For at forny USA’s lederskab i verden skal vi skabe en mere effektiv global indsats mod den terrorisme, der ramte vores land i hidtil uset omfang 11. september.
Fra Bali til London, fra Bagdad til Algier, fra Mumbai over Mombasa til Madrid har terrorister, der bekæmper USA og forvansker islam, dræbt og lemlæstet titusinder af mennesker alene inden for det seneste årti. Og da denne fjende opererer globalt, skal den også bekæmpes globalt. Vi skal igen koncentrere vores indsats om Afghanistan og Pakistan – den centrale front i vores krig mod al-Qaeda – således at vi konfronterer terroristerne der, hvor deres rødder stikker dybest. Det er stadig muligt at få succes i Afghanistan, men kun hvis vi handler hurtigt, klogt og resolut. Vi bør følge en integreret strategi, der styrker vores soldater i Afghanistan og bidrager til at fjerne de begrænsninger, som nogle af vores allierede i NATO pålægger deres styrker. Vores strategi skal også omfatte en vedvarende diplomatisk indsats for at isolere Taleban, ligesom vi skal have mere effektive udviklingsprogrammer, der målretter hjælpen til områder, hvor Taleban hærger. Jeg vil sammen med vores allierede insistere på – og ikke blot bede om – at Pakistan slår ned på Taleban, jager Osama bin Laden og hans løjtnanter og afvikler sine forbindelser til alle terrorgrupper. Samtidig vil jeg opfordre til dialog mellem Pakistan og Indien, så de kan løse deres strid om Kashmir, og mellem Afghanistan og Pakistan, så de kan løse deres historiske uenigheder og udvikle den pashtunske grænseregion. Hvis Pakistan med større tillid kan rette blikket mod øst, så bliver det vanskeligere at tro på, at landets interesserer bedst fremmes ved at samarbejde med Taleban. En målrettet indsats i Sydasien og Centralasien bør være udgangspunktet, men vi skal operere bredere end det. De, der planlægger at dræbe amerikanere, må ikke få fristeder. For at besejre al-Qaeda vil jeg opbygge et militær, der er tidssvarende i det 21. århundrede, og partnerskaber, der i det 21. århundrede er lige så stærke som den alliance, der vandt den kolde krig, og som skal forblive i offensiven overalt fra Djibouti til Kandahar. Hjemme i USA skal vi styrke vores indre sikkerhed og beskytte den kritisk vigtige infrastruktur, som hele verden er afhængig af. Vi kan begynde med at bruge bevillingerne til indre sikkerhed efter, hvor risikoen er højest. Det betyder, at der skal investeres flere ressourcer i at forsvare den kollektive trafik, at lukke hullerne i flytrafikkens sikkerhedssystem ved at kontrollere al last om bord på passagerfly og sammenholde samtlige passagerer med en omfattende overvågningsliste samt at forbedre havnesikkerheden ved at lade alt gods tjekke for stråling. For at vores arbejde med indre sikkerhed og terrorbekæmpelse kan lykkes, skal det kædes sammen med et efterretningsmiljø, der effektivt behandler de trusler, vi står over for. I dag benytter vi os i store træk af de samme institutioner og fremgangsmåder som før 11. september. Vi bliver nødt til igen at kigge på, hvordan vi kan reformere efterretningsvæsnet på en måde, der omfatter andet og mere end blot at flytte rundt på nogle kasser i diagrammet over de forskellige tjenester og instanser. For at holde trit med de yderst fleksible fjender skal vi bruge teknologi og fremgangsmåder, der sætter os i stand til effektivt at indsamle og dele efterretninger inden for og på tværs af vores efterretningstjenester. Vi skal investere stadig mere i efterretningsarbejde udført af mennesker og udsende flere uddannede agenter og diplomater med specialviden inden for lokale kulturer og sprog. Vi bør institutionalisere vores praksis med at udvikle stadig mere præcise vurderinger af alvorlige trusler, ligesom vores analysemetoder skal forbedres. Endelig har vibrug for en sammenhængende strategi for, hvordan globale terrorister skal besejres – en strategi, der trækker på alle de amerikanske styrker og evner og ikke blot på vores militære magt. Når mennesker har værdighed og muligheder, »minimeres sandsynligheden for, at de byder ekstremismen velkommen, kraftigt eller fuldstændigt«, som en højtstående amerikansk militærleder har formuleret det. Derfor bliver vi og vores allierede nødt til at investere i at styrke svage stater og i at hjælpe med genopbygningen af ikke-fungerende stater. I den islamiske verden og andre steder er der brug for mere end forelæsninger om demokrati, hvis vi skal besejre terroristernes dommedagsprædikanter. Vi bliver nødt til at udbygge vores viden om de forhold og overbevisninger, der er grundlaget for ekstremisme. Der finder en afgørende diskussion sted inden for islam. Nogle tror på en fremtid præget af fred, tolerance, udvikling og demokratisering. Andre forfægter en ubøjelig og voldelig intolerance over for den personlige frihed og for verden i al almindelighed. USA skal styrke de moderate kræfter og gribe enhver lejlighed til at eksportere muligheder – adgang til uddannelse og lægehjælp, handel og investeringer – og yde den stadige støtte til politiske reformgrupper og civilsamfund, som banede vej for vores sejr i den kolde krig. Vores holdninger er baseret på håb; ekstremisternes på frygt. Derfor kan og vil vi vinde denne kamp. For at forny USA’s lederskab i verden vil jeg genopbygge de alliancer, partnerskaber og institutioner, der er nødvendige for at imødegå fælles trusler og forbedre den fælles sikkerhedssituation. De nødvendige reformer af disse alliancer og partnerskaber kan ikke gennemføres ved at presse andre lande til at ratificere ændringer, som vi egenhændigt har forfattet bag lukkede døre. De skal gennemføres ved, at vi overbeviser andre regeringer og befolkninger om, at de også har interesse i effektive partnerskaber. Vi har for ofte sendt det modsatte signal til vores internationale partnere. I Europas tilfælde tilsidesatte vi de europæiske forbehold over for det kloge og nødvendige i at gå i krig i Irak. I Asien nedgjorde vi Sydkoreas bestræbelser på at forbedre forholdet til Nordkorea. I Latinamerika, fra Mexico til Argentina, har vi ikke gjort nok ved bekymringerne omkring indvandring, lighed og økonomisk vækst. I Afrika har vi tilladt folkedrabet i Darfur at fortsætte gennem mere end fire år, og vi har slet ikke gjort nok for at efterkomme Den Afrikanske Unions appel om mere støtte til at stoppe drabene. Jeg vil genopbygge båndene til vores allierede i Europa og Asien og styrke vores partnerskaber over hele Latinamerika og Afrika. Vores alliancer kræver konstant samarbejde og revision, hvis de skal blive ved med at være effektive og relevante. NATO har taget enorme skridt gennem de seneste 15 år og forvandlet sig fra den kolde krigs sikkerhedsapparat til et partnerskab for fred. Men som senator Lugar har sagt det, så har NATO’s opgave i Afghanistan udstillet »den voksende uoverensstemmelse mellem NATO’s stadig større missioner og organisationens manglende kapacitet«. Med henblik på at lukke dette hul vil jeg opfordre vores allierede i NATO til at bidrage med flere soldater til fælles sikkerhedsoperationer og til at investere mere i genopbygning og stabilisering. Samtidig med at vi styrker NATO, skal vi opbygge nye alliancer og partnerskaber i andre vigtige regioner. Mens Kina vokser frem og Japan og Sydkorea fortsat gør sig gældende, vil jeg arbejde for at skabe en mere effektiv ramme i Asien; en ramme, der skal indeholde mere end bilaterale aftaler, lejlighedsvise topmøder og ad hoc-arrangementer som for eksempel sekspartsforhandlingerne om Nordkorea. Vi har brug for en inkluderende infrastruktur med de lande i Østasien, der kan fremme stabiliteten og velstanden og bidrage til at imødegå transnationale trusler, fra terrorceller i Filippinerne til fugleinfluenza i Indonesien. Jeg vil også opfordre Kina til at påtage sig en ansvarlig rolle – som et land med voksende indflydelse – til at hjælpe med at spille en fremtrædende rolle i løsningen af vores fælles problemer i det 21. århundrede. Vi vil konkurrere med Kina på nogle områder og samarbejde på andre. Den centrale opgave er at opbygge et forhold, der udvider samarbejdet og samtidig skærper vores konkurrenceevne. Desuden har vi brug for effektivt samarbejde om presserende globale spørgsmål mellem alle de fremtrædende lande – herunder nye magter som Brasilien, Indien, Nigeria og Sydafrika. Vi bliver nødt til at give dem alle en andel i arbejdet med at opretholde den internationale orden. Her er det en forudsætning, at FN gennemgår vidtrækkende reformer. FN-sekretariatets ledelsespraksis er stadig svag. De fredsbevarende operationer har ikke ressourcer nok. FN’s nye menneskeretsråd har vedtaget otte resolutioner, der fordømmer Israel – men ikke en eneste, der fordømmer folkedrabet i Darfur eller menneskeretskrænkelserne i Zimbabwe. Men ingen af disse problemer kan løses, medmindre USA atter engagerer sig i organisationen og dens mission. Styrkede institutionerog opstrammede alliancer og partnerskaber er i særdeleshed vigtige, hvis vi skal overvinde vor tids menneskeskabte trussel mod planeten: klimaforandring. Hvis ikke der sker drastiske forandringer, vil den stigende vandstand i havene føre til oversvømmelse af kystområder over hele verden, herunder store dele af den amerikanske østkyst. Højere temperaturer og mindre nedbør vil gå ud over afgrøderne og føre til flere konflikter og mere hungersnød, sygdom og fattigdom. I 2050 kan 250 millioner mennesker over hele verden være drevet på flugt af hungersnød. Det betyder øget ustabilitet i nogle af de mest urolige områder af verden. Som verdens største udleder af drivhusgasser har USA en forpligtelse til at gå forrest. Mange af vores industrielle samarbejdspartnere arbejder hårdt på at reducere deres udledninger, men vores vokser støt – med mere end 10 procent per årti. Som præsident agter jeg at indføre et kvotehandelssystem for udledning af drivhusgasser; et system, der drastisk vil nedbringe vores CO{-2}-udledning. Og jeg vil arbejde på omsider at befri USA for afhængigheden af udenlandsk olie. Det skal ske ved at udnytte energien mere effektivt i vores biler, fabrikker og huse, ved at øge brugen af vedvarende energi til elproduktion og ved udnytte potentialet i biobrændsel. At skabe orden i eget hjem er kun første skridt. Kina overhaler snart USA som verdens største udleder af drivhusgasser. Udvikling af ren energi må stå højt på dagsordenen i vores relationer med vigtige lande i Europa og Asien. Jeg vil investere i effektiv og ren teknologi hjemme i USA og samtidig bruge hjælpeordninger og eksportfremmende initiativer til at hjælpe udviklingslandene med at springe over den fase af udviklingen, der betyder stor udledning af CO{-2}. Klimaforandringerne kræver en global indsats, der indebærer bindende og kontrollerbare forpligtelser til at begrænse udledningen, særlig for de lande, der forurener mest: USA, Kina, Indien, EU og Rusland. Opgaven er enorm, men når vi løfter den, vil det også give USA nye fordele. I 2050 kan efterspørgslen på energi, der produceres med lav udledning af CO{-2}, have skabt et marked til en værdi af 500 milliarder dollar. Amerikanske iværksættere og arbejdere kan åbne nye veje ved at opfylde denne efterspørgsel. Endelig vil jegforny USA’s lederskab i verden ved at styrke vores fælles sikkerhed og ved at investere i vores fælles menneskehed. Vores globale engagement skal ikke defineres af det, vi er imod; det skal styres af en tydelig bevidsthed om, hvad vi står for. Vi har en betydelig interesse i at sikre, at de, der i dag lever i frygt og nød, i morgen kan komme til at leve i værdighed og med muligheder. Mennesker over hele verden har på det seneste hørt en del om »frihedens fremmarch« (udtrykket stammer fra en tale, som præsident Bush i 2005 holdt om den internationale udvikling, særligt i Mellemøsten, red.). Tragisk nok er der i dag mange mennesker, der forbinder denne udvikling med krig, tortur og tvungent regimeskifte. For at skabe en bedre, en mere fri verden, bliver vi nødt til først at optræde på en måde, der afspejler den amerikanske befolknings anstændighed og ambitioner. Det indebærer, at vi holder op med at sende fanger af sted i nattens mulm og mørke til tortur i fremmede lande, at vi opgiver at tilbageholde tusinder af mennesker uden anklageskrift eller rettergang, og at vi ikke driver et netværk af hemmelige fængsler, hvor mennesker er spærret inde uden for lovens rækkevidde. Borgere bør alle steder være i stand til at vælge deres ledere frit i en atmosfære, der ikke er præget af frygt. USA skal forpligte sig til at styrke retssamfundets fundament. Vi kan hjælpe med at opbygge ansvarlige institutioner, der yder tjenesteydelser og giver muligheder: stærke lovgivende forsamlinger, uafhængige domstole, hæderlige politistyrker, fri presse, dynamiske civilsamfund. I lande, der er plaget af fattigdom og konflikter, længes indbyggerne efter et liv uden nød. Og da ekstremt fattige samfund og svage stater er perfekte rugekasser for sygdom, terrorisme og konflikter, har USA en direkte national sikkerhedsinteresse i at reducere den globale fattigdom drastisk og i sammen med vores allierede at dele mere af vores velstand med dem, der har størst behov. Vi bliver nødt til at investere i opbygningen af levedygtige demokratiske stater, som kan skabe sunde og veluddannede samfund og velstand. Sådanne stater ville også have bedre institutionelle forudsætninger for at bekæmpe terrorisme, bremse udbredelsen af dødelige våben og opbygge sundhedssystemer, der kan forebygge, diagnosticere og behandle dødelige sygdomme som hiv/aids, malaria og fugleinfluenza. Som præsident vil jeg fordoble vores årlige investeringer i at løse disse opgaver til 50 milliarder dollar i 2012 og sikre, at disse midler bruges fornuftigt. I de seneste 20 år har USA’s økonomiske hjælp til udlandet stort set kun holdt trit med inflationen. Det er i vores nationale sikkerheds interesse at gøre det bedre. Men hvis USA skal hjælpe andre med at opbygge mere retfærdige og sikre samfund, så skal vores handelsaftaler, gældslettelse og hjælp til udlandet ikke have karakter af blankochecks. Jeg vil koble vores støtte sammen med et insisterende krav om reformer og bekæmpelse af den korruption, der fortærer samfund og regeringer indefra. Det vil jeg ikke gøre i en nedladende ånd, men i partnerskabets ånd; som partner, der også er bevidst om sine egne mangler. Vores hastigt voksende internationale aids-program har demonstreret, at øget hjælp fra udlandet kan gøre en virkelig forskel. Som et led i disse nye bevillinger vil jeg udnytte en global uddannelsesfond på 2 milliarder dollar, som skal bringe verden sammen om at udligne det globale uddannelsesunderskud, i stil med det forslag, som 11. september-kommissionen har foreslået. Hvis vi handler dristigt og forudseende, kan vi engang fortælle vores børnebørn om dengang, vi var med til at skabe fred i Mellemøsten. Om dengang, vi gjorde noget ved klimaforandringerne og sikrede de våben, der var i stand til at udrydde menneskeheden. Om dengang, vi besejrede de globale terrorister og skabte muligheder i de glemte afkroge af verden. Og om dengang, vi fornyede det USA, som har fået generationer af trætte rejsende fra hele verden til at banke på vores dør og finde muligheder og frihed og håb. Dette USA kan vi blive igen. Det her er vores øjeblik, hvor vi skal forny vores befolknings – og alle menneskers – tillid til og tro på et USA, der bekæmper den åbenbare ondskab, fremmer den grundlæggende godhed og atter påtager sig at lede verden.
