Vi var turister uden at være det, på en ø midt i Nilen. Lokalt hverdagsliv i et typisk nubisk landsbyhus, opført af soltørrede muddermursten over et træskelet, med indre friluftsgård og tagterrasse. Floden gled halvtom forbi Aga Khans mausoleum på den modsatte bred - om aftenen lignede det i projektørlyset en af Bollywoods filmkulisser. Bag gravmonumentet, den libyske ørken. Naboerne var alle efterkommere af det nubiske folk, der fra tidernes morgen har levet i Nillandet mellem det sydlige Egypten og Sudan. Deres sprog tilhører gruppen østsudansk og tales nu om dage af rundt regnet 200.000 personer, således i den sudanske provins Darfur, som et folkemord har sat på mediernes verdenskort. Nubierne har kun sjældent været herre over deres egen skæbne. Det blandede arabisk-afrikanske ørkenfolk har betalt en høj pris for at leve omkring Nilen, langs forbindelsesvejen mellem det østlige Middelhav og det sorte Afrika. De blev først gjort til slaver, siden kristnet. Nu er det os fredsommelige vesterlændinge, foruden japanere og kinesere, der som repræsentanter for masseturismen rejser gennem nubiernes land. Med velvilje i stedet for våben, nysgerrighed i stedet for herskesyge og en velspækket tegnebog i stedet for slavepisken. Præsident Gamal Abdel Nassers (og russernes) el-producerende gigantdæmning et halvt hundrede kilometer syd for Aswan, Sadd el-Ali, sidder nu som en bundprop i den egyptiske del af Nilen. Mange af nubiernes landsbyer og marker kom til at ligge på bunden af Lake Nasser bag 'the high dam', ikke at forveksle med en mindre dæmning tættere på Aswan fra omkring 1900, som er den, der regulerer vandstanden i Nilen. Den store Aswandæmning medførte i virkeligheden, at det nubiske ørkenfolks historie blev druknet i en kunstig kæmpesø på 500 gange 50 kilometer. Nubierne selv blev i titusindvis tvangsforflyttet til nordligere egne omkring byen Aswan, hvor de nu lever. Visse af deres templer blev reddet, man brød dem ned og genopførte dem højere oppe i landskabet. Templerne er de samme, men navlestrengen til fortiden er klippet over. Nubierne er et etnografisk-historisk studium for sig - det synes egypterne åbenbart også. De har for få år siden skabt et nubisk museum i Aswan. Det ligger mellem kong Farouks okkerrøde palads, nu kendt som luksushotellet 'Old Cataract', og byens kirkegård. I museets sidste sale har man rekonstrueret nogle gamle nubiske beboelser, lidt i Lejrestil, med livagtige dukker klædt i traditionelle dragter og udstyret med jagtvåben og redskaber. Sceneriet er så realistisk, at nubiere fra de omkringliggende landsbyer, der besøger museet, kan finde på at sætte sig ind hytterne og få en snak med deres forsvundne historie. Hvis der var gang i vandpiberne, ville de føle sig helt hjemme. De fleste af os tager til Aswan for at beundre en fjern fortids monumentale efterladenskaber (og blive brun midt om vinteren), men måske burde man også interessere lidt sig for nutidens lokalbefolkning? I skyggen af Egyptens glimrende historie har vore dages nubiere fået en eksistens, som i et og alt bestemmes af en turistøkonomi underlagt politistatens kontrol. Situationen forekom os skræmmende. For at sige det kort, så betragtes den udenlandske turist i Aswan og omegn som en omvandrende pengeautomat, mens nubieren er kommet til at ligne en robot med fremstrakt hånd. Den siger »Where do you come from?«, derefter »What's your name?« og endelig det væsentlige: Lej min feluk, køb mit sjal, mine cigaretter, min perlebroderede hue, mine krydderier, mine fade og armbånd, tag min taxi, min kamel, min karet ... eller mere forenklet, slip slanterne, August, jeg ved, du har lommerne fulde. Med lidt god vilje kan man se de indledende spørgsmål som et levn fra nubiernes gamle kultur. På deres uendelige vandringer gennem ørkenen var mødet med andre rejsende en kærkommen lejlighed til at spørge nyt - og først og fremmest med det samme få at vide, hvem man havde for sig. Men går man på det stærkt befærdede sandspor på vestbredden mellem Sankt Simeon, kopternes store kloster fra det 6. århundrede, og aristokraternes grave, virker det grotesk hvert andet øjeblik at skulle fortælle kameltaxierne, hvor man kommer fra, og hvad man hedder. Vi er lige landet fra Mars, råbte jeg vredt på dansk den syvogtyvende gang, og vi hedder Karl og Olga! Så fik vi fred - indtil den otteogtyvende. Det var selvfølgelig en komplet idiotisk måde at opføre sig på, og da der fra det stolte dyr splattede et par enorme kamelkasser ned for fødderne af os, var det i grunden en passende reaktion, shit! Som turist er man alles ven. Men når ordet ven staves p-e-n-g-e, mister det sin troværdighed. Der bliver hverken tid eller plads til et bare nogenlunde menneskeværdigt forhold, når situationen altid er den, at den ene har noget, som den anden skal have vristet fra ham. Man har lyst til en mere gedigen kontakt, lidt mere udveksling. Turisten ender med at nære en nærmest sygelig mistro til omgivelserne, han åler sig afviftende gennem sukh'en (basaren) med sine lasede pundsedler gemt væk under huden og takker krampagtigt nej til de aggressive handlende. Træt af presset, træt af skidtet, træt af at være turist - på den måde. Det hjælper ikke at købe en 'galabia', mandens traditionelle, lange kjole, og gå rundt i den, eller for kvindernes vedkommende hylle sig bag slør og lette gevandter, for der står skrevet med hieroglyffer hen over ansigtet på os, at her kommer en, der skal snøres. Man (vi) har forvandlet nubieren til en munter pengeafpresser, for hvem den fremmede er velkommen som et offer for den almindeligt vedtagne forretningsgang, og ikke ret meget andet. En dag sagde jeg til en klædehandler i sukh'en, at han i stedet for at slynge en fantasipris ud, som turisten skal have pruttet ned til det halve eller det kvarte, skulle tage at forsyne varen med en synlig pris, nemlig den lokalt gældende, lad os kalde det den normale. De fleste turister ville føle sig lettede over at blive fri for at tinge om prisen, påstod jeg. Samtidig ville vi blive så overraskede over, hvor billig varen egentlig er, at vi uden videre ville doble op - især når vi huskede på den velvillige holdning, vi hjemme plejer at indtage til udviklingslandene. Klædehandleren ventede høfligt, til mit forslag til en forbedring af verden var afrundet. Ville jeg så have det ægte kashmirsjal til kun 500 pund (normal pris 40, det samme i kroner), nå ikke, men hvor meget så ... Lige inden min samtale med ham havde jeg talentløst pruttet prisen for en klipning fra 50 ned til 40 pund. Mens jeg sprællede i stolen under den afsluttende tortur, hvor frisøren med en tætsnoet sytråd flår de små hår af ørekanten og kinderne, fik jeg mine tvivl. Skulle dette her overhovedet koste noget? Dagen efter spurgte jeg en nubisk nabo ovre på øen, han slog en kraftig latter op. Den normale pris ligger mellem 7 og 10 pund. Selvfølgelig er det ikke sådan, at 'de har det i blodet', som nogen vil mene. Fup er ikke genetisk. Nej, sandheden er såmænd, at turismen hælder tusinder af velhavende mennesker ud over et underudviklet land, hvis indbyggere nærmest bliver nødt til at snyde den naive, uvidende eller bare irriterede gæst, der (som beregnet) ender med at give køb. Vores halvdårlige samvittighed over at være så meget bedre stillet får nemt det sidste ord. De smilende banditter ender naturligvis med at foragte den dumme turist, mens vi noble humanister pludselig hører os selv tænke i de værste racistiske klichéer. Forarmelse af de menneskelige relationer kan vi kalde det. Heldigvis fik vi rettet op på situationen i en lille, halvglemt nubisk landsby, hvor turismen endnu er en fjern drøm - eller et mareridt, alt efter synsvinklen. Kvinderne i det store, blåkalkede hus bagte familiens og naboernes brødration til en uge. De fyrede op i den jordklinede ovn med palmegrene og tør kamelgødning og langede de runde brød, der havde hævet et par timer i solen (fuglene pikkede smukke mønstre i skorpen), ind i ovnen på hver deres lerplade. Vi var der fra otte om morgenen til hen ad to. Fatma, Maha, Aziza, Nua, Leïla og de andre kvinder var i strålende humør, lo og pjattede, var mere end villige til at lade kameraet komme tæt på. Fotografen slap kun sit apparat de tyve minutter, det tog at få dekoreret hendes ene hånd med henna. Imens sad mændene på et stort tæppe i gården omkring et par vandpiber og et glas hibiscuste. De talte på deres melodiøse sprog om det fornyede turistrush, om de nubiere, der var rejst til Kairo eller længere væk for at søge arbejde (Golfstaterne eller ... Køge, hvor en af dem lige nu sidder med sin vandpibe på altanen, godt pakket ind i uldne tæpper), og om os fremmede. Det sidste emne ville vores felukkaptajn nu ikke oversætte! Familiens overhoved, Mahmud, en mand på knap 60, tjener som underordnet funktionær i Aswan små tre hundrede kroner om måneden. Af hans seks børn er de fire piger. De to er allerede gift. Det koster ham en formue at holde bryllup, hele landsbyen skal med, det varer flere dage. Festen for de to sidste af døtrene bliver endnu dyrere. Deres far, der som alle muslimer higer efter at følge Koranens bud og rejse til Mekka for at bede ved Kabaa'en bare én gang i sit liv (hadj), må i stedet spinke og spare livet igennem for at få råd til bryllupsfesterne. Under hele vores besøg har vi følgeskab af en militsmand med en sammenfoldet kalasjnikov under jakken. Han er sur over, at vi ikke først har spurgt ham, hvilken familie vi kunne komme indenfor hos. Hans egen ville formentlig have været langt bedre, vores bakchich'en (lidt penge) givet ordentligt ud! Alle lader, som om kapo'en blot er en skygge i sandet. I 1960 registrerede turistorganisationerne på verdensplan 70 millioner internationale rejser. I år 2000 var tallet 697 millioner. Det vil stige i de kommende år, og hvad naturkatastrofer eller attentater midlertidigt sætter en vis stopper for, vokser bare tilsvarende efter en kort pause. Selv om verdensturismen er langt fra at konkurrere med den organiserede kriminalitet, er den som økonomisk faktor blandt de allervigtigste, på niveau med olien, den kemiske industri og datateknologien. Præsident Hosni Mubarak benyttede efter Luxorattentatet i 1993 lejligheden til at oprette et særligt turistpoliti, let genkendeligt på de ufikse, sorte uniformer og den flade hue. Det findes stadig og skal lægges til de forskellige andre politistyrker og kommunale militser, som man altså må finde sig i, selv ude i de mindste landsbyer. Men turistpolitiet overvåger lige så meget den egyptiske befolkning, ikke mindst de i forvejen hårdt prøvede nubiere. Det moderne Egypten er som Spanien under general Franco. Hvis Mubarak her i 2005 genopstiller for femte gang som præsident, kan han foreløbig få en samlet regeringstid på 30 år, og selv om han mere beskedent nøjes med at anbringe en søn på posten (den syriske løsning), er vi langt fra blot nogenlunde demokratiske forhold. Så også på den led er turistøkonomien en trist affære. Den er uundværlig i den nuværende situation, men i sig selv et undertrykkende fænomen. Rejselandet Egypten tjener en grov hoben udenlandsk valuta på de besøgende fra hele verden, men det ludfattige flertal af en befolkning på 70 millioner, for halvdelens vedkommende stadig analfabeter, bliver ved med at være ludfattigt og er samtidig berøvet bare fornemmelsen af politisk frihed. I den vestlige verden bærer vi over med en Mubarak, han holder jo fundamentalisterne og dermed terrorismen nede. Den vurdering er måske ikke helt forkert, nogle mener, at frie valg ville give de egyptiske islamister et klart flertal. Men man kan også vende det om og forklare fundamentalisternes popularitet som en følge af den politiske tommeskrue, plus fattigdommen. Og præsidenten er tilmed fredsvenlig over for Israel - hvad han nu også er nødt til. Hvis israelerne (eller for den sags skyld hvem som helst) en dag får behov for at lamme Egypten, behøver de bare bombe den store dæmning. Så drukner landet - ligesom engang nubiernes huse og historie. Den nubiske familie med fire små børn, der bor lige neden for vores hus på øen, må finde sig i at blive vist frem flere gange om dagen, når flokke af franske, italienske og hollandske turister standser op foran en bolig, der mest af alt ligner en gedestald. Hisham, Ibrahim, Samir, Zakaria og alle de andre mænd, vi dagligt veksler nogle ord med (kvinderne kom vi kun på 'salam' med), hører til dem, der, som en forsker udtrykker det, »kun er nubiere under pres«, det vil sige, når deres kerneidentitet er truet. Det er den nu på en mere snigende måde end før. Som turistførere og/eller små marihuanadealere er nubierne afskåret fra deres traditionelle livsstil. Det er ikke noget egentligt politisk pres, de er udsat for, snarere et efter-politisk eller sociologisk, som netop ikke fremkalder nogen bevidstgørelse. Løbet er kørt, deres identitet kan de sådan set godt få lov at beholde, de har bare ikke noget at have den i - ud over et museum. Turismen har udvandet dem til opportunister, smukke og intelligente nubiere, der bare har mistet deres naturlige værdighed.