På en vis måde har jeg altid været lidt af en fremmed i mit eget land, selv om min familie har boet i Polen i mange generationer.

Selv havde jeg i mange år opfattet mig selv som polak, men efter at mit polske statsborgerskab var blevet taget fra mig, tog det kun nogle få år at indse, at ens nationale identitet ikke kun afhænger af, hvad man selv føler. Den formes også af samfundets opfattelse. »Jøde« blev der råbt efter mig nede i gården, hvor jeg legede. Jeg var fem-seks år på det tidspunkt og spurgte min mor, hvad det var, for det lød som noget, man helst ikke skulle være. Jeg fik en eller anden forklaring, som skulle berolige mig, men en ting stod klart for mig: Jeg var anderledes. Senere fandt jeg også ud af, at det havde en konsekvens: Jeg havde ikke den samme naturlige ret til mit land som alle de andre – ’de rigtige’ polakker. I mange år havde jeg prøvet at erobre denne ret. Der var nemlig mange fornuftige argumenter: Jeg var født i Polen, mit modersmål var polsk, jeg kendte kun til den polske kultur, eftersom min familie ikke var religiøs og slet ingen jødiske traditioner havde. Jeg gik i en helt almindelig polsk skole og lærte om Polens turbulente historie og om litteraturen, som i århundreder hjalp mine landsfæller med at bevare håb om et uafhængigt Polen. Jeg læste om nationale helte og forrædere og ville meget gerne identificere mig med de første, men endte med at blive placeret blandt de sidste. I øvrigt har jeg en masse glade minder fra min barndom. Jeg var bestemt ikke en stakkel, der blev mobbet i skolen. Det var bare det, at min familie ikke gik i kirke om søndagen som alle de andre fra min klasse, og nok 95 procent af den polske befolkning i øvrigt. Jeg var heller ikke døbt eller konfirmeret, som man i den katolske kirke bliver som otteårig. »Jøderne dræbte Jesus«, råbte børnene efter mig, når de kom ud af kirken. Af en eller anden grund vidste de fleste, hvem der var jøde. Det var åbenbart en interessant information, der var værd at give videre. Mange mente også, de kunne kende en jøde på udseendet. I efterkrigs-Polen adskilte de fleste jøder sig hverken kulturelt eller religiøst fra den øvrige befolkning. Og de var selvfølgelig lige så forskellige som alle andre. Men det var uden betydning, for: »Jøderne var pengegriske, havde ingen ære og ville til enhver tid vælge en god forretning frem for loyalitet over for Polen« – det var nogenlunde, hvad min bedste veninde, som ikke selv var jøde, sagde, da vi prøvede at filosofere over den udbredte antisemitisme i Polen. Det var hendes far, der havde fortalt hende det. Vi var nok 11-12 år dengang. En ting havde de polske jøder tilfælles: De var alle på mirakuløs vis undsluppet døden i koncentrationslejrene under krigen, og de havde alle mistet det meste af deres familie. Ud af 3.000.000 jøder, der boede i Polen før krigen, overlevede kun ca. 40.000 nazismens rædsler. Blandt dem min mor og min mormor. De var min jødiske identitet ved siden af den altdominerende – polske. I marts 1968 skete der noget meget usædvanligt for det kommunistiske Polen: studenterdemonstrationer. De studerende krævede ophævelse af censur og indførelse af ytringsfrihed og demokrati. Demonstrationerne varede kun nogle få dage og begrænsede sig stort set til universiteternes område, men var i sig selv en uhørt provokation for magthaverne. Ud over massearrestationer forsøgte man derfor at isolere de demonstrerende studerende ved at gøre dem til ofre for en jødisk sammensværgelse. I de statskontrollerede aviser kunne man læse om de dovne, men også naive studerende, der i stedet for at bruge deres tid på studierne lod sig forføre af zionistiske (læs: jødiske) provokatører og ballademagere til at lave optøjer i byens gader. Snart ’viste’ det sig, at zionisternes undergravende virksomhed ikke begrænsede sig til de højere læreanstalter. Mange offentligt kendte personer, der alle havde deres jødiske oprindelse tilfælles, blev i aviserne fremstillet som forræderne, f.eks. ved ’afsløringer’ af deres samarbejde med fjendtlige kræfter under besættelsen. Det jødiske komplot truede Polen. Det var naturligvis langtfra alle, der lod sig bedrage af mediernes udlægning af virkeligheden, men de, der måtte føle, at jøderne stod i vejen for deres lykke, fik fri bane: Jødehadet blev endnu en gang ’stuerent’ i det officielle Polen. Jøderne blev presset ud af deres arbejdspladser og fra universiteterne. På grund af begivenhederne i marts 1968 blev langt det største flertal af jøderne, som havde overlevet krigen, tvunget til at emigrere. I løbet af nogle måneder skrumpede antallet af jøder i Polen fra omkring 40.000 til 4-5.000. I december 1968 erkendte også min mor og stedfar, at vi var nødt til at emigrere. På det tidspunkt var jeg 16 år og måtte selv underskrive det dokument, der erklærede, at jeg ikke længere var polsk statsborger. Det var en betingelse for, at jeg nogle måneder senere kunne få udstedt et rejsedokument og rejse ud sammen med min mor, min lillesøster, min stedfar og min mormor. Vi vidste ikke, om vi nogensinde fik lov at komme tilbage. Min mor var højgravid, og vi var statsløse. Det var så der, at Danmark stod med de udstrakte arme, eller ’en åben ladeport’, som nogle vil udtrykke det i dag. Modsat mange andre lande, som gik efter bestemte professioner, sagde de danske myndigheder, at alle, der havde brug for asyl, var velkomne. Det var en utrolig fornemmelse at blive lukket ind i et land uden betingelser. Vi var lettede og taknemmelige. De fem måneders uvished i ingenmandsland var ovre. I 1975 søgte jeg om dansk indfødsret. Det var ikke mange krav, der blev stillet dengang. Man skulle have opholdt sig i landet i seks-syv år og ellers udfylde nogle papirer, skaffe en erklæring om, at man ikke havde gæld til det offentlige og havde en ren straffeattest. Og i øvrigt skulle man være i stand til at tale dansk med en politifunktionær, der stillede spørgsmål om, hvad man lavede i Danmark. Jeg var i gang med min uddannelse på Aarhus Universitet og levede af SU og rengøringsjob i ny og næ. Der var ingen problemer. Beviset kom med posten. Det var en stor dag, da jeg for første gang kunne gå igennem paskontrollen i Londons lufthavn og vise mit danske pas. Siden min familie var flyttet til London, kom jeg derover et par gange om året. Hver gang skulle jeg som statsløs svare på et hav af mistænksomme spørgsmål, mens betjenten i paskontrollen undersøgte mit underlige blå rejsedokument, som ganske vist erklærede, at jeg havde ret til at komme tilbage til Danmark, men hvem vidste, måske ville jeg pludselig søge andre græsgange? Med mit nye røde pas kunne jeg endelig se mine gamle venner. Som statsløs havde jeg været forment adgang til Polen. Nu var jeg dansk statsborger og kunne rejse lige præcis, hvorhen jeg ville. Gensynsglæden var enorm. I 1981 blev jeg færdig på universitetet, og et år efter startede min karriere som underviser i ’dansk for udlændinge’ på Københavns Kommunes Aftenskole. Skolen lå midt på Vesterbro ved siden af Maria Kirkeplads. På vej til arbejde passerede jeg forbi narkomaner, prostituerede og pornobutikker og tænkte tilbage på de første måneder i Danmark, hvor vi boede på hotel Ansgar i en af sidegaderne til Istedgade. Mange af mine elever boede også i nabolaget. Det var gæstearbejdere fra Tyrkiet, Pakistan, Jugoslavien og Marokko. De var først til at bukke under for arbejdsløsheden. Det var ikke meget dansk, de havde lært på de otte-ti år, de havde arbejdet på fabrikken. Men det var egentlig ikke så underligt, for ofte delte de både boligen og arbejdspladsen med deres landsmænd. Desuden var mange af dem analfabeter, som nu lærte at skrive bogstaver samtidigt med, at de stavede sig igennem: »Karen gør rent på kontoret. Per er fyret, fordi fabrikken lukker«. Det var noget af en mundfuld, skulle jeg hilse og sige. Jeg tror ikke, der var nogen i den klasse, der ikke stadigvæk drømte om at tage tilbage til hjemlandet. De fleste endte med at få deres familie op til Danmark i stedet for. Et par år senere mødte jeg en hel anden gruppe elever på en anden sprogskole, der var ved at etablere sig i et nedlagt skibsværft i Helsingør. Det var unge mænd fra Iran, som var flygtet fra Khomeinis regime. Mange talte engelsk og var vant til at tilegne sig ny viden. De havde også en hel anden bevidsthed om det land, de var flygtet fra. Vi holdt mange fester og diskuterede livligt. Mange af de iranske elever var også hurtige til at lære dansk. Efter sprogskolen var nogle af dem de første, der gennemførte et etårigt studenterkursus for at kunne fortsætte studierne i Danmark. Årene gik. Forskningen på universiteterne i dansk som andetsprog gik hånd i hånd med praksis på sprogskolerne. Vi blev bedre og bedre til at undervise de forskellige kursistgrupper, både analfabeterne, de højtuddannede og mellemgruppen – dem med syv-otte års skolegang. Der blev eksperimenteret med nye metodikker og udviklet materialer. I 2004 kom der en ny lov for undervisning i dansk som andetsprog. Der blev oprettet tre danskuddannelser, indført modultest og afsluttende prøver og progressionsbaseret taxameterøkonomi. Samtidig blev danskundervisningen i politisk regi flyttet fra Undervisningsministeriet til Integrationsministeriet, og her er den ad flere omgange blevet brugt til at indskrænke den gruppe, der har mulighed for at søge om dansk statsborgerskab. På linje med en lang række andre love, der er blevet vedtaget af VKO-flertallet med samme hensigt. I 2004 blev regeringspartierne og Dansk Folkeparti enige om, at en bestået ’Prøve i dansk 2’, som er beregnet for udlændinge med op til ti års skolegang fra hjemlandet, var tilstrækkelig til at dokumentere danskkundskaberne hos ansøgeren. Den var såmænd svær nok for Hatice, der efter 20 år som servicemedarbejder i Frederiksberg Kommune besluttede sig for at søge om dansk pas. Det var især det skriftlige, hun knoklede med de to aftener, hun kom til undervisning efter en lang arbejdsdag. Hun nåede lige at få sin prøve, før kravene til dokumentationen for danskkundskaberne blev hævet endnu en gang. I dag skal man have ’Prøve i dansk 3’ med gennemsnit på min. 4 (efter den nye skala). Danskuddannelse 3 er beregnet for de veluddannede kursister – det vil sige, at ansøgere uden studentereksamen fra hjemlandet på forhånd er sorteret fra. Som oftest er det ’Indfødsretsprøven’, der bliver diskuteret i medierne. I virkeligheden er det den dansksproglige ’Prøve i dansk 3’, der for mange – også nogle af dem, der går på danskuddannelse 3 – er en uoverstigelig barriere. Prøven forudsætter bl.a., at man kan forholde sig til statistikker, beskrive dem og drage konklusioner, at man kan angive årsager til en bestemt udvikling i det danske samfund, at man kan foreslå tiltag, der kan forbedre tingenes tilstand, og argumentere for dem. Og først og fremmest skal man forholde sig til alle mulige emner: ’Danskernes giftealder i de sidste 50 år’, ’Transport’, ’Mænds og kvinders uddannelse’, ’Folkeskolen’, ’Anvendelse af udvalgte kommunikationsmidler’, ’Medier’, ’Demokrati’, ’Danskernes livsstil’ og meget, meget andet. Man skal kunne skrive et lille essay om et emne, man ikke på forhånd kender, deltage i en diskussion på samme vilkår og kunne svare på detaljerede spørgsmål omkring holdninger i en avisartikel – en fin prøve, der præcist måler de meget nyttige kundskaber og færdigheder, man skal have for at gå i gang med en uddannelse eller bruge sin medbragte fra hjemlandet her i Danmark. Men hvordan er det lige, at de kan blive til nødvendige forudsætninger for at blive statsborger i det land, hvor ens børn går i skole, og hvor man selv har klaret sig på arbejdsmarkedet, betalt skat og forsørget sin familie i 10, 20 eller 30 år? Fuldstændig ligesom alle de andre borgere i dette land. »Et dansk statsborgerskab er ikke noget, man trækker i automaten. Det skal være noget helt særligt at blive dansk statsborger«, sagde Inger Støjberg engang under en af de talrige debatter om regeringens integrationspolitik. Men er det ikke underligt, at indfødsretten, der må betragtes som selve symbolet på en vellykket integration, gøres uopnåeligt for store dele af ansøgerne? Ved at der hele tiden stilles nye krav, hver gang det viser sig, at der er for mange, der klarer sig igennem? Det er indlysende, at et samfund må stille krav til sine nye borgere om at følge landets love og kunne tale sproget tilstrækkeligt til at klare sig på arbejdsmarkedet og forsørge familien. På den anden side viser bl.a. de mange indlæg i debatten om et dobbelt statsborgerskab blandt udlandsdanskere, hvor følelsesmæssigt kompliceret en proces det er at give afkald på sit oprindelige statsborgerskab. Når man endelig beslutter sig for at søge om dansk indfødsret, er det et bevidst valg og et ønske om at blive et fuldgyldigt medlem af det danske samfund. Kan det virkelig være rigtigt, at det, man møder, er en lukket dør? I marts 2008 var jeg på besøg i Polen, som 40 år efter begivenhederne i 1968 var i gang med at ransage sin fortid. Ved denne lejlighed blev jeg interviewet til et polsk tidsskrift Polityka om mine oplevelser, tanker og følelser i forbindelse med vores tvungne emigration. Et af spørgsmålene var, om jeg ville have mit polske pas tilbage. Mit svar var: -Nej, det gjorde for ondt dengang, det blev taget fra mig’. Jeg er statsborger i Danmark, dér har jeg hjemme.