Har Frankrig overhovedet en præsident?
Spørgsmålet kan forekomme absurd, for der går da en lille mand ud og ind ad Elyséepalæet, og han vender sig om, hver gang kameraholdene råber »Monsieur le Président«! Der er bare mange, der aldrig har vænnet sig til, at netop han er Frankrigs præsident. Han er en hidsigper, der slynger et »så skrid, din klovn« i hovedet på en borger, der ikke vil give ham hånden under hans styrtdyk i folkehavet. Er det derfor, han ikke virker som en præsident, eller er det, fordi han sammenligner nysgerrige journalister med pædofile, krammer Merkel, lyngifter sig med en eksmannequin, taler fransk med underskolefejl og forhøjer sin egen gage til det tredobbelte? Eller er det, fordi han som ’alle franskmænds præsident’ stadig er aktiv partiformand? Eller fordi han under sine tre-fire ugentlige provinsvisitter lader lokalerne fylde op med partimedlemmer, der kan sidde og klappe og grine, når han bliver filmet til aftenens tv-avis? Hvis ’manden er stilen’, er Nicolas Sarkozy ikke nogen normal fransk præsident. Ukultiveret, arrogant ... fræk som en slagterhund. Han er det omvendte af en præsident, hvorfor hans navn burde være Yzokras. Måden at være præsident på kan selvfølgelig diskuteres. Den er som alt andet under stadig udvikling. Siden de Gaulle har en snu ræv (Pompidou), en similiaristokrat (Giscard d’Estaing), en Gud (Mitterrand) og en korridorpolitiker (Chirac) på skift og med hver sin stil udgivet sig for at være præsident. En fransk præsident er efterhånden blevet en politiker, der sejrer i et vulgært magtspil, kort og skidt. En, der udnytter penge og forbindelser, skaber sig et image, en ’grand communicateur’, der har medietække og en mening om alt og intet, navnlig det sidste. Generalens ædle og højbårne (for nogle latterligt opstyltede) ’idé om Frankrig’, hans intellektuelle format og personlige moralske uangribelighed er totalt forældede størrelser, som tiden har udskiftet med magtbrynde, mangel på kompetence, selvovervurdering og en uimodståelig trang til at bestemme alt, herunder pressens vilkår. Men der er alvorligere grunde end stilen til Sarkozys rollefiasko.
