Hvor stærk er den demokratiske kultur egentlig, når populismen får tag i folk? Historieprofessoren fra RUC henter politiske pointer frem af Europas nyere historie i et forsøg på at forstå Danmark efter valget. Over hele verden er '11. september' blevet en frygtelig og magisk dato. Men herhjemme tyder meget på, at '20. november' vil blive lige så, eller måske mere magisk. I dag spørger mange, hvordan Poul Nyrup Rasmussen kunne være så uforsigtig eller så tankeløs at udskrive folketingsvalg i en situation, hvor en række faktorer, der knytter sig til en krisesituation, var manifeste: angst efter terroraktionen i New York, uro over globaliseringen, flere angreb på indvandrere og flygtninge også i Danmark, stigende militant retorik på højrefløjen og forfærdende tegn på menneskelig opløsning i fagbevægelsen (en ledende fagforeningsmands bedrageri og selvmord som kulmination på en lang række sager i arbejderbevægelsen). Forklaringen er naturligvis, at Nyrup troede, en sådan situation (undtagen det med fagbevægelsen) ville hjælpe ham og regeringen til at beholde magten. Folket ville vælge den sande statsmand, som satsede på at 'gå hele vejen' sammen med USA. Ak, hvilken fejlbedømmelse. Det gik lige omvendt: De nævnte forhold blev benzin på et bål, der allerede var antændt i månederne, ja årene forud, og som nærede sig ved netop angst, politikerlede, fremmedhad og mistillid til de klassiske folkebevægelser såsom fagbevægelsen. Medierne havde i lang tid haft gaflen i disse massepsykologiske fænomener og fodrede i stigende grad tv-seerne med bekymringsvækkende indslag om både den globale terrorisme og den lille kriminalitet blandt unge indvandrere i det forsvarsløst idylliske Danmark. En sådan situation behøver ikke at være sprængfarlig i en så homogen nation som Danmark. Men denne gang blev den det, fordi nogen havde fundet ud af, hvordan situationen kunne udnyttes til at få politisk magt. Svaret var: forenkling af det politiske budskab og benhård udnyttelse af propagandamulighederne. Fra de yderfløje, hvor nationalisme og populisme traditionelt har været parkeret her i landet, rykkede de gennem partierne Venstre og Dansk Folkeparti ind på midten og erobrede denne fra Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Den sagnomspundne danske samarbejdsdånd og politiske konsensuskultur blev sprængt - i hvert fald for en periode. Højrepopulismen, der kalder sig midte, kan udvikle sig i flere retninger. Det mest sandsynlige udfald på kortere sigt er en slags konservativ revolution, der mere bliver på overfladen end går i dybden. Men faren er, som det skete i mellemkrigstidens Europa, at en sådan konservativ-populistisk bevægelse kan bane vejen for den renere vare i form af virkelig autoritære og racistiske kræfter. Det var også frygten for Østrigs og Italiens vedkommende, da det samme skete dér. Berlusconiregeringen med sine regionalister og postfascister er det bedste eksempel på den højreautoritære traditions livskraft i Europa. Massepolitikken eller populismen går mere end 100 år tilbage i Europas historie. Ja, den har været et tilbagevendende fænomen fra tiden før Første Verdenskrig over mellemkrigstiden, hvor den kulminerede, indtil den dukkede op igen under den økonomiske krise i 1970'erne (Le Pen, Glistrup, Hagen, den flamske bevægelse, Almirante i Italien, Haider m. fl.). Mellem 1945 og midten af 1970'erne var disse overvejende højreorienterede retninger umulige på grund af deres større eller mindre lighed med den fascistiske og nazistiske tænkning. Oprindelig var massebevægelserne i Europa demokratiorienterede. Liberalismen og socialismen kunne forenes om kampen for demokratiske forfatninger; derefter var der enighed om, at vejene måtte skilles. Denne koalition stod meget stærkt især i de vesteuropæiske samfund, mens dele af Østeuropa og særligt Rusland krympede sig under et absolutistisk tsardømme. Pariserkommunen blev et vendepunkt - fra denne tid opstod der bevægelser, som hverken var liberale eller socialistiske, men som tog patent på nationalismen og adskilte den fra det liberale program, hvor den havde haft navn af nationalliberalisme. I Danmark blev det nationalliberale parti til partiet Højre, der kørte på nationalisme og oprustning og kæmpede mod indførelse af folketingsparlamentarisme. Ude i Europa skete en lignende, og naturligvis langt mere afgørende, udvikling med Bismarckstaten samt ved dannelsen af en lang række foreninger, partier og institutioner, der som en tredje faktor i forhold til liberalisme og socialisme søgte at sammensmelte det nationale, det sociale og som regel også det etnisk-racemæssige. Nationalismen delte sig i en mere rationelt betonet statsnationalisme og en folkelig Blut und Boden-præget kulturnationalisme. Hermed var også borgerskabet splittet. Men det skæbnesvangre blev arbejderklassens og landalmuens splittelse mellem nationalisme på den ene side og liberalitet eller socialisme på den anden. I de næste tiår var nationalismen gang på gang i stand til at svække de demokratiske bevægelser og nogle gange i stand til helt at afskaffe demokratiet. De nye bevægelser og ideologier havde to ting tilfælles: 1) en stærk skepsis over for demokratiet og sværmeri for den stærke mand og 2) en stærk antisocialisme, der byggede på udmalingen af et kosmopolitisk fjendebillede, som oftest i form af jøderne. Populistbevægelserne kunne udgøre et nationalt alternativ for masserne - 'den jævne mand' eller 'almindelige mennesker', som det hedder i dag - til den farlige internationale socialisme, der sås som en konsekvens af demokratiet. Det særegne ved dem og det, der stadig gør dem interessante, er de nye, dynamiske magtmønstre de indgik i, som gjorde dem til betydningsfulde politisk-ideologiske instrumenter. Over nogle tiår fik disse antidemokratiske strømninger størst og mest skæbnesvanger betydning i Tyskland. De skabte konsensus mellem (en autoritær) stat og masserne. Ved det såkaldte Hottentotvalg i 1907, der både drejede sig om bekæmpelsen af den indre rigsfjende (arbejderbevægelse og fremmede) og om nedkæmpelsen af et indfødt oprør i Sydvestafrika, beviste kolonialforeningen og nationalisterne, at den højrepopulistiske ideologi kunne bremse demokraterne og fortalerne for den internationale socialisme. De 'plebiscitære' hersketeknikker (fra ordet plebes: 'den brede befolkning' i det gamle Rom) havde demonstreret deres anvendelighed også i den moderne verden. Det var muligt at gennemsætte en autoritær politik med folkelig støtte, hvis man kunne udpege de rette fjendebilleder og mobilisere den brede befolkning imod dem. Fra da af begyndte næsten 40 års polarisering i Tyskland, som hele verden kom til at lide under. Adolf Hitler og hans nationalsocialisme blev kulminationen på det nationalistiske, imperialistiske og plebejiske projekt, som den unge Adolf ivrigt havde studeret i den østrig-ungarske hovedstad Wien forud for Første Verdenskrig, jf. 'Mein Kampf'. Det egentlig urovækkende er, at alle de mest regressive bevægelser i Vesteuropa fra Hottentotvalget over Mussolini til Hitler opnåede magten gennem valg med almindelig valgret. Hitler blev stemt til magten af den tyske befolkning i 1932-33. Næsten halvdelen af alle tyskere var simpelt hen enige med ham. Og de konservative partier indgik en koalition med ham. Og hvad har alt dette så med '20. november' i Danmark at gøre? Man skal ikke overdrive, men det må være tilladt at hente visse politiske pointer ud af Europas nyeste historie, bl.a. den, at det er muligt for politikere og massemedier at piske politiske stemninger op, som ikke har ret meget grundlag i virkeligheden. Og at den overleverede demokratiske kultur ikke altid fungerer som en effektiv beskyttelse. I en kriseagtig situation eller en situation, der opleves som sådan, kan rationel argumentation og velovervejet politisk debat blive ophævet til fordel for det plebiscitære. Kampagnerne mod indvandrere og flygtninge forud for 20. november var et eksempel herpå. De fleste politiske iagttagere er enige om, at det var dette moment, der sikrede en valgsejr for de konservative, Venstre og Dansk Folkeparti, selvom det naturligvis ikke kan stå alene som forklaringsfaktor. Men ved at slå på angsten for de fremmede, som i dette tilfælde kunne kombineres med angsten for terrorismen, lykkedes det sammen med et par yderst enkle appeller om skattestop, bedre sygehuse og ældrepleje at skabe en politisk dagsorden, der var fuldstændig reduceret i forhold til det moderne samfunds virkelige problemer. Med i billedet hører, at de mennesker, der prøver at påvise dette, rubriceres som eksperter, intellektuelle eller blot interesserede i at mele deres egen kage. Også antiintellektualismen er en arv fra Europas højrebevægelser, som visse danske politikere nu har formået at omsætte i plebejisk magt, godt støttet af intellektuelle med tilknytning til især Dansk Folkeparti. Paradokset var - og er - at dette samfund er så komplekst, at det ikke kan begribes og slet ikke reformeres med enkle og binære politiske løsningsforslag. De kan højst bruges til at vinde magten med, og når den så er vundet, begynder de egentlige slag, som især handler om, hvem der skal bestemme på det sociale og økonomiske område. Hvordan fordelingen af magt og indkomst i samfundet skal være. Her kan de populistiske slagord naturligvis genanvendes, men som det bl.a. viste sig i Fogh Rasmussens nytårstale, klinger de mere hult og ender tit i floskler som »frihed for den enkelte«, eller »vi behøver ikke eksperterne, vi kan vælge selv« (citeret efter hukommelsen). Det inklusive 'vi' får en ekstra tand, selvom alle informerede ved, at befolkningen er differentieret og har forskellige interesser. I virkeligheden er vi'et ensbetydende med eksklusion af nogen. Hvad der er godt for den ene, er ofte skidt for den anden og vice versa, derfor må man for oplysningens skyld operere med mere overordnede interesser, og et abstrakt frit valg for alle borgere kan aldrig eksistere i virkelighedens verden. En 50-årig arbejder kan ikke vælge det samme som sin jævnaldrende, der er overlæge eller direktør, ligesom en politisk flygtning ikke kan vælge, hvor i verden han eller hun vil bo. Vi er alle under nødvendighedens lov, men den ytrer sig forskelligt for mennesker, og frihed er et spørgsmål om af- og tilpasning til nødvendigheden både for et samfund og for den enkelte. Det gør ikke friheden mindre værdifuld, men afmystificerer den. For en historiker - og vel også for andre - rejser sig i samme åndedrag problematikken omkring demokratiet. Demokratiet bygger på oplysning og tanken om fremskridt samt på alle menneskers lige ret og værdighed uanset køn, race, religion, slægt, nationalitet osv. (universalisme). Men under valgkampen i november så vi endnu en gang, hvordan universalismen bliver fornægtet, når det drejer sig om magtopnåelse. Og som det mest deprimerende: hvordan store dele af vælgerne sluttede op om retoriske forvrængninger af virkeligheden og eksponering af udsatte mennesker, i dette tilfælde de etniske minoriteter. Det er ikke god tone at kritisere vælgerne, ja, det virker nærmest som en dødssynd og er i hvert fald politisk selvmord for en politiker, hvis han eller hun forsøger på det (selvom de fleste af dem nok tænker i sådanne baner). Til Information udtaler en ellers tænksom politiker som Ole Sohn fra SF f.eks. 8. januar, at man nu må til at aftrappe modersmålsundervisningen for børn af indvandrere. Hvorfor? For bedre at integrere disse børn? Nej, fordi vælgerne ifølge ham mener, at det er det rigtige at gøre. »Vælgerne har generelt en sund indstilling til tingene. Og hvis de pludselig svigtede et parti, så er det ikke vælgerne, der har et problem - det er partiet«. Rent praktisk er dette jo rigtigt, selvom vælgerne i sidste ende kan blive sorteper som tyskerne i 1945. Men som princip kan det ikke være rigtigt, at et parti skal skræddersy sine opfattelser til sine forestillinger om, hvad vælgerne mener. Et parti har en holdning og en række anskuelser, som det skal prøve at overbevise vælgerne om (i dette tilfælde burde det for SF være, at indvandrerbørnene har ret til modersmålsundervisning). Og hvis man anerkender dette som et partis opgave, bliver der naturligvis tale om en modsætning til visse vælgere og en indforståethed med andre. Måske kommer man i mindretal, måske siger man noget upopulært, men det er jo ikke nogen skam for partiet. Skammen - og den tilhørende mistillid på længere sigt - ligger i følgagtigheden over for skiftende folkestemninger. Det store Socialdemokrati kunne ikke blive enigt med sig selv om, hvad det ville vælge - vælgerne eller sit eget program. Hos Karen Jespersen og i Dansk Metalarbejderforbund lå populismen lige under huden, ja i en række forbløffende valgannoncer med Jespersen, der var finansieret af Dansk Metal, brændte den faktisk igennem huden som fremmedfjendtlig, dansknational propaganda. Populismens ideal, hvis den da overhovedet kan siges at have et, er at 'vælgerne' altid har ret. Det, som Bertel Haarder dengang i 1970'erne, da flertallet var et andet end i dag, nedladende kaldte for 'flertalsmajestæten'. Oplysningsidealet er derimod, at der må ske en vekselvirkning mellem partiernes programmer og befolkningens opfattelser, og ikke mindst, at visse principper er ukrænkelige. Herunder hører naturligvis mindretalsrettigheder og beskyttelse af grupper, der risikerer at blive krænket af flertalsmajestæten. Meget ville være nået, hvis den forlorne snak om, hvad vælgerne mener og ønsker, kunne erstattes af fornuftig tale om, hvad partierne mener og ønsker. Under det klassiske firepartisystem, der rådede fra 1920 til katastrofevalget i 1973, og som delvis var i live indtil 20. november 2001, var det en selvfølgelighed, at de fire partier - Venstre, Socialdemokratiet, de radikale og de konservative - havde hver deres ideologiske grundlag og et sæt politiske forslag, der byggede herpå. De kunne skifte med tiden, men grundlaget var et, folk kendte. Hele systemet med alliancer og kompromiser mellem partierne var modelleret op over det. Men når et klassisk liberalistisk parti som Venstre glider ud i populistisk snak og midterretorik, som forplumrer billedet af de reelle modsætninger i samfundet, er der ikke meget, de to gamle partier på og til venstre for midten, de radikale og Socialdemokratiet, kan gøre, medmindre de selv - hvad Gud forbyde - vil forvandle sig til partier af samme slags. Tid til forandring? Forhåbentlig ikke på det punkt. Resultatet er som under valgkampen, at det bliver to eller højst tre temaer, som netop er oppe i tiden, der bliver ført frem, mens vigtige områder som uddannelse, forskning, boliger, socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik, miljø, trafik, udenrigspolitik mv. overhovedet ikke sættes til debat. Valgtemaerne bliver helt afhængige af umiddelbare begivenheder og mediernes fremstilling af dem, og som de sidste fungerer i vore dage, er det mest en fremstilling af negative begivenheder som terrorisme, massevoldtægter, ventelister til hospitalsbehandling og manglende bleskift på plejehjemmene. Vigtigt ja, men samfundet består af mere end det. 11. september var en frygtelig dag. Men 20. november kan gå hen at blive mere håndgribeligt frygtelig for mange mennesker her i landet. Det bevises af de nye forslag om 'de fremmede', som er åbenlyst diskriminatoriske, og i mindre format af de mange fyringer i den offentlige sektor, som ofte får alvorlige psykiske følger. Den sort-hvide retorik, der fulgte i dødsflyenes stribe, er potentielt lige så farlig som dødspiloterne i flyene, og burde ikke have fundet genanvendelse i en dansk valgkamp. Det var man i stand til at se i de store EU-lande, hvor kritikken af Danmark har været og stadig er skarp, men dårligt nok i landet selv, hvor vælgerne sammensatte et Folketing, som historisk set er helt enestående for det land - og foruroligende for en demokratisk-universalistisk tankegang.