, en Kierkegaard og en Grundtvig plus mange andre, så holder jeg faktisk meget både af dens gudstjeneste, dens dåb og nadver. Dåben er jo udtryk for, at nu har dette revolutionerende budskab nået et menneske. Der er ikke nogen mellemmand mellem Gud og mennesker. Enhver er accepteret og taget imod, og frihedens land kan måske efterhånden skimtes af den enkelte uanset den danske fejhed, medløb og angst for nogensinde at træde i karakter. Og nadveren som et fællesskab samlet om noget så jordisk som det brød og den vin, vi alle lever af. Og fordi jeg altid har respekteret historien, har jeg kunnet synge de gamle salmer og læse de gamle tekster op, som engang sagde noget andet til samtiden, end de måske kan sige os. Men samtidig var der jo prædikenen, hvor det er muligt at sætte det hele ind i en nutidig sammenhæng. Det er altså med god samvittighed, at jeg har været præst i de 40 år på egne præmisser. Men jeg har da også, det være indrømmet, haft den ambition, at den danske folkekirke kunne åbne sig for de erkendelser, som er vor tids, og forstå kristendommen ud fra dem. Det ville føre med sig, at det, der forstås ved gammeldags kristendom eller kirkelighed, ville ramle, men det gjorde jo ikke noget, hvis en ny forståelse - og vedhængen ved det gamle - blev til. Nå, det sker jo alligevel, med eller uden mig. Det, som jeg har oplevet gennem årene og mere og mere udtalt i de senere år, er en stadig større lukkethed over for den verden, vi alle lever i, og en afstivning af sig selv med dogmer, bekendelse og gamle grammofonplader, som ikke siger noget som helst, og som mennesker ganske enkelt lukker ørene for. Hils din kone og vær selv hilset fra din gamle præst.PS Der eret ord, jeg aldrig har forstået i kristendommen. Det er ordet frelse. Hvad er det, de taler om? Der er mennesker, hvis liv går til grunde, i krig, i stoffer, i sindssyge etc. Jeg har kendte nogle, som tilmed var utrolig stærke. Der er mennesker, der går til grunde i karriere, medvind og medløb. Det ene behøver ikke at være værre end det andet, måske endog tværtimod. Et menneskes liv kan ikke måles af os som frelst eller fortabt. Men vi har lov til at måle vort eget liv. Ikke at alt lykkedes endsige var lykkeligt, men at vi var i det - og også gerne, at noget lykkedes - at vi blev klogere på det, at vi formår at elske det, som det var - uden bitterhed, uden vrede over os selv eller de andre. At vi lærte at elske det og også nogle mennesker i det, selv om alderen også lærer en noget om, hvor fragmentarisk og relativ selv kærligheden kan være. Det 'fortabte' liv skal ikke reddes eller frelses af nogen. Men jeg tror nok, at Gud er mere tolerant og barmhjertig end vi. Det kunne også lige passe andet. Han har selv anbragt os i det og må tage sin del af ansvaret.